Maria


3Likes
0Kommentarer
362Visninger

1. Maria

Jeg går nu rundt, i vores nye lille lejlighed. Der er få ting herinde, men her er nydeligt. Vi er endelig kommet til en sted, hvor vi kan bo. Et sted uden uhøflige mennesker, der hele tiden råber og slås. Det var en voldsom og uhyggelig oplevelse, som jeg aldrig ønsker og opleve igen.

Det var 12. maj 1871 i Peru, og min mand og jeg var lige kommet ud af flyet. Og skulle hen til vores nye hjem. Vi var blevet enige om, at få en ny start på livet i Peru, og opleve et nyt land. Hvorfor det lige blev det land ved jeg ikke. Hele dagen gik med at finde det lille men hyggelige hus vi havde købt. Vi køre rundt i vores lille gule bil, i de smalle gader. Vi havde alt vores tøj med og de nødvendige ting som skulle være i vores nye hus. Da vi kom til huset, blev jeg helt glad indeni, og begyndte at tænke på, hvor perfekt vores liv ville blive i Peru.

Min mand og jeg kommer fra New York, og fra de finere kvarter. Mine forældre har altid været fornemme og vellidt bland de fleste. Jeg mødte min mand en januar aften til et bal. Dengang var jeg lige flyttet til min egen lejlighed på Manhattan, tæt på mine forældre. Vi blev gift et år senere og mine forældre var stolte af både mig og deres nye svigersøn. Peru var fabelagtigt og både mig og mand Gregers var helt vilde med vores lille hus ude på landet. Vi boede ved en lille å ved siden af en stor skov, der strakte sig helt op på bjergende. En nat da mig og Gregers lå og sov, vågnede jeg ved at en skabslåge smækkede, og nogle lave fodtrin der blev højrede og højrede. Min mand tog fat i min skulder og sagde, at jeg bare skulle være helt rolig og han nok skulle tage sig af det. Han rejste sig stille i sengen, og gik hen til en kommoden og greb en pistol i den nederste skuffe. Han nåede ikke at rejse sig op inden døren blev sprunget i stykker og det begyndte og brænde i hele huset. En mand kom ind i soveværelset og råbte ad os, vi forstod ikke det meste af, hvad han sagde. Gregers skød ham og vi løb hurtigt ud af vinduet, som var lige over en stol som stod ved siden af kommoden. Han sagde, jeg skulle løbe ind i skoven og gemme mig, men jeg nåede det ikke inden der var en var hånd der greb fat i min kolde tynde arm, og rev mig med hen til en stor lastvogn. Min mand var allerede inde i den beskidte vogn. Jeg blev smidt, og mine bare knæ skrabede hen af bunde af vognen. Nu lukkede lågen ind til lastvognen og startede bilen. Jeg tænkte op om de havde fundet ud af Gregers havde skudt en der formentlig var med de grofulde mennesker der kunne finde på at kidnappe to helt uskyldige mennesker.

Morgenen efter vågnede jeg, inde i den kolde lastvogn. Jeg havde fået et tæppe over mig i løbet af natten. Det var rigtig koldt og jeg var glad for de forfærdelige mænd bare tænkte en lille smule på mig og min mand. Men vi blev kørt ind til en stor borg hvor der var høje mure rundt om. Og jeg kunne se en dame i et af vinduerne som lignede mig, orange rødt, langt krøllet hår, og så det blik. Min mor har beskrevet det for mig da jeg var lille, at mine store brune øjne kunne snyde hvem som helst, hun sagde at mine øjne var magiske, at man kunne hypnotiser folk der kiggede ind i dem og at man kunne se jeg var en god pige, sagde hun. Det blik var det jeg fik af hende den unge dame der stod oppe i vinduet. Men hvem var hun? Vi blev smidt ind på et rigtig lille værelse med en seng og et spejl og en lille kommode under.  Vi var meget bange for hvad der skulle ske begge to. Vi lå der inde i tre dage, hvor der bare kom et lille stykke brød ind til os to gange om dagen. Efter og ligge der inde i tre dage kom der en og sagde vi måtte gå ned i kælderen og spise noget. Jeg kiggede forsigtig ud af cellen og fik et glimt af hende den unge dame med orange hår. Hun er en smuk pige. Da jeg kom ned i kælderen blev jeg overrasket over hvor mange mennesker der var der. Hende pigen var der ikke, jeg ville gerne snakke med hende. Jeg var bange for alting men hende følte jeg mig knyttet til hende på en eller anden måde, jeg ville spøger hende, hvad det her var for noget? Og hvad hun lavede her?

Vi satte os ved et bord og der kom en ind med en skål suppe til os. Jeg spiste suppen som om jeg aldrig havde fået mad, for jeg var blevet rigtig sulten af brød i to dage. Suppen var lun og fantastisk. Jeg mærkede noget tage stille fat i mit hår. Jeg vendte mig om og hende pige stod bag mig og smilede. Jeg så ind i hendes øjne og kunne ikke lade være med at kigge på hendes smukke ansigt. Jeg nåede ikke at sige noget til hende før hun gik igen. Min mand sagde at hun lignede mig på en prik. Jeg blev helt stum, og kunne ikke forklare følesen af man er tæt til en man aldrig har mødt før. Dagen efter gik jeg ned i kælderen alene uden nogen så mig, jeg vidste ikke hvad de ville gøre hvis de så mig. Jeg håbede inderligt på den unge dame var der. Jeg ville gerne væk fra det her sted, og håbede på at hun kunne hjælpe mig. Men hun var der ikke. På vejen tilbage til vores værelse hørte jeg en der fløjtede lige bag mig. Det var hende. Jeg stod helt stille. Hende jeg lede efter var lige foran mig, men jeg kunne ikke få et ord ud. Hun spurgte mig om, hvad jeg hed og jeg sagde, ”Gaby” med en meget nervøs stemme. Hun sagde jeg havde et smukt navn, og hun havde en trang til at snakke med mig. Og jeg havde det på samme måde. Jeg spurte om hvad det var for et sted, og hvad hun lavede her? ”De har taget mig, jeg ved ikke hvem jeg er eller tilhøre, jeg er vokset op her, min de siger jeg er anderledes og jeg ikke høre til her. Der kommer hele tiden nye mennesker og så bliver de hentet. Jeg håber en dag det bliver min tur til at blive hentet. Jeg vil ikke være her mere. Og for resten så hedder jeg Maria, der lød nogle stemmer fra et andet sted. ”der er jo ikke nogen der vil kendes ved de nye? Hvad nu hvis der er ingen der vil betale løsesum for dem? Så kan vi bare made dem ligesom hende den rødhåret.”

Jeg husker det de sagde, den måde de snakkede om hende på. Det var forfærdeligt. Hun forstod ikke hvad de mente med det, men det gjorde jeg. De kidnapper folk og kræver løsesum for dem, det er det samme de har gjort med mig og Gregers. Men der er aldrig nogen der finder ud af vi er blevet kidnappet, familie venner, er i U.S.A. ligeså stille gik det op for mig at vi aldrig ville komme hjem igen, så jeg begyndte og tænke på en plan så vi kunne slippe fri, og jeg ville tage Maria med. jeg ville ikke leve her ligesom hende. Jeg skrev en brev til hende og gav det til hende og håbede på at hun forstod hvad jeg skrev.

Kære Maria. Jeg har det som om jeg kender dig, men hvorfra ved jeg ikke. Jeg vil gerne hjælpe dig ud herfra og vise dig den rigtige verden, for der fortjener du. Du skal pakke alle dine ting og møde mig og min mand Gregers ude på gårdspladsen til midnat.

 

Jeg gav hende brevet til aftensmad. Til midnat kom hun løbende ud til os på gårdspladsen. Jeg blev glad da jeg så hende for hun fortjente virkelig hendes frihed. Vi stak af. Vi var kommet ud i en skov. Jeg vidste ikke hvor vi var henne, men det var ikke et rart sted. Vi gik i den skov i lang tid, men jeg var bare glad for vi ikke var på det hæslige værelse mere.  Da det blev morgen nåede vi fra til en havn, en stor en med masser skibe, efter og have gået hele dagen. Vi var alle tre meget trætte og sultne. Der kørte en hestevogn forbi os med to store sorte heste. Maria rev fat i mig og Gregers og trak os ind blandt en stor flok mennesker og fortalte os at det var en fra det sted vi lige var flygtet fra der altid kørte i den hestevogn. De have nok fundet ud af vi ikke var der og sendt ham ud og lede efter os. Jeg var bange, bange for at vi skulle blive fundet, og blive smidt tilbage til det rædselsfulde sted igen. Vi så et stort skib hvor der stod New York på. Jeg håbede inderligt på at vi kunne komme væk herfra. Men vi havde ingen penge og værste fald ikke nok til at betale for tre pladser. Jeg så en masse mænd gå bære nogle kufferter op på skibet. Hvis vi nu gik med der kunne vi være heldige og sidde blandt kufferterne. Vi listede op til det rum de puttede alle kufferterne i og satte os helt ind bag ved dem alle sammen. Der var rigtig mange og vi kunne næsten ikke være der. Der var en stor sort kuffert som jeg lænede mig efterhånden så tynd krop op af og jeg frøs. Jeg efterhånden blevet meget tynd af lidt brød og tynd suppe i mange dage. Gregers kunne se jeg frøs og lade hans jakke over mig. jeg vågnede ved at Maria ruskede i mig. Hun sagde vi skulle skynde os ud, inden der kom nogen af dem der skulle hente alt bagagen. Jeg kom igennem alle kufferterne og tog fat i håndtaget, og den gik op, men ude på den anden side af døren stod der en ung dame. En dame jeg havde set før. Det var en jeg engang var gode veninder men som min mor og far havde forbudt mig at være sammen med, hvorfor ved jeg ikke. Hun så på mig med et chok i blikket, og spurte hvorfor jeg gemt mig i et lastrum?  Jeg svarede hende at mig og min mand var blevet kidnappet og det var den var vores eneste håb, på at komme væk fra det forfærdelige sted på. Hun sagde stille så der ikke var nogen der hørte det at vi ikke måtte fortælle nogen at hun viste at de ikke havde betalt for at komme med det store fragt skib med til U.S.A. men vi bare skulle gå ud og blande os med mængden så vi ikke blev opdaget.

Vi gik stille og rolig af både som alle de andre mennesker gjorde og håbede på de var endt et sted de viste hvor var. Lidt væk holde den fineste hestevogn, og en nydelig dame steg ud af den, hun kom hen til mig og jeg kunne se det var min veninde fra lastrummet. Hun havde skiftet tøj efter vi var kommet på land om havde sat håret op i en stram opsætning. Hun sagde at vi skulle gå med hende, og så ville hun køre os hjem. Jeg var meget taknemlig over hun ville hjælpe os, og jeg kunne se på hende at hun havde medlidenhed med mig. Jeg blev fundet i et lastrum sammen med min mand og en ung dame jeg ikke kender, og ser forfærdelig ud, og har beskidt tøj på. På vej hjem gav jeg hende en lang forklaring på hvad der var sket og hvorfor vi var flygtet fra Peru til U.S.A.

Hun kaldte på chaufføren og sagde vi skulle stoppe her. Jeg kiggede ud af den lille rude der sad på siden af vognen og så min mor og fars hus. Jeg længtes efter et varmt sted og være og noget mad. Jeg løb hen til døren og bankede ivrigt på døren, og der blev lukket op jeg fløj i armene på hushjælpen der åbnede døren. Jeg var glad, glad for at være hjemme og glad for at slippe væk fra Peru, jeg løb ind til min mor og far. De havde ikke ventet at se mig og viste ikke hvorfor jeg var kommet men jeg fortalte historien meget kort. Gregers kom gående ind i stuen sammen med Maria. Min mor og far kiggede på hende og spurte hvem hun var ”jeg hedder Maria det er det eneste jeg ved” min mor spurte hvordan det kunne være hun kun kendte til hendes navn og ikke andet. Hun trak et smykke op fra sin lomme. Det var en halskæde der var formet som et halvt hjerte hvor der stod Maria på. Min mor gik hen til et lille smykkeskrin og tog et smykke op fra den og lagde smykkede i mine hænder. Det var en halskæde mage til Marias hvor der stod Gaby på. ”de passer jo sammen mor” sagde jeg underne.

”det er din forsvinde tvillingesøster…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...