Armageddon


0Likes
0Kommentarer
213Visninger

1. Armageddon

Jorden begyndte at ryste under mig, far råbte at vi skulle søge dækning inde under bordet, mens han ville prøve at få andre ind i huset og i dækning! Jeg er 19 år. I folkeskolen dyrkede jeg en masse sport, og var rigtig god til kampsport, det var godt for så var jeg i stand til at hjælpe min far, nu hvor jeg står i disse svære situationer som vi er i nu.  Jeg ville hjælpe ham med det, så jeg gik ud fra mit skjul, og løb ud til ham. Jeg så min gamle ven Thomas, jeg begyndte at råbe efter ham, men han rakte mig bare fingeren, og løb videre. Min far råbte på mig, og sagde vi skulle ind nu så jeg løb så hurtigt jeg kunne, og jeg kiggede lige hurtigt tilbage, og så jorden forsvinde under mine fødder. Jeg sprang det sidste stykke, og håbede at min far ville gribe mig. Det gjorde han, og vi gemte os i huset i over 5 dage. Hver dag gik min far ud til døren, for at se om det var ved at stilne af. En dag gik jeg med ud for at se det, hele kvarteret var forsvundet. Den 5 dag prøvede vi at klatre ned fra huset, der var rigtig langt ned ca. 3 meter i hvert fald. Vi kom meget hurtigt ned, vi gik ned i en lille kløft. Luften var fuld af støv, da vi havde gået i 4 km begyndte kløften af gå opad. Mig og far besluttede at vi ville slå lejer på toppen af den bakke så vi kunne slappe lidt af efter den lange tur. Da vi kom derop gik jeg ud på kanten og kiggede ud over landskabet, som for mig lignede en ødemark ingen huse, ingen træer, intet liv. Min mor Maja havde lagt sig til ro, med min lille bror Malthe. De eneste der var vågne var min far Jonas og jeg. Vi havde lavet en vagtplan, fordi vi kunne være så uheldige at vi ikke var alene og hver anden time byttede vi.  

Dengang jeg blev født boede min mor og far i Billund, min far havde et job som jægersoldat men ville gerne noget mere og min mor gik bare hjemme med mig indtil den dag jeg blev 3år. Der ville min far til USA L.A, fordi han ville blive en del af et undercover militær gruppe kaldet S.U.S.F. Det står for Secret, Undercover, Speciel, force, så der har han arbejdet i ca. 17 år nu. Da jeg blev 10 år begyndte jeg at træne, jeg ville nemlig også være en soldat ligesom far, han havde også lært mig at skyde med alle formår for våben. Min mor blev gående hjemme i alle de år, og da vi havde været i USA i 15 år fik hun Malthe.  

Malthe er nu 5 år og snakker stadig dansk. ”Hvad er det for noget mærkeligt lys, jeg må hellere sige det til far, nej jeg vil først selv tjekke det.” Så jeg tog en sniper med natsigte, jeg kunne se en lille lejer og jeg tror minsandten at de har mad. Jeg løb ind til min far og sagde det han kom hurtigt i tøjet, og sagde jeg skulle blive her og passe på mor og Malthe. Da han var gået gik jeg hurtigt ind og tog sniperen, jeg ville passe på ham uden han vidste det. Der skete heldigvigs ikke noget, han kom tilbage med en anden så jeg lagde hurtigt sniperen væk og tog en ACR for jeg ville ikke ha at skulle vide at jeg havde holdt øje med ham og ikke mor. Jeg satte mig på stenen og ventede på at han skulle komme op. Han kom gående stille op med en dame ved siden af ham "Hvad skete der far?" han kiggede mig i øjnene og sagde "Det her er Sara, hun er den lille stammes høvding. Hun siger at de kun er kvinder og børn, ingen stærke mænd. De døde af oversvømmelsen" ”Hvilken oversvømmelse!” Jeg tror han kunne se tvivlen i mine øjne. Jordskælvet var bare en af naturkatastroferne, jeg så også flodbølgen, men sagde ikke noget. Jeg vidste ikke om I ville kunne lide det. Jeg er tæt på at græde, men hvis jeg vil være lidt sej så lader jeg vær! ”Det er okay far.” Vi skulle til at komme videre og Sara og deres stamme kom med os. Vi gik i mange dage og hver nat holdt far og jeg vagt. Vi satte lejr og senere fandt jeg og far en anden lejr. ”Jeg vil gerne ha, at du går hjem til stammen” ”Sara kan passe på dem, så jeg går med dig om du kan lide det eller ej!” Så vi gik der hen og min far han spurgte hvor deres leder var. Han var i det røde telt. Da vi kom der ind gik det op for mig, at det var min gamle ven Thomas! “Hvad laver du her Thomas!?” Jeg var vred. Jeg kunne ikke styre mig selv. Hvis ikke min far havde været der, havde jeg givet ham en ordentlig røvfuld ”Jeg styre det her sted og hvad laver du, nå ja du står stadig i skyggen af din far!” sagde Thomas. Jeg blev mere og mere sur. Så sagde far “Min søn og jeg styrer lige meget sammen og jeg er sikker på at han ville kunne klare dig med en arm på ryggen, men nu vil jeg vise dig hvordan en rigtig mand ordner en lille dreng!” Jeg var lige ved at smile “Næste gang vi mødes kommer du hjem i en kiste!” Så gik han. Jeg skulle lige til at rende efter ham, men min far rystede bare på hovedet og gik direkte tilbage uden at kigge sig tilbage, og jeg fyldte trop. Da vi gik vejen tilbage, var der dødstille, men jeg blev nød til at spørge ”Far hvorfor fandt du dig i det han sagde?” Han stoppede ”Fordi han ikke er det værd, og der er andre ting at bekymre sig om.” Vi kom tilbage og far gik ind til mor og Malthe, mens jeg gik ud til Sara og tog ovre for vagten. Jeg bukkede bare og gik ind til hendes stamme. Jeg gik også hurtigt ind i fars telt, men det var for at hente fars militær kikkert så jeg kunne holde øje med Thomas. ”Hvad er det dernede?” tænkte jeg.  Jeg zoomede ind på ham og indså hurtigt, at det var far. Jeg løb ind i teltet for at se om far lå derinde endnu, men nej han var der ikke. Jeg gik ind og vækkede Sara og bad hende holde øje med lejren. Jeg løb ind, tog 2 pistoler og en ACR, for derefter at løbe så hurtigt jeg kunne derhen. Da jeg kom derind, tog jeg de 2 pistoler frem og bad alle ligge sig på jorden. Men lejren var øde. Jeg så fodspor i sandet. Jeg sendte et signal til Sara og viste at jeg ville ha at hun skulle passe på lejren, da jeg havde gjort det, løb jeg videre så hurtigt jeg kunne. Jeg tror jeg har løbet 2 km, jeg så nogle personer i det fjerne. De så ud til at stå stille, så  jeg lagde mig om bag en lille klippe for at kunne hjælpe min far hvis han havde brug for det.  De lavede ikke noget. Joh, de snakkede, men jeg vidste ikke om hvad. Pludselig dannede de en lille rundkreds. Min far og Thomas begyndte at gå rundt i cirkler og jeg viste hvad de var i gang med de skulle til at slås til døden, jeg tog min ACR væk og tog de 2 pistoler frem og løb derned ”Far stop!!” Han vendte sig om, for at høre efter. Jeg hørte et skud gå af. Far skreg af smerte. Jeg skød to skud op i luften og alle tav ”Alle ligger sig ned på jorden NU!!!” Jeg så min far ligge der, uden at røre på sig. Jeg gik derhen og prøvede at få styr på situationen som min far har lært at gøre. Jeg ruskede lidt i ham, men han rørte ikke på sig og først nu så jeg det han var blevet skudt i maven, ”Hvem har gjort det?” råbte jeg. ”Hvem tror du har gjort det” svarede en stemme og jeg så Thomas rejse sig. Han råbte noget mærkeligt og lige pludselig havde alle et våben så vidt jeg kunne se M4a1 og det Thomas bar var en Scar-h. ”Smid de våben nu!”  ”Tror du selv det, tag din far med hjem og skrid fra vores område!” Jeg gik hen og tog min far i hænderne og bar ham tilbage til lejren. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg blev slap i hele min krop og tabte ham. Jeg begyndte at græde. ”Hvad er det for en lyd?” Jeg vendte mig hurtigt om og så Sara, mor og Malthe komme løbende og rundt omkring kunne jeg se nogle fra Saras stamme i mit synsfelt. Vi kom tilbage. Jeg begyndte at lave en grav til far, vi havde ingen skovle så jeg gjorde det med mine hænder. Da jeg blev færdig, gik jeg op af graven og ind i mors telt ”Graven er færdig mor!” hun nikkede og pegede mod den anden ende af teltet og der lå han med forbindinger og militærtøj på. Jeg bar ham derud og lagde ham derned. Sara havde sagt at hun gerne ville lade som om hun var præst. Hun havde nemlig engang været i kirkeskole, så det gav vi hende lov til. Under begravelsen havde jeg kun lyst til at finde Thomas og dræbe ham langsomt og smertefuldt, men det var ikke tid til at tænke på det nu og hvis vi skulle gøre det, skulle jeg finde våben og folk til at hjælpe mig.  

Nu var der gået en uge siden far var død og vi havde ikke flyttet. Thomas og hans bande havde været der en gang, men Sara og hendes stamme havde skræmt dem væk, jeg gik fra lejren med et mål på hjernen. Jeg ville finde våben og masser af dem. Jeg gik og gik. ”Hvad! Er det en politistation?” tænkte jeg. ”Måske er der nogle overlevende eller bedre våben?” Jeg løb derhen, rev døren op og til min store overraskelse var der overlevende. De var vist ikke glade for at se mig ”Ned på jorden og vis os dine hænder?” råbte de. Jeg hørte ikke efter, men sprang bare over disken  og slog den første ud og tog hans våben. Jeg trak min magnum ”Smid jer ned på jorden, og du vis mig våben rummet nu!” han gik langsomt jeg havde et våben mod hans hoved og min magnum mod den sidste mand som ligger på gulvet, han gik langsomt lidt for langsomt vi kom væk fra indgangen jeg lukkede døren bagved og det gav et brag så talte jeg til 20 og begyndte at skyde så åbnede jeg døren og den sidste politimand var død, jeg vendte mig mod politichefen og vi gik igen, vi kom hen til boksen ”Åben den” han så meget spørgende ud ”Hvad vil du med de våben” Jeg tror jeg var tæt på at græde ”Jeg vil hævne min far” Jeg var stille og han var stille ”Du får ikke noget ud af at dræbe ham” Men han åbnede boksen og gik igen jeg tog alle våbnene i en vogn jeg havde med og gik. Jeg gik over mod Thomas og hans bande jeg sendte også et signal på vejen til Sara og 2 timer efter kom hun med hendes stamme jeg tror vi var lige mange men nogle havde ikke engang prøvet at skyde før, men vi gjorde os klar vores plan var at vælte nogle af de store sten ned over dem for de boede i en lille dal mens mig og nogle andre ville angribe dem fra hovedindgangen. ANGRIB! Og næsten alle løb mod indgangen der var en og en til jeg løb der med mine 2 magnum og dræbte alle der stod i vejen for mig, jeg regnede med at han ville være i mitten af dalen så det var der jeg var på vej hen. Jeg kom der hen og som jeg troede var han der på sin trone af mennesker ”så nu er jeg her Thomas og jeg vil hævne min far” han begyndte at smile ligesom dengang han truede min far ”okay duel til døden” med min erfaring var det helt okay ”lad os gøre det”  

Så nu står vi her ryg til ryg ”Ta’ tolv skridt og vend jer så om og skyd!” Jeg tror de var det længste minut i mit liv 11.. 12..” Jeg vendte mig om og skød. Jeg kunne høre ekkoet af begge vores skud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...