Philip USA

Den handler om en fyr der udlever sin drøm

0Likes
0Kommentarer
509Visninger

1. Philips USA

 

Jeg stod på skamlen klar til at hoppe i, jeg havde trænet op til det her i et år nu.  Jeg var i den bedste form jeg nogen sinde havde været og i den bedste alder, jeg var 20. Det var nu eller aldrig, jeg skulle svømme 100 meter butterfly, og jeg lå til en anden plads men kun få hunrede dele fra første pladsen. ”Take your marks” sagde starteren og jeg spændte op i hele min krop, og vidste jeg skulle æde mig selv nu. Allerede efter første vending var han et stykke foran, men det var nok til jeg kunne indhente det tænkte jeg. Efter den sidste vending følte jeg at jeg havde en lille smule overskud, Så jeg gav alt hvad min krop kunne klare. Jeg vidste det var indslaget der ville afgøre det hele. Jeg slog ind og tænkte med det samme at det blev en anden plads, for ikke at skuffe mig selv, hvis det blev det. Jeg vendte mig om, og så på tidstavlen. Det kunne ikke passe det var mig der havde vundet!

Da jeg kom op af bassinet kom den Amerikanske træner hen og spurgte, hvad jeg ville sige til at komme over og træner hos dem. Jeg svarede høfligt at jeg ikke kunne tage stilling til det nu, men jeg vil tænke over det. Efter jeg svarede det gav han mig en badehætte hvor på siden stod ”Philips USA”. Jeg havde altid drømt om at tage til USA og træne, alle mine idoler svømmede i USA. Senere på aftnen kom han igen over, han sagde der stod en lejlighed klar som ikke lå mere end 300 meter fra en svømmehal, og jeg bare kunne tage med dem i morgen. Tankerne fløj rundt i mit hoved, men lige pludselig røg det bare ud ad munden på mig ”deal”. Nu skulle jeg til USA jeg havde næsten intet tøj, men det var nok til at klare mig. Efter aftensmaden tog jeg hen til værelserne og pakkede mine ting. Jeg tog sammen med den Amerikanske landstræner hen til lufthavnen og checkede ind. Jeg satte mig godt til rette i flyet, for turen ville vare over et døgn. Jeg vågnede af at piloten sagde vi skulle spænde vores sikkerheds bælter, fordi vi skulle lande. Jeg hadede de tidspunkter, hvor man skulle lette og land. Det føltes altid som om piloten ikke rigtig havde styr over flyet, og at man bare fløj ind i lufthavnen.

Der var nogle problemer da jeg skulle finde min bagage, men efter noget tid fik jeg det. Jeg skyndte mig ud for at finde en taxa. Jeg fik nemt stres af alle de mennesker som bare møver sig igennem, og tror de ejer det hele. Jeg sagde farvel til den Amerikanske landstræner, men jeg skulle se ham i aften hvor holdet skulle træne. Jeg gav chaufføren, den adresse som jeg havde fået af træneren, han så mærkeligt på den men det var ikke noget jeg tænkte over. Da han sagde at det var her, tænkte jeg at det simpelthen ikke kunne passe, alt lignede lort og de gamle flasker og bræk var der stadig fra aftnen før. Jeg gik ind i min lejlighed og det eneste der var, var en seng, et lille køkken og et toilet. Så var der jo også lige et tv på størrelse med en mikroovn. Stuen og soveværelset og køknet var det samme rum, også var der badeværelset.

Jeg tænkte at jeg sikkert bare skulle vende mig til det, og få mig sat til rette. Tiden fløj af sted med at ligge tøj på plads, og handle mad ind. De eneste penge jeg tjente var fra min skod kontrakt med Speedo, der lige gav min nok til mad og så fik jeg rigtig billigt udstyr. Det blev hurtig aften og jeg skulle have mit første trænings pas med Landsholdet. Træningen var ikke meget hårdere end den med det danske landshold, men jeg kom til at træne 3 gange i ugen mere end jeg gjorde i Danmark. Jeg tog hjem og smed mig i sengen, og fandt et brev i lommen, jeg havde skrevet inden jeg tog af sted til USA. Det var til mine forældre, så jeg løb ned og smed den i postkassen lige ude for min dør, de var nok ved at blive rimelig bekymret. De næste par dage trænede og trænede jeg bare. OL lå lige rundt om hjørnet, og vi regnede med at sætte verdens rekord på 4x100 Hold medley. Min butterfly havde forbedret sig meget, men jeg kunne snart ikke holde ud at bo i det usle område mere. Jeg var begyndt at sparre penge op, men det var ikke meget jeg fik i måneden, når jeg også skulle købe mad, hvis jeg skulle være helt ærlig vil jeg faktisk gerne tilbage til Danmark, men jeg havde ingen penge. Lige nu var det bare OL der var i mine tanker, det ville være en oplevelse for livet. Der var under en uge til OL, så vi var begyndt at nedtrappe træningen til korte sprinter. Jeg kunne aldrig præstere til træning, det var som om jeg lige får et eller andet kick når jeg er til stævner.

Jeg gik ned imod svømmehalen til den sidste træning inden stævnet, vi skulle kun have nogle korte 50 meter sprinter. Efter det ville jeg bestille et par nye fastskin til OL, og derefter barbere mine ben og arme. Jeg havde næsten ikke hørt noget fra mine forældre, det eneste var en mail de havde sendt hvor der stod at det var ok og det håbede på det bedste for mig. Jeg var begyndt at savne Danmark mere og mere jeg lavede ikke noget udover at træne og sove, jeg havde næsten ingen venner udover dem på holdet. Jeg havde opgivet alt for at svømme, jeg aftalte med mig selv, hvis det ikke gik godt til OL flyttede jeg hjem til det gamle og startede med at svømme der igen. Jeg ville ikke miste gnisten, men jeg var bange for at det ville ske langsomt, fordi jeg ikke lavede noget.

Vi skulle mødes i lufthavnen kl. 12, for vi skulle til OL i Japan. Jeg kunne allerede mærke sommerfuglene i maven, selvom jeg først skulle svømme om to dage. Jeg lå til en 5 plads på 100 meter butterfly, og vi skulle sætte verdens rekord på 4x100 hold medley. Det her er nok det største jeg kommer til at opleve. Under flyve turen sov jeg, og snakkede jeg med min træner om hvor dårlig jeg synes min sponsor kontrakt var. Han forstod det godt, men sagde at jeg ikke skulle brokke mig fordi det var de eneste penge jeg fik. Turen gik faktisk hurtigt, og alt gik godt. Jeg hentede min bagage, også tog holdet med en bus ud til vores hotel. Da vi kom ind på hotellet var det så rart at ligge i en ren seng, og gå på et støvsuget gulv og røre ved nogle pudsede dør håndtage. Næste morgen spiste vi morgenmad sammen, og bagefter tog vi ned for at øver nogle starter, og for lige at mærke vandet. Resten af dag lå vi bare og sov og hørte musik, for at mental forberede os.

Næste dag var vi de nogle af de første der hoppede i for at opvarme, for holdkapende var det vigtigste og det var det første løb. Tiden fløj af sted under opvarmningen, og pludselig var det vores tur til at svømme. Først var det Ryan Lochte på 100 meter ryg derefter var det Micheal Phelps på 100 meter bryst også kom jeg på min 100 meter butterfly. Vi var allerede et godt stykke foran, men vi skulle sikre os den verdens rekord. Da jeg slog skyndte jeg mig op for at se min tid mens Aaron Peirsol svømmede 100 meter crawl. Jeg gik 49,82 som var tre sekunder under min rekord. Efter lidt tid begyndte mine holdkammerater at råbe, vi havde slået verdens rekorrden! Jeg var så stolt at jeg kunne ligge verden ned. Næste dag skulle jeg igen svømme 100 meter butterfly men denne gang var det individuelt. Jeg følte mig presset for jeg ville gerne slå den tid. Jeg var sikker på at hvis jeg slog den ville jeg få ny sponser kontrakt, og så kunne jeg blive boende i USA.

Jeg stod på skamlen og havde det præcis som for 4 uger siden. Det var nu eller aldrig, det var nu jeg kunne blive til noget stort. ”Take your marks!” Sagde starteren og jeg spændte op i mine den og arme. Der blev startet og jeg lavede det bedste startspring. Jeg lå suverænt forrest og kom ind som nummer to. Det var den vildeste oplevelse jeg nogensinde har prøvet. Jeg så op til min træner og ved siden af ham stod mine forældre, dem jeg havde savnet, dem jeg ikke havde hørt noget fra. Jeg fik en følelse af hjemve, lige nu ville jeg bare gerne tilbage til Danmark og svømme der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...