En forandrig


0Likes
0Kommentarer
209Visninger

1. En forandrig

Hvorfor nu lige mig? Ja, jeg har måske ikke det sejeste og smarteste tøj.. Men jeg er jo stadig mig. Hvis mor og far aldrig var blevet skilt. Men det kan jo også være lige meget. Nu er mor og far åbenbart begyndt at se hinanden igen, efter flere år hvor de bare har ignoreret hinanden. Meget sært efter min mening. Mor kom ind på mit værelse, og sagde at far havde søgt om et job i New York, ”Nå, det lyder da fint.” svarede jeg bare. Jeg tror hun var overrasket over min reaktion.  Den sidste gang mig og far snakkede sammen var da jeg havde fødselsdag, altså D. 1. maj, og i dag er det, d. 21. september. Helt ærligt, han kunne da i det mindste besøge os en gang i mellem. Måske bare en gang hver tredje uge? Nu var mor lige kommet hjem efter at have været sammen med far, jeg synes det var underligt at de var begyndt at være sammen igen, nu når det var at de havde valgt at blive skilt. Jeg havde spurgt mor hvordan det var gået, og så svarede hun bare ”fint”. De minder så meget om hinanden. Begge to så kolde, og ligeglade med hvad der sker i verden, og kun tænker på sig selv og dem de holder af. Selvom jeg bliver mobbet, har jeg faktisk slet ikke lyst til at flytte. Det er jo kun i skolen jeg bliver mobbet. Jeg går til fodbold, og det gør min bedsteven også, jeg ville savne ham hvis jeg skulle flytte. Mor havde sagt flere gange at hvis vi fik muligheden, ville hun gerne have at vi flyttede. På grund af mig.. Fedt? Nej, slet ikke fedt, for det er ikke det jeg vil, jeg vil meget hellere blive her, jeg har venner, det er det hun ikke forstår. Måske syntes hun det er pinligt at jeg bliver mobbet, men hun kunne jo også bare købe noget ordentligt tøj i stedet for det der børnetøj. Det kan godt være at jeg er en dreng, men jeg vil altså alligevel gerne have noget ordentlig tøj. Andreas, min bedsteven, mor mener at han er en af de ”forkerte venner”, altså dem der tager stoffer og sådan. Det er det man skal have en far til at overbevise at han ikke er en af dem, for det er han jo ikke. Mor vil enten flytte fordi hun syntes det er pinligt at jeg bliver mobbet, fordi hun syntes det er synd for mig eller fordi hun er bange for at jeg bliver en af dem. Hun var selv blevet mobbet som lille, men det stoppede da hun og hendes familie flyttede. Hun havde ingen venner, slet ingen. Det har jeg, derfor vil jeg ikke flytte.

Det ringede på døren, eg kunne ikke forstå hvem det var, for vi plejer nemlig aldrig at få gæster. Mor råbte om jeg ikke lige ville åbne, det gjorde jeg så. Der stod en mand, han var høj, havde brune øjne og gråt hår. Han lignede lidt min far, men så alligevel ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sagde bare ”kom inden for”, han gik direkte ud i køkkenet. Som om han kendte huset, min mor sagde ”hej Jens”. Det var min far, jeg troede virkelig ikke min far så sådan ud, han var meget ældre end jeg havde forstillet mig. Godt nok var det ikke fem år siden jeg sidst havde set ham, men han havde godt nok forandret sig. Jeg havde regnet med at vi alle sammen skulle hygge os, spille spil og sådan. Men nej, de skulle ud at spise sammen, uden mig. Det er altid uden mig, så kunne jeg jo bare være alene hjemme, og hygge mig. ”det tager kun en time” sagde mor, men jeg ved jo godt at det tager to. Jeg havde ikke engang rigtigt snakket med min far, han sagde bare lige hej. Jeg ved ikke om han ved det var mig, men selvom jeg havde været en anden kunne han da godt lige havde sagt lidt mere end bare ”hej.”. Mor havde ikke sørget for aftensmad, så det måtte jeg jo selv lave. Det blev til tre rugebrødsmadder, hun kunne da godt lige tænke en lille smule på mig. Jeg tænker nogle gange på, hvorfor mor og far egentlig blev skilt, de virker så glade sammen. Mor og far var kommet hjem. Men far skulle af sted igen, han snakkede slet ikke til mig, han kiggede bare. Selvom han var så kold ville jeg gerne ses noget oftere med ham, han var jo trodsalt min far.

En uge efter mor havde sagt at far havde søgt arbejde fik jeg af vide at han havde fået det, han skulle til Houston, så var det da helt sikkert at jeg ikke kom til at se ham oftere end jeg gjorde nu. Mor og jeg havde snakket i går, hun forstod mig. Det var godt nok lang tid siden hun havde forstået mig, og snakket med mig. Men hun ville gerne flytte, og far havde åbenbart spurgt om vi ville flytte med til Houston, det har jeg bestemt ikke lyst til. For det 1. Jeg er rigtig dårlig til engelsk, for det 2. Jeg vil ikke væk fra Andreas, Og for det 3. Så har jeg heller ikke lyst til at flytte væk fra Mille, min barndoms veninde, hun har altid hjulpet mig. Jeg tror egentlig ikke på at mor forstår mig, hun har aldrig forstået mig før, så hvorfor nu? Jeg ved at hun gerne vil flytte sammen med far igen, så jeg skal vel flytte til Houston. Jeg kender ingen, jeg kan næsten ikke sproget, jeg er bange for at der vil ske er at folk bare lukker mig ude, lidt ligesom det de har gjort på min skole. Men måske er der også nogle fra andre lande, så kunne jeg jo også snakke med dem. Jeg vil gerne være optimistisk omkring det, men det er bare svært når man er blevet og bliver mobbet, at gå hen til mennesker som man overhovedet ikke kender, for måske tænker de det sammen om mig, som dem der har mobbet mig gør. Det tror jeg ikke de gør, eller det håber jeg ikke. Men det er vel ikke det samme i Amerika som det er i Danmark. Det bliver sikkert okay nok derovre, men jeg kommer bare til at savne Danmark, og nogle af dem jeg kender. Mor havde sagt at far havde tilbudt hende at komme med, og at jeg også skulle med så. Og det havde mor sagt ja til, uden jeg vidste noget om det. Det var ret træls, men det skulle nok gå. Jeg fik sikkert også nogle flere venner end Mille og Andreas, det havde jeg også i Danmark men det var ikke særlig mange.

 

Vi skulle med flyet på tirsdag, jeg var spændt for jeg vidste ikke hvad jeg skulle tage med, men også bare for at se hvordan det så ud. Jeg havde set billeder men, det ser jo anderledes ud på billeder end i virkeligheden. Jeg kunne slet ikke sove natten til tirsdag, men det gik. Da vi sad i flyet, sad vi på 1. klasse, fordi far er rig. Jeg tror ikke at far nogensinde har kunnet lide børn, for når han kommer for tæt på børn så går han bare. Han svarer heller ikke rigtigt når jeg snakker til ham, men mor g jeg har fået et meget bedre forhold, hvilket jeg er rigtig glad for. Nu var der virkelig ingen vej tilbage hjem, jeg var ret sikker på at mor ville blive herovre. Og jeg kunne jo ikke rigtigt bestemme over mig selv, for jeg er jo ikke 18.

Huset vi skulle bo i var også flot på billederne, men i virkeligheden var det meget flottere. Det var en lejlighed midt inde i byen, og så var det den næsten øverst. Jeg var også startet på en skole, den var rigtig god, og falk havde taget rigtig godt imod mig. En af de bedste venner jeg havde derovre, var en der hed Christopher. Jeg havde sagt til mor at jeg troede at folk mobbede mig, fordi at jeg ikke havde det samme tøj som de andre, det kunne i hvert fald være en af grundene. Far var næsten hele tiden på arbejde, men det var jo også derfor vi flyttede derover. Mor og far var også blevet kærester igen, og det gik faktisk rigtig godt, efter min mening. Far og jeg snakkede sammen, det var jeg glad for. Og så så jeg ham næsten hver dag, det var meget anderledes, før troede jeg at når jeg blev 18, så ville jeg flytte tilbage til Danmark igen, men det var jeg ikke sikker på mere. Jeg havde fået mange flere venner som respekterede mig for den jeg er. De havde skoleuniformer, så jeg havde kun mit eget tøj på når jeg kom hjem fra skole. Det var dejligt, folk lignede så meget hinanden at man ikke rigtigt kunne mobbe nogen. I starten da jeg fik af vide at vi skulle flytte syntes jeg det var irriterende for jeg havde det jo fint nok der hvor jeg var, men nu kunne jeg se at jeg havde det meget bedre i Amerika. Det var fars skyld, alt sammen. Hvis ikke mor og far var begyndt at se hinanden igen, så ville jeg ikke have det lige så godt som jeg har det. Far er rigtig sød når man først kender ham, udefra kan han godt virke til at være meget kedelig, men det er han slet ikke. Oktober er et kedeligt måned, men i New York sker der hele tiden noget. Lige meget om det regner, menneskerne er rigtig flinke. Jeg troede slet ikke det ville være sådan her ovre, jeg troede det ville være lidt ligesom der hjemme. Mor havde ikke fundet et job endnu, men hun ville gerne være noget, hvor man arbejdede på et kontor, så det burde ikke være så svært at finde. Det gik godt på fars arbejde, det sagde han i hvert fald. Mor og jeg skulle ud og kigge i byen i morgen, en af fars kollegaer skulle vise os rundt, selvom far har været her tit, kender han det ikke lige så godt som hans kollega. Byen var stor, meget stor. Fars kollega var rigtig flink, men jeg forstod ikke alt af hvad han sagde. Jeg var alligevel glad for at jeg var flyttet herover, selvom jeg ikke syntes det var en god ide i starten. Jeg skulle vidst bare vænne mig til tanken, nu er det hele bare perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...