Krigen i Irak

En familie der rejser fra Irak til Italien p.g.a krig.

0Likes
0Kommentarer
217Visninger

1. Krigen i Irak

Bang endnu en bombe suste ned fra himlen. Lugten af røg trængte ind over os, man kunne lugte blod over det hele.  Vi var på vej hen til market for at købe kartofler til aftensmaden. ”Sari hvor er du?” råbte jeg. ”Hallo Sari hvor er du?” Skreg jeg.  Jeg kunne høre en person som råbte mit navn. ”Sharin!”. Jeg kunne lige ane hende i gennem røgen. Lugten var fæl, alt var kaos. Folk råbte efter hinanden og nogle flok blev endda slept ud af ruinerne halv døde. Jeg løb ind i aske skyen efter Sari. ”Sari!” Jeg kunne se blod over det hele der hvor hun lagde. Jeg tog fat i Sari og bar hende ud af alle ruinerne. ”Sari kig på mig!” Hendes øjne flakkede rundt. ”Sari, bliv nu her!” tårnene løb ned af kinderne af mig, Jeg brød helt sammen om hende. ”Sari bliv nu hos mig, Jeg kan ikke leve uden dig” Jeg kan ikke forestille mig en verden uden hende, hun er jo min elskede lillesøster. ”Hjælp mig nu, en eller anden!” Der kom mand løbende over til mig, han kiggede på Sari. ”Det er forsent nu, hun er meget forslået” sagde manden. Jeg brød fuldstændig sammen, det kunne bare ikke passe. ”Nej, hvorfor lige mig og min lillesøster!” Jeg tog fat i hendes hånd og kiggede hende ind i øjnene. ”Sari, jeg kommer til at savne, du er den bedste lillesøster i hele verden, du må havde det godt i himlen indtil vi ses”. Hun lukkede lige så stille øjnene.    Min mor stod inde i køkkenet, hun har virkelig haft det dårligt, lige side Saris død. Sari betød rigtig meget i familien, hun var den der holdte livsglæden, og at vi altid skulle holde modet oppe. Mor var i gang med at lave aftensmad, vi skulle have grød. Vi får ikke meget at spise, vi får næsten grød hver aften, og rester til morgenmad. Jeg er ved at blive træt af klister grød, hver gang man spiser det, er man ved at dø for det sidder fat i halsen. Min far prøver at tjene penge til os, men det er lige nok til vi kan overleve. Han kæmper virkelig, han arbejder fra morgen til aften. Mor har ondt i ryggen, for hun blev mast af ruiner, da bombe ramte hendes gamle arbejdsplads. Mor går nu hjemme, sammen med min mindste lillebror. Jeg har to brødre, Malin og Talic. Begge mine brødre, er hjemme for mor tør ikke sende Talic i skole. Jeg går i 7 klasse, for min far sagde jeg skulle. Jeg vil nemlig ikke, lærerne slår, og er virkelig stride. Far betaler for at jeg skal gå i skole, jeg syndes at han skal lade vær, så vi kan få lidt mere at spise. Far har snakket om vi skulle flytte til Italien, for at få fred fra krigen. Han kigger meget i avisen, om hvornår der går et skib fra Irak til Italien. Far vil rigtig gerne væk fra Irak, alle i hans familie er døde, eller halv døde.  Jeg vil også gerne væk her fra, jeg har ingen venner, eller noget som helts. Min skole gang er dårlig, jeg for kun dårlige karakterer ,og jeg bliver hele tiden slået af læren. Jeg har det i det hele taget dårlig her.    Far har fundet et skib, der sejler på mandag til Italien. Jeg glæder mig godt nok til at komme væk her fra. Mor er i gang med at bage boller i køkkenet, som vi skal spise på turen. Far regner med at, turen vil tage 12 timer. Vi skal gå hen til havnen, og tage skibet til Italien om natten. Min mor glæder sig rigtig meget til at komme væk fra krigen, hun er blevet ramt at bomber 4 gange nu. Malin er blevet ramt af skud i benet, da han var 2 år gammel. Talic har været meget rørt af krigen, og er dødsangst. Far har arbejdet over tid, så kan kunne få penge til turen.    Det er søndag, og vi skal til af sted. Mor har pakket diverse ting, og lavet madpakker til turen. Far har pakket mere praktiske ting. Mig, Talic og Malin har pakket vores tæpper, og vores hovedpuder. Talic glæder sig til at komme væk, han har ingen venner og er faktisk kun hjemme sammen med Malin.  Så har vi pakket det hele, og er klar til at gå til havnen. Der er 25 km til havnen, så vi skal overnatte i telt, for at få lidt søvn som vi kan gå videre, næste dag. Vi siger farvel til huset, og begynder at gå. Malin sidder på ryggen af mor, for han har ikke helt lært af gå endnu. Vi går mellem ruiner og halv døde mennesker, det er et rent helvede. Jeg tror vi har gået 8 km nu, og hej har faktisk meget ondt i benene. Talic kan ikke gå nu, så han kommer op på fars ryg, selvom far har vildt ondt i ryggen. Min familie kæmper virkelig, vi har overlevet bomberne, vi er kommet over Saris død, og nu er vi på vej til Italien. Da det bliver aften slå far teltet op, vi får en bolle og lægger os til at sove. Det er rigtig koldt, jeg tror snart jeg kan se mit eget åndedrag. De tæpper vi har hjælper ingenting, jeg fryser helt vildt. Mor er også vågen, hun prøver at holde sig varm. Milan og Talic, ligger mellem mor og far, de sover tungt. Jeg glæder mig lidt at komme videre, så vi kan komme til Italien.    Jeg har næsten ikke sovet hele natten, for det var så koldt. Mor er i gang med at lave morgenmad, brød med brød på. Mor er rigtig ked af at hun ikke give mig bedre mad, for hun føler at det er hendes skyld. Far er i gang med at pakke tingene ned, i to store tasker. Milan og Talic sidder foran bålet, for at få varmen. Vi sad og spiste og hygge os, men vi savner godt nok Sari meget. Min mor har grædt meget, og været helt nede. Jeg har virkelig også savnet hende, hun var lige som en bedsteveninde. Vi gik videre, vi manglede kun 6 km for vi var ved havnen. Far har fortalt mig, at det er sådan en lille båd, som der kun kunne være 25 personer i. Jeg troede det var en større båd, som der kunne være rigtig mange mennesker på. Da vi nærmere os havnen, er der rigtig mange mennesker og nogle mærkelige nogle med pistoler. Jeg bliver lidt utryg, da jeg så de personer med pistolerne. Hvad lavede de på havnen, og hvorfor havde de pistoler med? Far hviskede et eller andet til mor, og mor kaldte Milan og Talic til sig. Jeg blev mere og mere nervøs, for hvad der skulle ske. Da vi kom lidt nærmere, kunne jeg se at der var en helt masse små hvide telte. ”Far hvad er de der små telte til?” spurte jeg min far om. Far svarede ikke. ”Hallo far, hvad er det til?” spurte jeg. Far tog min fat om mig. ”Det er en flytninge lejer” fortalte han. Jeg kiggede hurtigt på far. Vi kom ind i havnen, og staks blev vi taget og bragt ind flytninge lejeren.” Hvor kommer i fra?” Spurgte en tyk mand. Vi alle sammen, var helt chokerende. ”Vi kommer inde midt fra Irak”. Forklarede far. ”I må ikke rejse ud af landet nu, ikke når der er krig!” Sagde manden. ”Hvad, hvorfor må vi ikke rejse ud af landet!” Råbte far. ”Sådan er reglerne!” råbte manden. Manden førte os over til et lille telt, hvor vi nærmest blev kastet ind i den. Teltet var lille, meget lille, vi kunne nok lige være der. Flytninge lejeren, var forfærdelig. Dårlige toiletter, langt til det rene vand, lille telt og ikke mindst bomberne, der flyver ned fra himmel hver dag. Talic har fundet en legekammerat som også var på vej til Italien, han er 7 år og hedder Mallah. Talic er rigtig glad for ham, for han har aldrig nogle sinde haft en ven, på samme alder som ham. Men mig, mor og far har det dårligt, vi skal nemlig sørge for vand og finde mad. Far bruger rigtig lang tid på, at finde en ud vej så vi kan komme til Italien, men det er svært, for der er vagter over det hele og hegn rundt om. Far siger at vi nok skal komme til Italien, det lover han.    Vi har nu boedet i lejeren, i 4 måneder. Far har nu fundet en udvej, så vi kan komme ud her fra. Der er kommet mange flere i lejeren, og der bliver mindre og mindre mad til familien. Milan er blevet rigtig tynd, for han kan ikke lide den nye mad, som man kan få i lejeren. Talic ven er død, da han blev ramt af en bombe, så Talic har været nede lige siden. Mor og far er rigtig ked af det, for de syndes jo det er deres skyld, at vi er havnet her. Men vi er snart ude her fra, vi skal nemlig på flugt om to dage. Jeg glæder mig sindssyg meget til at komme ud her inde fra, det er et rent helvede, jeg har ingen venner og keder mig hver dag.      Nu er det nu! Planen er langt, og vi skal på flugt i nat. Mor har pakket nogle tæpper, og noget mad. Far viste og vej hen, til det hul han havde lavet i jorden under hegnet. Det var faktisk en rigtig god idé, far havde fundet på. Vi skulle under hegnet, helt ned havnen og på en båd som sejlede direkte til Italien. Vi sneg os hen til det hul som far havde lavet, det var godt gemt bag blade og grene. Jeg kavlede først ned under hegnet, der var ikke meget plads, men jeg kom ud. Lige da jeg kom ud, følte jeg mig fri, at jeg bare kunne gøre hvad jeg havde lyst til. Så nu var alle kommet under, og vi var klar til at gå hen til havnen. Jeg dansede rundt da vi var på vej ned til havnen, jeg var så glad, det her var lige hvad jeg havde ønsket. Da vi kom ned til havnen, var båden klar til afgang. Vi tog på den og sejlede. Vi sejlede til Italien!                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...