Berlin muren

Nogle tysker, som prøver at flygte.

0Likes
0Kommentarer
169Visninger

1. Berlinmuren

Mit navn er Sabine, jeg kommer oprindeligt fra Østtyskland. Men nu bor jeg i Grindsted her i lille Danmark.  Jeg er født i 1980, så jeg er 21 år nu og bor sammen med min onkel Wolfgang. Jeg har sort krøllede hår, med brune øjne, selvom jeg ikke ligner en rigtig dansker, så tog de mig og min onkel godt imod. Min barndom var meget hård. Mine forældre har altid gerne ville flytte til den tyske vest side, for alle mente, der var harmoni og fred, så de deltog i protester og ville gerne have frit lejde til Vesttyskland. Min far var høj, men spinkel bygget. Men en som tager tingene alvorligt, og en man kan stole på. Min mor er lidt alla det samme, hun er en høj, slank pige med sort hår. Hver gang de var ude at protestére, som var rigtig tit, passede min søster mig. Hun var klog og passede mig, som om jeg var hendes barn. Det var dejligt med lidt opmærksomhed. Min onkel Wolfgang var ligesom et barn, altid glad og en der altid kunne sige noget sjovt i de mørkeste tider. Det er først nu, at det begynder at gå op for mig, at de hele tiden skulle protesterer. Selvom vi var familie, så blev jeg ked af, at de skulle så tit ud og protestér, men når jeg tænker på alle dem, der har mistet sin familie, så kan man godt forstå, hvorfor min mor og far ville protestér. De ville gerne have, at der ikke var flere personer som døde. Jeg kan huske en af mine venner, han mistede sin far, da han protesterede. Det blev for voldsomt, og det tyske militær begyndte at skyde på dem.  I 1989 var jeg lige blevet 9 år, men det var et helt specielt år, kan huske min mor trak mig ud af sengen midt om natten. Da vi kom ud af døren, var der flere tusinde familier, der bare løb hen mod muren. Jeg kiggede mig rundt omkring og blev fuldstændig forvirret. Da jeg kiggede tilbage var mine forældre væk samt min søster. Jeg gik i stå, min hjerne standsede. Det eneste jeg kunne høre, var, at alle skreg og løb den samme vej. Jeg løb med strømmen. Skrigene blev højere og højere, da jeg kom tættere på muren, kunne jeg også høre pistolskud. Jeg blev ved med at løbe. På et tidspunkt standsede jeg, og det var først der, jeg kunne tænke klart. Hvor er mor og far henne, men så kunne jeg høre en pifte i alt den larm. Jeg vendte mig om og til mit held, så jeg min onkel Wolfgang. Mit hjerte blev varmt igen, men jeg var stadig ked af, at jeg ikke kunne finde mor, far og søster. Vi var ved at være tæt på muren, hvor mange tusinde personer skubbede til muren og prøvede at smadre den, man kunne se på soldaterne, at de var kolde i øjnene. De skød på alle der prøvede at smadre muren. Jeg måtte se væk, da det blev for voldsomt. Det var ligesom et blodbad, men mine øje skimtede en person, der lå på ryggen, stor men spinkel bygget. Jeg nåede ikke at se ordenligt efter, inden Wolfgang trak mig væk og fortalte mig, at der nogen få kilometer henne var lavet et lille hul. Vi skulle flygte derhen, inden soldaterne opdagede hullet. Vi sneg os hen til de andre, hvor hullet var. Da jeg så hullet, blev jeg chokeret. Måske kunne jeg kravle igennem, men var sikker på at onkel Wolfgang ikke kunnen komme igennem. Det var først børnene, der fik lov at kravle igennem. Derefter de voksne selvom hullet var lille, var de voksne desperate og skubbede sig igennem. Selvom mange kom igennem, og det gik stærkt, og de fleste kom igennem, så nåede mange af dem ikke over. De fleste af dem nåede at flygte, da de så soldaterne kom løbende. Men jeg så også mange, der blev skudt. Mig og onkel Wolfgang gemte os, så der at ikke var nogen, der kunne se os. Jeg spurgte ham, hvordan i skulle/kunne flygte videre, men han sagde bare, vi skulle vente. I mens vi ventede, kom jeg i tanker om mor og far. Jeg spurgte onkel Wolfgang, om han vidste noget om dem og min søster. Han kom med et opgivende blik og fortalte trist, de var gåede bort. Jeg spurgte hvordan, imens mit hjerte hoppede op og ned. Han sagde, at de var kommet på et uheldigt tidspunkt og sted. De var blevet fanget i strømmen. Jeg spurgte, om det var min far, som jeg havde set liggende på gaden. Til min store forbløffelse sagde min onkel ja. Det tog lidt tid, før jeg endelig forstod de var døde. Onkel Wolfgang kaldte på mig, og sagde vi skulle skynde os af sted. Jeg var helt tavs og fulgte bare efter ham. Der kom en hvid varevogn, og onkel sagde, jeg skulle hoppe ind hurtigt. Jeg så på ham og spurgte om det her ikke snart var ved at være slut? Han kom med et lille jo. Det var helt sort i bilen. Jeg kunne mærke, der var nogle huller ude på vejen, og der var nogle andre inde bag i varevognen. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede, var der ikke nogen i varevognen. Jeg kigge mig rundt omkring og kunne høre nogle snakke udenfor. Jeg åbnede døren og så, det var onkel Wolfgang, der snakkede med nogle andre. Jeg kiggede mig rundt omkring, kunne ikke kende noget som helst, jeg spurgte, hvor vi var henne, Wolfgang sagde, at vi var ved den danske grænse. Mit hoved gjorde helt vildt ondt, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg spurgte onkel Wolfgang, hvorfor vi var ved den danske grænse. Han sagde, at det var det eneste sted, der var sikkert at flygte hen, uden at nogle ville prøve at fange os. Hvis vi blev taget,ville vi komme tilbage til Tyskland. Jeg spurgte, hvor vi skulle bo. Onkel sagde, vi skulle hen til en lille by, mere sagde onkel Wolfgang ikke mere den dag. Jeg kom til at tænke på min far, mor og søster. Jeg kunne ikke forstå, at jeg var rejst bort uden dem, og jeg kunne jo slet ikke fortælle dem det. Jeg kunne slet ikke tænke klart. Det var svært at tænke, når der er flere tusind ting i hovedet. Vi skulle videre med bus. Der var ikke andre tyskere end mig og onkel Wolfgang. Naturen så fuldstændig anderledes ud, der var marker og træer over det hele, det så dejligt fredeligt ud. Efter nogle timer, stoppede vi i en by, som hed Grindsted. Der var ikke så mange huse, men fredeligt så det ud. Vi kom ind i et hus, hvor vi blev taget godt imod, Vi blev kørt hen til et lille hus, med to værelser og en stue, et rigtigt fint hus. Jeg gik ind på et værelse, som så rigtigt pænt ud, og spurgte onkel Wolfgang, om jeg kunne få dette værelse. Han sagde lige stille ja og smilede til mig. Næste morgen da jeg stod op, håbede jeg, det hele var en drøm, men kunne se det hele var virkeligt. Da jeg fik noget morgenmad, gik det op for mig, at jeg var i et fremmed land. og det var en meget mærkelig følelse. Mærke friheden, hvor man ikke var i en slags ”fangenskab”. Jeg gik mig en tur sammen med onkel Wolfgang, det var dejligt. Der var ingen mur og soldater over det hele. Efter nogle dage, hvor jeg har fået sovet ud, sagde min onkel at jeg skulle til at gå i skole. Jeg fik mig en skoletaske og noget nyt tøj. Jeg var rigtig spændt på det nye sprog, jeg skulle til at lære. Da jeg mødte op i min ny skole, virkede de alle sammen så søde og rare. Jeg blev slet ikke holdt udenfor, det var dejligt med sådan en god start, og efter nogle dage kunne jeg endda lidt dansk.

Efter 12 år, bor jeg stadig ved min onkel, men vi er nu flyttet til et større hus, hvor jeg er i gang med at uddanne mig som læge. Jeg har også fået en kæreste, som hedder Anders. Han er rigtig sød, og dejlig, med blondt kort strit hår. Næste år tager min onkel Wolfgang mig med til Tyskland, for at mindes alle de døde, og ikke mindst min mor, far og søster. Vi har bestemt, vi vil lægge en flot blomst på deres grav, og mindes den dag, det hele skete. Hvorfor kan Tyskland ikke bare være ligesom Danmark, spørger jeg tit mig selv om med alle de onde ting, som der skete i tidernes morgen. Jeg ville håbe min familie stadigvæk var i live og sammen med mig, så ville jeg kunne vise dem rundt herhjemme i Grindsted, hilse på alle de gode mennesker, der bor i Grindsted. Jeg tror ikke den dag i dag, jeg vil flytte tilbage til Tyskland, da jeg føler mig meget mere som en dansker nu som en tysker. Denne by har virkelig taget godt imod min onkel og jeg. Min onkel fik med det samme job som taxichauffør, og jeg fik lov at gå i en dansk skole. Vi kom aldrig til at mangle noget. Pengene kunne være små, men min onkel har altid sørget godt for mig. Det vil jeg være ham evig taknemmelig for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...