De rodløse


0Likes
0Kommentarer
259Visninger

1. De rodløse

’’BANG’’lyder det udenfor, jeg tænkte egentlig ikke over det for det var meget normal i min tilstedeværelse. Men nogle gange kan jeg godt få lidt sommerfugle i maven, for jeg kan ikke lade vær med at tænke på om det er nogle fra min familie der er sket noget med. Jeg bliver afbrudt i mine tanker af min mor, hun råbte ’’Fariba, Fariba skynd dig at kom her ud der er sket noget med Tamim”. Jeg styrter ud i køkkenet, og ser min lille bror ligge gulvet. Hele hans trøje var indsmurt i blod, fra da jeg ser det viste jeg godt hvad der var galt. Min mor sad ved siden af og græd, mens min far prøvede at få kuglen ud af brystet på ham. Der løber sved dråber ned af panden på ham, og hans hænder er helt røde af blod. Da han endelig fik kuglen ud var det for sent, i løbet af den tid han prøvede at tage kuglen ud mistede han for meget blod. Jeg har ondt i hjertet, det er som om der er et hul der inde, som om jeg har mistet noget. Jeg knep også nogle tårer, de løber ned af kinderne på mig. Han er helt bleg i ansigtet, og blå læber han ser helt kold ud. Min mor svøber et tæppe om ham, min storesøster hjælper hende. Vi bærer ham ud nu, vi har besluttet at han skal brændes. Vi skal have hans aske i en krukke, så vi har ham ved os hele tiden. Jeg vil ikke med ind og se ham blive brændt, jeg føler jeg hører lyde, som om han skriger eller kalder på mig. Nu kommer min far og mor ud med ham i krukken, jeg føler mig helt lettet. For nu ved jeg at det ikke gør ondt på ham længere, nu kan han hvile i fred. Da vi kommer hjem, begynder mine forældre at snakke om at vi skal væk her fra. Jeg er ikke helt sikker på om jeg vil, for det er jo her i Afghanistan at jeg har alle mine venner og resten af familien. Men på den anden side kan jeg jo godt se at hvis en af os andre bliver skudt er vi kun 4 tilbage i familien. De har lige været henne og spørge min storesøster, min lillebror og jeg om hvad vi synes. Vi var meget enige med dem om at flygte til et andet land. I morgen skal vi gå til Kabul jeg glæder mig faktisk lidt. For jeg har aldrig været ude for de Afghanske grænser. Jeg er ved at pakke de sidste ting sammen.  

   Nu er det i dag vi skal til Kabul, jeg har ikke vildt mange ting med for jeg skal selv gå at slæbe på det.  Vi skal gå fra min hjemby som hedder Bektut og hele vejen hen til Kabul. Det bliver en lang tur, jeg har blandede følelser. Jeg er ked af det fordi jeg mister alle mine venner, men jeg er glad fordi jeg skal møde nye mennesker og fordi jeg kommer væk fra alt den krig.

   Vi er lige kommet uden for Bektut, jeg kan se et eller andet i det fjerne. Det kan de andre også, men jeg er ikke sikker på hvad det er. Vi er kommet lidt tættere på nu, vi kan hører en masse skud.  Vi kommer tættere og tættere på, mit hjerte sidder helt oppe i halsen. Og jeg ved jo at vi skal forbi der henne men jeg er virkelig bange for at der sker os noget. Da jeg kom tættere på kunne jeg se at det er talibanere, jeg er virkelig bange lige nu. Min far har lige sagt at vi skal skynde os at komme forbi dem. Men vi skal ikke løbe forbi dem for så er der større chance for at vi bliver skudt. Nu er vi næsten henne ved dem, de har fået øje på os, de begynder lige så langsom at gå imod os. Mit hjerte banker, jeg føler at det er ved at hoppe ud af mig. Jeg gemmer mig bag min far så de ikke kan se mig. Nu er vi helt henne ved dem, de løber imod os. Jeg tænker bare de ikke gør noget ved os. ’’ SLIP MIG SÅ’’ råber min far til dem, jeg når slet ikke at se at de tager ham for det går så hurtig.  Min mor står og skriger og jeg står og græder det hele er bare et stort kaos. Min far råber til min mor at vi bare skulle løbe, men det vil hun ikke. Hun vil ikke løbe før han løber med os, han råber det til hende igen. Men hun vil stadig ikke gå til sidst bliver vi enige om at vi bliver nød til at trække hende af sted. Hun græder helt vildt men det er for vores eget bedste. For jeg er heller ikke glad for at skal efterlade min far her. Men vi kan heller ikke blive her, for så bliver en af os andre også taget til fange. Vi løber alt det vi kan, væk fra dem. Jeg vender mig om, og ser min far stå og se på os løbe væk. Det giver mig et stort hul i maven, bare det at vi efterlader ham der sammen med talibanere. Jeg vender mig om igen, og vi løber videre. Min mor siger vi er halvvejs, vi har gået en hel dag. ’’Jeg holder ikke til at gå hele natten, vi bliver nød til at overnatte et eller andet sted’’ siger jeg til min mor. Jeg kan se en lille hule, eller grotte længere fremme. Vi beslutter os for at vi skal overnatte der. Der er koldt og mørkt her inde, og længere inde kan man hører et ekko af dråber der falder ned i en vandpyt eller sådan noget. Vi skal sove nu så vi er klar til i morgen, så vi kan komme til Kabul.                                                                                                                                                                                                                Så er det morgen, det er i dag vi skal til Kabul. Jeg har en stor smerte i mine fødder, jeg føler det stikker over alt. Men jeg bider smerten i mig.  Min mor og lillebror er gået lide i forkøbet, så min lillebror ikke vil sakke bagud når vi går. Mig og min søster snakker om det nye land vi skal til. Men jeg har ondt i maven, for jeg ved ikke hvad vi kommer til.      ’’ Yes endelig’’ siger min storesøster. Vi er lige kommet ind i storbyen Kabul, det er godt nok stort. Vi skal til lufthaven, min mor har sagt den ikke ligger så langt fra der hvor vi er nu. Jeg glæder mig til at se hvordan en lufthavn ser ud, men jeg har mange store forestillinger om det. Min mor har fortalt at det er Danmark vi skal til, jeg ved ikke meget om Danmark. Men jeg ved at nogle af min mor og fars venner er flygtet der til. Vi skal bo hos dem, indtil vi finder et sted hvor vi kan bo.      Så nu sker det jeg skal for første gang se, hvordan en lufthavn ser ud. Jeg er virkelig spændt. Wow, det er godt nok stort og flot. Jeg håber at mor hun ved hvor vi skal gå hen, for det er for stort til at finde rundt i.  Min mor siger vi skal hen i en kø og stå, vi står der alle sammen for vi må ikke gå nogen steder. For der er så mange vagter som går rundt med et gevær og holder øje med os alle sammen. Min mor har fået skaffet nogle billetter til Danmark, så nu skal vi lige finde ud af hvor vi skal gå hen. Vi går igennem en smal gang her lugter klamt, vi er på vej hen imod en kø hvor vi skal hav tjekket alt vores bagage. Vi skal under sådan en der tjekker om man har kriminelt på sig, da min søster skal der ind under begynder den at bippe og alle kigger på os. Jeg kunne se at min søster blev lidt bange, vagterne tjekker hende en ekstra gang. Der er heldigvis ikke noget, hun havde bare nogle knapper på hendes bukser. Så nu har vi alle fået tjekket vores bagage, vi går udenfor hvor flyet holder. Jeg kan hører skud i det fjerne, det gyser i mig. Vi er i flyet nu, vi skal til at lette. Jeg har sommerfugle i maven for jeg ved ikke hvordan det vil gå.  Vi er i luften nu, det er underligt at kigge ned men det er også flot. Jeg har fået propper i ørene det gør lidt ondt, og så føler jeg at jeg er halv døv. Jeg kan ikke lade vær med at tænke tilbage, på da min far blev taget af talibanere. Og hvor skræmmende de så ud, med geværerne. Og stod og truede både os, og min far. Det gør mig ked af det, fordi han ikke er her. Bare jeg kunne ha’ gjort noget mod talibanere. Kaptajnen har lige sagt at vi snart skal lande.  Mor har sagt at deres venner er i lufthavnen, og venter på os.       Så nu er vi inde lufthavnen, vi kan ikke se vennerne endnu, men vi ved at de er der et eller andet sted. ’’ Flora, Flora vi er herovre’’ råber en kvinde hen til os. Vi vender os alle sammen om med et sæt, de stod og vinkede til os. Vi gik derhen og hilste på dem, og vi var alle glade lige indtil manden spørger om hvor far han er henne og så bryder mor helt sammen. Vi går ligeså stille hjem, imens vi går og trøster min mor. Nu er vi hjemme hos dem, det er helt rart at gå rundt udenfor. Man føler sig ikke truet af nogen som helst. Vi har pakket ud, og vi er faldet godt til her i København. Jeg r startet i en skole, hvor de har taget pænt imod mig. Jeg er gået ind på det værelse min søster og jeg deler. Det banker på døren, jeg får et sug i maven. I løbet af den tid vi har været her, har der været to på besøg men jeg kendte dem ikke. Jeg kan hører en dyb mande stemme, komme ude fra døren. Det første jeg tænker er, den mande stemme kender jeg. Jeg løber ud gennem stuen og ud til de andre. Det er ham, det er min far han er her i deres hus. Jeg løber hen til ham, og giver ham en stor krammer. Min mor og de andre gør det samme. Vi sætter os alle sammen ind i sofaen, og han fortæller hvorfor han er havnet her i Danmark. Han fortæller at han flygtede fra dem da de sov om natten, og løb hen til en grotte og overnattede der. Efter nogle uger når han til lufthavnen og skaffer en billet. Lige nu føler jeg at jeg er den heldigste i hele verden, jeg er kommet til et land uden krig og min far er kommet tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...