Genforeningen

Novelle til emnet, "Når mennesker vandrer"

0Likes
0Kommentarer
363Visninger

1. Genforeningen

Genforeningen ”Sebastian… Sebastian” ”I dag er det Sebastians fødselsdag hurra hurra hurra” Jeg blev vækket med fødselsdags sang, og kun en gave og fik et lille falsk kram af min pap mor. Hun havde en sort kjole på og en ny strækede trøje på, den var grim. Lars min pap far sang ikke engang med på sangen. Han var heller ikke glad. Han sad bare i hans morgenkåbe og tågede ud af vinduet. Han var altid sådan.     Jeg råbte ”YES, nu er jeg 18 år gammel” endelig, endelig tænkte jeg, nu kan jeg flytte hjemme fra, og alt det andet, som jeg har ønsket mig lige siden jeg var 12 år gammel, kan gå i opfyldelse. ”Hvad mener du dog med det lille skat” spurgte Heidi undret. Jeg ignorerede hende bare. Jeg begyndte at pakke. Min falske ”mor” Heidi undrede sig over hvad jeg lavede og ventede et kort øjeblik og spurgte. ”Hvad laver du dog min ven?” Jeg gad ikke svare hende og spekulerede på hvordan jeg skulle få det sagt, eller om jeg overhovedet skal sige det til hende, overvejede jeg. Hun spurgte igen ”HVAD ER DET LIGE DU TROR DU LAVER!” råbte hun  Det lød, som om hun var meget ophidset, syntes jeg.            ”Jeg er myndig nu!” kom det ud af min mund. ”Jamen jamen ” ”Nej jeg gider ikke det her mere” Jeg råbte, ”jeg vil finde min rigtige MOR! Jeg gik en tur ned til parken og satte mig på min sædvanlig bænk og begyndte at tænke på.  Dengang jeg var barn og 12 år, hvor jeg kom til Danmark. Inden jeg kom hertil, boede jeg på et lille børnehjem ude på landet. Jeg kan huske, at jeg havde 2 gode venner. De hed Vijay og Dilaxen. Vi klatrede altid i træer og byggede huler. Men det allerbedste var dengang inden jeg boede på børnehjem jeg havde mine rigtig forældre dengang. Min mor lavede altid det bedste mad indtil min far mistede sit job. Min far arbejde på Taj Mahal, som rengørings mand. En dag sad min mor og græd, fordi far havde mistet sit job. Derefter kunne jeg heller ikke gå i skole mere, for vi havde ikke råd til uniform og blyanter. Så de valgte at sætte mig på et børnehjem. På den måde kom jeg til Danmark og nu vil jeg opsøge mine forældre.

Jeg havde bestilt billetten til Indien for et par måneder siden og havde fået mine løn fra mit arbejde. Jeg arbejdede i netto, ved kassen, og ryddede lidt op i depotet engang imellem. Jeg sagde op for en måned siden. Jeg satte mig til at skrive et brev, om at jeg var taget til Indien, som jeg kunne ligge på boret til Heidi, min pap mor. Så hun bare lige vidste det. Det er i morgen tænkte jeg. I morgen om nogle få timer ville jeg være i Indien. Jeg sov nu og drømte om hvordan mine forældre så ud, og at jeg spiste min mors dejlige mad. zzz zzz zzz ZZZZZZZ ”BIB! BIB!! BIB!!! BIB!!!!” Jeg vågnede, klokken var 04.30. Jeg gik ind på badeværelset og tog noget vand i hovedet. Derefter gik jeg ned og spiste cornflakes, som sædvanlig til morgenmad. Det brev jeg skrev i går tog jeg frem og lagde på køkkenboret. Jeg læste lige brevet igennem, for at tjekke det. Hej Heidi jeg er taget til Indien for at opsøge mine rigtige forældre. Jeg syntes ikke i har været de bedste forældre. Selv på min 18 års fødselsdag fik jeg kun en gave, men ikke engang en kage. Hvordan kunne i bare gøre det? Hvorfor adapterede i mig overhovedet røvhuller. Hilsen Sebastian     Jeg ringede efter en taxa, der var optaget.  ”Hej med dig. Du er nu nummer 3 i køen” Jeg gad ikke til at vente, så jeg løb hen til banegården, der ventede jeg cirka en 10 minutters tid og der kom en bus. Jeg spurgte chaufføren: ”Er det til lufthavnen” Ja svarede han frisk. Jeg var i god tid. Det var kun mig og en ældre dame der var med i bussen. ”Hvor skal du så hen unge mand?” Spurgte buschaufføren og lød interessant ”Til lufthavnen.” Det tog ikke særlig lang tid, før jeg var ankommet til lufthavnen. ”Pshhh” Bussen stoppede, jeg var ankommet til lufthavnen. Jeg gik ind og ventede cirka 20 minutter. Derefter gik jeg hen og afleverede min kuffert til tjek ind. Min telefon ringede, det var Heidi jeg gad ikke svare og lagde på. Bagefter kom jeg hen til terminalen. Jeg kunne se at flyet var ankommet. Det var stort. Der gik et kort øjeblik igen, før Heidi ringede. Jeg lagde selvfølgelig på igen. Endelig, nu skulle vi give billetten og gå ind i flyet, der var koldt. Det var længe siden jeg havde været på et fly. Sidst jeg havde været på et fly var, da jeg kom til Danmark. Vi fik at vide at det ville tage op til 10 timer, før vi var i Indien. Et kort øjeblik senere faldt jeg i søvn. zz zzz ZZZ ”Excuse me would you like a cup of coffee?” Spurgte hun. “Ohhh, no thank you.” Svarede jeg. Der var nu gået næsten halvdelen af tiden, så der var cirka seks timer tilbage. Betjeningen kom rundt med mad. Der var sandwichs og chokolade boller og alle mulige andre lækkerier med dessert. Men af drikke varer, var der næsten alle slags colaer. Der var selvfølgelig også alle mulige slags vand. Jeg fik en sandwich og to colaer. Jeg begyndte at spise, jeg var også pæn sulten. På flyet var der også fjernsyn og en slags playstation. Der var nogle forskellige film. Der var også den nye Ironman film. Jeg satte mig til rette og så den, da den var færdig, fandt jeg mig et blad og læste i det. Det var om alle mulige ting, man kunne lave, når man var i Indien og hvor man kunne tage hen altså hvilke turistpladser der var der. Der var nu kun 10 minutter tilbage af flyveturen. ”Please tighten your seatbelt.” Lød det fra piloten. Der var nogle få minutter tilbage i flyet. Jeg kiggede ud af det lille vindue. Man kunne se lufthavnen, der hvor vi skulle lande. Vi skulle lande nu. Endelig nu er jeg her tænkte jeg og kom ud af flyet, med min håndbagage i hånden og ind i den indiske lufthavn. Jeg gik ud til der hvor man tog sin bagage. Min Bagage var en af de første der kom, så jeg fandt den med det samme. En mand kom hen til mig og spurgte efter om jeg vidste hvordan man kunne komme ud. Jeg svarede:”I don’t now, I follow the other people.” ”Okay” svarede manden høfligt Jeg gik videre ud sammen med de andre udenfor. Jeg fandt mig en taxa og sagde jeg skulle hen på politistationen, chaufføren var dansker. Han så mærkelig på mig og spurgte hvorfor. Jeg svarede og sagde at jeg ledte efter mine forældre. Taxachaufføren lød meget flink. Jeg var hans sidste kunde i dag. Så han spurgte om han skulle tage med ind. Jeg svarede ja. For det ville være dejlig med en der kunne snakke indisk og kunne forstå det. Nu var jeg her, jeg gik ind sammen med chaufføren. Chaufføren begyndte lige pludselig at plapre op og spurgte pludselig mig om at om jeg havde et billede eller et navn på dem jeg ledte efter. ”Ja.” sagde jeg venlig og sagde hvad de hed ” Naila and Farooq and the picture.” Der gik et lille kort øjeblik før de igen begyndte at plapre løs indtil chaufføren spurgte om hvilken by jeg sidst havde set dem. ” In Janak Puri near with New Dehli.” Svarede jeg. De snakkede et stykke tid endnu. Chaufføren kom og sagde at den by han sidst havde set dem i var kun 50 km. væk her fra. Vi smuttede ind i taxaen igen og snakkede. ”Hvad hedder du egentlig?” Spurgte jeg. ”Mads, men hvor skal du så hen nu?” Jeg tænkte på hvor jeg skulle overnatte i dag og svarede ”Er der ikke et hotel i Janak Puri?” ”For så kan vi jo bare køre der hen nu, altså hvis du vil.” Det var blevet ret sent og rimelig mørk. Jeg glædede mig til at komme i seng og slappe af. Jeg spurgte om jeg kunne få hans nummer. Han sagde bare at jeg skulle tage et visitkort, der stod alt om ham der. Så var vi der. Hotellet så stort og luksus ud. Jeg steg ud og betalte for taxaen. Jeg kom ind i hotellet og bestilte et værelse. Jeg fik en nøgle med det samme og gik op på mit værelse. Det så lækkert ud, jeg gik i seng og så tv og faldt i søvn. zzz zzz ZZZZ Jeg stod op og gik ned bestilte morgenmad. Jeg fik franskbrød. Derefter gik jeg op mit værelse igen og ringede efter Mads og spurgte ham ad om han ikke kunne komme hen til mit hotel og køre mig hen til kommunen han var med på den. Jeg gjorde mig klar og gik ned. Mads var allerede kommet, jeg gik ind. ”Go morgen” Vi kørte hen til kommunen og gik ind. Mads havde fri i dag, det betød at han kunne hjælpe mig, så han kom med ind. Vi gik hen til en dame og spurgte om hvordan jeg kunne opsøge nogle. Vi fik af vide at vi skulle tage ned til den anden afdeling nede i enden, det gjorde vi så. Da vi kom derned skulle jeg sige mine forældres navne. De fandt to familier med de oplysninger som jeg havde givet dem. Det betød at jeg fik to adresser. Det var mit livs store øjeblik tænkte jeg. Jeg stod nu med to adresser og en af dem kunne måske være der hvor mine RIGTIGE forældre boede. Mads og jeg smuttede hurtig ind i bilen og kørte hen til den nærmeste adresse. Miljøet så ikke for godt ud, der var meget rodet. Der var ikke nogle huse. Jeg blev en lille smule ked af det, tænk hvis jeg ikke fandt dem. Mads muntrede mig op ved at sige: ”Der er stadig væk en adresse tilbage.” Vi kørte videre til næste adresse. Der var op til flere gader, men vi fandt den rigtige. Jeg var spændt. Der var det, jeg stod nu foran det hus som jeg måske engang havde boet i. Men så kom jeg i tanke om at jeg ikke engang kunne kommunikere med dem ordentlig med mindre jeg snakkede engelsk. Mads gik hen og bankede på jeg sad stadig i bilen og kiggede på billedet med min mor på. Mads stod foran døren mens den blev åbnet. Jeg kunne tydelig se det. DET VAR MIN MOR. Jeg åbnede døren og for ud til hende, indtil hun spurgte hvem jeg var. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og sagde ”hej mor” på indisk. Hun kunne nu genkende mig og begyndte at græde af den glæde og kaldte på min far. Han kom forvirret. Min mor sagde et eller til ham, hvert fald på indisk kunne man høre. Han kom hen til mig og gav mig et ordentlig knus og jublede. Jeg sov selvfølgelig hjemme ved dem. Mads gjorde det også, havde han fortjent. Senere næste morgen spiste vi. Vi havde planlagt at vi skulle ud på restaurant og spise og få os en ordentlig sludder, om mit liv. På vejen over ringede min telefon, det var hemmeligt nummer. Jeg tog den. ”Din pap mor dør nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...