Oh My Gosh! 2

Rin er gravid med Minhos søn. Hvad skal hun gøre? Få en abort eller ej? Og vil popstjernen Minho overhovedet kendes ved barnet? Rin er end ikke voksen, så hun aner ikke, hvad hun skal gøre, og Minho bor jo på den anden side af planeten. Det bliver blot værre, når SHINees fans finder ud af det, og for ikke at tale om Rins meget strenge far... Det er tider som disse, hun ville ønske hendes mor stadig levede.

166Likes
805Kommentarer
19533Visninger
AA

9. Flugten

”Rin? Hvad skete der da du sagde farvel til Minho?” spurgte Kekirie, da hende og Hannah ikke ville lade mig være i fred om aftenen, efter juleaften var forbi.

”Ikke noget,” mumlede jeg lavt. Jeg havde virkelig ikke lyst til, at sige noget til dem. De ville bare forsøge at standse mig, når jeg stak af med Minho, for ellers ville jeg jo få ballade af min far. Enten det, eller også ville de selv tage med, bare for at de kunne holde øje med Minho, og så Kekirie kunne blive barnets gudmor, som hun så gerne ville være.

”Kom nu, Rin! Sig det!” sagde Hannah med et bedende, tiggende blik. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke fortælle dem noget!

”Er det noget med ham Minho? Han var nu meget lækker,” grinede Hannah og smilede skævt. De kunne se mine røde kinder, så det var mere end svar nok på deres spørgsmål. Jeg rullede omkring og lagde mig på maven på min seng, for at skjule mine ildrøde kinder.

”Har du virkelig haft sex med ham, Rin? Det måtte være noget af en oplevelse… Hvor mange gange gjorde I det?” spurgte Kekirie, fuldstændig nysgerrig nu. Jeg lukkede mine øjne sammen og rystede bare på hovedet af min storesøster.

”Har I kun gjort det én gang? Hvorfor ikke mere? Rin, du skulle prøve det noget mere, hvis du kunne lide det,” grinede Kekirie. Jeg viftede vildt med mine ben imens jeg skreg ned i min pude af irritation.

”Åh… Noget siger mig, at Rin gerne vil være lidt alene,” mumlede Kekirie. Endelig! De fattede det endelig!

”Lad os lade hende være alene,” sagde Hannah og tog Kekirie i armen og gik mod min dør, dog imens de så tilbage på mig, som bare sendte dem kolde, onde blikke.

”Sov godt Rin Rin! Drøm sødt om Minho!” sagde Kekirie, før hende og Hannah smækkede sig ud af mit værelse, med en flyvende pude efter dem.

”Aish! Hvorfor skal jeg have sådan en storesøster?!” udbrød jeg og rejste mig fra min seng imens jeg sukkede dybt. Jeg trak min lille, lyserøde kuffert frem fra under min seng. Den var ikke ret stor, mellemstørrelse. Jeg skulle også kun pakke de ting der var nødvendige, jeg kunne jo altid købe noget nyt i Sydkorea. Når jeg var fri.

Jeg kunne høre noget der bankede på min rude, det var faktisk en lille sten. Selvfølgelig, jeg var på anden etage i huset, ingen kunne bare sådan komme herop, så nemt som ingenting. Selvom jeg tit plejede at klatre op og ned udenfor, da jeg var mindre.

Jeg gik hen og åbnede vinduet, idet den kolde vind straks ramte mig. Jeg tog blot hurtigt en lyserødt hættetrøje på, og så da ud af vinduet, for at få øje på Minho, der stod dernede og smilede til mig. Jeg kunne allerede mærke, at mine kinder blev røde og brændte helt utroligt. Jeg sagde intet, vi ville nemt blive hørt, hvis jeg talte til ham, og min far var sikkert stadig vågen. Jeg tog min lille kuffert, som allerede var pakket med lidt tøj, undertøj og toiletting. Og selvfølgelig min pung og nogle ting, som betød meget for mig.

Jeg kastede kufferten ned til ham, som han med lethed greb. Den var jo meget lille, på størrelse med en skoletaske, ville jeg gætte på. Jeg satte mig i vindueskarmen, men huskede lige min iPhone før jeg forlod huset. Jeg så på muren ved siden af mig, den udenfor, og rynkede lidt på mine bryn. Der var et metalnet, som vores roser plejede at vokse op af. Jeg vidste, at tornene på roserne var meget visne om vinteren, så det ville måske komme til at gøre av.

Jeg trak lidt i mine ærmer, for at de dækkede mine hænder. Jeg havde også mine All Star Converse sko på, så det gik måske nok. Jeg tog fat i hegnet, ignorerede de roser som lå i vinterhi med deres skarpe torne, og klatrede så ned af det. Det braste heldigvis ikke sammen af min lille ekstra vægt, siden jeg var seks år gammel.

”Lad os komme væk,” hviskede Minho til mig. Jeg nikkede og så mig omkring, før jeg listede mod udgangen af vores have, sammen med Minho. Der var stadig lys i nogen af vinduerne i huset, det var dem vi skulle passe på. Min far gik stadig rundt i huset, fordi han arbejdede sent. Hver eneste aften, næsten helt indtil det var morgen igen.

”Tak Minho…” hviskede jeg.

”For hvad?” spurgte ha så.

”Fordi du vil hjælpe mig med at komme væk,” smilede jeg varmt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...