Livet er for kort til at leve på gaden

En novelle om mennersker på vandring

0Likes
0Kommentarer
262Visninger
AA

1. Livet er for kort til at leve på gaden

”BOOM”, jeg faldt halvejs ned af gangen til toilettet. Med et hørte jeg at min lillesøster Julie, begyndte at græde. Det var ikke det der var meningen. Jeg skulle jo bare ud på toilet. Mor kom løbende op af trappen, den var en smule slidt. Hun sagde blidt at jeg skulle gå tilbage på mit værelse. Inden længe var der igen ro. Jeg skulle på toilet nu, men da jeg kom ud på gangen hørte jeg, at mine forældre sad og snakkede nede i stuen. Jeg satte mig musestille ned på toppen af trappen. Det lod alvorligt, mor og far plejede ikke at snakke sådan om aftenen. Jeg holdt vejret, for bedre kunne høre hvad de sagde. Det eneste jeg fik fat i var: ”Jamen Henning, er du sikker på at det er en holdbar løsning for børnene. Kan det gå at flytte så langt væk.” Mere fik jeg ikke fat i, for de snakkede så lavt, at jeg ikke kunne høre det. Mit hjerte sprang helt op i ganen, det kunne bare ikke passe at vi skulle flytte væk.  Vores familie skulle ikke flytte, det måtte være nogle andre de snakkede om. De var sammen med så mange mennesker, det kunne ikke være os. Nej…………Jeg måtte i seng igen, men først skulle jeg på toilet. Da jeg kom ind i sengen, begyndte tankerne at styrte rundt inde i hovedet på mig. Der var så mange spørgsmål. Hvis nu det var os der skulle flytte, hvor skulle vi flytte hen. Jeg ville jo ikke væk fra mine venner, familie og ikke mindst min elskede kat. Den havde en af de allerstørste pladser i mit hjerte. Den kunne mærke, at jeg var frustreret. Og det var jeg, meget. Hvorfor skulle vi flytte, vi havde det jo så godt. Mor og far arbejde begge på en døgninstitution for sociale belastede børn, og så var de frivillige hos kirkens korshær. De arbejdede meget, og var glade for det begge to, derfor kunne jeg heller ikke forstille mig at vi skulle flytte. Kunne det være fordi, at de havde lavet noget ulovligt, NEJ, hvordan kunne jeg tænke sådan noget om mine forældre. Hvis det var andre der skulle flytte, hvem var det så…..søvnen overtog. Da jeg vågnede kunne jeg ikke slippe tankerne om, at VI måske skulle flytte. Mor og far var som sædvanligt ikke hjemme, de havde endnu en morgenvagt på institutionen. Det skete ofte, at de havde det. Jeg måtte vække min lillesøster, hun tog tøj på og mine tanker kredsede kun om det jeg havde hørt i aftes. Jeg sad i den lidt slidte sofa, men lampen havde da endelig fået en ny pære i, så den lyste godt. Min kat lå og spandt ved mine fødder. Mor og far mente ikke, at det var nødvendigt, at vi skulle bruge så mange penge på os selv. I stedet brugte de dem på velgørende formål og alle mulige andre ”gode” ting. Jeg tænkte på alle de ting som jeg kunne have haft. Det som alle andre havde, men bare ikke mig. Klokken var blevet langt over hvad jeg troede. Og Julie havde endnu ikke spist, og hendes tænder var ikke børstet. ”JULIE, kom nu det er sent”, skreg jeg op af trappen. Mine følelser var ved at løbe af med mig. Jeg var blevet arrig og det gik unødvendigt ud over Julie. Vi kom da af sted, jeg kom dog 10 min for sent. Læreren sagde ikke noget til det, jeg tror hun havde vænnet sig til det. For det skete efterhånden mere og mere.   Skoledagen var ulidelig lang, da jeg endelig kom hjem, lagde jeg mig på sofaen og tænkte dagen igennem. Jeg havde siddet og tænkt hele timen. Jeg var blevet sikker på, at det VAR os der skulle flytte. Jo mere jeg havde tænkt over det, desto mere sikker var jeg blevet. I frikvarteret løb jeg ud på toilettet, min bedste veninde Karoline løb efter mig. Hun nåede at få fat i døren, inden jeg låste den. Jeg var helt væk. Jeg kunne slet ikke samle tankerne. Karoline var altid så sød til at trøste mig, hun lyttede altid. Det var måske også derfor, hun havde så store øre.(Det lavede vi meget pjat med) Hun spurgte mig, hvad jeg var så nede over. Jeg fortalte hende det hele. Hun stod som lamslået. Jeg sad og kunne ikke sige mere, mine læber var som limet sammen. Hun omfavnede mig og gav den lyse vinkel på det. Det kunne jo godt være at det ikke var os der skulle flytte. Jeg havde lovet hende at skrive hvis der kom nyt i sagen. Hun var mere end guld værd for mig, mere end hvad kunne beskrives med ord. Da jeg lå og tænkte på det hjemme på sofaen, blev jeg helt trist. Hvad nu hvis jeg aldrig kom til at se hende igen. Mor kom hjem, hun sagde hej og gik derefter videre. Hun vendte om lige inden hun nåede trappen, der var noget hun ville sige. ”Hvad er der mor”, spurgte jeg. Mor spurgte med en lille smule vrede i stemmen om jeg havde hentet Julie. Nu var jeg på spanden, det vidste jeg godt. Men det kunne ikke gå helt galt, for mor blev aldrig sådan virkelig sur. Hun løb ud til bilen, den hvinede, mere end den plejede, og nu var mor på vej til børnehaven. Det var sikkert, for mor var meget striks med at Julie ikke skulle være for meget i børnehave. Så hellere at jeg skulle passe hende det meste af eftermiddagen. Det var bedre for hende. Det var efter min mening en lorte indstilling. Jeg gik på Facebook, men internettet brød ned igen, så det blev der ikke meget af.  Da mor kom hjem med Julie under armen, gik jeg op på mit værelse. Tankerne begyndte igen at kredse, denne gang fik jeg helt ondt i maven, og en enkelt tåre fandt vej fra mine blå øjne og ned på puden. Mor kom op til mig, heldigvis huskede hun at banke på. Det reddede mig fra, at hun så mine tårer, for det skulle hun i hvert fald IKKE. Da hun var helt inde, satte hun sig på min seng, den knirkede, ikke fordi min mor var ret tyk, men fordi den var gammel. Jeg kunne se på hende at det var meget alvorligt. Hun fortalte at hende og far havde bestemt, at vi alle sammen skulle flytte til Polen. Polen! Hvad var det for et land at flytte til, det kunne man da ikke. Min verden gik i stå, helt bogstaveligt. Tårerne sad på randen til at løbe ned af mine kinder. Mor lagde armen omkring mig, jeg skubbede den væk igen. Hun fortsatte med at vi skulle flytte fordi at hende og far var blevet tilbudt et job, hvor de skulle videre føre et hjem for gadebørn. Det var deres allerstørste drøm og nu skulle den gå i opfyldelse. Jeg råbte ”SKRID, JEG GIDER IKKE SE PÅ DIG MERE FORSVIND”. Jeg var så ked af det, så sur og så frustreret. Det var ligesom verdens undergang. Mor gik ud, og jeg tændte hurtigt min telefon. Ringede til Karoline og grådkvalt skreg jeg ind i telefonen, at hun skulle komme her over nu. Tiden inden Karoline kom, var lang og jeg kom til at tænke på, at når vi flyttede, så ville jeg måske aldrig se Karoline igen. Hun ville nok finde en anden bedste veninde. Men hvorfor skulle jeg egentlig være tvunget til at flytte med? Man havde vel sin egen frie vilje. Hvorfor var det deres behov der skulle dækkes, hvorfor så de ikke på mig og mine behov, de havde alt for travlt med deres ”hjælpe mennesker” pis. Jeg skulle i hvert fald ikke af sted. Da Karoline kom, blev jeg lidt mere fortrøstningsfuld, hun sagde at jeg skulle se det som en udfordring, og ikke noget de gjorde for at gør mig ondt. For det var hun sikker på at det ikke var. Sådan var mine forældre 100% ikke. Det hjalp, men ikke meget.  Karoline var altid så positiv, hun var aldrig sur, altid glad. Det plejede at smitte af på mig, men det gjorde det ikke. Situationen var for uoverskuelig, overvældende og ikke til at tage stilling til. Det var stadig dybt frustrerende, at jeg måske aldrig skulle se mine venner mere, ikke have min elskede kat ved mig og der var jo 1000 ting jeg ville miste. Det gjorde det ikke bedre. Jeg kom til at tænke på dengang Karoline og jeg havde hoppet rundt i møblerne hjemme hos Karoline. Hun var først skeptisk, for hun var meget til at følge alle regler, hvor jeg mere var til at afprøve grænser. Derhjemme var jeg jo også tit alene, så jeg kunne gøre næsten alt hvad jeg ville. Men da jeg endelig fik Karoline til at hoppe med, grinede hun som skudt i låget. Karoline var lidt en modsætning af mig dengang, jeg var et rodehoved og hun var et ordensmenneske med stort O. Det var mange år siden nu, men der var også dengang for ikke så længe siden. Der havde vi haft en hyggeaften, bare os to. Hun lagde den flotteste makeup på mig. Og vi havde det så hyggeligt. Vi var hjemme hos mig, der var ingen hjemme, så vi havde hele huset for os selv. Jeg vidste ikke hvor mor og far var, men det var vel også lige meget. Hun var med tiden blevet meget mere ”fri” og ja jeg havde ikke forandret mig så meget. Den gang var det næsten som en dans på roser det hele. Men nu, ja nu var jeg bare en ked lille en, der snart skulle flytte væk fra alle sine vante omgivelser og kontakter. Jeg vidste ikke hvornår vi skulle flytte, det gjorde mig meget urolig. Den slags usikkerhed var uvant for mig. Jeg plejede at leve i uvisheden om, hvornår mine forældre var hjemme, men det var ikke det samme. Jeg var vred inden i. Vi skulle flytte væk, væk fra alt. Jeg undrede mig over at mine forældre allerede den dag, begyndte at pakke sammen. Vi skulle vel ikke flytte nu. Det gjorde mig ikke mere rolig. Min mave slog hårdknude, og mine øjne løb i vand IGEN. Min mor gik forbi mit værelse, jeg hørte at hun prøvede at kigge ind af døren. Den knirkede nemlig. Jeg spurgte: ”Mor hvornår flytter vi”, med en stemme der knækkede over inden jeg havde sagt det færdigt.  Min mor stod en smule og trippede, kunne jeg høre. Hun kom ind, satte sig. Jeg trak vejret dybt og tænkte, at hun nu fortalte mig, at vi ikke skulle af sted alligevel. Det var desværre ikke det der skete, tvært imod. Vi skulle rejse om 4 dage. ”4 dage!!!!” udbrød jeg. Det kunne man da ikke. Jeg spurgte, hvorfor hun ikke havde fortalt mig det noget før. Hendes grund var, at jeg ikke skulle bryde min lille hjerne med. Det var jo lige det jeg havde brugt de sidste halvandet døgn af mit liv på at tænke over. Hvorfor fik jeg det ikke af vide noget længere tid før? Så kunne jeg da have fået det hele vendt i mit hoved. Det var gået alt for stærkt. Jeg havde fået alt for meget ind i hovedet, det kunne ikke nå at komme ud igen. Det samlede sig bare i en stor klump derinde. De næste fire dage gik med at pakke, tænke og ja snakke i telefon med Karoline. Hun snakkede igen om at det var en udfordring, men jeg tænkte bare videre. Hvorfor skulle det gå så hurtigt, jeg tog mig sammen og spurgte mor. Hun svarede med sin rolige stemme, at de blev nødt til at slå til, inden hjemmet for gadebørn lukkede ned. De skulle jo hjælpe alle de børn, der boede på gaden. Det var deres ”livsmission”. FEDT, det var det jeg havde drømt om hele mit liv. Helt sikkert. Det var så tæt på nu, at det var blevet meget mere realistisk. Rejsen til Warszawa, Polens hovedstad, føltes som et helt år. Flyet hoppede og gyngede, jeg havde propper i ørene, og ja der var ikke det der ikke var galt. Der var ikke ret mange med i den flyver vi var med i. Mærkeligt nok, for vi skulle jo til Polen. Jeg var ikke særligt begejstret for landet Polen. Vi havde ikke særlig meget med, kun vores personlige ejendele, en smule arvegenstande min mor absolut insisterede på at tage med. Alle vores møbler blev solgt til kirkens korshær, tilfældigvis. Huset vi skulle bo i lå lige bag ved hjemmet for gadebørn. Det var i tip top stand, som mor og far havde sagt. Fuldt møbleret, med det hele. Ligesom et luksus hotel. Det var det perfekte sted for os. Nu står jeg, Carola Rebekka Nielsen, i Polen. Det umulige er sket, efter 3 år er jeg blevet glad for at være her i Polen. Selvfølgelig ikke så glad som jeg var for at være hjemme i Danmark, for det er jo der jeg er vokset op, men det går. Mest af alt savner jeg Karoline, vi havde dog en mega god tid sammen i sommers. Siden og også før det har vi har skrevet sammen og kimet hinanden ned. Jul her nede er anderledes, men vi holder fast i de danske traditioner. Det er et must, ellers er det ikke jul. Det er da altid noget, at vi alle kan blive enige om dét. Både mig og Julie går på en engelsksproget skole. Jeg har aldrig været den bedste til engelsk, men det går da fremad. Jeg har fundet mange gode veninder her i Polen. Eller det vil sige, at de fleste af dem kommer fra andre lande, ligesom mig. Jeg bruger rigtig meget tid sammen med mine veninder. Det bliver dog aldrig det samme som at være sammen med Karoline Jeg er blevet meget mere positiv, det er måske mors og fars skyld. De tog mig med her ned, uden at det var det jeg allerhelst ville. Dengang var det bare det værste de kunne gøre. Jeg kunne ikke tackle det. Nogle gange skal man bare se lyst på tingene, for det kan jo ikke gå værre end galt. NEJ, nu må jeg stoppe, jeg kommer næsten til at ligne Karoline. Hjemmet for gadebørn er kommet til at hedde, oversat til dansk, ”Livet er for kort til at leve på gaden”. Det går rigtig godt for mor og far, de elsker deres arbejde, endnu mere end det i Danmark. De arbejder stadig en del, men de arbejder jo sådan set i vores hus. Så det er godt nok. Det kan godt være en smule træls at have alle de børn rendende rundt i huset næsten hele dagen. Men pyt. Hvis det skal siges kort: Bedre end forventet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...