flugten


0Likes
0Kommentarer
193Visninger

1. flugten

Det var nu 14 dage siden politiet havde været her, fordi jeg havde stjålet nede i shopping centret. Men den eneste grund til at jeg gjorde det var jo fordi at mig og min bror Abazi på 18 år ikke har nogle penge. Abazi er 2 år ældre end mig, jeg er 16 år. Vi kommer fra Albanien, men der kom krig for mange år siden. Vores forældre havde sendt os her til Danmark, så de vidste at vi var i sikkerhed. Men jeg tænker nu stadig på dem. Vi har ikke hørt det fjerneste fra dem, overhovedet. Nogle gange tænker jeg på om de er døde, det er næsten min værste frygt. Bortset lige fra de albanere, som så mig og min bror tage af sted fra Albanien. De så da vores mor og far sendte os af sted. Mor og far sagde vi skulle holde os fra de mænd, fordi min far fortalte os engang at han havde været ude i nogle stoffer sammen med dem. Han sagde at han ikke kunne betale dem tilbage, han havde ikke nok penge. Det er også en af grundene til at han begyndte i politik, der tjente han kassen. Men altså på det tidspunkt, truede de ham med at slå hans børn ihjel. Derfor er vi så bange nu, om de en eller anden dag kommer og har sagsøgt os, nu hvor vi bor for os selv, men det er også noget nyt, efter Abazi er blevet 18. før da boede vi på børnehjem nu hvor vi var kommet til Danmark uden forældre. Jeg hørte en skinger stemme råbe ”Abbie!” ”jaa” svarede jeg. ”Jeg har lavet lidt mad, kommer du ikke ned?” uhmm mad tænkte jeg, jeg var også ved at være sulten. ”joo” svarede jeg. Jeg satte mig ned ved bordet. Så sagde Abazi ”jeg håber det smager godt, det blev godt nok ikke til så meget.” ”nej nej det går da sikkert. Men vi skal jo have stjålet nogle flere penge, så vi kan have til vores husleje nu hvor du ikke kan få et normalt job, bliver vi jo nødt til at bruge en anden måde.” grunden til at Abazi ikke kunne få et normalt job, er fordi at han blev taget grusomt for tyveri en dag og så skulle han sidde i arrest i et par dage. ”jeg bliver nødt til at finde på noget bedre, men jeg ved ikke hvad.” sagde jeg imens jeg tog et bid af en toast. Abazi kiggede underligt på mig, og sagde ”men vi klarer os da fint nu.” jeg tænkte hvad snakker du om! ”altså vi kan jo ikke leve sådan her resten af vores liv!” ”altså der er jo alligevel albanere efter os!” og ja, det havde han jo sådan set ret i, men alligevel. ”I morgen tager jeg hen til frk. Hansens supermarked og stjæler nogle penge mens du lokker hende væk.” sagde jeg. ”hvad hvis der er kamera oppe?” ”nå ja.” ”men altså så må vi jo bare tage noget tøj på som vi aldrig går med, så de ikke kan kende os” ”ja vi kan da prøve.”

senere gik jeg op i seng, jeg havde smidt mine strømper, bukser og bluse på gulvet. Nu lagde det og flød. Og jeg lagde og tænkte på i morgen, hvordan det kommer til at gå. Jeg sagde inde i mig selv at jeg håbede at det hele kommer til at gå godt. ”jeg hader at stjæle, JEG V I L IKKE MERE” lagde jeg og hviskede til mig selv, det ville mor og far heller ikke have ønsket, Der gik ikke længe så faldt jeg i søvn. DINGELIINGELIINNGG! (vækkeuret) ”åååårrrrhhhh! Jeg gider ikke op at stjæle penge!” sagde jeg. En skinger stemme sagde ”ellers kan vi ikke få betalt husleje, og så kan vi ikke bo her, du må da indrømme at det er bedre at bo her end ikke at bo nogen steder.” sagde Abazi. Jeg tænkte jaae men der findes sgu andre måder at få penge end lige at stjæle. ”jeg kommer nu!!” sagde jeg. Da jeg havde taget mit tøj på, gik jeg ned i køkkenet og åbnede køleskabet, der var ikke det helt store at komme efter. Jeg kunne godt se at vi havde brug for mere mad, så jeg måtte tage ned til frk. Hansens supermarked. Jeg må gå uden morgenmad tænkte jeg. ”Abazi?! Er du klar?” råbte jeg. ”ja næsten” sagde han, ”okay.” vi gik gennem gaderne med alle husene, frk. Hansens supermarked lagde omme bag en masse huse, det var ikke det første man lige ser når man kommer ind i byen. Men vi kom om til supermarkedet, og der så fuldstændig lukket ud, der var mørkt og lukket. ”altså nu glædede jeg mig jo lige til at lokke hende væk så vi kunne få nogle penge.” sagde Abazi. ”ja men det er vel bare nemmere når hun ikke er der, ikke?” ”tjoo” sagde Abazi ”det kan du vel sådan set have ret i.” ”nu prøver vi at se om vi kan brække låsen op” sagde jeg. ”ja” sagde Abazi. ”kan jeg lige låne dit brækjern?” ”ja” Svarede Abazi. Jeg brækkede låsen op, ” wow det gik glidende” Abazi kiggede skræmt på mig.” ”kom nu bare, det var jo din ide. Det er jo dig der så gerne vil stjæle” ”ja ja jeg siger heller ikke noget vel!” ”okay” sagde jeg. Vi gik ind og der var ingen alarm overhovedet. ”Fedt det går jo som på skinner” sagde Abazi, vi gik et skridt nærmere. Pludselig hørte vi en vildt høj lyd, den peb helt vildt. Den var simpelthen så høj. ”FUCK! Der er alarm på alligevel” ”ja men så lad os skynde os at komme væk.” jeg tænkte SHIT! Vi har et stort problem. Men vi løb ud og løb hen på gadehjørnet, så vi lige kunne se hvis der kom nogen derhen. Vi løb hen på gadehjørnet, så vi kunne se. Pludselig hørte vi nogle fodtrin der var meget fjernt, personen var meget langt væk. Men den kom lidt nærmere for hver gang. Vi så foran os en albaner der kom gående, jeg var sikker på jeg havde set ham før ”har vi ikke set ham før Abazi?” sagde jeg ”joo jeg synes også jeg har set ham, men hvor?” ”det ved jeg ikke” jeg tænkte mig rigtig godt om, ”JO FUCK nu ved jeg det!!!” ”hvad?” spurgte Abazi. ”Det er en af de mænd der truede far med at dræbe os! Kan du ikke huske det Abazi?” ”årrrrhh ja! Jeg husker” ”men hvad laver han her!?” spurgte jeg. ”det ved jeg ikke, han er nok ude efter os.” ”ja flot! Bare der ikke er flere” ”det kan være!” kom det fra Abazi, han lød bange og skræmt. Albaneren gik hen til døren til Brugsen og slukkede alarmen, jeg så koden og huskede den. Der var nemlig kode til alarmen. Koden var 2612. ”hvad laver han her?! Er han begyndt at hjælpe frk. Hansen.?!” det ved jeg ikke, det kunne godt se sådan ud.” svarede Abazi. ”det er nok for at få penge. Jeg var blevet totalt skrækslagen siden da. Vi begyndte at gå hjem og vi fik ikke penge denne her gang. Jeg var stadig i skræk hele vejen hjem. ”hvordan kan han have været kommet hertil allerede,? Måske dør vi lige om lidt!!” sagde jeg. ”slap nu af.” sagde Abazi ”jamen hvad hvis de finder os? Det er jo helt sikkert det de er her efter!” ”ja men du må slappe af! Vi skal nok klare det!” jeg var skrækslagen i flere dage efter, jeg var jo bange for at han en dag ville finde os. Og for resten det her er Danmark og der kan de let finde os. Jeg gik ned til Abazi der sad i sofaen og tænkte, ”hvad tænker du på Abazi?” ”på om de en dag vil finde os, du har jo ret, de kan finde os når som helst og hvor som helst!” ”Ja det kan de, jeg er så bange” sagde jeg. ”jeg håber virkelig at mor og far snart kan komme væk fra krigen dernede.” sagde Abazi. ”ja hvis de altså overhovedet lever!” svarede jeg. ”altså hvad mener du Abbie!? Selvfølgelig lever de… sådan noget må du aldrig sige!” sagde Abazi.. ”nej nej, slap af” sagde jeg. ”men altså man ved jo aldrig vel? Hvorfor hele tiden udelukke risikoen for at de aldrig kommer hjem?. Det er jo det der kan ske, så prøv at lad vær med at udelukke det hele tiden Abazi!! Vi må tage det med.!” ”ja men jeg vil ikke snakke om det!” sagde Abazi. ”Nej nej okay!” Senere var jeg gået op i seng. Jeg havde taget mit tøj af, så jeg kun havde underbukser og T-shirt på. Jeg gik ind på badeværelset, der lå lige ved siden af det værelse jeg sov i. Og børstede tænder, jeg tog tandbørsten der stod i en meget gammel kop som vi havde fået med af mor. Og så tog jeg tuben med tandpasta i, jeg tog noget tandpasta på tandbørsten og børstede. Da jeg kom ind på værelset for at gå i seng, så jeg at der var fløjet en sten gennem mit vindue, der var en lille seddel med hvor der stod: ”jeg skal nok få ram på jer! Jeres far skulle aldrig være gået fra os dengang.. i skal myrdes jeres far ville jo sikkert blive ked af det hvis der skete jer noget!! Vi ses!!” jeg tænkte fuck! Fuck! Fuck! Jeg må vise Abazi denne seddel! ”Abazi!? Abazi!? Du skal se denne seddel.” ”Neeej jeg er på vej i seng, jeg gider ikke dit pjat” ”det her er ikke pjat, det er en af albanerne der har smidt denne her ind af mit vindue!” jeg tænkte fuck fuck! ”hvad!!!?? Det er bare løgn.” ”nej det er det ikke Abazi!” ”ååårrh fuck Main” ja det er det!! Vi hørte banken på døren, ”vi lukker ikke op vel?” kom det fra Abazi! ”nej selvfølgelig ikke, det er jo nok helt sikret dem.” det bankede endnu hårdere, og der kom skyd den ind af døren, jeg blev så forfærdelig bange! De kom løbene ind af døren og de skød helt vildt.! Vi hørte løben op ad trappen, jeg gemte mig mere og mere ind til Abazi! Pludselig lød det værre med al den skyd den. ”Det lyder som en maskinpistol der pløkker dem alle sammen.” sagde Abazi. Der blev helt stille. Pludselig kom der en skygge hen til værelset, og mennesket kom frem, det var ham albaneren der stod lige foran os med sit gevær, han sagde ”så har jeg jer møgunger!” han tog geværet op og sigtede direkte på os der gik 3 sekunder og så blev der trykket på aftrækkeren! Mig og Abazi gemte os under dynen. Der kom maskinpistolen igen, den var høj. Jeg kiggede på mig selv, jeg var ikke blevet skudt. Jeg skyndte mig at kigge på Abazi han var heller ikke blevet ramt.. jeg kiggede hen mod døren. der lagde en død albaner,  Jeg tænkte, hvad sker her. Der kom en mand en med en maskinpistol i hånden og en kvinde ved siden af sig. Manden slippede pistolen, og løb hen mod os. Jeg var sikker på jeg kunne kende ham. Det var virkeligt. Det var virkeligt. Det var vores far og kvinden var vores mor. Han kom løbene mens han sagde Abazi. Abbie! Vores kære børn. Er det virkelig jer?! Mor! Far! Ja det er det sagde kvinden. ”hvordan fandt i os?” ”vi så albaneren kaste noget op af dit vindue” sagde far. ”ja og far havde fået en maskinpistol i Albanien fra krigen” sagde mor. Hun havde den samme skingre stemme jeg også har. ”ej hvor sejt” kom det fra Abazi, ”ja nu skulle der ikke gerne være flere albanere” sagde far, ”skal vi ikke gå ned og tage noget at spise?” kom lød det fra mor. ”vi har ikke rigtig noget” svarede Abazi. ”Ja men hvordan kan i så have råd til at bo her?” sagde mor ”øh ja altså vi blev nødt til at stjæle nogle penge så vi kunne bo her” sagde jeg forsigtigt. Mor kiggede skrækslagen på far. ”nå men nu skal vi da ud at handle og ud at finde nogle ordentlige jobs til jer små høns ” jeg smilede til dem begge og det samme gjorde Abazi. Vi gik op ad gaden for at finde jobs og ud at handle, vi smilede til hinanden og lagde armen om hinanden.  vi kom ned på jobcentret, og far fik et job som revisor, Mor fik et job som rengøringsdame. Abazi kom til at gå med aviser. Og jeg kom i skole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...