Angels Sky

Genechi er byen for engle. Engle der er skabt for at beskytte racen mennesket. Problemet er bare at englene også kan dø. Hvert 100 år flyver en enkel engel tilbage til jorden for at hente endnu en engel op til Genechi. Cassandra er i år 2011 blevet udvalgt til at hente den kommende engel. Det har hun præcis en måned til - indtil klokken slår 2012!

1Likes
4Kommentarer
1184Visninger
AA

3. Den ældre dame...

Varmen fra huset strømmede ind på min halvnøgne krop. Det virkede et halv sekund som at jeg var i Genechi igen. At Angelina havde taget sin beslutning tilbage om at jeg skulle af sted. At jeg endelig var hjemme i Genechi. At.. at… Mine øjne spærrede op, men dog ikke på ’den gode måde’. En ældre dame med gråt hår, der næsten var som sølv, kiggede på mig med et roligt blik. Hun så ikke overrasket eller chokkeret ud. Hun sad i en gyngestol og det så ud som om hun strikkede en sok. En lettelse bredte sig i min krop. Langsomt lukkede jeg døren bag mig og gik stille ind. Den ældre dame lagde sit striktøj fra sig på et lille stuebord i en mørkebrun farve. Hun sagde intet, men hendes rynkede læber bredte sig langsomt til vær deres side, til et venligt smil.

”Hvad hedder du kære?” Spurgte hun og lagde sit runde hoved blidt på skrå. Selvom hun havde rynker havde hun en fin og ren stemme. Det skræmte mig en smule, men jeg kunne ikke lade være med at svare hende: ”Cassandra” Mumlede jeg så det næsten var en hvisken. Den ældre dame satte hoved fint lige igen. Havde hun hørt hvad jeg sagde? Ærligt talt var jeg en smule i tvivl.

”Cassandra?” Spurgte hun igen sig selv. Så smilede hun igen. Jeg var en smule overrasket over at hun kunne høre min mumlen. ”Jeg tror nu godt jeg ved hvem du er..” begyndte hun. Jeg tvivlede endnu engang stærkt på det – jeg havde ikke været på jorden i cirka 300 år! Men alligevel lod jeg hende tale ud. Hendes ansigt blev en smule overrasket men alligevel venligt. ”Tro hvad du vil, men jeg ved mere end de fleste mennesker her på jorden” Hun sendte mig et skævt smil som jeg ikke kunne andet end at gengælde. Hun nikkede imod en træstol ved et lille træbord. Langsomt bevægede jeg mig imod stolen, trak den ud fra bordet og satte mig på det.

”Sig mig” Sagde damen da jeg havde sat mig godt til rette. ”- hvor meget ved du, hvad du skal gøre?” Hun satte jeg i gyngestolen igen. Et par bange vippede hun frem og tilbage på stolen og smilede. Gyngestolen havde en klassisk mørk farve og var af et eller andet træ jeg ikke lige vidste helt præcist hvad var. Jeg trak på skulderne. ”Fortæl med hvad du ved – gør det helt detaljeret og glem ikke noget som helst” blev hun ved. Hendes varme smil gjorde mig rolig, men dog stadig en smule mistænksom.

”Hvad ved du?” spurgte jeg undrende. En lille skarp tone kom ind i min stemme, selvom det ikke var meningen. Hun var jo så sød imod mig, men alligevel… måske var hun bare fup? ”Søde…” Sagde hun og lænede sig frem i gyngestolen. ”Angelina har sendt mig beskeder for 50 år siden. Jeg har rejst rundt fra sted til sted i hele verden for at hjælpe dette års engel til at finde den udvalgte.” Hun sendte mig et bestemt og rart blik på en gang. Jeg var flov og overrasket over min opførelse, og langsomt sænkede jeg blikket ned imod gulvet.

”Det kunne du heller ikke vide” sagde hun med en sukkersød stemme. Jeg så op igen med et lille smil på læben. ”Jeg ved næsten intet” Svarede jeg på hendes tidligere spørgsmål. Jeg lod mit blik rundt i i det lille lokale der nok skulle være en stue. En stor kasse hag på den flade væk. Den havde to pinde strittende i vejret og var helt sort. Jeg hævede undrende det ene øjenbryn men lod det falde igen. Jeg vendte blikket imod den ældre dame igen. Den ældre dame lod en hæs latter løbe. Hendes runde ansigt så ud som om at hun virkelig nød at jeg ikke var perfekt. ”der er vidst meget vi skal igennem!” Sagde hun med latter i stemmen. Latteren døde dog langsomt stille hen. ”Han hedder Noah. Han går i din klasse. Når jo!” Hun rømmede sig kort. ”Du skal i skole i morgen. Jeg ved dog ikke hvordan han er.” Sagde hun og trak på skulderen. ”Me…”

”Har jeg nogle af mine evner? Altså som engel?” Afbrød jeg hende. Jeg sendte hende et undskyldende blik og det så ud som om hun modtog den. ”Jeg mener at du har dine evner.. men ikke når du er i menneskeskikkelse!” Begyndte hun. Jeg lænede mig frem i den hårde stol for bedre at kunne koncentrere mig om, hvad hun sagde. ”Altså når du er i den engleskikkelse er du ikke synlig for levende væsener. Mennesker og dyr, naturligvis. Har du en speciel evne?” Spurgte hun. Jeg rystede på hoved.

To jeg kendte havde evner – Altså evner ud over de sædvanlige engle vinger og ufølsomme sjæl. Den ene var Angelina. Hun var lederen af alle engle, så det var klart at hun havde en evne. Hun kunne så let som ingenting udslette et levende menneske – inklusivt engle. Den anden var Jennifer. Hun var en ven… eller mere bekendt. Hendes evne var ikke stor. Ikke så stort som Angelinas i værtfald! Hun havde følelser – altså hvis man kan kalde det en evne. Hun kunne forelske sig og blive såret.

”Du ved godt at du har menneskelige trang ikke?” Sagde den ældre dame og afbrød mine tænksomme tanke. Jeg rystede hurtigt på hoved en enkel gang. Hun begyndte at klukke igen men latteren døde stille hen. ”Når okay, der er vidst meget vi skal snakke om i nat” Hun smilte og rejste sig op fra gyngestolen. ”Jeg laver noget the!”         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...