På flugt


0Likes
0Kommentarer
269Visninger

1. På flugt

Mit hjerte galoperede af sted. Jeg kunne se angsten i mine forældres øjne. Hvordan skulle det hele dog gå? Mor sad med min lillebror Kashim, og prøvede at holde ham i ro. Gid det bare kunne være overstået alt det her! Tænk hvis det ikke lykkedes. Hvad skulle der så blive af os? Vi var nået til grænsen mellem Irak og Tyrkiet. Jeg var så nervøs! Sveden løb ned langs mine tindinger. Gennem vinduet kunne jeg se vagterne. Med ét fik jeg øjenkontakt med en af vagterne, og jeg gik for alvor i panik! Jeg blev grebet af frygt. Alt svimlede rundt for mig. Min krop blev så varm, men mit hjerte var frosset til is. Jeg var flov. Vi blev sikkert opdaget nu, og så vil det hele være min skyld, bare fordi jeg ikke kunne holde mig væk fra vinduet. Vagten mindede mig om min farbror. Min farbror var kristen ligesom os. Han var en mand der havde en mening om alting, og han lagde ikke skjul på det. Nogle gange ville jeg ønske, at han havde holdt sine meninger for sig selv, så havde jeg aldrig været her. Jeg må hellere forklare dig, hvordan det hele startede. Min farbror ville ikke acceptere at Abdul undertrykte kristne, og var derfor med i mange demonstrationer mod styret. Det var derfor folk fandt ud af, at vi også var kristne. Vi havde været i stand til at skjule det, indtil den skrækkelige dag hvor demonstrationen på Frihedspladsen fandt sted. Min farbror var en af forgangsmændene i demonstrationen, men Abdul havde fået nok, og sendte derfor soldater på gaden. De skød min farbror. Jeg glemmer aldrig min fars skrig, da han modtog telefonopkaldet fra min farbrors kone. Tiden gik i stå. Alt i mig knugede sig sammen, jeg følte at jeg var ved at blive kvalt. Det var som om jeg havde fået stukket en kniv, dybt ind i hjertet på mig. Mit blod stivnede, og jeg kunne ikke tænke klart. Hvordan kunne man leve et liv, hvor man slog det ene menneske ihjel efter det andet, uden det ville komme igennem ens hud og trænge sig ind i ens hjerte? Jeg rystede over hele kroppen, både af angst og af ophidselse, for hvad bildte Abdul sig ind, når han slog min farbror ihjel? Hele min familie var i chok. Min far kunne ikke tage sig sammen til noget som helst. Det ene øjeblik var han rasende, og ville tage ind på Frihedspladsen, og det næste øjeblik sad han livløs og stirrede tomt ud i luften. Jeg havde aldrig set min far sådan før. Med ét ringede telefonen igen. Vi fik den skrækkelige besked, at min farbrors kone var blevet arresteret, og jagten på de kristne var for alvor gået i gang. Det næste jeg kan huske fra den dag, var da jeg var kommet i seng. Jeg kunne høre mine forældre snakke på den anden side af væggen. De troede sikkert at jeg sov, men jeg kunne ikke lukke et øje. Mor prøvede at holde far i ro, og få ham til at indse at vi måtte væk herfra. Far hulkede, og indimellem kom der små skrig fra ham. ”Vi må væk herfra nu. Det er alt for farligt for os at blive her. Vi må også tænke på, Asha og Kashims fremtid. Vi kan aldrig vide, om Abdul sender sine mænd ud for at arrestere os. Den risiko vil jeg ikke løbe. Hvis vi skal have mulighed for at komme ud af Irak, skal det være lige nu!” sagde mor til far. Det var, som om… som om en eller anden tap knækkede af inde i mig et sted, eller på en eller anden måde gik i stykker. Jeg mærkede det først som en klump i halsen, der langsomt bevægede sig nedad mod brystet og sad og trykkede der et stykke tid, så jeg ikke kunne få vejret ordentligt. Hvad skulle der blive af os? Hvordan skulle vi komme herfra? Jeg kunne næsten ikke rumme tankerne i mit hoved. Kort tid efter kom min mor ind og råbte ”Asha vi skal af sted, skynd dig op!” Jeg må have været faldet i søvn, for jeg var helt rundt på gulvet. Der var kaos hjemme hos os. Min far var helt forvirret og gik hvileløst rundt i en cirkel. Kashim græd og jeg måtte tage mig af ham. Mor og far havde nok at se til. ”Pak noget tøj ned” sagde mor hektisk til mig. Efter kort tid stod vi ude på en øde rasteplads. Mørket var over os, og der var fuldmåne. Månen så anderledes ud i nat. Det var som om, dens lys ramte ned på os, på en hel anden måde end den før havde gjort. Vinden hvislede i træerne. Var det sidste gang, jeg skulle mærke denne vind suse gennem håret på mig? Med ét så jeg en varebil komme imod os, og jeg kunne forstå, at det var den, vi skulle med. Det var først nu, det sådan virkelig gik op for mig, at vi skulle af sted. Jeg stod tilbage med en tom fornemmelse i maven. Jeg begyndte at ryste, ikke sådan man kunne se det, men alt inden i mig var i bevægelse og sitrede. Det var som om, jeg var splittet op. Det var for farligt at blive her, det vidste jeg godt, men jeg ville ikke væk. Alt i mig var itu. Jeg var ikke klar til at skulle herfra. Varebilen kom nærmere. Jeg kunne skimte dens hvide farve bag mit lange mørke hår. Der trådte en mand ud af bilen, og hjalp os ind med vores ting. Vi havde ikke meget med. Da vi kom ind i bilen, kom jeg i tanke om alle de ting, jeg havde glemt derhjemme – alle de billeder og minder jeg havde efterladt. Tanken om at jeg aldrig kom tilbage igen var skrækkelig. Vagtens bevægelser fik mig tilbage til virkeligheden igen. Han kiggede underligt på mig. Jeg var sikker på, at alt håb var ude nu, at vi aldrig kom ud af Irak. Mine forældre så skrækslagne ud. Jeg ville ikke fortælle, at vagten havde set mig. Jeg havde det så dårligt med mig selv og det jeg havde gjort. Hvordan kunne jeg dog finde på at bryde den eneste regel, min far havde min fortalt mig? Tænk at jeg kiggede ud af bilen. En anden vagt nærmede sig vagten, jeg havde haft øjenkontakt med. De snakkede med hinanden og kiggede af og til over mod vores varevogn. Jeg gispede, og holdt mig for munden. Vi blev opdaget nu. Det var jeg sikker på! Mit hjerte bankede så hurtigt, og jeg var sikker på at alle kunne høre dets røst. En tårer pressede sig på, og trillede ned langs min kind. Jeg havde tusinde tanker i mit hoved, og kunne ikke gøre rede for nogle af dem. Med ét kørte varevognen igen. Jeg forstod ikke hvad der skete. Lod de os bare køre? Jeg var så lettet! Jeg blev fyldt af glæde, mit hjerte var helt varmt og spredte liv ud i resten af min krop. Vagterne havde bare ladet os køre. Det var et mirakel! Mine forældres øjne strålede og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde en fantastisk følelse i hele min krop og sjæl. Pludselig føltes verden ikke så hård og uretfærdig længere. Det var, som havde jeg fået taget en kæmpe byrde af mine skuldre. Resten af rejsen gik efter planen, og vi ankom til et lille land, der hed Danmark. Her var koldt, og alle menneskerne var helt blege. Vi fik lov til at flytte ind hos min tante og hendes familie. De er også irakere som os. Selvom det kan lyde som om alting er godt nu, er der dage hvor jeg føler mig meget ensom. I Irak var jeg en helt almindelig pige, og nu kan jeg ikke snakke med nogen. Da jeg boede i Irak, og handlede hos grønthandleren, forstod jeg alt hvad der blev sagt. Nu skal jeg pludselig vænne mig til, at jeg ikke forstår hvad der bliver sagt. Jeg ved ikke om grønthandleren og kunden foran griner af mig, eller bare smiler til mig, når de står og snakker. Jeg bliver så forvirret over det, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg bare kunne snakke deres sprog, ville alt være meget nemmere. Jeg savner Irak. Jeg savner de lugte, steder og stemninger som hører til mit hjemland. Men mest af alt savner jeg mine venner og familie, som jeg aldrig nåede at sige farvel til. Jeg er sikker på at jeg nok skal falde til i Danmark, men lige nu er der så mange ting der gør mig usikker og forvirret. Mest af alt er jeg glad for at bo i et land, hvor jeg må have min egen mening og alt er fredeligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...