Mellemøsten når det er værst

Mellemøsten når det er værst, handler om en pige der er i Mellemøsten for at missionære, men der kommer til at ske noget der helst ikke skulle ske..

0Likes
0Kommentarer
173Visninger
AA

1. Mellemøsten når det er værst

 

”Undskyld, kan du hjælpe mig?”    Den lille alt for perfekte, blonde, medarbejder kommer hen til mig. Hun spørger: ”Hvad skal du have hjælp til?”, jeg føler mig som en lille seksårig pige, som stadig ikke kan finde ud af at lave det irriterende w. ”Det nye system, her i lufthavnen er forvirrende.” Kvinden i den hvide skjorte, som egentlig er ekstrem grim, kigger kort på mig, og siger: ”Ja, det er nu virkelig irriterende. Jeg vil da prøve.” Åh nej. Kommer jeg nu ikke af sted. Tankerne flyver igennem hovedet på mig. ”Undskyld. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det her. Jeg bliver nødt til at hente min chef. ” Jeg når ikke engang at svare før hun er løbet af sted.  Der kommer en stor mand, som virkelig nyder at være chef. Du Herre Gud! Jeg kan allerede mærke brækket komme op. Føj hvor er han klam. Han laver et lille flirt-blik. Fuck hvor er det dog klamt. Jeg kigger rundt i Aalborg lufthavn. Hvorfor er der dog en lufthavn her? Den er så lille! Spild af penge og spild af lækre mænds tid. Ja, håndværkere er en del pænere end, business mænd. ”Hallo, hallo?”    Den klamme store mand står helt op i hovedet på mig. Han er ikke ligefrem blevet mere charmerende. Han har en helt forfærdelig ånde. Ubeskrivelig dårlig!  Han har sikkert spist æg eller glemt at børste tænder. Eller glemt.  Han gør det sikkert aldrig. Nå, men jeg må da overleve. Det kan jeg nok også. ”Hvor skal du hen, flotte?” Flotte! Nu stopper han! ”Vil du ikke lige tale som om jeg er en hver anden?”    Jeg kan høre jeg lyder usikker. Dum Olivia, dum! ”Men jeg skal til Syrien.”    Jeg prøver at lyde mere sikker. Meget mere. Det føles også som om at det lykkes meget fint. Jeg hader at jeg ser så bange ud. Ingen respekt, og folk behandler mig som jeg er den seksårige pige som ikke kan finde ud af at lave det w. Gud, hvor er det irriterende. ”Hvilket fly skal du med?”    Det lyder som om han er blevet en smule bange for mig, efter han kaldte mig ”flotte”. Lækkert! ”Jeg skal flyve med Cimber.” ”Okay, sådan nu har du en billet. ”    Jeg er i chok! Han brugte knap nok et minut på det, jeg slet ikke kunne. Hvad skal jeg svare? ”Hold da op. Tak!”

   Jeg sidder i det lille Cimber-fly, som nok egentlig burde være større. Sådan et kendt flyselskab, burde da have større fly. I hvert fald have faste pladser. Jeg er da godt nok glad for at jeg ikke er den lille seksårig som, har sine forældre med, for så sad vi nok i hver sin ende.   Jeg tænker på at jeg netop er gået fra Dennis, for at komme ned i de her lande. Jeg har grædt, så mange tårer, så jeg kunne lave en ny sø. Jeg gik fra ham, for jeg skulle have penge til turen, og han bor i Norge, så det koster penge at se ham, og man ser da hinanden, når man er kærester. Derfor gik jeg fra ham.    Lige efter jeg fik ideen, om at missionærer, flyttede jeg hjem til mine forældre. Det var ret underligt, for jeg havde boet alene i et par år. Det havde været en fornøjelse at bo alene, men det var da også hyggeligt at være hjemme ved mor og far.    Jeg flyttede hjem for at slippe for at betale for at bo til leje. Skønt, men træls at blive overvåget, som om jeg var den lille seksårige dreng, som ikke kan finde ud af noget. De var bekymret konstant. De forstod åbenbart ikke, at jeg kun boede hjemme fordi at jeg skulle spare op til rejsen, men de forstod til gængæld, at give mig penge. De har næsten betalt halvdelen.

   Syrien! Jeg kigger ud af vinduet. 6 timers rejse. Det er da godt nok et grimt land, med militær over det hele. Jeg vidste godt, at der skete noget helt vildt, og jeg var blevet advaret for, at det var farligt at bo dernede, men jeg var her for at missionærer. For at bringe et budskab ud om mine religiøse holdninger, og for at hjælpe fattige, eller bare folk der har problemer.

Jeg sidder på mit hotelværelse. De sidste dage har jeg været meget chorkeret over hvordan man behandler demonstranter. Man må ikke demonstrere mod regimet. Jeg har bestemt mig for at filme det, så verden kan se hvordan det er hernede. Jeg har set et drab. En mand sagde: ”Diktatur, er som at være i et bur”, gang på gang. Nogle små mørke mænd, som skulle ligne soldater kom. Med det samme de så ham, gik de over til ham. De råbte ham op i hovedet. Manden som stod der råbte bare videre. Han stod midt i ingenting. Der var max 10 mennesker der, så det budskab han ville ud med, var der ikke mange der kunne høre. Han holdt et stykke pap, hvor det stod på syrisk. Soldaterne hev det fra ham. Han begyndte at græde. Han sagde det bare videre. Han vidste sikkert godt, at hans liv var ved at være omme. Jeg så meget op til at han bare stod der, og råbte. Det var tydeligt, at han havde givet sit liv til sit land. De slog ham. Han græd bare endnu mere. Pludselig begyndte jeg at overveje, om turen var det her værd. Jeg begyndte også at græde. Jeg prøvede, at holde tårerne tilbage, men de føltes som betonklosser. De løb ned, af mine kinder. Jeg tørrede hele tiden mine øjne, for at soldaterne ikke så mig.    Soldaterne råbte bare, også slog de ham lidt. Pludselig trak den ene en pistol. Manden sagde på engelsk: ”Ikke dræb mig!”, imens han klynkede. Soldaterne grinte. Det fik mig til at tænke på en eller anden, action film. Jeg kunne høre et brag. Mandens datter var kommet løbende. Han havde sikkert sagt, at han var der, hvis der var noget. Datteren lå på jorden og blødte ekstremt meget. Det var som et helvede at stå her. Datteren var sikkert skudt. Lige da det skete havde jeg kigget væk. Manden græd og græd. Soldaterene straffede datteren fordi at, hun var datter til manden. Hun havde bevæget sig meget, men pludselig lå hun stille. Helt stille. Hun var død. Jeg græd, og græd og græd. Hvilket helvede at se en mand miste sin datter på den måde. I dét, han gik over til hende skød de ham i benet. Han skreg. Lysten var meget stor, til at gå hen til soldaten, og tage hans pistol og skyde ham. Da manden lå ned, og skreg, blev han også skudt i armen. Soldaterne vidste sikkert godt at det var forfærdeligt at leve uden et ben, og uden en arm, og samtidig have mistet sin datter. Jeg måtte væk derfra, før soldaterne kunne se at jeg filmede, og høre min tunge tårer ramme jorden.

    Jeg ville væk. Jeg kunne ikke holde ud at, folk blev behandlet sådan. Jeg fløj videre til Irak. Her havde USA netop trukket sig ud af landet. De havde været i krig, men det skulle være sådan nogenlunde over nu, så her kunne jeg da hjælpe folk som var kommet i problemer, under krigen. Jeg kunne også bringe budskabet ud om min religiøse holdning. Det gik i hvert fald ikke så godt i Syrien.

   Lige nu sidder jeg i Bagdad, på et mærkeligt hotel. Det ligner et kloster fra en Aladin film. Jeg bliver også ret så forkælet. Det føles mærkeligt. Jeg har altid boet i en halv fattig familie, så vi har aldrig rigtig haft råd til ting som de andre havde, så jeg er aldrig rigtig blevet forkælet. 

   I dag har jeg brugt min dag på, at hjælpe folk der havde problemer. Jeg faldt over en familie som havde fået sprunget deres hus en måned før den sidste amerikaner var gået ud. De havde ingenting.   Jeg fortalte dem om min tro, og om at man ikke behøvede at gå i kirke hver søndag. Jeg fortalte også at de ikke behøvede at bede hver dag, men at de kun skulle gøre det når de havde lyst. Jeg sagde også at de ikke behøvede at tale pænt, og at de gerne måtte bande. Det ville min gud ikke hade dem for.   De blev meget fascineret. De sagde, at hvis de gerne måtte blive kristne ville de gerne det. Det havde ikke forstået at man var god nok lige meget hvad.    Da jeg så deres hus græd jeg næsten. De levede i de ruiner som før var deres hus. Jeg gav dem nogle penge. De sagde, med stor glæde at de nu kunne købe nogle dyr, som de kunne lave mad af. Helst høns, understregede de meget for mig, for de kunne lave æg.    Imens jeg sad der, følte jeg mig som om, jeg var deres helt. Som om jeg havde reddet en hel families fremtid. Det var skønt, men jeg var nervøs for at de brugte pengene på noget andet. Jeg spurgte dem. De svarede med høj glæde: ”Vi har ikke noget hus, ingen mad, ingen penge. Nu kan vi købe høns.”    Jeg smilte bare.    Jeg fokuserede på deres søn. Han havde næsten ikke noget tøj på. Hvordan er det dog, at være så fattig, eller gad vide hvordan det havde været at miste deres hus? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig.    Pludselig kom der en stor mand ind. Han bad om penge. Familien blev stille. Manden gav de penge de netop havde fået. Moderen begyndte at græde. Jeg synes netop at de sagde, at de ikke ville bruge pengene til andre ting.    Da han var gået spurgte jeg, hvad det gik ud på. De sagde at en mand i byen, gik rundt til fattige og ville have penge. De gav alt hvad de havde. Jeg gik derfra, og var i chok.

”Vil du have en sandwich?” Siger den mørke stewardesse, fra Pakistan. Hun må virkelig nyde at have et arbejde. Jeg tænker tilbage på, Pakistan. Det sidste land jeg skulle til.    Det værste ved det her land, som jeg ikke rigtig oplevede i de andre lande, var hvor meget respekt der var til vesteuropæere. De gik meget op i om man var rig eller fattig, og de vidste at vesteuropæere havde mange penge. Det var også tydeligt at folk kiggede efter noget de kunne stjæle fra mig.    En kvinde jeg mødte fortalte om at en mand var kørt ind i hende engang. Hun var netop flyttet til landet, og regnede med at han skulle betale, men hun var jo kvinde. Mænd skulle ikke betale, hvis de var kørt en i en kvinde. Man mente at kvinder bare ikke kunne køre bil, så det var altid kvindens skyld. Hun sagde også at hvis mænd kørte sammen, var det den bil med flest mænd i, der vandt.    En anden fortalte om, at han engang havde oplevet et indbrud. Han sagde at han så nogle mænd komme ind, midt om natten. Med det samme han så dem, skød han dem. ”Hvis en mand kommer ind i dit hjemme, er det enten dig eller manden der skal dø. Derfor trak jeg pistolen og skød ham.” Jeg følte mig som en journalist. Han forklarede også, at hvis man ville lave indbrud kunne man komme til politiet og sige at man ville lave indbrud, og hvis de hørte at der skete noget fra et område, var det bare dem, man skulle bare sige, at politiet kunne få en hvis sum af det. Jeg var i chok. Jeg ønskede at jeg kunne hjælpe. Tårrene ramte mig.    Det var tydeligt at kvinder blev set ned på. Imens mændene var på arbejde, var kvinderne hjemme. Meget få arbejdede.

   Jeg sidder og tænker min tur igennem. Dejligt at være tilbage i Danmark.  Den forfærdelige hændelse i Syrien. Det var nok det værste jeg nogensinde havde set. Bare det at se den mand miste sin datter, og se hvor meget soldaterne nød det, var det rene helvede. Jeg følte lidt at jeg skulle gøre noget, men vidste at jeg ville dø hvis jeg gjorde. Det eneste jeg gjorde var at filme det, så jorden kan se hvordan det er. Jeg skal sende min optagelser til DR. Det er virkelig mærkeligt, at tænke på at jeg faktisk har lavet en dokumentarfilm, som snart bliver sendt på Danmarks radio. Det var ikke en stor fornøjelse at være i Syrien. Jeg begynder at græde lidt.      I Irak var jeg ved den familie der fik et indbrud imens jeg var der. Jeg forstod ikke, at jeg netop havde givet penge til en forbryder som tog penge fra andre. Det tog mig lige i hjertet. De havde lige fået sprunget deres hus, og nu kom der indbrud, i noget der lignede en død hunds hundehus, som var købt i starten af 80’erne. Det lignede noget der var løgn! Pakistan var mere roligt selvom der skete nogle ting, bare ikke imens jeg var der. Jeg hørte om forfærdelige ting. Jeg hørte om den forfærdelige måde at se på kvinder. Et helvede, at være kvinde i Pakistan. Det var helt anderledes at være kvinde. Politiet gjorde heller ikke ret meget, for at stoppe forbrydere. Man kunne bestikke politiet, for at slippe for en straf. Jeg ville så gerne gøre noget, men kunne ikke.    Men grunden til, at jeg tog af sted, var jo for at bringe budskabet ud om Gud, og jeg synes ikke at jeg har gjort det nok, men har prøvet at hjælpe meget.   Oplevelsen var i hvert fald god.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...