Jeg Mig Jonas

En novelle til emnet "når mennesker vandre"

0Likes
0Kommentarer
378Visninger

1. Jeg Mig Jonas

"Jeg hader jer" vi skal hele tiden flytte på grund af min fars arbejde. Når jeg spørger ham om han ikke bare kan finde et nyt arbejde, siger han: ”Nej, det kan jeg ikke bare, og det job jeg har nu giver meget høj løn”. Jeg syntes det er så åndsvagt, han gider ikke engang at droppe sit arbejde for min skyld. Jeg har været i USA, Afrika, Norge, Kina og nu England. Jeg har lige fået de bedste venner, jeg føler at jeg passer ind i det her land. I Kina er det rigtig svært at lære deres sprog, i Norge er de perfektionister, i Afrika er alle vilde med mig på grund af pengene, og i USA tænker man kun på sig selv. Men i England er det helt anderledes. Jeg har samme hudfarve som dem, elsker fodbold, kan finde ud af deres sprog og er omsorgsfuld. Englændere er meget flinke, og her føler jeg at jeg passer ind. Min bedste ven hedder Jonas han er kun lige lidt højere end mig ca. 175 cm høj, 15 år ligesom mig og har lyst hår. De har ikke særlig mange penge, men de nyder livet. Jeg ville ønske at vores familie også var sådan, men det sker aldrig.  

Min far kalder på mig og vi tager en ordenlig snak sammen. Han siger at vi allerede bliver nødt til at flytte igen, de mangler hans hjælp. Jeg rejser mig op og styrter ind på mit værelse og låser døren. I sengen ligger jeg og bagtaler min far, han er bare sådan en nar. Vi skal allerede flytte i aften, vi er jo næsten lige kommet. Jeg forstår det bare ikke, han ødelægger mit liv og jeg har tænkt mig at sige det til ham, men jeg er bange for han bliver ked af det. Hvad nu hvis det er sandt det han siger.  

Min far råber "Jonas kom vi skal køre nu" Jeg går med ham og begynder næsten at græde. Jeg kommer måske aldrig til at se Jonas igen, han var så flink. Da vi ankommer til lufthavnen genkender jeg med det samme det cafeterie som jeg sad i for 2 uger siden da vi ankom. Det skal være løgn, de skal ikke ødelægge mit liv. Jeg lyver og siger at jeg skal på toilet, men flygter i stedet. Jeg løber gennem den kolde efterårsvind og stopper lige pludselig op. Er det nu i orden det jeg gør? Jeg sætter farten op igen og løber hjem til Jonas.

"Ding dong" lyder det da jeg ringer på, og ud kommer Jonas. Han bliver overraskende glad og byder mig indenfor. Jeg forklarer hele historien og han forstår den godt. Mens han går ud og spørger hans forældre om jeg må bo hos dem da mine forældre er rejst, sidder jeg og tænker på hvad mine forældre tænker lige nu. De er sikkert helt oppe at køre og aner ikke hvad de skal gøre. Det er helt synd for dem. Jonas kommer ind med et trist ansigt og siger: "Du kan få lov at overnatte hos os, men vi har altså ikke penge nok til at give dig mad”. ”Det er i orden”, siger jeg glad. Næste morgen da vi sidder og snakker ringer Jonas’ mobil. Jeg hopper nærmest op og skynder mig at give tegnesprog til at han ikke skal sige at jeg er her. Han lyder usikker men sige ikke noget. Han har det ikke så godt med at lyve, men han gør det for min skyld. Herefter snakker vi lidt om, hvad jeg kan gøre fremover, hvilke job jeg kan få, så jeg kan tjene penge og passe på mig selv. Jeg tager chancen og går ud for at finde et job.  

Jeg prøver at ansøge job som fejedreng, og hvis jeg ikke kan få job som fejedreng, prøver jeg avisuddeler. Da jeg ankommer til Shell går jeg ind og spørger - jeg får et nej. De siger at der er andre der ser lidt stærkere ud end mig. Nu er der kun avisuddeler, og hvis ikke jeg får job der så, ja så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Mens jeg cykler i regn og modvind tænker jeg igen på mine forældre. Jeg savner dem helt vildt meget og det ved jeg at de også gør, men der er ikke noget at gøre. Kommunen står der på et stort skilt, og jeg stiger af cyklen. Det kilder helt i maven da jeg er på vej der ind. Da jeg går ind ad døren kan lugte den der underlige duft af kontor og papir, og får øje på en mand der står i uniform og tager i mod mig. Jeg går hen og snakker med ham om arbejdet og han siger at der desværre ikke er flere jobs tilbage, men han skulle nok ringe hvis der bliver et job ledig. ”Tak”, siger jeg stille og går. Jeg tænker: ”Hvad skal jeg nu gøre? Hvordan skal jeg nu få mad? Hvor er mine forældre henne?” Jeg tager min hvide dame cykel som jeg har lånt af Jonas’ mor. På vej hjem ad har jeg medvind, men det er lige omvendt i den virkelige verden der har jeg modvind.

Jeg stiller min cykel og går indenfor. Jonas kommer straks løbende og spørger om jeg fik jobbet jeg siger nej, med det samme faldt humøret også hos ham. Vi går ind på værelset og sætter os. Der er stilhed i ca. 7 min., indtil Jonas’ mor kommer ind og giver mig en telefon. I telefonen hører jeg en stemme der siger. ”Det er fra kommunen” smilet breder sig i mit ansigt, ”var det dig der manglede et job”. ”Ja” tænker jeg, men glemmer helt at svare af glæde. ”Hallo er du der?”. ”Ja selvfølelig”, siger jeg, ”godt for der er nemlig lige kommet en ledig plads”. Jeg siger: ”Tak, farvel”  

Jeg smiler til Jonas og han råber ”yes!”. Jeg har det sindsygt varmt, og kaster mig ned i sofaen ved siden af mig. Her ligger jeg og slapper totalt af mens Jonas er ude ved hans mor og fortælle nyheden. I mens jeg ligger der tænker jeg: ”Nu klare jeg mit liv, nu skal jeg ikke ende ude på gade som en gammel beskidt mand!” Da Jonas kommer ind i værelset råber han: ”Skal det ikke fejres med en gang fodbold?” Jeg råber: ”Selvfølelig”. Vi tager over på banerne og spiller i det dejlige solskinsvejr. Mens vi spiller får jeg øje på mine forældre, jeg løber alt hvad jeg kan hen og river Jonas med ned. Jeg tænker på om jeg skal gå frem, de har jo åbenbart droppet arbejdet og taget herhen for at lede efter mig, Men nej, jeg har det lige så godt. Vi venter til de er væk og går så frem og spiller igen. ”Hvad gik det lige ude på?”, siger Jonas. ”Mine forældre var der”, Jonas giver et forståeligt blik. Vi spiller lidt videre, ca. til kl. 6 hvor vi skal hjem og have aftensmad. Jonas har sagt, at jeg gerne må spise aftensmad hos dem indtil jeg begynder at få løn. Jonas´ familie er meget flinke, og sådan er næsten alle i Manchester, i hvert fald dem jeg har mødt.

Jonas og jeg bliver hurtig færdig med at spise især når da det er fisk vi får, vi bryder os ikke særlig meget om fisk. Inde på værelset ser vi næsten altid fjernsyn og spiller computer, det er da meget hyggeligt. Jonas er ikke sådan en natteravn, han går ofte i seng ved 10-tiden ligesom nu. Da vi ligger i sengen siger Jonas: ”Savner du slet ikke dine forældre”. ”Øv” tænker jeg, det var lige det spørgsmål jeg ikke at gad have, jeg prøver at ignorer det. ”Hallo” siger han. Jeg svarer: ”Jo da”. ”Hvad mener du med det?” spørger Jonas. ”På en måde, og på en måde ikke”.” Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det”, siger jeg trist. ”Det er i orden”, siger Jonas. Jeg ligger og har totalt hjemmeve, jeg mangler dem virkelig, jeg mangler virkelig at have nogle til at støtte mig ordentligt.

”Hallo, hallooo” Jonas prikker til mig. ”Ja ja” tænker jeg, jeg er jo vågen. ”Jonas?”, siger jeg. ”Hvad?”. ”Jeg vil gerne have kontakt til mine forældre igen, jeg tror de forstår mig nu”. Jonas ser lidt trist ud, men siger: ”Det er også det bedste at gøre”. Der står Mor på min mobil og jer ringer op. Mens jeg ringer op er jeg helt vildt spændt, ”hvad nu hvis de stadigvæk rejser rundt i verden? Hvad nu hvis…”. ” pludselig hører jeg min mor som råber og skriger af glæde, hun spørger hvor i alverden jeg er henne. ”Jeg er hjemme ved Jonas”, ”Super jeg kommer straks, og så skal vi vist lige have en ordentlig snak ik?”. ”Jov farvel”. Jeg for helt lyst til at skrige af glæde, nu bliver mit hjerte varmt igen!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...