Drømmen om Amerika


0Likes
0Kommentarer
287Visninger
AA

1. Drømmen om Amerika

”Tager du kufferten, skat?” spurgte far og gav kufferten til mig. Jeg synes godt nok den var tung, men nogen skulle jo tage den, mor gad ikke, og Klaus var i gang med at læse sin dansk-engelsk ordbog. For pokker hvor jeg dog syntes Klaus var irriterende! Det eneste han laver når han kommer hjem fra skole, er at læse i den dumme bog! Hans undskyld var, som han sagde ”Jeg skal jo kunne sproget, nu hvor vi skal til Amerika”. Efter min mening, så er Klaus én af de mest kedelige mennesker jeg kender. Han er jo min tvillinge-bror så jeg holder jo af ham, men kunne han da ikke bare være lidt mere selskabelig, i stedet for at bare sidde og læse? Nå.. i øvrigt kan jeg da lige præsentere mig selv. Mit navn er Agnes, Agnes Hansen. Jeg har en mor og far. De hedder Elin og Peder Hansen. Som nævnt før har jeg også en bror, en tvillinge-bror. Hans navn er Klaus Hansen. Mor er pæreformet, har nogle smukke brune øjne, lille spids næse og noget virkelig kedeligt gråt hår. Far er sådan en rigtig stor mand. Ualmindelig stærk.. men det er nok også fordi han er tømrer. Stort fuldskæg, langt glat sort hår. Hvis jeg ikke vidste hvem han var, ville jeg nok ryste lidt hvis han kom over til mig, en dag! Det er nok også derfor han ikke har så mange venner. Klaus ligner meget far. Dog har han kort hår, og lidt vildt synes jeg, så har han også fået lidt skæg.

”Nå. Hvad skal vi nu” spurgte jeg. Jeg var blevet rastløs, og nu ville jeg bare over på det skib. ”Skal vi ikke bare gå over til havnen, og finde det skib vi skal på” svarer far. ”Er lidt sulten, så skal vi ikke bare finde et sted og spise. Hvad siger i børn?” Jeg svarede at det var fint med mig, men Klaus var så opslugt af den kedelig ordbog, så han reagerede slet ikke. Jeg puffede til ham. ”Hvad laver du? Jeg er lige i gang” mere fik han ikke sagt da far afbryd ham. ”Vil du have noget at spise eller hvad?!”. Klaus blev lidt irriteret og svarede med et ”ja ja”. Da vi var færdig gik vi over til havnen.

Havnen var kæmpe stor og der var en masse mennesker. Små butikker var der også, hvor man kunne købe forskelligt frugt og grønsager. Mor bestemte sig for at købe noget frugt. Hun købte nogle bananer, æbler og en masse andet. Som hun jo sagde ”Det kunne jo være vi får brug for det.”

Vi prøvede og prøvede, men vi kunne simpelthen ikke finde skibet. Jeg blev irriteret på min far, fordi han blev ved med at nægte, at spørge om vej til skibet. Han havde jo sin dumme ære. Til sidst fik vi ham overbevidst, om at vi skulle spørge om vej og det gjorde han så. ”Hej du der, ved du hvor skibet til Amerika er”, spurgte han en mand om. ”Det er skibet lige foran jer. Det er vel det der sejler kl. 16.00?” svarede manden. ”Jo, det er det.” Vi kom, fik købt billetterne og gik ombord. Vi fik to kahytter. Et til mor og far og et til mig og Klaus. Vi steg ind i kahytten, mig og Klaus. Det var et meget lille værelse, og det eneste der var der, var en køjeseng og et lille bord. Væggene var ulækre, da det ikke var tæt. Hvis man tog en hånd og kørte den rundt, på væggen, ville den blive lidt våd – kun på grund af fugten. ”Puha, jeg tror jeg lægger mig til at sove nu”, sagde Klaus og gabte. Jeg ignorerede ham bare. Stillede min taske på bordet, og så ville jeg ud og udforske skibet.

Jeg gik først ud på dækket, for at trække lidt luft. Vinden mod min kind, min kind mod vinden. Det føltes som en nålepude, når vinden kom med sine blæs. Det var rigtig koldt så jeg gik ind igen. Jeg gik ind på toilettet. Først og fremmest for at prøve at gøre mig lidt i stand, fordi nu ville jeg op på 1. klassen, men også fordi jeg skulle på toilettet. Jeg gik der op. Op ad trappen, op til de fine, op til det sted hvor man er lidt mere værd end de andre. Da jeg kom derop, blev jeg helt overvældet af det hele. Alt var så fint. Væggene var hvide, der var lysekroner, med flotte ædelsten. Alle de ting, man kunne drømme om! Jeg kom hen til et sted hvor man kunne spise, og jeg satte mig ned. Jeg sad og beundrede alle de flotte kjoler, som de fine damer nu havde på. Lige pludselig kom der en tjener over til mig. ”Hvad laver sådan en pige som de her, helt alene”, spurgte han. ”Je-je-jeg, øhhh. Jeg skal have noget at spise”, svarede jeg, med en lidt nervøs stemme. Prøv at tænk hvis han havde opdaget, at jeg rent faktisk var nede fra mellemklassen!? ”Okay, her har du dit menukort. Sig til når du er færdig frøken” sagde han med en spørgende stemme. ”Hansen, frøken Hansen”, fik jeg sagt. Jeg fik sagt tak, og han gik videre til næste smil.

Jeg kiggede lidt på menukortet, og hold da op, hvor var der meget mad at vælge imellem! Jeg blev helt stolt af mig selv. Tænk at jeg skulle sidde her og spise fin mad, på en fin restaurant, på 1. klasse. Jeg havde valgt det mad, jeg gerne ville have, og jeg kaldte på tjeneren. Han kom straks over til mig. ”Når, har de fundet hvad de ønsker”, spurgte ham mig om og kom med sit charmerende smil. ”Til forret vil jeg gerne have en kylling-suppe. Til hovedret vil jeg gerne have huset steg og til dessert vil jeg gerne have frugt-kagen.” ”Så gerne, vil de have noget at drikke” ”Jo tak, jeg tager et glas rødvin” ”Hvilken slags? Amarone, Piemonte eller Toscana?” Jeg blev lidt nervøs, fordi jeg vidste slet ikke hvad han snakkede om! ”Hvad anbefaler de”, spurgte jeg, da han sikkert havde større indblik i det, end jeg selv havde. ”Hvis jeg var dig frøken, ville jeg vælge Amarone” ”Tak, den vælger jeg” ”Så gerne”, sluttede han og gik ud mod køkkenet. Jeg blev helt glad indeni. Jeg havde lige snydt tjeneren, til at tro at jeg var en fin dame, men i virkeligheden er jeg jo bare Agnes Hansen fra lille Kolding af.

Efter noget tid kom han tilbage med maden. Maden smagte godt. Jeg kom helt op at køre over det. Sådan noget er jeg jo ikke vant til. Jeg smagte på suppen. Det smagte så godt, at jeg faktisk tænkte på om det ikke var engle og ikke kokken der havde lavet det. Jeg kom til at tænke på at jeg var på et fint sted, så jeg beherskede mig lidt. Selvom jeg prøvede at spise det hurtigt, ville jeg også prøve at lade vær med at gøre det fór hurtigt. Da jeg var færdig, kom en anden tjener, en pige, for at hente maden. Hun var rigtig køn, syntes jeg. Blondine, med et kønt ansigt. Så kom jeg til hovedrettet. Det duftede fantastisk! ”Du har da slet ikke rørt vinen”, sagde tjeneren. ”Nej, jeg har ikke rigtig fundet det rette øjeblik”, svarede jeg og smilede pænt. Jeg tog en bid af stegen. Den smagte fantastisk! Jeg var godt tilfreds, med at det var her jeg sad og spiste, og ikke henne med mor, far og Klaus – hvis han da ellers var stået op. Vinen valgte jeg for første gang at smage. Den smagte utrolig grimt og jeg kom med et ansigt, der bare sagde til folk, at det kunne jeg ikke lide. Efter stegen, var jeg blevet mæt. Jeg sagde til tjeneren, at han skulle tage min tallerken og så gik jeg. ”Skal de ikke spise op”, spurgte tjeneren. ”Nej, jeg er ikke sulten mere. Maden smagte dejligt!”

Jeg gik ud af restauranten og jeg bestemte mig for at gå ned i kahytten.

Jeg sagde farvel til de fine lysekroner, de fine hvide vægge, 1. klasse og goddag til grimme lamper, klamme vægge og mellemklassen.

Da jeg kom ind i kahytten, lå Klaus stadigvæk og sov. Jeg tog mit tøj af, og tog min natkjole på, og så trillede jeg stille og rolig ned under mit tæppe, i køjesengen.

Efter ca. 2 ud af de 3 uger som turen tager, har Agnes gået rundt på 1. klasse, uden folk har lagt mærke til at hun rent faktisk er mellemklassen. Hun har spist på den fine restaurant, næsten hver dag, og hun har opført sig som en på 1. klassen.

I mens jeg sad og spiste min daglige frokost, på den fine restaurant, kom jeg til at tænke. Tænke på den første dag på skibet, hvor jeg valgte at udforske skibet, i stedet for at sove, men endte op med at spise fint med på denne fine restaurant her. Jeg kom til at tænke på, hvor kedeligt det egentlig har været, at være her oppe på med de fine mennesker. Jeg har kun snakket med nogle få, og de virkede til at være alt for snobbet, til at jeg gad at bruge mere tid på dem, end nødvendigt. Så fik jeg en idé. Jeg ville ned til 3. klasse og kigge dernede. Hvem ved, måske ville der være en som jeg kunne blive gode veninder/venner med? ”Det gør jeg”, sagde jeg og gik.

Selvom jeg ikke var kommet derned endnu, så kunne man stadig lugte det. Lugten af afføring, lugten af beskidte mennesker, ja.. lugten af det urene. Jeg fandt en trappe, der gik ned til 3. klasse. Trappen var en lille, og den så rimelig beskidt ud. Det var sikkert også grunden til at den var i den ene ende af skibet. Da jeg kom derned blev mine tanker gjort til virkelighed. Mennesker med beskidt tøj, sygdom, afføring i det ene hjørne og mennesker overalt. Jeg kiggede mig omkring. Jeg kiggede efter personer der kunne være på min egen alder, eller deromkring. Nogle jeg kunne snakke med, nogle der kunne holde mig ved selskab. Så så jeg en. Det var en dreng. Han lignede en på min alder og han så flink ud - der hvor jeg kunne se ham fra. Jeg gik over til ham. Jeg kunne se ham bedre nu. Hold da op han var pæn. Det troede jeg ikke de drenge, nede på 3. klasse, men ham her. Wow! ”Hej” sagde jeg. Han ignorerede mig. Jeg prøvede igen. ”Hej”, og endnu engang ignorerede han mig. Jeg blev irriteret på ham, og spurgte ham på en lidt sur måde, hvorfor han ikke svarede. Han kiggede på mig. Mit blik fangede straks hans. ”Jeg tror du er gået forkert, tror du ikke? Fordi en snob som dig, plejer da ikke at gå rundt her nede” ”Hvad snakker de dog om? Mig, snobbet?” ”Ja, dig. Tror du ikke jeg har set, hvordan du hele turen indtil videre, har gået rundt sammen med alle dine veninder, oppe ved restauranten? I har sikkert siddet og snakket om hvor dejligt i har det og blevet sur over i ikke lige har fået den guldring til 1 kr. Hvis det ikke er snobbet, så ved jeg ikke hvad” Jeg blev helt paf, men jeg fik dog givet ham igen: ”De piger som du snakker om, de er slet ikke mine veninder. Du kender mig ikke?! Jeg bor rent faktisk på en kahytte oppe ved mellemklassen. Jeg fandt ud af den første dag på skibet, at jeg kunne komme op på 1. klassen. De troede åbenbart at jeg var det. Derfor har jeg siddet der oppe, snakket med dem. Jeg har endda lånt noget af deres puder osv. så jeg blev rigtig fin. Rent faktisk er jeg slet ikke snobbet på nogen måde! Det er bare en af de første gange i mit liv, at jeg oplever at der faktisk er nogen der har respekt for mig, nogen der gør hvad jeg siger, nogen der gider at lytte til mig. Undskyld hvis det har gjort dig sur! Nu har du da fået det af vide. Men jeg går, du vil åbenbart ikke have mig her” ”Vent” sagde han og tog fat i min arm. ”Det må du meget undskylde. Jeg har bare været vant til at skue hunden på hårene. Ser du; fra da jeg var omkring 5 år, døde hele min familie i en brand. Jeg var den eneste der overlevede. Jeg har levet alene siden det, og har kun overlevet ved at spise madrester og få lidt penge ved at pudse folks klamme sko” ”I øvrigt hedder jeg Svend” sagde han. ”Ej, det er jeg ked af at høre!” ”Det skal du ikke være. Det var jeg sidst da jeg var 12 år gammel og det er 6 år siden. Hvad hedder du” ”Så er du jo 18! Jamen jeg hedder Agnes. Agnes Hansen” ”Det kan godt være at jeg er 18, jeg har aldrig gået i skole, så jeg kan ikke tælle sådan rigtigt. Flot navn, hehe” Han virkede til at være flink nok, man skulle bare knække hans mur, som han havde sat op. Tror det er fordi så han ikke bliver såret, lige som da hans familie døde. ”Skal jeg vise dig rundt på skibet, Svend” ”Det må du da godt” svarede han.

Jeg vidste ham rundt. Først mellemklassen, så dækket. Men han ville også gerne se 1. klassen, men der sagde jeg til ham at det kunne han ikke komme til, da de ville smide os ud lige med det samme! Vi satte os ud på bænken og vi snakkede i rigtig lang tid. Alt mellem himmel og jord. Vi sad og så på solnedgangen, imens vi snakkede. Det var rigtig romantisk!

Jeg sagde til ham, at jeg var træt og jeg ville lægge mig ned i kahytten. Jeg gav ham et stort kram. Men han ville åbenbart lidt mere. Han kyssede mig på munden. Jeg blev helt rød i kinderne, og blev straks forelsket i ham. Jeg kyssede ham igen. Det var dejligt. Jeg stoppede og jeg gik. Jeg tror godt Klaus kunne se, hvordan jeg havde det, men han kommenterede ikke på noget. Jeg lagde mig ind i mit tæppe, og tænkte på alt hvad der var sket den dag. Jeg var blevet forelsket.

Jeg vågnede om nattet ved at min far bankede hård på døren. ”Skibet er sejlet ind i noget, det synker, skynd jer!” Vi skyndte os alt hvad vi kunne. Men der var én ting der var sikker – jeg skulle have Svend med mig! Jeg løb over til den trappe, som jeg gik ned af tidligere. Der var en masse mennesker der prøvede at komme op, men ingen af dem var Svend. Jeg løb ned og der var han. Han sad fast i noget træ. Min far var løbet med mig, uden jeg havde set det. Han ville åbenbart ikke lade mig ude af syne. Han løb over til mig, og spurgte hvad fanden jeg havde gang i og jeg svarede, at jeg ville redde ham. Jeg fortalte alt hvad der var sket, den forrige dag. Hans ansigt gik fra at være uvidende, til at blive rasende. Han råbte mig i hovedet: ”Du skal sgu ikke være kærester med ham, ikke tale om! Har du ingen ære? Hvad tror du ikke folk tænker om dig, når de ser dig med ham, den usle hjemløse dreng” Der gik han over stregen og jeg blev rasende! Jeg havde aldrig været så sur før! Jeg kunne ikke styre mig, og der var en kniv i fars lomme, som jeg tog op. Før jeg havde tænkt mig om, havde jeg taget kniven og stukket far ned. Han faldt om, blev bevidstløs og han blødte meget. ”Faaaaar, faaaaaaaaaaar”, skreg jeg grædende. Men der var intet at gøre. Han var død. Da råbte Svend så: ”Hjææælp Agnes! Hjææælp mig” Jeg skyndte mig over til ham og fik skåret hans bukser af det stykke træ, han sad fast i. Vi løb begge op ad trappen, hen til dækket. Der var fyldt med mennesker! Det var lige før at vi ikke kom ned i en båd. Hvis det ikke havde været fordi at Svend havde slået nogen ned, havde vi ikke fået en plads.

Båden kom ned og de sejlede os mod land. Da det blev lyst igen, så vi kysten. Vi blev virkelig glade og alle dem i båden vågnede op. Fra næsten at være nogle halvdøde mennesker, ændrede stemningen sig helt, og folk lyste op.

Vi padlede og padlede, både med kufferter og hænder. Vi nåede derhen og vi kom af båden. Tog vores ting og folk snakkede om hvordan de ville leve. Her i Amerika. Her hvor vi kunne leve, uden der kom en tolder, uden vi blev nød til at betale penge. ”Her skal skal jeg bo resten af mit liv. Her vil jeg skabe en gård. Her vil jeg starte en familie – og ved du hvad? Det skal være med dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...