Den Jødiske Flugt

Novelle til enmet "Når Mennesker Vandrer"

0Likes
0Kommentarer
530Visninger
AA

1. Den Jødiske Flugt

”BANG!” lød det pludseligt, og en bilrude blev smadret. Vi blev skudt efter. Far satte farten op, og vi andre dukkede os, for ikke at blive ramt. Vi blev stadig skudt efter. Vi kunne ikke komme væk, men far forsøgte stadig at kører væk fra dem, væk fra Berlin.

Det hele startede for nogle måneder siden. Da jeg kom fra skole, var min mor  inde i soveværeslet og redte sengen. Og min lillesøster sad inde på hendes på hendes væreslet, og legede med sit legetøj. Men far så ikke meget glad ud. Han var faktisk meget irriteret over noget, så jeg spurgte ham hvad der var i vejen. Han sagde at der ikke var kommet nogle for at købe noget, ikke engang de kunder der plejede at komme hver dag. Sådan havde det forsat i lang tid. Jeg undrede over hvorfor der aldrig kom nogen.

Så kom der lige pludselig nogle nye regler for jøder, kun for jøder. Det var dumt. Hvorfor skal vi have dem når tyskerne ikke selv skal have dem. Så skulle vi havde et jødemærke på, det var faktisk meget irriterende, fordi det passer bare ikke til det tøj man har på, og så var det også grimt. Og så efter nogle uger kom der flere regler. Det var at vi som jøder, ikke måtte gå i skole med andre tyske børn. Så vi måtte kun gå i skole, hvis vi selv oprettede en skole. Det var dumt og jeg var faktisk lidt ked af det, for så kunne jeg ikke være sammen med min venner.

Så en nat da vi alle sov, vågnede jeg. Jeg vågnede fordi vi hørte en masse larm nede på gaden. Det kom nærmer. Da det kom til vores nabo, kunne vi høre at de smadrede vinduerne. Jeg turde ikke at gå ned under i butikken, så jeg gemte mig i min seng og håbede at de ikke kom her op. Det gjorde de heldigvis ikke. Dagen efter kunne vi se at alle butikker var smadret, undtaget de tyske butikker, de var intakte. Så far og mor besluttede at vi skulle flytte, fordi vi kunne ikke gå i skole og fars butik var smadret.

Da vi havde pakket, skulle vi været kørt. Men min lillesøster havde gemt sig, og det var faktisk meget irriterende, fordi hvis der nu skulle ske noget forfærdeligt igen. Det var mor der havde fundet hende, hun havde gemt sig under sin seng. Da vi endelig begyndte at køre, faldt jeg endelig til ro.

”BANG!” lød det pludseligt, og en bilrude blev smadret. Vi blev skudt efter. Far satte farten op, og vi andre dukkede os, for ikke at blive ramt. Vi blev stadig skudt efter. Vi kunne ikke komme væk, men far forsøgte stadig at kører væk fra dem, væk fra Berlin. Da vi kom ud af Berlin, slap far heldigvis væk fra dem, jeg troede at vi  skulle dø.

Da vi havde kørt ind i en anden by, skete det samme som i Berlin, vi blev skudt efter. Vi kunne ikke være i fred nogen steder, så vi besluttede at vi tog nord på. Da vi kom ind i Hamburg måtte vi være stille, for ellers ville de nok dræbe os, lige som de forsøgte i de andre byer. Vi måtte ikke gå rundt i gaderne, for der var tysker over det hele.

Da vi kom til havnen var der tysker over det hele. Vi prøvede at komme på et skibe, men min lillesøster larmede så vi blev opdaget. Men vi kunne også se at vi ikke kunne komme på et skib, fordi der var vagter over det hele. Men far så lige pludseligt at der var en jøde, som arbejdede der. Far prøvede i alt hemmelighed at komme i kontakt med ham. Jeg var bange for at nogle af tyskerne skulle opdage os, mens vi prøvede at komme i kontakt med ham. Det lykkedes. Far fik kontakt med ham. Far spurgte hvor skibet skulle hen. Jøden svarede at den skulle op nord på. Far spurgte så igen,  om vi kan komme på skibet, ved at jøden fik os ind på en eller anden måde. Jeg var meget bange for at han sagde nej, men det gjorde han heldigvis ikke, han sagde bare at han ville have penge for at gøre det. Far betalte ham en slum penge, og vi kom ind i skibet uden at tyskerne vidste det.

Vi kom ind i skibet som last, så vi var i en kasse. Vi ventede i kassen i lang tid. Jeg var bange for at komme ud, hvis der nu var nogle derude, så jeg forblev stille for en sikkerhedsskyld. Men så skulle min lillesøster nyse, og hun gjorde det. Jeg blev meget bange, for hvis der nu skulle være nogle der hørte hende. Vi var stille i 20 minutter, vi gav ikke en lyd efter hun nyste. Der kom ikke nogen. Far hviskede at vi godt kunne gå ud nu, man bare hvis vi var stille.

Det var min far der var den første der gik ud af kassen, vidste ikke præsis hvorfor det er altid ham der gå først, men jeg var stadig bange hvis der var nogen. Da vi alle var kommet ud kunne vi høre fodtrin. Jeg blev meget bange, og jeg skulle næsten til at græde, fordi jeg ikke ville dø. Det var heldigvis bare en jøde, jeg undrede mig over hvordan han var kommet på skibet. Jeg kunne se at han gik over til et af siderne, jeg vidste ikke hvad han skulle. Man så tog han en fjernbetjening frem, jeg tænkte over hvad den var til. Men så tændte han et eller andet som sprang ham i luften. Der fossede med vand ind i skibet. Min mor, lillesøster og jeg skreg. Min mor løb op ad trapperne, for at komme op på skibet. Men i samme øjeblik som hun kom op, blev hun skudt af en tysk vagt. Mig og min lillesøster begyndte at græde højt. Jeg blev så ked af det at jeg næsten havde lyst til at løbe der op, og selv blive skudt. Men far holdte fast i mig, så jeg ikke kunne gøre det. Vi blev bare stående,  imens vi ventede på at vi skulle drukne, af det vand der fossede ind. Jeg var så ked af det, fordi jeg vidste at jeg skulle dø. Far sagde farvel til os, og vi krammede ham farvel, imens vi grad. Vi vidste at det var de sidste minutter af vores liv. Det eneste vi ventede på var at vi skulle dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...