Koncentrationslejeren


0Likes
0Kommentarer
323Visninger
AA

1. Koncentrationslejeren

Jeg ligger i min seng, og kigger op i overkøjen. Her er mange andre end mig, men ingen tør at sige noget, de er alle sammen bange for at blive udsat for noget grusomt. Jeg er selvfølgelig også bange, hvis der skulle ske mig noget, men jeg vil hellere prøve at se, om der kunne være en anden løsning, i stedet for at vide hvordan ens liv vil ende. Jeg har nogle gange haft en tanke om, at prøve at flygte, men jeg tror ikke at det bliver til noget, jeg føler at risikoen for at blive skudt er alt for stor. Overalt hvor jeg er, ligger der bunker af døde mennesker, bare lugten af det gør mig helt svimmel og meget utilpas. Jeg prøver at tænke over, hvis det var mig der endte med at ligge der, hvem ville så komme til at savne mig. Nu er klokken mange, så det er blevet min tur til, at hjælpe den mægtigste af dem alle selveste diktatoren. Han er kraftig bygget med et stort overskæg, han er den der har alt magten i hele koncentrationslejeren. Alle folk stivner hver gang, man kunne hører hans skridt. Uheldigvis er det den tid på måneden hvor det er min tur, til at samle alle de døde mennesker op, og dræbe andre mennesker ved at gasse dem, det er blevet alle mødre med børn under fem års tur, og det har jeg det meget dårligt med. Det er noget af det hårdeste jeg nogen sinde har gjort, hvorfor skal diktatoren altid være så barsk og modbydelig. Jeg har fået af vide, at jeg altid skal sige til dem, at de bare skal i bad, men der kom som sædvanlig gas ud af røret, og det kommer ikke som en overraskelse for mig. Jeg har ikke talt med min familie, eller med mine venner i over otte måneder, og det er meget hårdt, når man ikke ser dem i så land tid. Jeg glæder mig mest til, at få snakket med min mor, nu hvor jeg ikke kan snakke med min far, fordi han døde da jeg var fire år i en meget farlig eksplosion. Jeg har tænk mig at fortælle alt det jeg har været igennem, de har jo ikke snakket med mig om alt det med koncentrationslejeren, de har slet ikke set mig siden jeg endte herinde. Jeg er også meget spændt på, at se hvordan vores hus ser ud efter, at det er blevet ordentligt indrettet, nu hvor min mor er flyttet. Det er ikke, fordi at vores hus er særlig stort, tvært imod er det faktisk meget lille og ekstrem gammeldags, men det er rigtigt hyggeligt. Jeg kan ikke andet end at blive i godt humør, når jeg er sammen med mine venner. Min bedste ven hedder Achmed, han er den mest omsorgsfulde person jeg nogen sinde har mødt, han er der altid for mig, og kunne aldrig finde på at gøre mig fortræd. Det er også derfor at jeg savner ham så meget. Alt det om at komme ud herfra, for at se alle mine venner og min familie igen, er selvfølgelig kun noget jeg drømmer om. Jeg kan jo ikke være sikker på, om jeg nogen sinde når ud af koncentrationslejeren, inden jeg måske ender med at dø af en sygdom, blive slået ihjel eller noget helt andet. Jeg er sikker på, at den største grund til, at jeg kom i koncentrationslejr er, at jeg er jøde. Der er ingen grund til, at jøder skal behandles så forfærdelig dårligt. Adolf Hitler kunne ikke lide jøder, fordi de var klogere end ham selv, og var rigtig gode til at forhandle. De fleste jøder har også stor frygt for Hitler, fordi hvis de ikke gør som han siger, ender de jo bare med at blive dræbt. Jeg tror, at han er den der har mindst medlidenhed og medfølelse med andre, udover alle de tysker han syntes var gode nok. Hans metode er, at gøre alle andre dårligere, fordi så følte han at, han havde gjort alle tysker til bedre mennesker. Hvis der var nogle tysker med et handicap eller en anden svaghed, endte de ofte i koncentrationslejeren, mens andre for det meste, endte med at blive skudt eller måske også gasset. Jeg har udtænkt en meget snedig plan, så jeg måske har en mulighed for at slippe ud af det her hul før eller siden. Imens jeg får lavet den mest geniale plan, har jeg selvfølgelig tænkt mig at arbejde videre. Først skulle jeg have de andre til at hjælpe mig, der var i hvert fald over 40 vagter, og selvfølgelig den onde diktator. Vi ville bruge en eller anden gammel kulmine, og nogle vogne så ville vi skubbe dem over gårdspladsen. Vi kunne gemme os bagved dem, og derved ikke blive skudt af vagterne. Da alle var klar til at flygte, var der selvfølgelig nogle ting, der kunne gå galt. Vi kunne måske komme til at køre den forkerte vej, eller hvis der var noget der sprængte, på den vej vi kørte. Det jeg glædede mig mest til var, at køre til friheden, og bare komme hjem til mine venner og min søde familie, jeg savner dem ufattelig meget. Nu hvor jeg havde udtænkt mig en helt fantastisk plan, var det bare spørgsmål om, at komme i gang med den, så jeg endelig havde en chance for at komme væk herfra. Jeg håber selvfølgelig også, at dem der hjælper mig med at flygte, også selv har en chance for at komme væk. Alle står klar på deres pladser, først skal vi slå den første vagt ned, det er ham som står ved kulminen, så vi kan komme ind, og hente nogle af vognene. Imens er der fem andre mænd, som løber hen til våbenrummet for at hente nogle MSR sniper riffel. De skal skyde alle dem der står oppe i tårnene, så vagterne ikke kan se dem, når de står oppe i tårnene, derfor er det vigtigt, at de bliver skudt, for at vi kan fortsætte. Min plan kører fantastisk ind til videre, nu venter vi bare på, at de andre kommer ud med nogle af vognene, men inden det er det meget vigtigt, at vi får skudt nogle af vagterne, så det bliver nemmere for os at slippe væk. Pludselig kommer der et lille glimt af noget henne ved kulminen, vi skynder os for at se hvad det er. Vi finder ud af, at det er en eksplosion, der er noget derinde der er sprunget i luften. Da røgen lige så stille er forsvundet, løber vi alle sammen derover, for at se om der er nogle der er døde. Jeg havde på fornemmelsen, at de helt klart alle sammen var døde, og det var de selvfølgelig også. Der er ikke særlig mange, der kan overleve noget så vildt, som en eksplosion. Åh nej nu kommer den modbydelige diktator, hvad havde jeg regnet med, vi kan jo ikke lade være med at blive straffet, efter alt det vi har lavet. Han kommer langsomt tættere på, jeg løber alt hvad jeg kan, han tilkalder nogle vagter, lidt efter står jeg ansigt til ansigt med diktatoren, hvad skal jeg gøre. Min første tanke er, at slå ham eller spytte ham i hovedet. Hvor er jeg dum, lidt efter står han med savl i hele ansigtet, i starten havde jeg fortrudt det hele, men bagefter følte jeg mig rigtig modig og sej, nu bliver min straf bare endnu værre. Lidt efter sidder jeg, og et par stykker til overfor diktatoren, jeg får kvalme bare af at kigge på ham. Han har selvfølgelig lænket os alle sammen fast til en stor træpæl i midten. Det eneste han sagde inden han gik, var at vi bare skulle vente os. Vi endte alle sammen med at, vi skulle arbejde ti timer mere i syv uger, den anden straf var, at vi kun får mad to gange om dagen resten af den tid vi er her. Som den eneste får jeg en ekstra straf, bare fordi at jeg spyttede ham i hovedet. Den går ud på, at jeg ikke må sove sammen med alle de andre, jeg skal sove udenfor i det her lortevejr. Min næste flugt plan går næsten ud på det samme, udover at vi ikke skal bruge vogne, for ikke at risikere det samme som sidst. I stedet for bruger vi det gamle lokomotiv, som står til udstilling i diktatorens træhus. Alt anden gør vi ligesom før, det er vores bedste mulighed. Nu er det for anden gang, alle står klar på deres pladser til vores andet flugtforsøg, selvfølgelig håber jeg at alt vil lykkedes den her gang. Nu står vi alle sammen klar ude foran diktatorens store træhus, jeg har aftalt med fem nye personer, at de skal ind i hans hus. Først dræber de ham, og bagefter smadrer de glasset, så de kan få det gamle lokomotiv ud og flygte herfra. Imens jeg og nogle andre, rydder vejen for de store vagter, ved at skyde dem selvfølgelig. ”Jeg beder dig gud, lad det ikke gå galt, lad os nu få bare lidt glæde i vores liv.” Alt gik som planlagt, nu skulle diktatoren bare skydes, og vi skulle ud herfra. De fem andre som jeg havde sendt af sted, kom løbende ud fuld af glæde, de havde nemlig dræbt diktatoren, og var pave stolte. Vi skyndte os, at følge efter dem derind igen. På vejen mødte vi to vagter, jeg trak en lille pistol op af lommen, og skød dem, vi skyndte os bare videre. Da vi endelig nåede frem, startede vi det gamle lokomotiv, som kørte helt fantastisk, vi var en helt masse om bord. Da de andre gik ind for at hente lokomotivet, løb jeg over til våbenhuset, for at hente nogle flere våben. Der var nemlig kommet flere med på vores flugt hold, det var også derfor vi manglede våben, fordi alle blev jo nødt til at være bevæbnet. Da vi kom kørende ud i vores gamle lokomotiv, kom der en helt flok store vagter, alle trak deres MSR sniper riffel op af deres tasker, og begyndte at skyde dem. Da alle vagterne var døde, kørte vi alle sammen videre. Det var selvfølgelig også et problem, at der var så mange af vores hold kammerater der endte med at ligge døde på lokomotivet, men vi havde ikke andre muligheder, end bare at give det hele en chance. Da vi endelig nåede ud fra koncentrationslejren, jublede alle, vi var alle sammen ekstrem glade, både for at komme ud af koncentrationslejeren, men specielt også fordi vi alle sammen gerne ville hjem til vores familie og vores venner. Endelig gik vores største drøm i opfyldelse, vi havde aldrig drømt om noget andet. ”Tusind tak gud, det betød rigtig meget for mig, nu ved jeg i hvert fald jeg, at du er med mig.” Da vi alle sammen var ved at, være hjemme, sagde vi pænt farvel til hinanden. Inderst inde havde jeg egentlig ikke lyst til, at se nogle af dem igen, så ville jeg bare komme til at tænke på alt det barske jeg har været igennem, men på den anden side har jeg ikke noget imod, hvis jeg så dem igen, så kunne jeg jo også se hvordan de havde fået det. Da vi havde sat en masse af undervejs, begyndte lokomotivet lige så stille at blive ekstrem tomt. De sidste og jeg følte os meget ensomme, efter at vi havde været så mange samlet det samme sted i de sidste mange måneder. Efter et lille stykke tid, står jeg endelig udenfor min mors dør, jeg er helt klart på at se hende igen. Pludselig får jeg en tanke i hovedet, hvad nu hvis hun slet ikke har lyst til at, se mig igen. Først da jeg er kommet rigtig i tvivl, om jeg overhovedet tør at åbne døren, står jeg næsten og ryster bare af forskrækkelse. Hun har set mig fra vinduet fra, lidt efter står jeg med hende i armene, hun klemmer så hårdt om mig, så jeg næsten ikke kan få vejret, men det går nok, det sker jo ikke mere end en gang i livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...