Med livet på spil

En pige, skal på rejse til Pakistan. og være tjener, i 4 måneder. mon hun kommer sikkert, hjem - der ned. eller finder hun kærligheden eller døde.

0Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

1. Med livet på spil

Med livet på spil

Nu frygtede jeg virkelig for mit liv, blev jeg skudt eller måtte jeg leve mit liv videre. Det er umuligt at finde mig selv, hvem er jeg, hvad sker der, og hvad laver jeg egentlig. Jeg vågnede og kiggede rundt. Det var som det altid havde været, væggene var stadig gule, gulvet var det samme som altid, og intet var ændret. Det havde bare været en forfærdelig drøm, men den havde været så virkelig, at jeg var helt tør i munden og jeg vidste hverken hvad jeg skulle tænke, eller sige. Hvorfor drømte jeg egentlig sådan noget, der var jo ikke så længe til at jeg skulle, rejste til Pakistan. Mon det var sådan der nede. Skyder man bare sådan uden videre på hinanden? Kan man blive dræbt, bare ved at gå uden for døren alene… mange store spørgsmål fyldte mit hoved, nu hvor jeg skulle rejse meget snart. Vidste jeg i virkeligheden hvad jeg havde sagt ja til, og hvad jeg skulle dernede? Jeg blev meget nervøs, jeg kunne jo ikke snakke med mine forældre da jeg vidste, de ikke ville bakke mig op om det. Jeg havde haft mine krige med dem, om overhovedet måtte tage af sted. Men man kan hvad man vil, man skal bare kæmpe og det gjorde jeg i den grad. Jeg skulle ned og besøge en familie som havde det svært. De var i mellem klassen men havde ikke ret mange penge, og jeg skulle være tjener for dem. I Pakistan har man altid en tjener uanset hvor fattig eller ej. Jeg havde undersøgt meget om Pakistan og valgte at tage derned, fordi der ikke er ret mange turister, og de har en meget anderledes kultur. Mit ønske var netop at prøve noget helt nyt og dermed få en stor oplevelse. Den familie jeg skulle besøge fandt jeg på en meget mærkelig måde. Det var fordi min bedsteveninde fra klassen er fra Pakistan. Hun havde også fortalt mig meget omkring det dernede. Både godt og dårligt men intet stoppede mig. Hun kendte den familie jeg skulle ned til men havde ikke selv råd til at komme ned at være tjener for dem. Da det var et frivilligt arbejde og rejsen der ned og hjem kostede meget. Når man er tjener i Pakistan, får man normalt penge men jeg havde bestemt at jeg ville hjælpe den her familie og kunne gøre en forskel. Det eneste jeg fik, var et lille værelse og mad. Men den her familie jeg skulle ned til bestod af en mor en far en pige på 12, en pige på 15 og en dreng på 20. som stadig boede der hjemme fordi han ikke havde råd til at flytte men jeg skulle så derned jeg havde planlagt lang tid før jeg rejste. Fordi jeg skulle være klar til at komme væk hjemme fra venner familie, alt. Men jeg rejste så d. 20 januar i år 2010. det var ikke så lang en tur tiden fløj af sted nu hvor mit hoved var fyldt med en masse tanker om hvordan det var om de var spændte og hvad der skete. Jeg skulle til multan en by der ligger i (syd Pakistan) nord for dit og dat. Men jeg kom der ned og skulle jo snakke engelsk det var rigtig spændende. Jeg skulle vaske gulve, vaske vinduer, vaske tøj, gøre rent og rydde op det som man ville kalde en rengøringsdame her i Danmark. Det var rigtig sjovt og en meget dejlig familie. De var alle sammen søde og rigtig taknemlig over at jeg ville bruge min tid på dem. Men jeg synes jo det var så spændende de boede i en kæmpe villa selvom de ikke havde mange penge de havde fået huset af Pavana som var morens mormor. De havde mange penge, men nu er de begge døde. Jeg havde planlagt jeg skulle være i Pakistan i 4 måneder. Men jeg var så glad for at være der at jeg fik det udsat en måned. Der var også en grund mere, men den kommer vi lige ind på lidt senere. Jeg var der nede og jeg havde det helt vild godt så en dag spurgte familien om jeg ville med dem til bryllup ved morens bror og hans nye kone. Det ville jeg rigtig gerne, så jeg tog mit fineste tøj på jeg havde med hjemme fra Danmark. Både mine fineste og dyreste smykker så gik jeg ned og spurgte om de synes jeg ikke var rigtig smuk. Men det synes de ikke, fordi hvis man kom med sådan nogen små sølv smykker til en fest. Tænkte folk 2 ting, den ene var at man ingen penge havde og den anden var at de ikke kunne lide mig og sådan var det jo ikke. Så jeg skulle låne en masse store guld smykker så jeg så ud af noget. Jeg synes det var mærkeligt fordi det var jo ikke det jeg var van til men det var da fedt at prøve med sådan nogen store smykker. Det var ikke fordi jeg synes de var så pokkers flotte men det var da anderledes. Og alle synes jeg var flot, de så meget op til turister fordi der ikke var så mange men sådan er det slet ikke. Men jeg var så med til det bryllup der og det var bare en rigtig stor oplevelse jeg synes det var så dejligt jeg følte mig også en del af familien nu. Men jeg havde fået et problem der nede og det var ikke så godt fordi drengen i familien og jeg var blevet forelsket og det var ikke godt. For det første måtte man ikke have sex og for det andet måtte man ikke selv bestemme hvem man skulle gifte sig med men både mig og Mostafa, turde ikke at fortælle at vi havde været sammen og havde haft sex sammen… men vi var bare så forelsket så det var rigtig svært at lade vær med at vise det. Og jeg gad heller ikke hjem her fra så det gav mig endnu mere motivosion til at arbejde så de var glade for mig og sådan at jeg måske kunne få lov at blive der endnu længere tid men det var også svært fordi jeg savnede meget alt det danske. Og det var heller ikke et sikkert land Pakistan. Altså de voksne mænd sover med pistol ved hoved puden fordi hvis der kommer tyve kan man ikke melde det til politiet fordi man kan godt forhandle med politiet hvis man er tyv så hvis de nu ringede fra det hus jeg boede i så ville politiet ikke hjælpe fordi måske havde tyende lige været en smut forbi politistationen og sige at hvis de nu fik halvdelen af det de stjal om de så ikke ville lade vær med at komme. Og det var jo helt vildt usikkert så alt var ikke godt her. Jeg savnede også det danske meget. Men ville bare ikke tage hjem fordi så ville jeg komme til at savne mostafa rigtig meget men jeg havde snakket med ham om det og han var jo trods alt 20 år og kunne måske få lov til at rejse med mig hjem så kunne vi købe hus der hjemme og bo sammen men vi vidste bare ikke hvordan vi skulle fortælle nogen af vores planer til Mostafas forældre. Nu hvor det var meget u normal at forelsk sig det måtte man jo ikke selv bestemme. vi var begge to meget kede af at vi ikke bare kunne vise vores kærlighed til hinanden. Fordi ingen af os havde haft det på samme måde med en af det modsatte køn før, som vi havde det sammen. Men vi skulle jo have det sagt, på en eller anden måde. Men hvilken vidste vi godt nok ikke…. Men så bestemte vi os for at vi ville sige det efter en uge til en aftensmad og vi havde bestemt os for at flytte til Danmark når der var gået de 5 måneder jeg skulle være ved dem i. vi havde begge to haft mange spekulationer, rigtig mange tanker kørte rundt i hovedet på os så som. Vil mine forældre nu ikke se mig mere, måske ville de ikke og holdte også mine søskende væk fra mig, det var det værste der kunne se det håbede han bare ikke. Og det gjorde jeg da heller ikke, det var rigtig svært hvis vi en dag viste os sammen som kærester ville jo kunne regne det ud og måske smide mig hjem. Alt kunne ske og vi var meget splittet omkring det men en ting vi begge var sikre på var at det skulle være os to for evigt og det kunne bare ikke blive anderledes. Men så kom den dag hvor vi skulle fortælle det der var kun ca. 2 uger til jeg skulle hjem så det skulle være meget snart han skulle jo også have pakket sine ting og have med fordi uanset om han fik lov eller ej ville han med. Der var meget mere sikkerhed, i Danmark end i Pakistan. Også får vores børn når vi engang kommer der til. Men vi skulle fortælle det og satte os derfor ned og spiste om aftnen med dem og lige inden der var nogen der gik fra bordet sagde vi at vi skulle snakke med dem. De kiggede mærkeligt på og fordi de ikke anede at vi overhovedet snakket sammen. Men det gjorde vi jo, det var rigtig svært t fortælle at vi var blevet forelsket men vi skulle jo fortælle det fordi vi ville gerne fortsætte vores liv sammen og være fri samme tid. Vi fortalte det og de var alle sammen meget overrasket. Over det og det kom som et chok for dem at Mostafa var blevet forelsket da det var en meget u normal ting at blive forelsket.  Hans forældre vidste ikke rigtig hvad de skulle sige til det, men de valgte at sige at jeg skulle rejse fordi det ikke gik at deres dreng var et dårligt fårbilled for hans søskende. Så jeg måtte finde, et andet sted at være. Både mig og Mostafa var helt knuste. Men vi kunne ingen ting gøre ved det sådan var det bare. Jeg fandt et andet sted, hvor jeg så kunne være tjener. Der var jeg ikke så glad for at være, men jeg savnede også Mostafa rigtig meget. Vi havde ikke snakket sammen i længe, jeg bestemt mig så får at tage hen til polititet og få et nummer på ham. Så jeg kunne få fat på ham men det kunne man ikke få nogen oplysinger ligesom i Danmark. Jeg var helt knust, jeg vidste ikke om jeg bare skulle skyde mig selv eller hvad jeg skulle gøre. Jeg græd mig selv i søvn hver nat, jeg kunne ikke lide noget mere jeg lavet ikke andet end at være ked af det og gøre rent. Det var mit livs været 2 uger. Men lige pludselig en dag er der en dame som sætter kurs hen imod mig og jeg forstår ingen ting, jeg kunne ikke se hvem det var. Før hun kom helt tæt på fordi hun havde burka på. Så kunne jeg se det var Mostafas mor, jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde da jeg så hende…. Men hun kom og sagde, hun gerne ville snakke med mig. Jeg anede ikke hvad hun ville med mig sidst vi så hinanden var hun ikke glad for mig. Men jeg tænkte okay jeg ville da gerne snakke med hende. Og det hun ville sige til mig var så at, de hjemme ved dem havde fået åbnede øjende for en anden måde at gøre tingende på. Jeg tænkte hvad skal det betyde? Men sagde ingen ting lyttede bare. Og Mostafas mor og far havde set hvor ulykkelig og sur deres dreng var blevet og det ønskede de på ingen måde så de havde bestemt sig for at Mostafa måtte flytte med mig til Danmark og jeg måtte komme hjem til dem og bo det sidste tid. Hun sagde så også de ikke havde fortalt noget til ham endnu fordi det synes de at jeg skulle have lov til. Jeg tog med dem hvem, løb ind på hans værelse og fortalte ham det hele. Han blev helt vild glad og vidste slet ikke hvad han skulle gøre, han havde slet ikke regnet med at det ville ske. Men det skete og han var overlykkelig sammen med mig. Han pakkede hans ting, og vi rejste så næste dag. Vi havde en fantastisk hejm tur. Da vi havde været i Danmark i ca. 1 måned ringede hans forældre og sagde at de kom på ferie. Det var så dejligt fordi både Mostafa og jeg savnede hans familie. Nu glædet vi os bare til de kom vi har det så godt den dag i dag. Mostafa elsker den danske kultur om et halvt år kommer hans forældre her ned og bor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...