Beautiful Monster's

I virkelig lang tid har jeg elsket ham, jeg forstår bare ikke hvorfor han kan ikke se det?

"Ugh, han elsker nok en anden.." Tænker jeg for mig selv imens jeg står op og går ind på badeværelset og kigger i spejlet. "Det er din skyld han ikke kan lide os. Det er alt. Din. Skyld." Siger mit spejlbilled imens jeg kigger uskyldigt på 'det'.

6Likes
7Kommentarer
2067Visninger
AA

9. Den dag vil jeg aldrig glemme.

Khun åbnede døren og bag ham stod... Victoria?! "Hejsa? Hvad laver du her?" Sagde han, men jeg stirrede bare på ham. Victoria kom nærmere "Du må ikke være her, dumme. Mig og Khun er sammen, farvel." Og døren blev smækket i. Jeg stirrede stadig lige fram ad. Jeg kunne høre nogle tale meget højt. Khun råbte næsten på Victoria, han skældte hende nok ud. Jeg begynde at få tåre i øjnene, jeg kunne ikke klare det her mere. Jeg gør altid noget forkert! Tårende faldt ned af mine kinder, jeg løb hen til min cykel og cyklede så hurtigt som jeg kunne! Jeg grad så meget, at jeg næsten råbte. Heldigvis var der ikke nogle mennesker som jeg kunne se. Jeg skulle bare over en gade og dreje til højre, så var jeg hjemme. Jeg drejede styret og cyklede halv vegen over gaden der hvor jeg kunne se noget lys lyse lige directe på mig, jeg kiggede til min side hvor lyset kom fra. Der var en kørende bil lige ved siden af min på fuld fart! Jeg panikkede og frøs. Jeg kunne seriøst ikke bevæge mig. "YAAAAAAAAH~!!!!". *CRAAASH* Sort, alting blev sort. Lige pludselig kunne jeg åbne øjnene, alt var virkelig lyst og hvidt. Og der stod en dame i hvidt tøj med hovedet over mit. Jeg åbnede mine øjne helt og stirrede lidt på hende. "Er du okay?" Sagde hun stille. "Uhh.." Jeg kunne ikke sige andet. "Uh.. Ah.. H-hvor.. er jeg?" Sagde jeg helt stille og stammende. "Du er i Korea?" Sagde hun hurtigt og højt. "Bor jeg i Korea?" Jeg rattede mig hurtigt op og kiggede mig rundt. "Det ved jeg ikke, der var ingen info om dig, en dreng kom med dig herhen. Kan du ikke huske det?" "En dreng?" Hun smilede sødt. "Jeg tror du har tabt din hukommelse." Jeg kiggede mig rundt. "Hvad hedder du? Vi skal ha tjekket dig, inden du kan gå." sagde hun. Hvad hedder jeg? Jeg kan simpelthen ikke huske noget som helst.. JO! Der kommer noget!

*Flashback*

Lyset lyser i mine øjne og jeg ser ikke meget. Det kommer nærmere, EN BIL! 

*Et billede dukkede op i mit hovede*

"Hallo? Er du stadig levende? Jeg har ikke hele dagen, eh." Sagde hun irreteret. "Oh.. Mianhae.. Jeg hedder Monster.. Tror jeg." Sagde jeg stille. Hun kiggede bare på mig. "Okay Monster, kom med mig." Jeg gik efter damen der havde hvidt tøj på. Hun åbnede døren, men jeg stirrede bare ud på alle de andre mennesker der gik forbi. De havde også hvidt tøj på? Hvor er jeg? Korea-himlen? Hvad sker der.. "Kommer du eller hvad?" "Jo.. Mianhae." Hun er meget irreteret. Hun tog min hånd og tog mig ud til en gang, en virkelig lang gang. Fyldt med larm og mennesker klædt i hvidt tøj. Jeg kiggede alle steder og gik efter hende. Jeg skulle næsten småløbe for at gå med. Hun tog sine nøgler fram og åbnede en anden dør. "Her, du kan vente her imens jeg henter en anden læge til dig." "O-okay.." Hun gik ud og døren smækkede efter hende. "Hejsa. Hvad venter du på?" Sagde en sød fyr med en lys-blå slop på. Han virkede charmende og smilede sødt til mig. "Uhm.. Jeg ved enlig ikke hvorfor jeg er her. Damen sagde jeg tabte min hukommelse." Hvorfor slog mit hjerte så hurtigt? Jeg kunne mærke mine følelser svamle rundt i min krop. "Lægen? Oh.. Så kan jeg vist ikke spørge om hvad der skete med dig." Han smilede. Han var virkelig sød. Og hans læber virkede så dejlig bløde. "Hvad hedder du så?" "Jeg hedder JuMin. Hvad med dig? Mianhae at jeg spørger, hvis du ikke kan huske det." Aeygo! Han er sød. "JuMin, wow, pænt navn. Jeg hedder Monster. Tror jeg, haha!" Han grinede lidt tilbage. Er JuMin drengen der reddede mig? Der førte mig hertil? Mon han kan kende mig? Døren blev åbnet, og en læge kom ind. "Monster, kom venligst med mig." "O-okay. Vi ses måske senere JuMin." "Ja det gør vi." Sagde han med smil på læben. Mon han kender noget til mig.. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham. "Hvor skal vi hen læge?" "Vi skal kigge på din hjerne." "Kigge på min hjerne?" Jeg var lidt shokeret.. "Ja. Vi skal se om du kan huske noget specielt, så kan du få lov at gå." "Hvad med drengen? Hvor er han henne? Ham der førte mig herhen." "Oh ham. Du var jo lige sammen med ham før? Jeg troede du kendede ham?" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...