Vandring på livet


0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. Vandring for livet

Vandring for livet

Det er to dage siden nu, at min far sendte mig af sted, for at finde noget vand som jeg kunne bringe med hjem til min familie. Det er også ved, at være lang tid siden at jeg har fået noget at spise. Min mave gør ondt, og jeg er ekstrem sulten. Mine tarme drejer sig, og skriger efter noget at spise. Jeg fik vand med på min tur, så jeg kunne tage en lille slurk når jeg virkelig blev tørstig. Jeg er også træt. Det er bare så svært at sove, når det eneste man tænker på er at få noget at spise. Hvor ville det være dejligt at ligge i skyggen i vores hytte. Sammen med min mor, hvor jeg ikke skulle tænke på mad eller noget andet.

Efter fire dages vandring, er jeg tilbage i vores lille landsby i Botswa, med en lille smule vand i en krukke. Der har været tørke i vores land i næsten et halvt år nu, og vi har næsten ikke mere vand og ikke mere føde. Vores søer og vores brønde er tørret ud.  Vores dyr er døde af sult, og vores afgrøder er gået ud. Vi har ikke mere korn tilbage i vores forråd og det sidste brød er ved at mugne.

Jeg hedder Mogaba, er 13 år, jeg bor i Sydafrika, sammen med min mor, far og mine tre søskende. Mine søskende hedder Suro, Mitika og Hassan. Da jeg kom hjem, fik jeg at vide at vi skulle gå i morgen. Vi havde ikke mere mad, så vi blev nødt til at gå hen til en lejr for at få hjælp. Flere fra vores landsby var allerede taget af sted, da de hørte at der var hjælp at få, i en større by som ligger 3 ugers vandring fra vores landsby.

Efter to dages vandring var min lillebror Suro blevet rigtig syg. Han kastede op og havde diarre. Vi var blevet nødt til at drikke noget vand fra et lille vandhul, som kørerne havde tisset i. Det var rigtig ulækkert. Men vi havde ikke mere vand, så vi blev nødt til at drikke det. Vi gik hele dagen uden pauser. Hele vejen så vi døde dyr, de var døde af sult og tørst.  Da det blev mørkt slog vi lejr midt ude i ingen ting. Der lå døde dyr og skeletter fra dyr omkring os.

 

Jeg vågnede ved at mor ruskede i mig og råbte at jeg skulle komme op med det samme. Jeg satte mig op, og kiggede mig omkring. Det eneste jeg kunne se var en flok mennesker der kom gående imod os. Jeg spurgte hvorfor vi havde så travlt? Far tog bare fat i min arm. Suro min lillebror sad oppe på min fars ryg. Jeg fik det dårligt af at se på Suro, for han var helt slap og der sad fluer i hans øjne og mund. Han havde ikke engang kræfter til at vifte dem væk. Jeg lovede mig selv at når vi kom frem til lejren hvor vi kunne få hjælp, så ville jeg lege og have det sjovt med Suro. Det ville han kunne lide. Så ville han grine hans søde grin og danse rundt med mig, Min mor gik bare, hun sagde ikke rigtig noget. Jeg kunne mærke på hende hun var ked af det. Mitika, Hassan og jeg snakkede sammen af og til. Da vi havde gået i nogle timer, spurgte jeg mor om vi ikke kunne holde en lille pause. Det var midt på dagen, og jeg følte at solen var ved at smelte os helt væk. Mor kiggede bagud. Den anden menneskeflok var stadig bag os. Hun rystede på hovedet.

Da det blev mørkt slog vi lejr. Mor lagde sig sammen med Suro. Far sad og holdte vagt, og forberedte os på, at han måske vækkede os, og at vi så skulle op rigtig hurtigt. Han var bange for at flokken som havde gået bag os, kunne finde på at stjæle de sidste brødskiver, som vi havde tilbage. Hvis vi mistede vores mad var vi fortabte. Jeg lagde mig ned. Jeg lå og tænkte på om Suro ville overleve. Om jeg ville overleve og nå hen til lejren, som havde mad og vand til os. Jeg lå og forestillede mig hvordan det ville være henne i lejren. Om der ville være mad nok til os alle. Om der var senge vi kunne ligge i. Jeg lå og drømte om at vi en dag, kunne vende tilbage til vores egen landsby. At der ville komme regn. Masser af regn.

Da det blev lyst satte jeg mig op og kiggede hen på mor. Hun sad og græd med Suro i armene. Han var død. Min lillebror Suro var død. Jeg skulle kaste op, men min mave var så tom, at der ikke kom noget ud.                             Pludselig råbte far at vi måtte af sted. Mændene kom løbende lige imod os. Jeg stivnede fuldstændig og sad bare og kiggede. Skulle jeg virkelig dø nu? Dø ligesom Suro? Mor rev i mig, men jeg havde næsten ikke flere kræfter. Vi prøvede at gå alt hvad vi kunne. Hassan og far blev tilbage og kæmpede for vores sidste mad og drikke. Men de andre var for mange. Vi så far og Hassan ligge livløse på jorden, men mor tvang os til at gå videre  Mitika blev vred på mor, hun syntes ikke at vi bare kunne lade far og Hassan ligge der på jorden. Mitika er min store søster. Hun snakkede ikke til mor resten af dagen og snakkede knap nok til mig. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun skulle være så ond ved mor, det var jo ikke hendes skyld at far og Hassan blev slået ned. Nu lå de bare der. Helt alene og efterladte sammen med Suro. Jeg kunne se for mig, hvordan de sultne gribbe ville komme og hakke i dem. Min familie. Nu havde vi gået i 3 uger, vi havde overhovedet ingen mad kun en lille dunk vand tilbage. Vi var alle tre trætte, sultne og havde bare lyst til at sætte os ned, - give op. Jeg var så træt og svimmel. Jeg havde ingen kræfter. Min lillebror var død og måske var Hassan og far også døde. Måske var der slet ingen lejr med mad og vand. Det var måske bare et rygte. Der lugtede af døde dyr og der lå skeletter fra køer overalt hvor vi gik.  Ude i horisonten kunne vi se flokke af mennesker, som lige som os var magre og uden flere kræfter. De vandrede alle den samme vej mod vest, så måske var der håb for at lejren lå der alligevel. Håb var den sidste tanke jeg havde i mit hoved inden jeg faldt om. Mine ben kunne ikke holde mig mere og det blev helt sort for mine øjne. Jeg vågnede ved der var en dame der stod og klappede mig forsigtigt på kinden og hældte vand i min mund. Jeg vågnede med et spjæt. Vi var her, vi var her endelig jeg satte mig op og så omkring, der var rigtig mange folk, vi sad i et kæmpe stort telt hvor der var mindst 200 mennesker, mor og Mitika sad ved siden af mig. Mor fortalte vi fik vores eget telt om nogen dage og smilede, det er langt tid siden jeg har set mor være glad, jeg blev helt varm indeni. Der kom en dame hen og spurgte om jeg kunne tænke mig noget og spise, jeg nikkede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...