Til K'øbenhavn og tilbage


0Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

1. Til København og tilbage

Jeg tog min jakke af, det eneste sted hvor jeg kunne gemme den lidt, var under en halv vissen plante, jeg krøllede min jakke så meget som muligt sammen, og kastede den ind under planten, hvis jeg tog den på der ind, ville lugten der indefra, blive siddende i jakken. Jeg kiggede op mod døren, tog en dyb indånding, bankede på tre gange, og gik så ind. Lugten af røg, alkohol og stoffer overfaldt mig, fra det første sekund jeg åbnede døren. Jeg kunne høre latter, og fulde mennesker inde fra stuen. Jeg kunne mærke nervøsiteten, krible i hele min krop. jeg prøvede og trække vejeret normalt, men det var svært, for alt den røg. jeg bevægede mig ind mod stuen, jeg ville gå normalt, men jeg var for nervøs og bange, så hvert et skridt jeg tog, blev et langsomt og usikkert skridt. jeg kom ind i stuen, jeg så tre mænd der sad på sofaen, alle tre med en cigaret i hånden. Der var ingen der lagde mærke til mig, jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle få deres opmærksomhed, jeg prøvede og rømme mig lidt, og det virkede, de kiggede alle tre på mig, ham i midten så glad ud for at se mig, men de andre to så skræmt og forvirret ud. "når så kom du" sagde ham i midten. jeg kunne høre de andre sidde og hviske, jeg ved ikke hvad de sagde, men jeg tror det var nået om mig. Ham i midten rejste sig op. ”venner. Det her er Emil." Sagde han, derefter gik han hen til mig. "Jeg hedder Mikkel, og det her er mine venner. Du skulle hente noget narko." "Øh ja" sagde jeg stille og roligt. "kom med mig ud i køkkenet, så finder vi sagerne." Jeg fulgte med ham ud i køkkenet, han åbnede et skab, så fandt han en nøgle frem, og låste en skuffe op, i den skuffe lå der en pose med en klup sølvpapir i. "Her i ligger det. tag det med til Århus, hvis du bliver opdaget, er du færdig" hans ord skræmte mig, jeg kunne ikke sige noget så jeg nikkede bare, "godt" sagde Mikkel ”løft op i trøjen” jeg gjorde som han sagde jeg turde ikke lade være, han klistrede posen fast til mit mave skind og trak min trøje ned over igen. ”så bliver du ikke opdaget når den sidder der” sagde han, ”du skal også af sted hvis du skal nå dit fly" "ja jeg må nok hellere komme af sted". Der varede noget tid endnu, inden mit fly kom, men jeg syntes det var et uhyggeligt sted. Mikkel var der ikke nået galt med, han var en glad mand, men deres lille hule, var forfærdelig, det lugtede forfærdeligt, og det så forfærdeligt ud, så jeg skulle bare ud, og have noget frisk luft igen. Jeg var nødt til at lægge mig ned på jorden, for at kunne få fat i min jakke igen. jeg børstede det værste skidt af, og tog den på. Jeg valgte og gå til lufthavnen, så blæsten kunne fjerne det meste lugt af sprut, røg og alkohol, ellers var jeg bange for at de ville gennemskue mig med det samme. Men de steder jeg havde hentet stoffer, havde været i de lidt mindre byer som Herning, Vejle og Esbjerg, så da jeg gik i Københavns gader blev jeg skræmt, der var mennesker over det hele. Jeg følte alle øjne var peget mod mig, jeg følte at de alle sammen vidste, hvad jeg havde under min jakke. Jeg begyndte og gå hurtigere, men kom så i tanke om, at hvis jeg kom for tidligt op på lufthavnen, skulle jeg sidde og vente på flyet, og sidde og vente i lufthavnen, ville nok ikke være mere sikkert end at gå i gaderne i København, så jeg satte farten ned igen, og gik stille og roligt, forbi huse, biler og mennesker. Flyveren fløj kl. 16:10, og jeg var på lufthavnen kl. 14:58. Først tænkte jeg endelig, men så kom angsten. Det var første gang, jeg skulle flyve med stoffer, det plejede og ligge så tæt på, at jeg bar kørte i bus, men jeg havde fået tilbudt det her, og en gang skal jo være den første, tænkte jeg, men det var ikke den tanke der var i mit hoved, da jeg stod i Københavns lufthavn. Jeg gik op i køen til tjek ind, jeg kunne mærke angsten og frygten, krible i hele min krop. Jeg kom op til damen bag skranken, jeg vidste at der ikke ville være noget problem her, men efter skulle jeg op af en rulle trappe, og igennem en metaldetektor. Jeg vidste at det med lethed kunne gå galt, hvis bare lidt af stofferne, havde sat sig på min jakke, ville jeg være afsløret. Jeg var glad for at det var rulletrapper, for mine ben rystede så meget, at jeg ikke selv ville kunne gå op af trapperne. Jeg tog forsigtigt min jakke af, stofferne skulle jo helst ikke falde ud. Jeg gik igennem metaldetektoren, og heldigvis skete der ingenting, jeg tog min jakke på igen, og gik videre. Endelig jeg sad i flyveren, jeg var lettet over endelig, og sidde der, jeg var kommet sikkert der ind, nu skulle jeg bare, sikkert igennem, og sikkert ud. Flyveren lettede, og oppe i luften, kom jeg til og tænke på, at jeg er Emil, jeg er kun seksten år, jeg bor i Ebeltoft, en lille bitte by uden nogen stoffer, jeg har masser af venner i Ebeltoft, der ikke har noget og gøre med stoffer, mine venner hader stoffer, de ved heller ikke at jeg gør det her, mine venner er sådan nogen, der går ud og drikker i weekenden, men der er ikke stoffer indblandet. Og min mor ved heller ikke at jeg gør det, jeg fortæller hende at jeg, tager på tur med vennerne, til København eller andre byer, og hun tror på det, fordi mine venner er den type, der aldrig gør noget galt, så hun tror jeg er en af deres typer, det kan jeg også være, men jeg har også min anden side, og jeg fortryder det rigtig meget, men jeg kan ikke lade være, jeg ved det er forkert når jeg tager af sted, men når folk spørger mig, kan jeg ikke lade være med og sige ja. Jeg har selv prøvet, at købe nogle stoffer, for nogle af de penge, jeg tjener ved at gøre det her, det er en af grundene til at jeg bliver ved, for man får gode penge af det, og jeg kan godt lide og tage stoffer, men jeg føler mig ikke afhængig af det. Min mor og far er nogle af de typer, der hopper på alt, fordi jeg i deres øjne, har valgt de ”rigtige” venner som de kalder dem for. Jeg er træt af at have, leverpostej farvet hår, som jeg har arvet fra min far, det for mig til og se nørdet ud, det giver et underligt ansigtsudtryk, på de folk jeg kommer hen til for at hente stoffer og aflevere stoffer, det kan også være begrund af min store næse, som jeg har arvet fra min mor, den er jeg dobbelt så træt af, den fylder næsten hele mit hoved, det ser forfærdeligt ud, så jeg regner med når jeg bliver atten, skal jeg have en næse operation. Lyden af stewardessen i højtalerne fik mig ud af min tanker igen. Det tog ikke så lang tid, før flyveren landede igen. Tiden jeg skulle vente på min kuffert, føltes som en evighed, det tog ti min. Før den kom, men at stå et sted, hvor der står halvtreds mennesker rundt om en, imens man har stoffer på sig, er noget af det værste man kan opleve, man kan føle frygten kravle i hele sin krop, selvom man ved at det næsten er umuligt, at de kan se det med deres egne øjne, er man alligevel bange for at det vil ske. Da min kuffert kom, fik jeg travlt med at komme ud. Jeg styrtede ud af døren, med hovedet nede i jorden, i de sekunder var jeg ligeglad, om jeg blev opdaget, jeg skulle bare ud, de kunne alligevel ikke gøre noget, det var helt almindelige mennesker, der ikke kiggede efter om andre havde stoffer på sig. Jeg skule med en bus der gik ned til byen, for så skulle jeg kun gå, ca. Ottehundrede meter, og så ville jeg være på Bredgade. Jeg stod og ventede på den i ca. et kvarter, og så skulle jeg køre med den, i ca. ti min. Jeg havde ikke noget problem med at køre med bus, for det var jeg vandt til de andre gange, jeg havde transporteret stoffer. Bussen stoppede og jeg gik imod Bredgade, jeg havde været der et par gange før, for der var en der tit havde bestilt stoffer fra den gade. Jeg skulle hen på nr. fem, det var et lille hus, og det så forfærdelig rodet ud, men jeg skulle der ind, og det var nu også meget hyggeligt, og være i selskab med ham. Jeg bankede på som jeg plejede og gøre, men der kom ikke noget svar, jeg blev lidt bange, fordi han var en af mine gode venner, når jeg kom der ud, for at aflevere stoffer blev jeg altid, og fik en øl. Men han plejede og råbe ”kom ind” eller noget andet, så man vidste han havde hørt det. Jeg åbnede forsigtigt døren ”hallo” sagde jeg, intet svar, jeg lukkede forsigtigt døren igen, ”er der nogen” spurgte jeg, intet svar igen, jeg begyndte lige så stille og gå ind i huset, jeg spurgte igen ”er der nogen” der kom først ikke noget svar men lidt efter ”hvem er det” kom en stemme jeg aldrig havde hørt før ”Emil” sagde jeg forsigtigt ”kom her ind Emil” sagde stemmen, jeg gik forsigtigt ind i stuen, jeg fik et kæmpe chok, ham jeg skulle aflevere stoffer til, Anders som han hed, stod i håndjern med et politi på hver sin side, jeg nåde ikke og sige noget, jeg vendte om og løb, jeg vidste ikke hvor jeg ville løbe hen, jeg kendte ikke Århus, jeg vidste bare at jeg ikke skulle være i nærheden af et politi, med stoffer på mig. På vej ud hørte jeg de råbte og skreg, og jeg hørte ting der væltede, jeg havde på en måde lyst til at vende om og hjælpe, men jeg vidste også at det bedste jeg kunne gøre, var at blive ved med at løbe, for ellers ville vi begge blive taget. Men da jeg er kommet ud af huset, og ud på Bredgade, høre jeg et skud der blev affyret, jeg stopper op med det samme, jeg vender mig om og kigger mod huset, jeg vidste ikke om jeg skulle gå ind eller blive, jeg ville ikke miste Anders og hvis han lå inde i huset og led kunne jeg stadig nå og rede ham, men jeg fik truffet mit valg, da politi mændene kom styrtende ud af huset, med pistoler i hånden, og retning imod mig, jeg havde aldrig prøvet og være så bange før, jeg var sikker på at jeg skulle dø, jeg var blevet opdaget, hvor er jeg dum tænkte jeg, jeg er seksten år, og regner med jeg kan komme godt fra at transporteren stoffer tværs over landet. Jeg kom ud af mine tanker, og vendte mig om og løb så hurtig jeg kunne, jeg frygtede jeg ville komme til en blindgyde, så ville jeg enten dø eller få flere år i fængslet, eller hvis jeg var uheldig livstid. Tanken fik mig til løbe hurtigere, jeg skulle ikke risikere at min mor skulle komme til Århus og få af vide at jeg skulle i fængsel. Jeg kiggede bagud og så at politiet var sænket bag ud, jeg så em chance for at gemme mig et sted, en dør til en lejligheds bygning stod åben, og jeg løb ind af døren og op af trapperne, jeg vidste ikke om politiet stadig løb efter mig men jeg blev ved med at løbe, jeg kom op på taget og gemte mig deroppe, jeg helt stille, mit hjerte bankede så højt at jeg var bange for, at hvis politiet kom, ville de høre det, jeg lå og lyttede efter om politiet kom, jeg begyndte mere og mere og tro at de ikke kom, Og jeg begyndte at blive mere og mere lettet. men pludselig høre jeg døren gå op, jeg kan høre deres dybe stemmer ”tror du virkelig han kan være gået her op” ”det næsten hans eneste mulighed” sagde de ”vi kan jo næsten ikke se noget når det er så mørkt” ”nej han er nok ikke så meget hver, hvis han ikke har lært af det her, dukker han nok op igen” sagde han, jeg hørte dem stille og roligt gå tilbage igen. Jeg kunne ikke lade være, jeg var så glad at begyndte og grine, jeg var lykkelig, glad og lettet. Bussen der skulle køre mig til Ebeltoft, var kørt for en halv time siden, jeg kunne ikke være frustreret over det, jeg var så glad for at jeg slap for politimændene. Jeg var nødt til at tage en nat på taget, jeg vidste det ville blive koldt og jeg ville få let ved at blive forkølet, men jeg ville hellere ligge her, end jeg ville havde taget med politiet. Jeg lå og vendte og drejede, jorden var kold og hård, og det eneste jeg kunne tage over mig, var min jakke, jeg fald lige så stille i søvn, og sov hele natten igennem.

Jeg vågnede tidligt om morgnen, af Århus trafik. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, og havde heller ikke lyst. Jeg besluttede mig for at jeg ville gå ned til Anders hus, og finde ud af om han stadig var i live, eller hvad der var sket med ham. Jeg gik ned af trapperne, og ud på Århus gader, mennesker og biler vrimlede på gaden, jeg var ikke sikker på hvilken vej jeg skulle, men jeg prøvede og gå den vej jeg løb dagen før, og det gik fint for pludselig var jeg der hvor jeg plejede og stå på og af bussen, og så vidste jeg straks hvor jeg skulle hen. Jeg gik forsigtigt rundt om hjørnet, hvis der var politi ville jeg ikke risikere at jeg skulle løbe igen. Jeg så politi bånd rundt om hele huset, jeg vidste han var død, jeg havde mistet Anders og det værste var at jeg vidste, at jeg kunne have hjulpet ham. Da jeg hørte stemmer inde fra huset, skyndte jeg mig og vinde om, jeg begyndte og gå imod byen, men jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle hen, jeg gik bare. Jeg kunne ikke tage hjem, Anders havde informationer om mig liggende hjemme ved ham, som politiet nok skulle finde. Jeg havde penge men ikke penge nok til at rejse langt væk. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg stadig havde stofferne på mig, jeg fik den ide, at jeg kunne tage en bus til Esbjerg og sælge stofferne der. Jeg gik hen til busstoppestedet, og tjekkede bus tiderne, om tyve min. Kom der en ekspresbus der kørte direkte til Esbjerg, jeg valgte og blive siddende og vente på bussen, for jeg skulle ikke misse denne her bus. Bussen kom og bus turen tog næsten tre timer, da jeg kom, valgte jeg at gå hen til nogle af de gader jeg havde bragt stoffer ud til andre gange. Efter to timers tid, kom der et bekendt ansigt, jeg var sikker på jeg nok havde solgt stoffer til ham engang, jeg gik forsigtigt hen imod ham, jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle gøre det, men jeg ville prøve mig frem, ”mangler du stoffer” hviskede jeg, manden stoppede op ”har jeg set dig før” spørge manden ”måske jeg har solgt stoffer til dig før” sagde jeg ”hvad har du” spurgte han, jeg stak hånden ind under min trøje, og viste ham det, jeg vidste ikke hvad det var jeg havde, men manden så meget tilfreds ud og nikkede. ”Hvad skal du have for det” hviskede manden, ”det du vil give” sagde jeg, manden stak hånden ned i lommen, og kom op med en bunke kontanter, ”er det her nok” spurgte han, jeg talte dem igennem, femhundredhalvtreds kroner det var mere end nok, ”det fint” hviskede jeg tilbage, jeg stak ham det diskret. Jeg gik hen til togstationen, hvis det var muligt ville jeg tage et tog til København, kl. 16:20 kom der et tog, ca. to og en halv time skulle jeg vente, så jeg gik ned i byen igen, og fik noget frokost. Jeg tog mig god tid om at spise, da der var gået ca. en halvanden time, gik jeg ned til togstationen igen og købte en billet, det kostede to hundredefirs kroner, at komme til København uden retur billet. Tog turen var lang, men da jeg kom, vidste jeg ikke hvor jeg skulle gå hen, jeg ikke tænkt min plan helt igennem, men jeg fik den ide at jeg kunne finde et vandrehjem, da jeg havde fundet et, lagde jeg mine ting og valgte at gå en tur, men en ting mere havde jeg ikke tænkt igennem. Mikkel jeg havde hentet stoffer ved, inden jeg kom til Århus, boede i København, jeg så ham på den anden side af gaden, jeg troede jeg kunne nå at vende om, men Mikkel fik øje på mig, først så han glad ud, men da han så at jeg skyndte mig at løbe væk, blev han sur og aggressiv og løb efter mig. Jeg løb hen til den nærmeste bus station og hoppede på bussen der stod, og sagde at jeg skulle til endestation, der vidste jeg ikke hvor jeg skulle hen men jeg ville indrette mig efter byen jeg kom til.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...