Fra ødemark til København

Handler om drengen Malik, der bliver nødt til at rejse.

1Likes
0Kommentarer
404Visninger
AA

1. Fra ødemark til København

Det var blevet varmere. Isen var blevet tyndere og kunne derfor revne tættere inde ved land. Det gjorde at var det farligt at fiske og derfor kunne de ikke skaffe føde. Isbjørnene var også blevet en sjældenhed nu. Ringsælerne var også væk, dem havde de tidligere fanget mindst en gang hver måned, men nu blev det kun til en gang hvert halve år. Deres hus lå på den sydligste spids og det værste var, at hvis det blev ved sådan her, så ville huset måske falde igennem isen. Isen blev tyndere og tyndere for hver dag der gik, ikke meget hver dag, men meget i længden. I den mørke nat hvirlede snefnugene, med hård kraft rundt i en stor pærevæling og det blev kun værre. De fire børn sad inde i det varme hus rundt omkring det lille ildsted. De var varme, men de var sultne, for maden var jo knap. Den største af de fire søskende Malik, var for lidt siden gået hen for at lægge mere brænde på, men nu var han gået igang med at fortælle en historie. Det var en af de gode gamle eskimohistorier, som han selv havde fået fortalt af hans far mindst 10 gange. Han fortalte den for at berolige de andre, men mest af alt ham selv. De tre andre sad helt stille og lyttede ivrigt til historien, som om det var den sidste historie, de skulle høre i deres liv. Men lille Lila som var blevet godt og grundigt træt, var kravlet op til Nulia og var faldet i søvn. Der var nu helt stille og det eneste man kunne høre var Maliks fortællende stemme, vinden der ruskede i hytten og en stille snorken fra lille Lila. Malik holdt facaden, men i virkeligheden var han både bange og bekymret. Det havde han også god grund til at være, for hans far var taget ud i det vilde vejr, for at fange fisk. Malik havde været imod det og havde prøvet på at stoppe ham, men faren havde insisteret på at tage afsted, for de havde ikke fået mad i flere dage. Men Malik ville hellere sulte end at miste sin far til det iskolde hav. Malik kunne slet ikke forestille sig et liv uden sin far, for han var jo den ældste og så skulle han jo tage ansvar for hans tre søskende: Nulia på 11 år, Samilk på 8 år og lille Lila på 5 år. Malik havde ikke fortalt de tre andre om hvor deres far var gået hen, for han ville ikke have at de skulle blive bange, ligesom ham. Han havde bare fortalt dem, at faren var ude for at fodre hundene. I det samme lød tre bank på døren. Tre korte, men bestemte bank. Det gav et sæt i dem alle fire og de stirrede på døren. Der passerede tusind tanker i Maliks hoved og hans hjerte bankede så alle i hele Grønland kunne høre det, for det var sikkert noget om hans far. ”Skal du ikke lukke op?”, spurgte Nulia stille. Malik kiggede på hende og rejste sig derefter. Han gik langsomt hen mod døren, selvom han egentligt ikke havde lyst til at lukke op, for han frygtede det værste. Han åbnede forsigtigt døren. Han kiggede på den lille mand, men den flade næse. Han havde sort hår, som de fleste andre her i landet og hans ansigt var sammentrykt og sørgmodigt. Malik kunne tydeligt kende deres nabo Kulomik. ”Hvad vil du?”, spurgte Malik. ”Øhm...der er noget jeg skal fortælle jer, kan jeg komme ind, det er bedst hvis i allesammen hører det”, sagde han med vand i øjnene. Malik tænkte med det samme på det, som ikke måtte ske. ”Det er min far, er det ikke?”, sagde Malik rasende, mens tårene trillede ned af hans kinder. Nulia så bekymret på Malik. Kulomik kiggede bare ned i gulvet og gik videre ind i huset. ”Svar mig!”, råbte Malik til ham. ”Sæt dig nu ned, så jeg kan fortælle, hvad der er at sige”, sagde Kulomik beroligende og satte sig ned. Malik faldt heldigvis til ro og gjorde som Kulomik sagde. Nu sad de alle 5 rundt om det varme ildsted. Kulomik kiggede skiftevis på Malik, Nulia og Salmik. Kulomik sukkede dybt og startede derefter: ”Jeres far var som i nok ved ude at fiske...”. ”Undskyld jeg afbryder, men vent lige lidt, hvad var han?”, spurgte Nulia og så mistroisk på Malik. Malik trak bare på skuldrene og sendte Nulia et undskyldende blik. ”Og jeg var også ude at fiske i håb om bare at fange en lille fisk. Jeg fik tilfældigt og pludselig øje på jeres far, som stod længere ude og fiskede, for han var gået længere ud end mig”, sagde han stille. ”Og hvad skete der så?”, spurgte lille Lila, som for lidt siden var vågnet. Hun var blevet vækket af Maliks raseri anfald. ”Så skete der det, at jeg kiggede på ham og jeg kunne se at han havde fået bid. Det vat en ordenlig krabat, siger jeg jer, men da jeg så kiggede på ham anden gang...var han væk, lige pludselig, pist væk. Jeg vidste med sikkerhed, at han var faldet gennem isen og man kan altså ikke komme op når man først er faldet igennem”, hviskede han opgivende. De fire børn sad helt lamslået og tårene begyndte at trille i store strømme. Nulia græd. Salmik græd. Selv lille Lila græd. Men Malik græd ikke så det kunne ses, men han græd indeni, helt dybt inde i hans hjerte. Et meget stor sten var faldet ned, lige midt i hans hjerte. ”Jeg er ked af det”, sagde Kulomik, som også græd. ”Jeg ved det er hårdt, men i kan ikke blive her, i bliver nødt til at rejse”, sagde Kulomik. ”Jamen, hvorfor? Hvorfor skal vi rejse?”, spurgte Salmik. ”Det er for farligt og vi kan ikke få mad, vi vil ikke kunne klare os alene”, sagde Malik. Salmik kiggede undrende på Malik og sagde: ”Jamen vi har da far, han kommer da hjem igen, gør han ikke Malik...?”. ”Nej søde Salmik, han kommer ikke hjem mere, han er død”, hulkede Nulia mens hun knugede Salmik og lille Lila ind til sig. Og derefter brød de allesammen ud i gråd, alle undtagen Malik. Efter noget tid rejste Kulomik sig og gik hen mod døren. ”Vent Kulomik, hvor skal vi rejse hen?”, spurgte Nulia. Kulomik vente sig om og sagde: ” Det bedste ville være at rejse til Nuuk...og derefter Danmark, i vil få en bedre fremtid hvis i tager til Danmark. Bedre uddannelse, bedre skole og bedre levevilkår. Men i skal skynde jer, for flyet til København går kun en gang om ugen og den dag er faktisk imorgen, præcis kl. 10.00 ”, sagde han. Han gav dem en pose med mad og en lille pose penge og så gik han. Børnene sad nu tilbage i den lille hytte. De havde mad, men ingen havde lyst til at spise noget, selvom de var hundesultne. Blev de virkelig nødt til at rejse? Og så helt til Danmark. Det var jo her de var opvokset, det var her de altid havde boet, ja de var faktisk født her. Men på den anden side, hvis de blev her, ville de jo sulte ihjel. For Malik ville ikke ende den samme skæbne som sin far og specialt ikke når han var alene med sine søskende. For hvad skulle der blive af dem hvis han døde, så var det Nulia der skulle passe på dem, det ville blive en svær opgave, men hun havde jo faktisk allerede overtaget moderrollen, da deres mor døde for 3 år siden. Ja, Malik havde besluttet sig, de blev nødt til at flytte. Det var godt nok helt til Danmark, men Malik havde besluttet sig, han ville gøre alt, for at rejse. Men det skulle være snart, for flyet gik imorgen kl. 10.00. ”Vi rejser nu!”, sagde Malik spontant og bestemt. ”Hvad, nu? Hvad tænker du dog på, vi er født her og vi har levet her hele vores liv her. Vores far har endda selv bygget den her hytte. Skal vi bare forlade alt, huset og alle vores minder?”, udbrød Nulia. Malik ville da også komme til at savne det, men de kunne ikke bare sulte ihjel. ”Ja, for vi må afsted så hurtigt som muligt, inden flyet går. Vi skal skynde os, og desuden så er der ikke noget mad at finde, hvorfor så blive?”, sagde Malik. Nulia så hurtigt på ham og begyndte derefter at pakke deres vigtigste ejendele. Nu var de klar. Klar til at rejse fra alt det de havde kendt. Klar til at rejse og aldrig komme tilbage. Klar til at starte en ny tilværelse et andet sted. Klar til at opgive alt det de havde. De havde taget deres varme kamikker og uldne tøj på, taget alle deres penge og havde  pakket deres vigtigste ting i små bylte. Nulia havde taget lille Lila op i sine arme og havde fortalt i korte og forståelige træk om hvad der skulle ske. Salmik forstod godt hvad de skulle, men han var stadig i chok efter farens død og det med, at han ikke kom tilbage. Det var Malik og Nulia for den sags skyld også, men de blev nødt til at handle, og sørge senere. De sagde farvel til huset og gik ud i det grufulde vejr. De låste døren og begravede nøglen i sneen, lige foran døren, så kunne andre få glæde af den lille hytte. Da de kom ud hvirlede sneen stadig rundt og man kunne næsten ikke se noget, for man fik hele tiden smasket ny sne i hovedet. De famlede sig frem til slæden og hundene, som også var sultne. Nulia, Salmik og lille Lila, blev placeret på slæden og Malik spændte hundene for. De sendte de sidste tanker til huset og så kørte de afsted. Det gik ikke så hurtigt som normalt, for hundene manglede mad og var udmattede. Alligevel skyndte Malik på dem, for de skulle altså nå det fly. Der var langt til Nuuk, men de kunne ikke stoppe op og bygge nattely i det her vejr, uanset hvor trætte hundene blev og desuden skulle de jo også nå lufthavnen inden klokken 10.00 imorgen. Natten var mørk og lang, og det føltes som en evighed. Snestormen havde trukket sig tilbage og de andre var faldet i søvn, men Malik måtte holde sig vågen i den mørke nat. Han tænkte på Danmark, hvordan ville det blive og kunne de overhovedet falde til. Danmark var frygtindgydende og spændende på samme tid. Mens han kørte hen over isen, følte sig faktisk helt alene i hele verden, som om at det var ham der skulle klare alle problemer i hele verden, som om han skulle tage ansvar for alle børn i hele verden. Natten gik og gik, men han standsede ikke. Han kunne nu se den orange-røde sol stige langsomt op over de sneklædte bakker. Det var tegnet på den nye dag og i det fjerne kunne han skimte hustagene i Nuuk. De var der snart, men de klaret det. De var nået frem til Nuuk og snart ville de være på vej til Danmark. Men var klokken over 10.00? Hundene hylede, de var for alvor begyndt at se sløve ud og de havde brug for hvile og mad, ligesom Malik, som ikke havde sovet hele natten. Han tog posen med mad, som de havde fået af Kulomik og delte maden ud til de sultne hunde. Han smilede ved synet af lufthavnen, for han vidste at hvis de kom til Danmark, ville deres fremtid se meget lysere ud.                                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...