Adams lange rejse


0Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

1. Adams lange rejse

Året er 1939 det er den 1. sep. to dage senere hørte jeg, at England og Frankrig havde erklærede krig mod tyskerne. Jeg besluttet at det ikke var sikkert for mig at bo i Polen længer, jeg ville rejse om to dage. Jeg ville tage den lange reje fra Polen til Danmark som ikke var besat endnu. Jeg heder Adam jeg er 45 år gammel og bor Warszawa. Jeg kommer fra Krakow, hvor mine forældre og min bror James stadig bor. Jeg er ikke blevet gift, da jeg har haft for travlt med mit arbejde. Jeg er bankdirektør i den største bank i Warszawa, her har jeg arbejdet siden jeg gik ud af gymnasiet og kom i lære. Grunden til at jeg flygter, er fordi jeg er bange for at dø, fordi jeg er jøde. Jeg hørte, at Hitler ville slå alle jøderne ihjel, han mente ikke at vi havde ret til at leve. Så da jeg en aften så, hvordan de tyske soldater hentede jøder ud i lastbiler og kørte bort med dem. Bestemte jeg mig for at tage af sted med det samme. Jeg kendte en der kunne hjælpe mig ud af byen. Det blev en meget lang tur, jeg sad i et halm læs sammen med 2 andre mænd, vi turde næsten ikke tale sammen, af frygt for at blive opdaget. Vi kørte op mod en havneby, men lige pludselig blev bilen standset af tyskerne og vi blev fundet, de tog både os og chaufføren med. De kørte os til Tyskland, på vej mod fængslet i Flensborg, lykkedes det vores chauffør, at få sin pistol frem og skyde de 2 soldater. Vi kørte videre i den tyske lastbil til vi nåede den Danske grænse, her lykkedes det os at komme over grænsen og videre op i Danmark. Som endnu ikke var besat. Vores chauffør havde en adresse på et sted hvor vi kunne tage hen, her fik vi lov at bo på høloftet. Nogen dage arbejdede vi ude i marken, hvor vi gik og lugede ud i roerne fra 8 om morgen til 18.30 om aften, andre dage hjalp vi med andre ting på gården. Sådan gik det nogen tid, men da det blev forår kom tyskerne til Danmark. En tidlig morgen kom konen på gården op til os på høloftet, hun sagde at vi skulle skynde os videre, fordi tyskerne snart kom. Vi skyndte os at pakke og fulgte nu den plan vi havde lavet i de lange vinteraftener. Vi løb over markerne til nabogården, hvor de havde en lastbil vi måtte få.  Vi ventede til et blev mørkt før vi kørte, planen var at vi skulle til Sverige, så vi skulle køre hele vejen op igennem Jylland. Turen gik ok, men ca. 5 km før Frederikshavn, hvor vi skulle med en båd, Var der nogle tyske soldater der gjorde tegn til at vi skulle stoppe. Vores Chauffør kørte over i den anden vejbane og kørte videre. Vi kørte nu alt hvad vi kunne og chaufføren kunne se i bakspejlet at tyskerne hoppede i deres bil og kørte efter os. Da vi nåede til havnen fandt vi båden med navnet som vi havde fået at vide, Det var den første der lå ved kajen. Kaptajnen var klar til at sejle og vi sprang om bord, Tyskerne steg ud af deres bil og begyndte at skyde efter os. Jeg kunne høre skuddene, fugter men Vi har våben med og skyder tilbage mod tyskerne, chaufføren får skudt dem begge og synker så sammen med hænderne for maven, da han tager den ene hånd væk er der blod på den. Vi lægger ham ned i kahytten på en seng og prøver at stoppe blodet med en forbinding. Han fortæller os hvor vi skal være når vi kommer til Sverige, da vi begynder at kunne skimte Sverige, bliver han hvid i hovedet og dør af blodmangel. Da vi nåde til Sverige, gik vi hver til sit. Jeg tog Stokholm og gik ind banken og spurte om arbejde og så blev jeg bankdirektør. Jeg fik lov til at sove ved en af bank damerne ind til jeg fik nok penge til at købe et hus. En dag inde i banken spurgte jeg om hun ville ud og spise fordi jeg fik lov til at sove hjemme ved hende. Mit liv er blevet meget bedre her over i Sverige

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...