Forfulgt

Burak kommer fra Tyrkiet, og kom til Danmark da han var 2 år. Burak bliver råbt efter på gaden. Det påvirker ham meget, og gør ham sur. Hans ven Lasse reagere meget voldsomt. Og det gør at de ender, i nogle meget voldsomme konflikter.

3Likes
1Kommentarer
782Visninger

1. Forfulgt

”Sorte svin! Skrub hjem”. Råbte en dreng efter min mor og mig. Jeg kan godt leve med det, når de kun råber efter mig. Men de skal ikke råbe noget efter min familie. Jeg stoppede op, og kiggede tilbage, det var den samme idiot der havde råbt det millioner af gange efter mig. Men nu råbte han også efter min mor. Det her skal stoppe. Jeg er en dreng på 16 år, som kom til Danmark for 14 år siden. Ingen af mine forældre kunne snakke dansk, da vi kom her til. Min mor havde aldrig gået i skole, og min far opgav efter 4 år, da det var for koldt at gå om vinteren. Den nærmeste skole lå 11 kilometer væk, og hans forældre mente, at det var bedre han hjalp til i markerne. Jeg er vokset godt op i Danmark, men der har altid været et par stykker lige meget hvor jeg var, som kommenterede min baggrund. De morede sig over at råbe efter mig, når jeg gik på gaden eller hvor jeg ellers befandt mig. I starten havde jeg svært ved at accepterer det. Men efterhånden blev det normalt for mig at der næsten altid var nogen der råbte efter mig. Jeg blev født i Tyrkiet, men efter 2 år flyttede min familie og jeg til Danmark på grund af arbejdsløshed og fattigdom. Der er ikke lige så stor forskel på rig og fattig i Danmark som i Tyrkiet. Danmark er et moderne samfund, i Tyrkiet er der mange fattige og mange dårligt uddannede. Mine forældre blev tilbudt en lejlighed og de nødvendige møbler. De startede begge på en aftenskole så de kunne lære dansk. Det gik fint med min far, han lærte næsten flydende dansk efter 2 år. Efter de 2 år blev han ansat på en fabrik. Min mor havde ikke let ved at lære dansk, det var nok fordi at hun skulle starte helt fra bunden af, da hun aldrig havde gået i skole før. Efter 5 år kunne min mor sige få ord på dansk og kunne forstå lidt. Hun opgav aftenskolerne efter 5 år, og hun har gået hjemme lige siden. Hun er ikke blevet bedre til Dansk, men hun bruger det aldrig, da hun kun går hjemme. Jeg har en rigtig god ven ved navn Lasse, som er her fra Danmark. Da jeg fortalte Lasse, om ham der havde råbt efter min mor og mig, blev han rasende. ”At man kan få sig selv til sådan noget”, sagde han vredt. Hvis der var nogen der råbte efter min familie eller mig, blev Lasse altid rasende på min vegne, han flippede fuldstændig ud.  Han blev næsten mere sur end jeg selv gjorde. Men jeg ved han kun gør det for at forsvare mig. ”Nu må det altså stoppe, det var sidste gang han råbte noget efter din familie og dig”, sagde Lasse. ”Hvad mener du”, spurgte jeg. ”Han skal smadres”, udbrød Lasse. Lasse og jeg blev enige om at det her var sidste gang han havde kritiseret min familie og mig. Næste gang vi møder ham på gaden, og han går selv, tager vi fat i ham. Så vil vi lære ham hvordan man snakker til andre, og selvom man en mørk eller lys behandler man hinanden ens. Som dagene gik, var jeg begyndt at tænke på om det enlig var klogt at jeg blandede Lasse ind i denne situation, nu når han reagere som han gør. Og hvis der så sker ham noget er det så min skyld? Det var i dag vi ville tage fat i ham der råbte efter min mor og mig. Lasse og jeg gik ned ad gaden. Jeg tænkte hele tiden er det nu klogt det her, skulle jeg overhovedet have involveret Lasse i det her? ”Der går han”, råbte Lasse. Vi satte i fart og begyndte at løbe hen til ham. Da han opdagede at vi var i løb på vej hen mod ham, begyndte han også at løbe. Han løb ind igennem passagen, og væk var han. ”Hvor fanden blev han af”, råbte jeg forpustet. Lasse satte sig ned på huk, for at få pusten. Vi gik ind igennem passagen, for at se om han måske stadig sad der skræmt fra hvid og sans. Vi så ham over i hjørnet og listede os ind på ham. Han nåede ikke at flygte, inden jeg allerede havde taget fat i ham, og løftede ham op i kraven. ”Hvad tror du lige du render rundt og laver”, spurgte Lasse. ”Rolig Lasse jeg skal nok tage mig af ham det her er min kamp”, sagde jeg forsigtigt for at se hvordan Lasse reagerede. ”Hvad vil i mig”, spurgte drengen der havde råbt efter mig med en nervøs stemme. ”Synes du selv det er pænt at råbe sorte svin til andre”, spurgte jeg. ”Nej jeg gør det aldrig igen”, fik drengen stammede frem. ”Det håber jeg heller ikke for dig, for ellers har jeg nogle fætre der kommer efter dig”, råbte jeg ham ind i hovedet. Jeg slap drengen, og han løb væk. Jeg tror han var på alder med Lasse og mig, ellers var han et år yngre. ”Det gjorde du sku da godt”, sagde Lasse. ”Ja ham tror jeg ikke vi hører mere fra”, mumlede jeg. ”Jeg synes sku stadig han skulle have haft nogle tæsk”, svarede Lasse. Jeg skulle aldrig have blandet ham ind i mit problem tænkte jeg. Jeg tror ikke det var klogt gjort, han er jo helt oppe at kører over det. Det her kan ikke andet end at ende galt, hvis han bliver ved med at flippe sådan ud. Jeg skulle aldrig have indblandet Lasse i det her. Min mor havde altid fortalt mig, hvor svært det var at flytte til et andet land. Hun havde fortalt mig, hvor lidt vi ejede i Tyrkiet. Hun synes det havde været et svært valg, fordi vi ikke vidste hvad der ventede os. Vi havde jo heller ikke nogen fra vores familie her i Danmark. Men da mine forældre besluttede sig for at rejse, var det også for at se, om min lillesøster ville kunne få en hjerteoperation i Danmark. Min lillesøster var født med en hjertesygdom, der gjorde at hun ville dø før tid. Men hvis hun fik operationen, ville hun kunne leve et langt og normalt liv. Den operation kunne ikke fortages i Tyrkiet, da der ikke var dygtige nok læger. Min lille søster døde på vej her ned. Hun kunne ikke klare rejsen, havde min far fortalt mig. Min mor og far var meget kede af det på hele rejsen. Jeg husker hende ikke selv, da jeg ikke var særlig gammel da hun gik bort. Jeg var på vej over til Lasse, det var en dejlig dag i dag. I dag havde vi besluttet os for at vi ville gå ned i parken, og kigge på damer. Lasse og jeg gik og pjattede hen af fortovet på vej til parken, da ham drengen der havde råbt efter min mor og mig, kom sammen med en masse andre drenge. ”Hey husker i mig? Det var mig i løb efter ind i passagen”, sagde drengen. Lasse og jeg stod bare og stirrede med åben mund på ham, og de måske 15 andre drenge der var rundt om os. Nu dør vi tænkte jeg, jeg skulle aldrig have indblandet Lasse i det her. En af de største gav Lasse en mavepumper. Lasse sank sammen og de sparkede ham i hovedet. ”Hvad fanden har i gang”, råbte jeg vredt. ”Du blander dig bare helt uden om, ellers er det din tur bagefter”, sagde en af de mange drenge. Lasse var faldet om på jorden og lå nu og kiggede op på mig. Han havde næseblod, og blodet strømmede ud. ”Hvis det her kommer videre til nogen dør i begge to er det forstået”, sagde ham vi havde taget fat i for et par dage siden. ”ja”, svarede jeg lige så stille, måske så stille at de slet ikke hørte det. Drengen spyttede ned på Lasse. ”Som en lille afslutning”, sagde han med et kækt smil på læben. Jeg var for chokeret og vred til at gøre noget. Drengene forsvandt alle lige så hurtigt som de var dukket op. Jeg satte mig ned på hug, for at mærke efter Lasses puls. Han levede stadig efter alle de spark og slag han havde fået i ansigtet og på resten af kroppen. Hans ene øje var hævet så meget op at han slet ikke kunne åbne det. Jeg mærkede en tåre rende ned af min kind. Hvad skulle jeg gøre, hvad skulle jeg stille op med Lasse? Jeg stod helt stille, og kiggede ned på Lasse. Pludselig slog det mig, jeg måtte ringe efter hjælp. Jeg tog min mobil op ad lommen, og trykkede 112. ”Det alarmcentralen”, lød det i den anden ende af røret. ”Det er Lasse, min ven er ved at dø”, stammede jeg. ”Hvad er der sket”, spurgte manden. ”Han blev tævet, de sparkede løs på ham, og nu ligger han og bløder”, fortalte jeg imens tårerne strømmede ud af mig. Jeg fik fortalt hvor vi befandt os. Der gik ikke mere end 5 minutter, inden ambulancen dukkede op. Jeg stod bare og kiggede på Lasse, imens de løftede ham op på båren, og bar ham ind i ambulancen. Jeg mærkede en arm der tog rund om mig, men jeg var alt for chokeret til at kigge efter hvem det var. ”Er du okay”, jeg kunne høre det var min far der var kommet hen til mig. Han spurgte om jeg ville med hjem og snakke om det, da han kunne se at det her havde ramt mig. Jeg gik med min far hjem, der var stille hele vejen hjem. Da jeg kom hjem stod min mor i døren og kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, og gik derfor bare ind på værelset. Jeg var kommet lidt til mig selv efter chokket. Da jeg havde lagt i min seng i en halv time kom mine forældre ind. ”Har du lyst til at snakke”, spurgte min far. Jeg nikkede. ”Hvordan skete det, og hvem gjorde det, og hvorfor”, spurgte min far. ”Vi gik ned ad gaden, og pludselig kom der nogen. De begyndte at slå og sparke på Lasse, imens jeg sagde stop. Men hvis jeg blandede mig, ville det bare gå ud over mig. De truede os med at hvis Vi sagde det videre ville vi dø. Og til sidst spyttede de på Lasse”. Min mor så meget forskrækket ud, da jeg havde fortalt det. ”Hvordan kan de få sig selv til sådan noget”, spurgte min mor så godt hun nu kunne på dansk. Jeg svarede ikke på spørgsmålet, men lagde mig bare i stedet ned på min seng. Da der var gået 10 min, og ingen havde sagt noget gik mine forældre ud i stuen. Resten af dagen gik med at jeg lå i min seng. Næste dag gik jeg bare rundt der hjemme, jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Da klokken var ca. 20 minutter i 2 ringede telefonen. ”Hallo”, sagde jeg. ”Goddag det er fra Gellerup sygehus. Taler jeg med Burak”, spurgte en mand i den anden ende af røret. Min første tanke var at Lasse ikke havde klaret den. Eller at han var flygtet fra sygehuset. ”Ja det mig”, svarede jeg. ”Jeg ringer angående din ven Lasse, han blev indlagt i går. Og han ville gerne have hvis du ville komme og besøge ham”, fortalte manden. ”Ja det vil jeg godt, hvornår skal jeg komme”, spurgte jeg. ”Hvis du kan komme kl. 2 ville det være super”, sagde manden. Jeg var rigtig glad, for nu vidste jeg at Lasse havde det godt. Nu glæder jeg mig bare til at se ham. Da jeg kom ind på sygehuset, viste en venlig dame mig hen på Lasses stue. Lasse havde været heldig at få en enestue. Han så forfærdelig ud. Han havde blå mærker over det hele og så ikke specielt godt ud. Jeg kunne se det havde gjort ondt på ham. ”Er du Burak”, spurgte en læge. ”Ja hvordan har Lasse det”, sagde jeg. ”Han har fået trykket 2 ribben, flækket et øjenbryn også er han bare øm i hele kroppen efter en masse slag. Vi stod og kiggede lidt på Lasse, da han pludselig åbnede øjnene. ”Hej Burak”, hviskede han. Jeg kunne se han ømmede sig. ”Hvad så hvordan går det”, Sagde jeg. ”Det går fint, men jeg er øm i hele kroppen”, fortalte Lasse. Jeg sendte ham et smil og kunne se at han virkelig havde ondt.. Hvis nu jeg aldrig havde blandet Lasse ind i det her ville det ikke havde været sket. Hvordan skulle jeg sige til ham at han måtte lære at slappe lidt mere af. ”Du Lasse”, sagde jeg. ”Ja”, svarede han. ”Du må love at du aldrig blander dig igen. Du må lære ikke at reagere så voldsomt en anden gang, fra nu af må vi kæmpe vores egne kampe. Altså vi hjælper hinanden, men vi løser vores egne problemer”, fortalte jeg. ”Du har helt ret fra nu af kæmper vi vores egne kampe”, sagde Lasse med et smil. ”Hvornår bliver du udskrevet”, spurgte jeg. ”Hvis jeg holder mig i ro, må jeg komme hjem i morgen”, svarede Lasse. ”Fedt så kommer jeg og henter dig i morgen”, sagde jeg, og sendte Lasse et smil. Jeg gik tilfreds hjem fra sygehuset, og glædede mig allerede til i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...