Forladt

...

1Likes
0Kommentarer
305Visninger

1. Forladt

 

Hans øjne var blide og mørke. Hans blik gennemborede Rikkes, og i det øjeblik ramte sindssygen dem begge som en forhammer. Han stoppede op og øjenkontakten var intens, men det varede ikke længe før han trådte ind i den lille butik. Det var en lørdag, en Oktobereftermiddag, klokken nærmede sig fire og det var så småt ved at være lukketid. Der var ingen kunder i butikken, som hun skulle tage sig af. Han stod voksen og flot. Hans hår var lyst, og de mørke øjne Smilte  i lysets skær. Han talte godt for sig og med en pæn accent. Han spurgte om hendes navn. Han præsenterede sig selv som Gordon, og at han flyttede hertil byen for et par år siden med sin Gamle kæreste. Han fortalte at han havde aldrig havde giftet sig og at han ingen børn havde. Han fortalte også at han ikke kunne forestille sig, at være sammen med en kvinde med børn. Men da det var blevet sagt blev stemningen en smule akavet, men forsvandt hurtigt igen. Det var mange personlige oplysninger på en gang, virkede det ikke forkert for Rikke, da han så dybt ind i hendes lyse øjne, ind i hendes hjerte. Det var som kærlighed ved første blik. Hun følte virkelig noget helt særligt, som hun aldrig før havde følt. Hun omsider frem fra disken, og gik hen for at låse døren ud til gaden og vende åben/lukket-skiltet. Hun tog en dyb, tålmodig indånding og satte sig i en af stolene ude i butikken. – Tag endelig plads. Sagde hun mildt til Gordon og han satte sig ned. Tankerne for rundt i hovedet på hende mens jeg fortalte om sig selv. – Jeg bor her i byen, alene og jeg åbnede butikken for snart fem år siden. Det har for det meste kørt rigtig godt, men der har selvfølgelig været op – og nedture. Sagde hun og gnavede på sin underlæbe. De fik den samme intense øjenkontakt og hun kunne ikke få øjnene fra ham igen. – Jeg er meget betaget af dig, Rikke. Sagde han med en blød og varm stemme. Og da, føltes det som om hendes hjerte smeltede. Den unge kvindes hjerte smeltede sammen med hans og det blev til én stor, brændende kærlighed. Hendes livs kærlighed sad lige foran hende, tænkte hun. Det var der absolut ingen tvivl om. – Jeg vil gerne invitere dig på middag i aften. Sagde han og tog hendes hånd. Hans berøring var blid, men kort. Hans hænder var store og stærke. rikke takkede øjeblikkeligt pænt ja og så forlod han forretningen med et lille smil. Frygten for at hun aldrig at se ham igen varede kort, men den havde været der.

Rikke talte kassen op, lukkede og slukkede. Hun kørte med hovedet fyldt af forskellige tanker, til Lauras børnehave.

Den spinkle pige kom løbende i favnen på sin unge mor, og råbte med sin fine, barnestemme: – Mor, mor, mor, mor! Se hvad jeg har lavet til dig. Hun viste Rikke en tegning af en lille pige, der skulle forestille hende selv og en kvinde, Rikke. Det bragte ingen følelser frem i hende, det havde det aldrig gjort. Laura smilede til sin mor og Rikke tog hendes hånd. – Har du ikke lyst til at med en tur til stranden? Spurgte hun med et skævt smil. – Ja… det vil jeg, mor. Jeg har også mine nye og røde gummistøvler på. Det ville også lige være noget for… jeg har glemt Sofie! Hun slap Rikkes hånd i det samme, og løb ind på legepladsen for at hente sin lille dukke. Laura havde dukken med rundt alle steder, det var ligegyldigt hvor de var. Dukken var altid pakket ind i et lille blåt håndklæde. Hun kom hurtigt tilbage med dukken. – Så, nu er jeg klar! Rikke løftede Laura op under armene, satte hende ind på bagsædet i bilen, spændte hende fast og så kørte de af sted.

Rikke havde parkeret bilen, men hun steg ikke ud. Hun drejede hovedet og så på den lille pige. Laura smilede glad og Krammede  dukken. Jeg steg ud og løftede Laura ned i gruset. Jeg tog hendes hånd og vi gik ned til sandstranden. Havet var stille. Men det slog indimellem store, vrede bølger så det skummede, men vinden blæse kraftigt. Laura grinede og legede. Hun var lige fyldt tre år. Den unge mor havde aldrig følt mig knyttet til den lille, spinkle pige og hun havde aldrig følt den moderkærlighed alle mødre bør have til deres børn. Hun elskede hende ikke, hun følte ikke noget bånd, hun følte ingenting. – Mor, må jeg gå i vandet og soppe lidt? Jeg har jo mine nye og røde gummistøvler på, mor! – Ja, men du skal ikke gå for langt ud. Og du skal lægge Sofie  her på stenen. Sagde Rikke mildt og pegede på en stor sten ved vandkanten. Laura nikkede og pakkede dukken ud af håndklædet, og lagde dukken ovenpå håndklædet på stenen. Hun gik forsigtigt ud i lavvandet og plaskede. Hun stod med ryggen til, og da stod det hele klart for Rikke. Hvordan havde hun kunne holde det ud i al den tid? Hun havde været ulykkelig og håbløs. Hun kunne ikke fordrage den lille pige, hvorfor kunne hun lide rikke? Hun forstod det ikke, for hun ville ikke. Og uden hun nåede at tænke mere over det, holdt hun det lille hoved under vandet indtil der ikke kom flere spjæt fra den lillebitte og spinkle pige. Rikke følte stadig ingenting. Hvorfor hun intet følte, var hun ikke selv helt klar over. Hun ville jo ikke have det barn fra starten, tænkte hun. Det kunne ikke have været hendes, det måtte have været en andens, for hun følte jo ingenting, ikke det mindste. Og det var også den eneste måde, at hun kunne få sin elskede Gordon på. Hun ville ikke lide mere, hun ville nyde resten af sit liv med den mand, hun kun havde mødt en eneste gang, men havde så stærke følelser for. Sådan var det bare. Men Gud var god, det vidste hun. Gud måtte også vide hvorfor og at det måtte have været en fejl at Rikke havde født barnet, og Gud måtte vide og forstå at det var det eneste rigtige, det hun havde gjort. Gud var god. Større en alle væsener på jorden. Gud var god, det vidste hun. Og hun vidste at tanken om Gordon og følelserne for ham ikke ville forsvinde. De ville ikke forsvinde så nemt og så hurtigt, som Laura fosvandt. For det var noget helt specielt og hun ville have det. Vandet var koldt og mørkt. Rikke gav varsomt slip på den lille pige og lod hende flyde. Hun så sig hurtigt om, men der var ikke nogen. De var alene, Laura og hende. Men Gud var god. Hun tog hånden til sin kind, og der var en eneste tåre. Den tunge følelse af skyld varede kun kort. Rikke  gik tilbage til bredden og fik øje på dukken. Mindet om Laura ville ikke forsvinde, men hun ville forsøge. Hun lod dukken ligge og gik op til bilen, uden at se sig tilbage. Da hun kørte tilbage i sine drivvåde sko og bukser med duften af hav og sand, var det ikke til at få ud af hovedet. Nu var det sket, ingen havde set det og hun ville lade som ingenting, tænkte hun. Da hun kom hjem tog hun et langt karbad og prøvede at glemme, for det måtte hun. Hun kunne ikke virke som om noget var galt. Men hun kunne ikke tvinge sig selv fra at tænke tilbage til dengang, hun fødte den lille pige. Det lille menneske havde ligget forkert i maven på sin mor, og havde navlestrengen tre gange rundt om halsen. Det tog nitten timer at føde det lille og spinkle barn på otteogtyvehundrede gram. Hun var kvæstet, træt og havde ikke lyst til at se barnet før hun fik hvilet sig. Barnet græd, græd og græd. Hun kunne ikke udstå det! Da hun holdt den lille pige i sine arme for første gang, kom der et svagt smil frem på Rikkes læber. Hun var netop lige fyldt fireogtyve, da hun bragt et lille menneske til verden. Rikke frøs ved minderne og lukkede mere varmt vand i karet. Hun lukkede øjnene og prøvede at forstå og indse.

Da klokken nærmede sig seks, var hun næsten klar til at gå ud af døren, møde Gordon, lærer ham at kende og elske ham. Hun så sig i spejlet for sidste gang, rettede håret og gjorde de fyldige læber helt mørkerøde. Rikke tager sin håndtaske og i det hun åbner døren, frøs blodet i hendes årer til is. På dørmåtten lå den lille dukke, gennemblødt, glemt og forladt. Mindet om Laura ville plage hende for evigt. Men Gud var god, tænkte hun. Og pludselig mærkede hun en lille tåre, liste sig langsomt ned ad hendes kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...