iuv


0Likes
0Kommentarer
328Visninger

1. Kidnapningen

Jeg har aldrig i mit liv, haft så mange smerter før. Jeg kunne mærke at sveden dryppede ned af panden på mig. Jeg kiggede på infotavlen, sank en klump. Der var nu en time til. Jeg kiggede på Jonathan, som bare så glad og venlig ud, men det var han tværtimod ikke. For nogle uger siden, hvor jeg var på vej hjem fra skolen, som kun ligger nogle få kilometer væk fra mit hjem. Tog en mand fat i min arm, og hev mig om bag et hushjørne, det var Jonathan. Jeg stivnede, og kunne kun mærke mit hjerte, som om det sad oppe i halsen på mig. ”Hør’ godt efter.” Startede han. ”Du skal ordne noget for mig, og hvis du ikke gør det, slår jeg dig ihjel.” Han kiggede truende på mig. Jeg nikkede adlydende til ham. Den skarpe sol stod hårdt på, og selvom vi stod i skyggen, kunne jeg mærke en ubehagelig prikken i ansigtet. Han trak i min arm, så hårdt, at jeg var helt rød og hævet efter at han gav slip igen. Han bad mig holde lav profil, og havde vist mig en pistol i sin bukselomme, så hvis jeg råbte på hjælp, ville han hive den frem. Mine øjne var fuld af angst, men ingen af dem der gik forbi os, reagerede på det. Vi nåede frem til et stort hus, med udsigt til en flot sø, og en stor skov. Et hus kun rige mennesker havde råd til. Da vi kom ind, rodede han i en masse skuffer. Han var så småt begyndt at blive rød i hovedet af raseri. Jeg var bange. Jeg kiggede efter en udvej i huset, men alle vinduer var der tremmer for. Jeg opdagede døren til toilettet, og listede der hen. Jonathan vendte sig om, og spurgte hvor jeg var på vej hen, med en hård stemme. Jeg blev forskrækket, og vendte mig om mod ham. ”Jeg skal bare på toilet” Sagde jeg, imens min krop rystede af skræk. Han nikkede betænksomt, og forsat med at lede efter det han skulle. Jeg skyndte mig der ind, og låste døren. Jeg kiggede rundt i rummet, men der var ingen vej væk. Jeg blev grebet af panik, og begravede mit hoved ned i mine hænder. Hvordan skal jeg kunne komme væk fra det her sted? Hvad skulle jeg dog gøre for at flygte fra Jonathan? Tankerne vrimlede rundt i hovedet på mig. Det bankede på døren, og en dyb stemme råbte jeg skulle komme ud der fra. Jeg havde egentlig ikke lyst til lukke døren op, men jeg tog modet til mig, tragte vejret, og drejede nøglen om. Et vredt ansigt mødte mig. Jeg fik store øjne, da de gled ned på nogle klumper narko. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Du skal aflevere det her, til en af mine venner i Mexico” Sagde han lumsk, imens han fumlede med det. ”Det kan jeg da ikke!” Sagde jeg ham imod. ”Jeg er kun en dreng på 13 år?! ... Jeg vil ikke!” Jeg kiggede ned i jorden, og ønskede inderligt, at han ikke ville gøre mig noget ondt. Men det var vidst for meget at forlange. Han gav mig en lussing, og råbte af mig. Jeg skreg modvilligt at jeg stadig ikke ville. Tårerne stod ud af mig. Jeg kunne ikke samle mig. Jeg savnede min familie, og kunne slet ikke tro at det her skete. Jeg ville bare hjem. Mit ansigt blev bleg som kridt, og jeg begyndte at svede mere og mere, jeg havde kvalme og var helt svimmel. Jeg besvimede af alle tankerne. Da jeg vågnede op igen, kunne jeg høre en masse fremmede stemmer og lyde. Mine øjne lukkede sig halvt op. Jeg kunne ane, vi var i lufthavnen. Jeg har aldrig været i lufthavnen før, da min familie er meget fattig, jeg har aldrig rigtigt været på ferie, jeg har altid været her i Belgien. Det længste jeg har været væk fra vores hus, er 8 km. Jeg har 5 søskende, 4 søstre og 1 bror. Alle os søskende har et tæt forhold til hinanden, selvom vi er vidt forskellige. Men alligevel vidste jeg, at der ikke ville komme nogen og hjælpe mig. Jeg kiggede rundt omkring i lufthaven, men stadig siddende på min plads. Jeg måtte ikke gå nogen steder. Jeg havde vildt ondt i maven, det eneste jeg havde lyst til lige nu, var at brække mig! Jeg tror at jeg på en eller anden måde, havde narko i maven. Det blev værre og værre. Jeg har aldrig i mit liv, haft så mange smerter før. Jeg kunne mærke sveden dryppede ned af panden på mig. Jeg kiggede på infotavlen, sank en klump. Der var nu en time til, at vi skulle afsted. Jeg skuede over på Jonathan. Mente han virkeligt, at jeg skulle gøre det her? Jonathan var høj, og så ikke særlig gammel ud. Jeg vil tro han er midt i 20’erne. Jeg kom i tvivl, og eftersom der ikke rigtig var noget at lave, spurgte jeg ham ad, om hvor mange år han var. Han kiggede på mig med et falsk smil. ”26” sagde han. Jeg må have været faldet i søvn, for pludselig vågnede jeg med et sæt. Vi skulle til at gå, for at nå flyet. Det skulle gå hurtigt, men stadig almindeligt, så ingen opdagede at jeg havde en masse narko. Men alle folk kunne se, at jeg så dårlig ud. De kastede de særeste blikke over på mig. Lufthaven var fyldt med mennesker. Luften var fuld af stress, og der kom alle mulige underlige lyde fra caféen, folk der møder hinanden og de larmende hjul på kufferten, der strejfede rundt på det skinende gulv. Vi fik hurtigt tjekket vores pas, vi gik videre på en lang gang, forbi store vinduer, hvor man kunne se alle flyene holde, og ind i flyet. Jeg satte mig lettet ned, selvom at jeg bestemt ikke var særlig rolig ved situationen, men der var jo ikke nogen udvej. Det her skulle bare overstås hurtigt. Turen tog 15 timer. Jeg havde ondt i alle mine muskler af at sidde ned så længe. Da vi steg ud af flyet i Mexico, mærkede jeg straks varmen, det var ligesom en mur. Jonathan havde aftalt med hans ven, at de skulle mødes lidt udenfor byen. Vi havde ikke andet end noget håndbagage med, så vi skulle ikke vente på kufferterne på rullebåndet. Det var egentlig også meget rart, for så kunne jeg hurtigere komme af med min mavepine. Vi kørte i noget tid. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, med et sukkende ansigt. Det var meget tørt udenfor, folk gik rundt med pistoler, for at sikre sig mod tyveri og andet. Jeg var godt klar over, at jeg var i et farligt land. Vi drejede ind i et skummelt kvarter. Bilen kørte langsomt ind gennem de forfaldende gader. Der var graffiti på alle murene, bander der stod og snakkede stille. De kiggede over mod os, og fandt stille der pistoler frem, men da de så Jonathan, gemte de dem væk igen, og snakkede videre. Han må være meget magtfuld, siden folk i dette område har så stor respekt for ham. Bilen standsede, og Jonathan steg ud, og hilste på nogle mænd. Mændene var i klædt stort tøj, og massere af guldhalskæder. Den ene mand smed et cigaretskod, og maste den med sin fod. Jonathan viftede med sin hånd, som tegn på at jeg skulle komme hen til dem. Jeg var usikker på dem. Mændene hilste sært nok pænt på mig. Jonathan sagde, at der var et sted længere henne ad vejen, hvor jeg kunne gå hen og få narkoen ud. Jeg skyndte mig derhen, imens mændene fulgte mig med deres øjne. Det her var måske min chance for at slippe væk! Så snart jeg var kommet om forbi et hushjørne, så de ikke kunne se mig, løb jeg afsted, som om det gjaldt liv eller død, det gjorde det jo på en måde også. Jeg var lykkelig, over at jeg var langt væk fra dem, men åbenbart ikke langt nok. Lyden af en bil nærmede sig, og det kunne kun være dem. Jeg kiggede tilbage, en bil kom med fuldt fart. Panikken overtog min krop, og jeg stod bare der på vejen, og kiggede. Bilen kom nærmere. Endelig fik jeg kontakt til mig selv, og løb ind af en lille sti, som førte til en kæmpe skov. Jeg fandt et sted omringet af træer. Mine ben sitrede, og jeg blev nødt til at sætte mig ned. Mændene råbte og kaldte på mig, men jeg ville jo være dum, hvis jeg gav lyd. Jeg sad musestille med mine arme om mine ben. Man kunne høre, at bilen kørte væk igen, med rasende mennesker. Jeg sad der i flere timer, bare for at være sikker på at ingen ville komme. Jeg besluttede mig for at sove der, for en sikkerheds skyld. Næste dag vågnede jeg, med jord og blade over mig. Mine øjne var røde, som tegn på at det havde været en dårlig nat. Jeg prøvede at finde vej ud af skoven, men jeg gik vidst bare i ring hele tiden. Jeg fandt en vej længere væk, og gik med hastige skridt der hen. Det gik op for mig, at skoven var enorm, og jeg kom til en helt anden by, nemlig Mazalán. Mazalán er en by tæt ved kysten. Jeg fandt en kone der var ved at hejse vand op fra en brønd. Jeg kunne ikke tale sproget, men prøvede at pege på vandet, og vise at jeg var tørstig. Kvinden forstod, og nikkede glad. Hun gav mig noget vand i mine hænder, og jeg drak det med det samme. Jeg takkede hende, og gik videre. Jeg havde nogle småpenge i min lomme, og købte et lille stykke brød for det.

1 uge senere  

Jeg har fundet mig et hjem, for hjemløse. Det er ikke et specielt rart sted. Der stinker af gamle mænd, og alt er helt beskidt. Men det er det eneste sted jeg kan være lige nu. Jeg har ikke nok penge til at rejse hjem igen, og ingen penge til at købe andet end den mest nødvendige mad for. Her den anden dag, havde en fra herberget stjålet nok penge, til at købte en avis, som alle fik lov til at læse. Der var en artikel om nogle narkosmuglere, med billede. Jeg genkendte Jonathan og hans venner. De var blevet arresteret, og kom i fængsel resten af deres liv, fordi de havde smuglet narko for over 1 mio. kr. Jeg var glad da jeg så det og tænkte, hvad havde jeg egentlig gjort af narkoen? Jeg kan ikke huske det, og det er jeg også glad for. Jeg vil ikke leve med de forfærdelige minder, men de er umulige at slippe af med. Jeg lever nu et fattigt liv i Mexico, men hvis jeg får et arbejde og tjener nok penge, er min drøm at komme tilbage til Belgien, og se min familie igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...