Livet som indvandrer


0Likes
0Kommentarer
379Visninger
AA

1. Livet som indvandrer

Fuck! – Sara var blevet opdaget af tog kontrolløren, hun løb så hurtigt hun kunne, mens hun masede sig gennem hele toget. Indtil hun forpustet låste sig inde på et toilet, og håbede på at han nu ikke kunne finde hende. Hun havde ikke købt en billet, da hun ikke havde nok penge til at betale billetten med. Så hun havde bare stået i gangen i toget og håbet på, at hun ikke blev opdaget. Han hamrede på døren og råbte, at hun skulle komme ud. Til sidst måtte Sara jo gå ud, og han spurgte, om han måtte se hendes billet. Sara fortalte hvem hun var og hvorfor hun ikke havde købt en billet. Billetmanden sagde, at hun kunne komme med til København hvor hun så ville blive sat af. Så hun besluttede sig for, at blive der indtil hun havde råd til en togbillet. Rigtigt havde hun håbet på, at hun kunne skjule sig i toget, til de kom til Stockholm, da noget af hendes familie boede der. Sara var flygtet fra hendes hjemby Bagdad, fordi der var krig. Begge hendes forældre var blevet skudt. Sara var 15 år. Da hun stod af toget i København, var klokken 23.30. Hun følte, at to personer fulgte efter hende, så hun gik hurtigere og hurtigere. Til sidst løb hun alt hvad hun kunne, for at slippe væk fra dem, men de løb hurtigere end hende. Da de nåede hende standsede hun. De spurgte om hendes penge, men Sara svarede bare, at hun ingen havde. Hun fortalte, at hun var flygtet fra Bagdad, og derfor ingen penge havde. De to der havde stanset Sara hed Maria og Lukas. De var 16 år og havde boet på gaden siden de var blevet smidt ud af deres forældre, som 13 årige. Siden dengang havde de sovet på en bænk, eller på banegården. De spurgte om hun ville følges med dem. Sara følte sig ikke helt tryg ved det, men hun vidste ikke hvor hun ellers skulle tage hen? De gik ind til nogle kolonihaver, hvor Maria og Lukas havde fundet et skur, som de ville sove i, da dem der boede der ikke var hjemme. Sara kunne ikke lide skuret, der lå ølflasker over det hele, og der var helt tåget af cigaretrøg. Men i det mindste var de i læ for regnen. Da Sara vågnede næste morgen, var Maria og Lukas stået op. Maria spurgte Sara om hun turde stjæle noget mad fra en kiosk lige rundt om hjørnet. Sara vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, for hun ville gerne være sammen med Maria og Lukas, og hun ville også gerne have noget mad, da hun ikke havde fået noget rigtigt mad siden hun var kommet med toget. Men hun turde heller ikke stjæle. Til sidst overgav Sara sig, og fulgtes med Maria og Lukas hen til kiosken. De aftalte at Lukas skulle gå hen og snakke med kassedamen, imens Sara tog noget og Maria holdte vagt. Sara tog tre kakaomælk, 2 flutes og en pakke hamburgerryg, som hun gemte i hendes store taske. Da Sara var gået ud af butikken skyndte Lukas sig at gå med hende. O så løb de tilbage til det skur, hvor de havde sovet. De næste 5 dage sov de i det ude i skuret, i kolonihaven. Hver nat når Maria skulle til at sove, kom hun til at tænke på hendes forældre, og hvor hårdt hendes liv havde været. Så hun græd sig i søvn hver aften. Hver morgen skiftedes de til at stjæle fra kiosken, mens de andre holdte vagt og snakkede med kassedamen. I kiosken havde de fundet ud af at der er blevet stjålet, så de turde ikke stjæle der fra længere. En dag, da de alle tre havde været inde i en park, havde 4 mænd fulgt efter dem. Sara blev helt vildt bange, og spurgte Maria hvem de var. Hun fortalte at Lukas engang havde taget stoffer, og han havde ikke kunne betale tilbage. Så nu var de efter ham, og hvis ikke han afleverede pengene snart, så ville de dræbe ham. De løb alt hvad de kunne tilbage til kolonihaven, og de løb hurtigt fra de dovne og tykke mænd. De pakkede deres ting. Og tog af sted, da de tænkte at det ville være for farligt at blive i København. De gik i flere timer, indtil de endelig kom til en stor lade, hvor de ville sove. De sneg sig forbi vinduerne, uden at blive set. De kom ind i den store lade, hvor der var en masse hø, som de ville sove i. og der boede mindst 10 katte i høet.  Men Sara vidste at med alle de katte der var, var der nok ingen mus.  Da de vågnede, gik de videre, de gik gennem en skov. Maria og Sara faldt begge over en gren, og Lukas hjalp kun Sara op. Maria blev sur på Lukas, fordi han kunne lide Sara. De gik en hel dag uden at snakke sammen, Sara kunne selvfølgelig godt lide at Lukas var sød ved hende, men hun kunne ikke lide at Lukas og Maria nu var uvenner. Sara kunne egentlig godt lide Lukas, men hun var bange for at dem der ville have penge af ham dukkede op igen. Sara prøvede at spørge Maria om hun var sur, men hun kiggede bare væk, og gik videre. Efter en lang dag, fandt de en park, hvor de ville sove på nogle bænke. Da Sara vågnede, kunne hun kun se Lukas, så hun vækkede ham og spurgte hvor Maria var. Lukas havde ikke set eller hørt noget fra hende, så de ledte efter hende i parken. Lukas fandt et brev fra Maria i sin taske, hvor der stod: ” Hej Sara og Lukas, jeg gik tidligt i morges og ved ikke hvor jeg ender”. Sara kunne se på Lukas at han blev ked af det, Sara blev også lidt ked af det, men hun ville jo også gerne være sammen med Lukas. De besluttede sig for at tage ud, og lede efter hende. Sara vidste ikke hvor Maria kunne være, da hun jo ikke kendte hende så godt. Så hun spurgte Lukas hvor Maria kunne være henne. Efter et stykke tid, kom han i tanke om et sted som hun altid søgte hen til, når hun var ked af det. Det var i marmorkirken i København, hvor Maria søgte hen, når hun var ked af det. Ganske rigtig fandt de hende der. De satte sig på bænken ved siden af hende, og spurgte om hun var okay. Hun svarede at hun var ked af at Lukas bedre kunne lide Sara end hende. Lukas svarede: ” Jeg er ked af at du føler det sådan, jeg kan godt lide Sara, men jeg vil jo altid holde af dig, da du jo er min søster og vi har boet sammen altid. Vi har jo lovet altid at passe på hinanden, så du kan jo ikke være bekendt bare at stikke af sådan.” Da de havde siddet der i et stykke tid, kom der en præst ind og spurgte om han kunne hjælpe dem. De fortalte alle tre deres historie, og Sara fortalte om hvordan det var at flygte til et andet land. Han sagde at hvis de ville kunne han gå med dem til kommunen, hvor de kunne få noget hjælp. Det ville de alle tre meget gerne.

Kommunen havde fundet en plejefamilie, der kunne have dem alle tre. De flyttede ind nogle dage efter, og de startede på en skole i København. Sara begyndte i en sprogskole, for at lære ordentligt dansk, og Maria og Lukas startede på et gymnasium. Den familie de boede hos, havde i forvejen 2 børn på henholdsvis 3 og 4 år. Det var to piger der hed Signe og Malene. Lukas fik et job, i den lokale kiosk, hvor han tjente penge så han kunne blive fri for de penge han skyldte for narko. Sara tænkte stadig meget på hendes forældre, og hendes gamle venner og veninder. Men hendes nye plejeforældre var rigtig søde ved hende, og hun havde det godt her i Danmark. Maria begyndte at arbejde i en bagerbutik, efter skole. En dag da Sara kom hjem fra skole, sagde hendes plejemor at der lagde et brev til hende, på hendes seng. Sara gik ind på sit værelse, og fandt brevet. Hun fik sin plejemor til at læse det, Sara fik hende til at læse det flere gange, det kunne jo ikke passe. I brevet stod der at Sara havde en storebror, i Danmark, som var blevet adopteret som lille.  Sara blev så glad at hun næsten skreg, hun kunne slet ikke beskrive hvor glad hun var. Der stod et telefonnummer, som hun fik sin plejemor til at ringe til, de aftalte en dag, hvor Sara og hendes storebror skulle mødes. Sara glædede sig helt vildt, og de næste dage kunne hun næsten ikke koncentrere sig i skolen, fordi hun var så spændt. Da det endelig blev den dag hvor Sara skulle møde sin storebror, var hun helt oppe at køre. Hun skyndte sig hjem efter skole, hun tænkte på hvad hun mon skulle sige til ham, snakkede han dansk? Ville han blive boende i Danmark, hun tænkte på en hel masse. De havde aftalt at mødes på rådhuspladsen. Da de så hinanden, løb de hen og krammede hinanden. De endte med at de næsten så hinanden hver dag, og Sara fik det nu meget nemmere, både i skolen og der hjemme. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...