Rejsen Fra Pakistan


0Likes
0Kommentarer
521Visninger
AA

1. Rejsen Til Pakistan

Jeg kiggede op på min far, han kiggede på mig og prøvede at sende mig et selvsikkert smil, men man kunne se at han var nervøs. Mor kom ud af sit værelse for at sige farvel til far, hun havde grædt, det kunne man se, hendes brune øjne var helt oversvømmet, og hendes mundvig hang lidt nedad, når den gjorde det, var det tydeligt at se at hun var ked af det. Hun gik hen og gav far et knus, velvidende at hun måske aldrig ville se ham igen. Min søster Clindex sad sammenkrøllet på en træstol hun græd og løb hen til far, og gav ham et kram, dem havde hun givet mange af i dag. Jeg satte mig på en stol prøvede ikke at græde, prøvede at være tapper. Far kom hen til mig kiggede mig dybt ind i øjnene ”Pas nu på dig selv” sagde han og gav mig et stort kram. Så gik han ud til bussen, der sad masser af fædre på vej til krig, det betød rigtig mange grædende børn, det var så sørgeligt at tænke på. Jeg slog tanken ud fra mit hoved og så far gå ud til bussen. Han satte sig og så ned et øjeblik og vinkede så til os. Mor og Clindex gik indenfor, jeg stod tilbage her så enden af bussen køre længere og længere væk. På en måde havde jeg lyst til at løbe efter ham, og sige at han skulle blive hos mig. Men på den anden side vidste jeg at det var egoistisk af mig at tænke sådan. Der er måske et hus der er ved at blive bombet, hvis der så ikke kommer nogen for at hjælpe bare fordi at vi unger ikke vil af med vores far, det vil være synd. Jeg satte mig ned i græsset, og kiggede over på vores slidte grimme hus. Normalt syntes jeg faktisk det var hyggeligt at bo der, men ikke mere, hyggen forsvandt sammen med far. Det var som om hele verden faldt sammen. ”Kom så vi skal spise nu” råbte mor, jeg løb ind og mor havde dækket et lille bord med tre tallerkner, der plejede at være fire, det gav et lille stik i mig. Der var helt stille ved aftenbordet, især mor så ud til at være meget bedrøvet, hun så skiftevis på mig og Clindex og sagde så: ”Vi bliver nødt til at rejse.”Jeg kiggede forbavset på mor ”Hvad det kan vi da ikke!” Udbrød jeg, og var lige ved at begynde at græde ”Det kan vi blive nødt til.” Jeg var næsten helt lamslået ”Jamen hvorfor?” En tårer trillede ned af min kind, det føltes som om et vandfald snart løb ned over mine kinder. ”Vi mangler penge, nu når far er i krig så kan han jo ikke tjene til os, som han plejer at gøre.” Jeg skulle lige til at skælde mor ud, men jeg opdagede at hun også var ked af det, og det var næsten endnu værre end hvis jeg var ked af det. jeg kiggede ned i jorden og så derefter op på mor igen ”Hvornår rejser vi?” spurgte jeg og prøvede at se ud som om jeg overvejede at acceptere det. Nu havde jeg lyst til at skrige. Skrige så højt at mor til sidst sagde at vi ikke behøvede at rejse, jeg kiggede mor dybt inde i øjnene så rejste jeg mig fra bordet og gik udenfor, det var ikke fordi jeg ville gøre mor mere ked af det ved bare at gå, jeg kunne bare ikke klare at være der mere. Jeg gik over til Ahmadh jeg vil nå at sige farvel til ham inden i morgen. jeg bankede på døren og Ahmadhs mor lukkede op hun smilede ”Hej” sagde hun og svingede med sit mørke hår ”Jeg har brug for at snakke med Ahmadh” sagde jeg så og gik ind uden at vente på at blive inviteret. Ahmadh blev meget ked af at jeg skulle rejse, ja faktisk græd han og det var utroligt svært at sige farvel. På vej hjem var jeg ked af det og træt, det var bare for sørgeligt det her, at vi skulle flytte væk. Jeg havde virkelig ikke lyst til at sige farvel mere det var bare alt for irriterende. Næste dag begyndte vi at pakke. Mor så næsten ud til at være glad da hun så over på os. Jeg havde det også bedre end i går, jeg ved ikke hvorfor men jeg følte mig mere frisk, jeg var næsten klar til nye oplevelser. Da vi var færdige med at pakke satte mor sig ned på gulvet, og gjorde tegn til at vi også skulle sætte os. Hun smilede til os så fandt hun tre små skindpunge frem og gav os en. ”Prøv at åbne dem” sagde hun til os. Vi åbnede dem, der var en halskæde med en sort ugle og lyse lilla øjne. ”De er fra far” sagde mor og smilede. ”Han købte dem til os i mandags.” Jeg tog den på og var stolt over at være datter til sådan en kærlig far. ”Hvad skal vi gøre med pungene” spurgte Clindex og kiggede på mor. Hun tog pungene og puttede lidt penge i hver af dem og gav os dem. ”Pas godt på dem” sagde mor. Der var ikke så mange penge, men det var bedre end ingenting. Mor gik ud hvor der stod en bil der vil køre os. Vi satte os ud i den og kørte. Vi kørte i lang tid indtil vi kom til lufthavnen. Jeg havde aldrig været ude at flyve før, jeg var spændt men også meget nervøs. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg og kiggede på mor. ”Først skal vi til Amsterdam og bagefter København. Da vi først kom op og flyve var jeg slet ikke nervøs jeg syns faktisk det var hyggeligt og sjovt og vi fik mad på flyet vi fik hver et stykke rugbrød. Vi skulle flyve i tolv timer så det var meget lang tid hvis jeg selv skulle sige det. Der var nogle stewardesser der kom med mad til os og de var høflige og smilede. Når jeg bliver stor vil jeg være stewardesse lige som dem, så skulle jeg ud og flyve hver dag og få penge for det, så jeg kunne give min familie alt det de drømte om. Jeg var ikke meget for at indrømme det overfor mig selv, men jeg var faktisk lidt glad for at komme ud at rejse. Vi skulle stoppe i Amsterdam og det forstod jeg ikke helt, men mor sagde det var fordi at vi ikke havde nok penge til at rejse hele vejen, så vi skulle til Amsterdam og få fat i nogle penge før vi kunne komme videre til Danmark. Efter en lang flyvetur kom vi til Amsterdam. Vi gik ud ad lufthavnen og mor stillede vores kuffert, og satte sig ned på jorden, jeg syntes det var utroligt mærkeligt ”Hvad laver du?” spurgte jeg forundret og kiggede på mor ”Jeg ved ikke rigtig hvad vi skal gøre nu” sagde mor og hulkede. Da hun sagde det blev jeg rasende, det var som om min hjerne eksploderede af vrede, hun viste ikke hvad vi skulle gøre, altså helt ærligt det kunne hun jo godt have fortalt, så vi kunne snakke om det i de 14 timer vi var i flyet. Men hun så ud til at være så ked af det at jeg lod vær med at sige noget. ”Lad os først komme ind til byen” forslog jeg og prøvede ikke at lyde irriteret. Vi betalte for en taxa men det kostede mange penge og nu havde mor ikke flere i sin pung. Da vi kom til byen var jeg spændt og glad. Det føltes så spændende at være i en storby, det havde jeg aldrig prøvet før. Da vi kom til byens centrum kom vi ud af taxaen. Mit hoved gjorde pludselig ondt og jeg kunne slet ikke orke noget. Hvad skulle vi gøre nu eller hvad skulle jeg gøre nu, jeg følte lidt at det var mig der skulle sørge for at vi havde et sted at sove. Vi gik frem og tilbage af mange gader og det var ikke særlig godt for vi havde stadig ikke noget sted at sove. Vi havde gået i næsten 2 timer da vi fandt et lille, forfalden herberg som vi gik ind i. Der var et par mennesker som snakkede og larmede, hvilket jeg ikke var særlig glad for, da jeg havde en dunkende hovedpine. Vi gik op til baren hvor der sad en tyk gammel dame og gloede på os ”Hvad?!” Råbte hun og kiggede muggent på os ”Kan vi få et sted at sove?” Spurgte mor nervøst og kiggede på den tykke dame ”Man får ikke noget gratis i denne verden” sagde damen og grinede ondskabsfuldt, ”Hvor meget koster det” spurgte jeg og bed tænderne sammen for ikke at sige at hun lignede en gammen marcipan gris med en stor tryne, ”trehundrede for en uge” sagde hun så og grinede igen så højt at man kunne se at hun havde tabt en masse tænder. Jeg tog min pung op af lommen jeg havde 200, desværre ikke nok. Clindex hev mig i ærmet og gav mig de hundrede hun havde mens hun smilede til mig ”så tager vi en uge” sagde jeg så. Damen så på mine penge og tog dem så ”Der er gratis mad med i billetterne så her får i lige nogen armbånd så vi kan se, at I har betalt” sagde damen og så lidt venligere ud før men det var stadig et stramt smil hun havde på. Vi spiste lidt spaghetti som smagte vild godt og så gik vi op for at sove. Næste dag tog jeg ud i byen og kiggede lidt rundt. Jeg skulle finde et job, et godt et, med masser af penge. Jeg var i godt humør og sagde hej til alle på vejen. Men der var intet job og finde, så jeg gik nedtrykt hjem til herberget. Den gamle dame gloede på mig da jeg kom ind ”Du ser sur ud” sagde hun og kiggede på mig med hendes onde blik, ”Ja, jeg har været ude og lede efter et job” sagde jeg det føltes som om jeg skulle besvime et øjeblik. Jeg sukkede udmattet. ”Vi har faktisk et job hvis du er interesseret” sagde damen og forsøgte at smile venligt ”Jeg er helt klart interesseret men hvor meget tjener man?” Det var som om alt lige pludselig åbnede sig for mig og det hele blev godt igen. ”Man tjener hundrede om dagen” sagde hun og så ud som om hun gerne ville have mig til at arbejde her. ”Okay jeg vil gerne have jobbet” sagde jeg og havde det vildt godt. Jeg smilede til hende hun kiggede bare på mig, ”Hvornår vil du begynde?” spurgte hun. Jeg sagde til hende at jeg ville begynde med det samme så jeg kunne tjene nogle penge hurtigt. Efterhånden begyndte vi at vende sig til livet på herberget, jeg tjente godt ved at rydde op og gøre rent, og vi fik penge og mad på herberget. Vi havde nu været der i godt 3 uger. En aften da vi var på vej ned til middagsmaden var mor helt stille hun var mærkeligere end hun plejede at være så sagde hun noget som forbavsede mig helt vildt hun sagde at vi skulle videre til Frankfurt og derfra til København men hvorfor i alverden skulle vi videre, vi havde jo alt hvad vi vil have her. Men mor sagde at hende og far havde aftalt et sted i Danmark hvor de skulle være, og hvis far nogensinde kom væk fra krigen kunne han ikke finde os hvis ikke vi var i København. Nu kom følelsen igen, den dunkende hovedpine og trangen til at skrige, men jeg ville ikke gøre et stort nummer ud af det, ikke igen så i stedet blev jeg bare ved med at spise min mad og holde min mund, fordi det var jo egentlig ikke var mors skyld, det var bare ærgerligt nu hvor vi egentlig klarede os godt. Næste dag pakkede vi igen og tog af sted med fly. Da vi kom til Frankfurt tog vi direkte til et hotel det var lidt finere og renere end herberget i Amsterdam, men heller ikke nær så hyggeligt. Uden for hotellet var der en gadedreng som spillede på guitar for at tjene penge. Det lød rigtig godt og jeg gav ham lidt penge. Han blev glad og smilede til mig, hvilket gjorde mig virkelig glad. På hotellet var alt hvidt, væggen, køkkenet, sengen, sengetøjet, dyne og puden alt var hvidt det var så lyst i forhold til hvad jeg var vant til. Jeg gik direkte i seng fordi jeg var så træt men Clindex og mor gik ned i festsalen og drak kaffe og varmt kakao. Næste dag gik jeg ned i lobbyen for at spørge om der var et job. Igen var jeg heldig, for det var der. Jeg skulle stå og dele nøgler ud til alle de nye folk som kom. Det var hyggeligt at stå der og snakke med de mange forskellige mennesker. Lidt senere kom drengen som havde spillet dagen før og spurgte om jeg ville hjælpe med at vaske op i stedet for sammen med ham. Jeg spurgte ham om han arbejdede der han sagde ja han arbejdede her for et sted at bo og lidt mad, sagde han og smilede til mig. Det var hyggeligt at vaske op sammen med Dieter som han hed. Som dagene gik snakkede mig og Dieter mere og mere sammen. Han mindede mig lidt om Ahmad og han var nok min bedste ven. Der var snart gået 2 uger og jeg viste at vi skulle rejse i overmorgen men der var et eller anden inden i mig der sagde at jeg ikke skulle gøre det, at jeg ikke skulle tage med. Ærlig talt fattede jeg simpelthen hen ikke hvorfor far ikke kunne komme her. Om aftnen sad vi og spiste nede i festsalen og der besluttede jeg mig for noget, jeg vendte mig om og sagde til mor ”Jeg tager altså ikke væk herfra” hun kiggede forundret på mig. ”Det bliver du jo nødt til, det kan du da nok forstå” sagde mor og kiggede på mig. Jeg fortalte at jeg blev her og så måtte de tage hjem til far men jeg ville være her. Denne gang var det mor der gik hun blev både vred og ked af det og jeg fortrød med det samme at jeg havde sagt det. Mit hjerte bankede og min dunkende hovedpine kom igen. Jeg gik op på værelset hvor mor sad og græd.  Jeg satte mig hen ved siden af hende og kiggede hende dybt inde i øjnene. Hun spurgte mig hvorfor jeg ikke ville med og jeg sagde det var fordi at jeg holdte rigtig meget af Dieter og han var som min bedste ven og jeg havde seriøst ikke lyst til at flytte fra ham. Det var så væmmeligt at se mor være så ked af det men jeg kunne bare ikke klare at rejse fra ham det var helt umuligt jeg kunne simpelthen ikke klare et mere farvel først far og så Ahmadh. Jeg kunne det ikke, jeg havde ikke lyst til at rejse, hver gang jeg fik en at snakke med. Mor kiggede på mig hun græd ikke mere men hendes øjne var helt fyldt med vand, ”sagde du egentlig ikke at Dieter ikke havde nogen forældre og at han bare passer sig selv” spurgte mor og kiggede på mig, ”Jo hans forældre er døde” sagde jeg og kiggede på mor og hun kiggede tilbage på mig. ”Så kan han jo bare tage med” mor kiggede og jeg kunne se hun håbede, at jeg syntes det var en god ide. Jeg var helt lamslået, kunne slet ikke sige noget i stedet for at sige ja gav jeg mor et stort knus og et kæmpestort tandpastasmil. Da mig og min mor havde snakket lidt gik jeg nedenunder for at spørge Dieter om han ville med på vej ned til hans værelse havde jeg sommerfugle i maven men jeg var også nervøs hvad hvis han sagde nej, hvert skridt jeg tog føltes som et år. Da jeg endelig var ved hans hotelværelse bankede jeg forsigtigt på, mit hjerte bankede og min hånd rystede han åbnede og jeg fortalte ham det hele. At vi skulle rejse i overmorgen og han kunne bare komme med og at han kunne bo hos os i København og det hele. Jeg talte virkelig hurtigt fordi jeg bare ville have kvalmen overstået han kiggede på mig og så smilede han og sagde at det ville han vildt gerne og så gav han mig et kys på kinden og smed mig ud så han kunne pakke. Næste dag var sidste arbejdsdag jeg ville rigtig nyde den. Jeg kunne godt lide at dele nøgler ud det var hyggeligt at snakke med alle de mennesker men det var lige meget fordi nu skulle jeg til Danmark. Næste dag tog vi en taxa hen til lufthavnen jeg var så spændt på at se det sted hvor vi skulle bo. Jeg spurgte Dieter om han nogensinde havde fløjet før, det sagde han nej til, han også var spændt det kunne man se. Turen fra Frankfurt til København var ikke så lang som de andre og da vi landede, var jeg virkelig spændt og glad.  Jeg smilede til Dieter. Mor fortalte at vi kun skulle køre en lille smule med taxa og at vi skulle bo i en lille dejlig lille lejlighed mor var i så godt humør at man skulle tro det var løgn hun smilede og nynnede og talte engang imellem med sig selv. Da vi sad i taxaen var mit hjerte ved at sprænges af bare spænding. Cirka tyve minutter senere kom vi til ét sted med en helt masse små lejligheder, vi stod ud ad taxaen og mor kiggede lidt på et kort hun havde købt af taxa chaufføren, lidt efter sagde hun at vi skulle finde nr. 330. Vi gik lidt tid før vi fandt nummeret, men nu stod vi lige foran vores nye hus og kiggede på det, mor smilede helt vildt vi gik op på tredje sal hvor der på døren var et skilt hvor der stod 330. Mor bankede på et øjeblik undrede jeg mig over hvorfor vi skulle banke på, men det nåede jeg ikke at tænke ret meget over for med det samme var der en der åbnede døren og gæt hvem det var, det var far. Jeg blev så glad at jeg hoppede op på hans skulder og Clindex løb hen til ham og far løftede hende op mor kom også hen og gav far et kram, jeg præsenterede Dieter og far bød os indenfor. Det var en hyggelig lejlighed med stue og køkken og badeværelse. Mig, Clindex og Dieter delte værelse. Da vi havde kigget os lidt omkring gik vi ind i stuen og satte os. Far havde dækket, et lille kaffe bord til os. ”nå” sagde far og kiggede på mig og Clindex ”I må have et par spørgsmål at stille” sagde far, og så fortalte han det hele. Det var lykkedes ham at slippe væk fra krigen og slippe ud af Pakistan. Han kunne ikke rejse med os, fordi der var folk efter ham, så det var mest sikkert at de rejste hver for sig. Da han var sluppet til Danmark og havde fundet lejligheden, fandt han ud af hvor de var og han ringede til mor på herberget. Jeg spurgte også far hvorfor vi ikke bare kunne blive boende i Pakistan men far forklarede at der ikke var særlig sikkert der og det ville være meget trykkere her i København. Resten af aftnen snakkede vi og spillede ludo indtil klokken var elleve der viste far os hvor vi skulle sove indtil vi fik en seng hver. Ved midnat lå far, mor, Dieter og Clindex i samme dobbeltseng. Det var som om jeg nu havde fået en perfekt familie og alting var lige som det skulle være.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...