vandring


0Likes
1Kommentarer
308Visninger

1. vandring

Der lød en masse larm fra gaden. Folk råbte og skreg, alle vinduer blev mørklagte. Det eneste man kunne ane var folks frygt og utryghed over, at de ikke vidste hvad det var der ventede dem. Det eneste de vidste, var at de skulle blive inden døre. Det havde de alarmeret om over radioen. Jeg husker det tydeligt. Det var som om det var i går. Min mor og far havde set det komme. Jeg var ikke så gammel – eller jeg var kun 13 år gammel, så jeg forstod alligevel det meste, men ikke ned i detaljer. Der havde været en del uro de sidste mange år, som havde påvirket vores land. Jeg kan huske, at jeg og min famille gik igennem Tysklands gader. Vi lod alt hvad vi ejede være, da for meget bagage ville forsinke os for meget. Vi tog kun penge, pas og tøj med. Vi løb væk fra den værste krig, der nogensinde havde ramt Tyskland. Jeg var lige fyldt 13 år, havde sort hår, høj og almindelig af bygning. Min højde havde altid gjort, at jeg så ældre ud. Min mor har altid været sød ved mig. Hun har altid taget skylden for mine dumheder, når jeg havde lavet noget lort. Min far derimod, sad altid i sin stol og kommanderede rund med mor. Han var tit sur på mig eller mor. Mor og far var tit op og skændes så meget, at man kunne se glas på gulvet, vand på væggene og tåre over alt. Da vi var noget til et sikkerhedsrum så min mor og far på mig. De så meget vrede ud og jeg spurgte dem hvad der var galt, men de svarede ikke. Da vi skulle videre ned mod Østrig begyndte min mor at græde. Jeg spurgte igen og hun sagde, at hun var gravid og at vi skulle gå ca. 1300 km. Jeg kiggede bare ned i jorden. Far sagde, at vi alle nok skulle nå det, men mor blev ved med at græde mere og mere. Da vi var nåede til Strasbourg i Frankrig fødte min mor et barn. Det var en lille pige. Hun så meget sød ud og det var hun også, men mor var blevet meget syg og havde smittet min far så. De var helt blege og jeg blev nød til at klare mig selv med en lille baby på ryggen, så den lille ikke ville blive smittet af min mor og far. Der var dage, hvor jeg var nødt til at gå i seng uden at få noget af spise, da det vigtigste var at den lille fik vådt og tørt. Da vi nåede til Dijon, så vi Franske soldater der var på vej til krig i Tyskland. De var opstillet på række, med tanks og våben. Vi skulle videre imod Lyon, da vi var kommet til Lyon var der en mand der ville have penge. Min far sagde nej til det, men det skulle han aldrig have gjort. Da vi gik rundt i Lyons gader kom en mand med et svær i den ene hånd og en kniv i den anden. Manden stak kniven ind i min fars mave, da manden tog kniven ud, gik han hen imod mig, min mor og den lillesøster. Han gik meget langsom, så vi kunne komme væk fra ham. Vi kunne ikke se manden mere, så vi gik tilbage igen for at samle far op. Men han var væk. Der lå blod på fortovet og den kniv manden havde bruget til at stikke far ned med lå der også. Men min far var væk. Min mor begyndte at græde. Hvad skulle hun dog gøre som alene mor til to, selvom mine forældre ofte skændes, så elskede hun ham af hele hendes hjerte. Hun var stadig meget syg efter den smitsomme sygdom, som havde ramt dem under rejsen. Den var kun blevet forværret af den manglende næring, væske og medicin. Hun lignede allermest et omvandrende lig. På vejen mødte vi en mand, som hjalp os med til husly og tag over hovedet. Min mor blev hjulpet i seng og fik et tæppe over hende. Det havde taget meget på hendes kræfter, at bære barnet under rejsen. Dette havde også svækket hende under sygdommen. Vi gik ind i mandens stue. Han var høj og tyk. Han var meget sød – han havde hjulpet os fra de mørke franske gader. En mor alene med to børn. Han var kommet på det helt rette tidspunkt, som sendt fra himlen. Det var tydeligt, at han havde mange penge. Han havde masser af plads. Fine møbler. Mange værelser. Og så havde han givet os husly, trods manglende kendskab. Jeg spurgte ham, om jeg ikke måtte få et job. Han kiggede på mig og sagde, at det måtte jeg godt for han havde også en gård i Grenoble 23 km fra deres dette hus. Vi løftede mor ind i mandens bil og han kørte os der ud. Da vi landede på den nye gård, fik vi mor ind i sengen sammen med lillesøster. Han viste mig rundt og satte mig ind i tingene. Det skulle nok blive godt. Her havde vi husly, mad på bordet, arbejde og rare mennesker omkring os- Da min mor og lillesøster vågnede op var manden kørt. Min mor var stadig meget syg, men det ville tage lang tid for hende at komme ovenpå igen. Rejsen, fødslen og ikke mindst sygdommen havde taget hende for kræfter. Vi sad og snakkede og jeg fortalte at manden havde givet os 1.000.000.000 d-mark. Min mor sprang op af glæde, da hun hørte det. For min første løn dragede jeg afsted mod Valence, hvor jeg ville lede efter min far. Måske var han stadig i live. Jeg troede på, at vi nok skulle finde ham et sted. Manden fra gården kørte mig til toget. Herfra skulle jeg så selv rejse videre. Min mor var stadig meget syg og kunne heller ikke arbejde, så de andre fra gården hjalp til med min lillesøster imens jeg var væk. Da jeg landede i Valence hoppede jeg af toget og hoppede på et andet tog der kørte til Nice for jeg havde hørt at der var mange bander i Nice. Da jeg nåede til Nice gik jeg på politistationen og prøvede at få efter søgning i gang men de ville ikke hjælpe mig så jeg spurgte om de viste om der var nogle bander i nærheden jeg ville finde min far dør eller levnene. Hjemme på gåden var der kommer en brevdue med et brev til min mor i brevet stod der at tyskeren havde vundet over Frankrig og det var foruroligende der stod også at tyskeren ville bombadere følgende byer Valence, Nice, Lyon min mor skøndte sig at pagge alle vores ting men det var for sent for straks fløj en andtombombe og drapte alt og alle på sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...