George


0Likes
0Kommentarer
258Visninger

1. Rejsen

George Marts - 1700 ”Hvad skal vi så lave? Ellen, Benny?”  George spurgte ivrigt, for han kedede sig vildt meget over ved hans forældre. De havde nemlig tvunget ham over til dem, for han så dem næsten aldrig. ”Ja, hvad havde du tænkt dig?” Han kunne godt se fornærmelsen i det, og blev vildt sur. Han gik udenfor at være for sig selv. Han klatrede op i et træ henne ved den nærliggende skov. Han nåede hurtigt op i toppen, for han havde længe øvet sig på at klatre. Der var en god udsigt oppe fra toppen. Som lille havde han næsten altid været her ude i skoven og bygget huler. Nogle af hulerne var endda så godt isoleret at han sov i dem om natten. Han kravlede ned igen og gik længere ind i skoven. Han gik rundt i skoven i flere timer og hvis han kiggede godt, kunne han se flere af sine huler, hvor der i nogle af dem boede dyr. Imens han gik rundt, kunne han sidde i flere mintutter, bare ved at kigge på hvad dyrene lavede. Fuglene sang deres morgensang, for klokken var kun ca. ti. George elskede fuglesang, for han syntes at de sang så smukt. George opdagede først at han var gået lang ind i skoven, da han faktisk var meget langt inde. Skoven var meget stor, i hvert fald i forhold til hvor store, og hvor mange skove Italien havde. Han begyndte lige så stille at gå tilbage mod huset. Han var blevet sulten efter at have gået i flere timer ude i skoven. Da han så endelig kom tilbage, stod Benny i døren. ”Er du sulten?” Ja!” George lød næsten sur, men var glad for at han spurgte. George løb ind i huset, for han kunne lugte kogte æg og friskbagte brød. Georges mor havde langt glans brunt hår, der gik hende ned over skuldrene hvorimod, hans far havde kort sort hår. De var begge lige høje. George havde kort hår, men samme farve som sin mor og var højere end dem. Han spiste langsomt, selvom han var hundesulten, for ikke at være uhøflig. De spiste i tavshed, i en halv time. Da de var færdige gik de hen for at vaske op. George vaskede lynhurtigt op og gik ind på sit gamle værelse. Han tog en lille lur, ikke så meget fordi han var udmattet, han havde bare brug for hvile sig. Da han vågnede igen lå der et brev henne på hans bord. Der stod: Kære George

Vi er taget ud i skoven. Der ligger noget brød ude i køkkenet.

Vi kommer igen klokken 18.00 i aften.

Kærlige hilsner, din mor og far.

Da George så havde læst brevet, lagde han sig bare ned i sengen igen og tænkte hvad de mon lavede ude i skoven. Han kunne ikke finde på noget der gav mening, så han tænkte bare, at de nok bare nød skoven. George gik hen til hans fars værksted, der lå udenfor. Han gik hen til hjørnet af værkstedet, hvor hans gamle snittekniv lå. Han gik så hen til skoven. George ledte efter en tyk gren på træerne. Han fandt et gammelt træ lidt længere inde. Han tog hans kniv frem og skar en lille del at træets grene af. Så gik George tilbage til værkstedet og hentede en lille taburat. Han stillede den udenfor, så han kunne nyde det gode vejr og fuglenes dejlige nynnen. Han blev inspireret af fulgene og begyndte at snitte en lille fugl. Han brugte lang tid på at snitte den, for han skulle have alle detaljer med, klør, vinger, næb osv. George stillede den ved siden af alle hans andre dyr og figurer, som han havde på hans hylde. Han gik ud i køkkenet og tog brødet, som hans mor havde lagt på bordet. Han gik udenfor og da han kom hen til skoven, hørte han et kæmpe brag og han hørte to skrig. Han spurtede hen imod skrigene. Da han kom hen til stedet, var der et stort og bredt hul. Og midt i hulet lå hans mor og far. George skyndte sig derhen. Da George så at de var døde, besvimede han. Da han vågnede igen, var det ved at være mørkt. Han kunne ikke huske hvorfor han lå der, men da han så sine forældre nede i det lille krater, huskede han det. George begyndte lige så stille at græde. Han lod Ellen og Benny ligge og gik tilbage til huset. Da han kom der derhen, tog han en hurtig beslutning. George ville sælge huset og rejse hen til et andet land. Han fandt det kort frem hans forældre havde liggende.  George havde aldrig kigget på det, men han så at der var mange steder på kortet, hvor der ikke var tegnet noget. George havde tænkt sig at vælge et land med meget natur, som han kunne bo ved. George kunne ikke se andre lande end en mellemstor ø, øst fra Australien som hed New Zealand. Han hentede sin lille taske inde på sit værelse og lage kortet nederst i den. Så tog han tre af sine ynglings dyr/figurer inkl. fuglen og lagde dem i ved siden af kortet. George gik ud i køkkenet og tog alt det brød og kød han kunne finde. Brødet lagde han bare ned i tasken, men kødet puttede han i en skinpose, som kom i tasken. Inden George tog ind i byen for at sælge huset, fandt han alle de mønter hans forældre havde. Da han havde taget dem ned i lommen, fandt han hestene ovre i stalden og red ind til landsbyen. Han red hurtigt ind til landsbyen. George havde tre kilometer derind, så det tog en hel time på hesteryg. Da han kom der ind, red han direkte ind til sin gamle ven, Lucas. ”Jeg flytter.” Lucas blev helt forskrækket af det pludselige udbrød, men hørte det ikke. ”Hvad?” George gentog sig selv. ”Jeg rejser.” Lucas glippede med øjne, men svarede meget beslutsom. ”Jeg tager med dig.” Nu var det George tur til at blive forskrækket og sagde at, det skulle han ikke, men Lucas var som sten i den sag. George sagde bare at Lucas selv måtte bestemme. George gik så over til forretningsmanden, som han vidste, kunne bruge huset og havde råd til det. Inden han tog der over, gik han lige ind til postkontoret og hentede noget papir. Det kostede ham en mønt, at købe tre stykker blankt papir og en blækpen. Han betalte uden bøvl, som han plejede at lave, for det var helt vildt dyrt. Så skrev han sin underskrift og at hvis man ville købe huset, skulle man betale hundrede mønter. Han red hen til forretningsmanden, og viste ham hans seddel. Forretningsmanden kiggede underligt på seddelen og spurgte hvorfor han ville sælge huset. George sagde bare, at det var noget mellem hans forældre. Forretningsmanden tog tilbuddet, fordi han kunne bruge huset til opbevaring. Da George havde fået pengene tog de over til Lucas igen. Lucas skrev på det sidste papir til sin familie, om hvad han havde tænkt sig og at han elskede dem. Så hentede de Lucas’ hest og begyndte at ride ned mod Reegio, som lå fire kilometer syd fra landsbyen. Da de kom derhen, snakkede de med den lokale skibskaptajn. ”Kan vi få en tur hen til Sinai halvøen?” Kaptajnen spurgte forundret ”Hvad skal i der?” George og Lucas kiggede hurtigt på hinanden, og Lucas nikkede til George. ”Det vedkommer ikke dig!” George lød underlig rolig. Kaptajnen trak bare på skulderen. ”Det bliver tyve kroner.” George betalte og fik e en billet og et tidskort. Han kunne se at de stadig havde to timer inden de skulle sejle. George og Lucas tog hen til slagteren og købe tre kilo kød. Så red de hen til skibet og fik hestene spændt fast til en af bøjlerne. De lagde sig begge to ved siden af Lucas’ hest. George sov lige så stille, hvorimod Lucas snorkede højlydt. I elleve timer skulle George og Lucas rejse, men de sov bare hele vejen, selvom det bølgede helt vildt meget. Da de kom hen til Sinai halvøen, takkede de kaptajnen for turen og red hen til den nærmeste by. De skulle have genopfyldt deres vandsække og have købt nogle flere, til den lange rejse igennem det varme land. Da de kom der hen, sørgede George for flere vandsække og Lucas sørgede for husly. George og Lucas sov på en lille kro og deres heste sov i en stald. Næste dag betalte de korejeren og red ned imod Sharm El Sheik. De kom der ned sidst på dagen. De skyndte sig hen til kajen, for komme med på det sidste skib til Sydney i Australien. Ham der solgte billetterne spurgte ikke hvad to så unge fyre, skulle i Australien. De nåede det kun lige at komme om bord på skibet. Men denne gang kunne de ikke sove hele vejen, fordi skibet gyngede så meget, at man hele tiden rullede rundt. Denne gang tog to dage at komme frem, så George og Lucas købte nogle kort om bord og spillede femhundrede. Den anden dag gik langsommere end de have forventet og de blev overmandet af søvnen og sov fast. ”Skal i to ikke snart op?” George kiggede op. Der stod en bredskuldret mand med et langt hvidt skæg. ”Er vi der da?” George kiggede omkring. Han kunne ikke se andre mennesker end manden. ”Ja for pokker, vi sejler herfra om ti minutter, så i må hellere skynde jer.” George vækkede Lucas og de skyndte sig at rejse sig op og gik op på hestene. Da de var halvejs ude råbte manden. ”Held og lykke på rejsen, fremmede.” George hørte det ikke og red bare videre, men Lucas vendte sig og råbte. ”Tak, skibsmand.” George og Lucas red ind til den nærmeste butik og købte to solhatte. De fandt den bedste kro i Sydney. Det var dyrt, men George og Lucas fik super godt mad og en ordenligt seng, som de ikke havde haft siden de rejste. De sov længe den nat, for de lå bare rigtig behageligt. Næste dag gik de hen til købmanden og købte frugt og grøntsager. Dem havde de nemlig ikke spist i flere dage. Grøntsagerne spiste de henne på kroen, mens de gemte frugtende til sejlturen der gik til New Zealand. Om formiddagen gik de hen til rådhuset i Sydney. ”Hvornår går jeres bedste skib til New Zealand?”  Lucas spurgte den høje mand. ”Om en time, så i må hellere skynde jer hen og købe en billet.” George sagde tak og så skyndte de sig hen til båden, der var ved at gøre sig klar til at sejle. Da George og Lucas kom der hen, så de at de uddelte gratis’ billetter tre kvarter før turen. Lucas skyndte sig at komme først, så de kunne komme gratis om bord. De skyndte sig op i en af de gode pladser, så de kunne få en stol at sidde under turen. Denne tur varede kun i tre timer så de spillede bare kort hele vejen. Lucas var den der vandt, for han havde spillet mange gange, da han var lille. Så var de der. George kiggede omkring og så en masse grønt og råbte. ”Det har været hele turen værd.” Og han havde fundet sit lykkested.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...