Billetten til paradis

du må bare læse den!

3Likes
0Kommentarer
660Visninger
AA

1. Billetten til paradis

Det var hårdt at gå fra Bibbi, hun lå der lille, uskyldig, afmagret og muse stille. Men det kunne ikke have været anderledes. Nu skulle hun sove, sove for evigt og vågne op et bedre sted. Mine ben var tunge, jeg kunne mærke, at de snart ville briste. Varmen var udholdelig, lige som den havde været uudholdelig i de sidste 26 måneder. Mange var døde pga. tørken, lige som lille Bibbi var. Jeg kæmpede mig ihærdigt frem, mens en tåre gled ned langs min kind. Jeg ville ikke give op, det var vores sidste lille håb. Vi var kommet så langt, og det var for sent at vende om nu. Bibbi var kommet ud af syne, og vi satte os ned for at holde en pause. Tårerne væltede ud af mig, min mor lagde beroligende min hånd i sin. Og lige pludselig var jeg hendes lille pige, ikke den store beskyttende over hoved, ikke den ansvars fulde så dygtige pige, jeg var bare mig. Hun så egentlig slidt ud, sådan som hun sad der på stien. Hendes brune øjne var store i forhold til hendes lille afmagret hoved. Knoglerne var tydelige, og hendes blik fortalte mig, hvor skidt hun havde det. Mens hendes mund kom ud med beroligende ord. Jeg så rundt på de mange andre mennesker, der også var på vej hen til nødhjælps lejren. Vi havde vandret helt fra Umoja til Dadaab, jeg havde aldrig været så langt hjemme fra. Det var spændene at opleve og se lidt mere af Kenya og de forskellige byer. Vi havde siddet lidt, men vi måtte videre.  Vi havde vandret længe, jeg var træt, udmattet og i tvivl om at vi nogensinde kom der hen. Men der, lige der lå lejren. Udmattelsen forsvandt, og jeg var frisk som en fisk. Vi sprang op af glæde, og løb alt hvad vi kunne. Det var næsten det rene paradis, vi havde lige fået udleveret en nødhjælps pakke. Og om en uge måtte vi hente en til. Jeg havde aldrig været så mæt. Min mor og mine 2 små søskende som overlevede turen, havde lagt sig til at sove. For engangsskyld følte jeg mig redet, alt var bare herligt. Mens jeg hoppede rundt i mine egne tanker. Var der en der hvis også, var midt i hans egne tanker. I hvert fald rendte vi ind i hinanden. Jeg kiggede op, det var en af medarbejderne nøj hvor pinligt. Jeg ville skynde mig at løbe min vej, men der var noget over ham. Jeg tror det var hans blik, det holdte mig fast låst. Jeg stod bare lammet og stirrede på ham. Endelig afbrød han tavsheden og sagde:”Sorry I didn’t see you”. Det var lang tid siden jeg havde gået i skole, men jeg ville mene han sagde undskyld. Jeg svarede ham ikke, men stod blot og kiggede på ham. Han spurgte hvad jeg hed, og hvilken afdeling jeg boede i. Jeg svarede bare genert at jeg hed Malika. Han nikkede, og vi begyndte at snakke sammen. Jeg kom dog kun med korte svar og korte spørgsmål, men det fungerede. Han var 23 år, hed William, kom fra Norge og havde ingen søskende. Han havde det sødeste smil, det kilede mærkeligt i maven, når han kiggede mig direkte i øjnene. Det var en dejlig fornemmelse, det endte med at han gav en rundvisning. Han tog mig i hånden og førte mig rundt omkring. Jeg glemte alt om tid og sted, det var som om vi forsvandt. Men pludselig kom jeg tilbage til virkeligheden. Jeg træk min hånd til mig og kiggede forvirret rundt.  Jeg vendte mig om og løb tilbage til min mor og mine 2 søskende. De lå alle sammen og sov. Jeg satte mig lidt ovre for mig selv, en tåre begyndte at løbe ned langs min kind. Jeg ved ikke, om det var en glædes tårer eller hvad. Jeg var jo så glad, vi var redet, men ham William hvad var det, jeg kunne ikke forstå det. Jeg var så fortryllet i hans blik, hans smil alt ved ham. Men han var en af de ”forkælede bleg fis mænd”, tankerne kørte rundt og rundt. Jeg vågnede op til lugten af ris. Jeg åbnede mine øjne, og så at min mor sad foran et lille bål sted, og kogte lidt ris til os. Mine mindre søskende lille søde Abeni på 14 år og Paki på 17 år lå og sov. Deres brune hud glimtede i solen, de var tynde, men så mere veltilfredse ud end, de havde gjort i dage vis. Vi havde spist og jeg besluttede mig for at kigge lidt rundt. Eller det sagde jeg, men i virkeligheden ville jeg ud og finde William. Jeg gik rundt og rundt, mellem de mange mennesker, men ingen steder var han at se. Jeg vidste ikke, hvor jeg var. Men jeg var i hvert fald langt væk fra vores lille telt. Jeg kiggede rundt igen, men satte mig opgivende foran det store grønne træ. Mens en tåre gled ned ad min kind. ”Hallo” jeg vendte mig rundt, og der stod William. Lige så sød og smilende som i går. Jeg gav ham et kæmpe kram, han kunne vise mig hjem igen. Jeg fortalte ham, så godt jeg kunne, at jeg var faret vild. Han nikkede blot, tog min hånd i sin og så gik vi. Øv, vi var næsten nået hen til vores lille telt, det havde været så hyggeligt at gå der side om side. Vi stoppede op og kiggede hinanden dybt i øjnene. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven, men det føltes godt. Han gav mig et blidt kys på kinden, inden vi gik hver vores vej. Jeg kom syngende ind af telt døren, og gav min mor et kram. Paki og Abeni var vågnet, og sad og spiste. De så tilfredse og glade ud, jeg satte mig ned og snakkede med dem. Det var hyggeligt. Men jeg havde kun en ting i tankerne, og det var William. Hans blide og venlige øjne, søde smil, bløde læber og hans lyse hvide hud. Han var så dejlig, det hele var bare så dejligt! Resten af dagen, sad Abeni, Paki og jeg op af hinanden, mens mor fortalte en masse historier. Vi Var egentlig for store til det, men det var så hyggeligt. Og jeg var igen bare den lille uskyldige pige. Jeg stod og kogte pasta, mens de andre lå og sov. Jeg tog en portion og spiste den. det var varmt udenfor, men den grønne teltdug skyggede for solen. Jeg satte gryden med pastaen ved siden af en flaske vand. Jeg nænnede ikke at vække dem, bare for at sige at jeg smuttede ud. Hmm.. gad vide hvor William mon var i dag, jeg gik rundt mellem de forskellige. Han havde snakket, om at han hjalp med at dele nødhjælpspakker ud. Jeg fik utroligt nok fundet vej, hen til der hvor de delte nødhjælpspakker ud. Han var der ikke, men jeg fik øje på en pige på ca. 10 år. Hun trak med en ged hvor der sad en lille syg dreng, det skar i mit hjerte. Hun måtte vel have klaret turen helt selv eller så døde moren på vejen. Åh Bibbi, lille Bibbi tænkt hvis det havde været hende, der havde gået der. Jeg savnede hende sådan, verden var så uretfærdig. Hvorfor var det os der skulle miste en. Men det kunne vel lige så godt være os som nogen andre. Folk sloges om at få en plads i køen, det var som en flok sultne gribbe der prøvede at få fat i resterne af en halv spist gazelle. Men pludselig mærkede jeg en hånd der hev mig tilbage, jeg opdagede det var William, så jeg fulgte frivilligt med. Endelig stoppede han op, jeg vidste ikke hvor vi var, men det var ligegyldigt jeg havde jo ham. Men han vendte sig om og kiggede dybt i mine øjne. Hans hoved nærmede sig og han viskede i mit øre: ”jeg elsker dig”. Han tog hovedet lidt tilbage igen. Jeg lagde min arm om ham og gav ham et kys. Det føltes så rigtig, jeg kunne alt når han var der. Han kyssede igen, også så han mig dybt i øjnene. Det var som om han ville sig noget men der kom intet ud af hans mund. Han tog bare min hånd og begyndte og gå. Jeg fulgte efter ham, han tog mig med uden for nødhjælps lejren. Vi fandt et lille hyggeligt sted hvor vi satte os, hvor vi bare var helt os selv. De næste mange dage mødtes vi der. Mor, Paki og Abeni var ved at få sul på kroppen Abeni og Paki havde lavet deres egen lille bold og de spillede med den hver gang jeg var hjemme, kun om aftenen snakkede jeg med dem. Mor havde været ude og finde et lille arbejde hvor hun tjente lidt penge som hun brugte på noget garn og et par strikke pinde. Alt gik godt, eller nærmer sagt perfekt.  En dag strøg William blidt min kind, jeg troede han ville give mig et kys så jeg spidsede læberne. Men i stedet for begyndte han at fortælle mig at han snart skulle hjem igen, han sagde han ikke kunne blive for det havde han ikke penge til i længden. Jeg blev så frustreret alt var lige så perfekt og nu blev det hele ødelagt. Jeg ville prøve at virke stærk, og ikke tag det så tungt, men jeg kunne ikke og tårerne strømmede ud. Hvorfor, hvorfor kunne han ikke blive her hos mig, jeg havde brug for ham her ved min side. Jeg kunne jo ikke undvære ham, han fik mig til at smile, han fik mig til at føle mig elsket. han tørrede blidt tårerne væk, men der kom hele tiden flere. Endelig holdte tårerne op med at strømme ud, og han gav mig et kys. Jeg vil have dig med til Norge, han tog min hånd og vi flettede fingre ”jeg vil have dig med til Norge, jeg vil vise dig det brusende vand, de frodig grønne marker, og ikke mindst det liv jeg lever.” jeg kiggede op på ham, det lød så fristende, men hvad med min familie. Jeg puttede mig ind til ham og han gav mig blidt et kys på panden. Tårerne gled langsomt ned, og jeg faldt i søvn i hans arme. Jeg vågnede op og kiggede op på en så smuk stjerne himmel. Jeg lå stadig ved William, jeg rejste mig op han vågnede ved det og tog fat i min arm. Han så bedene og spurgte:" vil du ikke nok blive her bare i nat". Jeg satte mig igen og krammede ham alt hvad jeg kunne. Og hviskede til ham ”du må ikke forlade mig” han hviskede tilbage: ”Det kunne jeg heller ikke drømme om, men pengene rækker altså ikke længere”. Jeg vågende og gav ham et kys på panden og strøg ham blidt ned over kinden. Jeg kunne ikke nænne at vække ham, så jeg gik selv hjem ad. Jeg kom listende ind, min mor lå muse stille, Paki og Abeni sad grædende ved hendes side. Jeg løb hen til dem og kiggede ned på hende. ”Mor.. Mor..!” skreg jeg. Jeg beordrede mine søskende til at blive her jeg selv løb alt hvad jeg kunne ned til læge afdelingen og kaldte på hjælp. En læge kom med det samme for at hjælpe. De havde ellers mange der sad i kø og jeg fik helt dårlig samvittighed over at de bare blev sprunget over. Han begyndte med det samme, at mærke pulsen og gik derefter i action han hev en nål og en pose med vand op og Abeni holde den. Han stak derefter nålen ind i armen på hende. Der var gået en halv time og endelig var min mor vågnet, lægen fortalte mig at hun havde malaria og hun nok ville dø inden for den næste måned. Han gav os noget penicillin, og fortalte at de ikke kunne helbrede det, men det ville holde smerten væk. Jeg nikkede bare mens en tåre gled ned, lægen tørrede det væk og sagde at jeg skulle prøve at holde modet oppe. Jeg havde ikke snakket med William i 2 dage snart og tanken om ham gjorde mig vanvittig jeg savnede ham så meget. Men han havde også savnet mig for han kom gående ind i vores lille telt og gav mig et kys han var ligeglad med at min familie stod der. Og både min mor og søskende så det, han hviskede at jeg skulle give ham et svar. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Og han vidste at jeg ikke helt var med på hvad det lige var han mente. Så han svarede:” altså om du vil med mig”. Jeg kom i tanke om at han jo havde spurgt mig om jeg ville med til Norge. Jeg kiggede frem og tilbage og min mor gav tegn til at vi bare skulle gå en tur. Vi gik ud og jeg fortalte at min mor var blevet syg og hun havde kun 1 måned tilbage regnede lægerne med. Han blev ved at bede om et svar til sidst gav jeg ham et kys og hviskede ”i morgen skat, i morgen!”. Min mor lå og kiggede mod døren da jeg kom ind. Hun vinkede mig hen til sig ”Min skatte pige du kan eje alverdens jord, du kan have alverdens mad og drikke. Men det er intet værd uden ens livs kærlighed.” jeg nikkede mens tårerne gled ned langs min kind, jeg vidste hvad der ville ske og jeg vidste hvad jeg skulle give slip på. Jeg gav hendes hånd et klem og hviskede ”Tak mor”. Jeg gik ud til mine søskende og fortalte dem det, de var indforstået med det, men de ville gerne møde ham William. Jeg fik med det samme den idé at han kunne spise hjemme hos os, så min familie mødte ham. Jeg gik hen for at finde William men som normalt kunne jeg ikke finde ham, så jeg gik bare rundt i mængden. Men der lidt væk var der en der råbte ” Malika, Malika, jeg er lige her!” jeg vendte mig rundt og der stod han. Mellem de tusinde mennesker var han den eneste der lyssede og strålede lige så meget som en stjerne. Jeg løb glad hen til ham og gav ham et kæmpe knus, jeg inviterede ham til aftensmad. Og så gav jeg ham glad et kæmpe kys og smuttede tilbage for at begynde at lave mad. Han kom glad hoppende ind og gav mig et kæmpe knus og derefter hilste han på Abeni, Paki og min mor. Vi satte os ned på jorden i en cirkel. Jeg satte gryden med pastaerne i midten og alle begyndte at tage for sig, undtagen William han kiggede lidt men begyndte derefter også at tage for sig. Det var hyggeligt der blev grinet og snakket, det var dog kun mig og Paki der kunne engelsk, da mor og Abeni aldrig havde gået i skole, pga. mor ikke kunne tjene penge nok. Jeg tænker tilbage på min barndom, jeg var egentlig altid blevet kaldt hore unge, men jeg var tilfreds for jeg gik i skole og det var der mange der ikke havde muligheden for. Og slet ikke nogen som kun havde en mor til at forsørge hele familien. Jeg havde ingen venner dengang gik altid lige fra skole og så hjem for at passe mine søskende. Og det har altid været helt fint for mig. Det gav et sus i min mave, nu var det min sidste dag i Afrika. Jeg havde i går aftes bagt noget brød så at vi havde det her om morgenen. Vi sad og spiste, jeg brugte lang tid på at spise. Der var en gyselig tavshed under teltdugens blafren. Kun min mor holdte, humøret højt selv om hun lå der så lidt slidt, træt og syg ud. Tiden var kommet, til at vi skulle af sted. William havde foræret hans mobil til Abeni, Paki og min mor, som de skulle passe meget på. Han havde vist dem hvordan de skulle tage opkald, hvordan de skulle lægge på og selv at ringe. Han sagde dog, at det KUN var i nødstilfælde at de selv måtte ringe. Og så at han nok skulle betale regningen, de måtte ikke bruge den til pjat. Paki nikkede på hovedet, og hørte godt efter. Han var stolt, over at han nu skulle være den store. Inden vi tog af sted, gav vi hinanden et kæmpe gruppe kram. Det var ufattelig svært at give slip igen, og tårerne strømmede ned langs vores kinder. Endelig fik vi taget os sammen til at slippe hinanden. William og jeg gik hånd i hånd, hen til en bil der ville kører os til luft havnen. Vi steg ud af bilen. Jeg fik med det samme øje på, at der var en flyver på vej ned. nøj det var nogen flotte store og mægtig maskiner. De svævede som fuglen, det så legende let ud. William blev nødt til at puffe lidt til mig, før jeg fulgte efter ham ind i lufthavnen. og på vejen ind rakte han mig billetten til Paradis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...