Hader du mig 3 - Justin Bieber

Et nyt år er startet og Roselynn og Justin er ikke kærester. Aldrig før har de begge været så ulykkelige til interviews, prisuddelinger, og til koncerter. I flere uger, har man ikke set ét eneste smil på deres læber. Tiden må bare vise, om Selena snart finder ud af, at verden har gennemskuet hende, og om Taylor finder ud af, at Roselynn endnu en gang, ikke elsker ham. Kærlighed, utroskab, tårer, smil, irritationer, og måske flere ægteskab - er ord nok, til at beskrive Roselynn og Justin.

25Likes
44Kommentarer
3930Visninger
AA

5. When you look me in the eyes

Der var blot noget ved ham, noget ved ham der kunne få mig til at smile. Smile størrer end nogensinde. Det var fantastisk, blot at se ham på afstand. Han var i sig selv, smuk. Selv når han var sur, var han smuk. Jeg vidste dog ikke, hvem denne 'han' er, endnu. Jeg ville finde ud af det, om det så kostede mig årevis. Jeg skulle finde min eneste ene, på et eller andet tidspunkt. Jeg var måske ikke så gammel, men jeg måtte alligevel begynde at tænke på det. Jeg ville ønske der fandtes noget, måske en engel, der kunne fortælle mig hvad jeg skulle gøre, og ikke gøre. Det ville være dobbeltastisk, jeg ville elske det. Jeg ville værdsætte, i dette tilfælde, englen. Tilbede den, til den fløj væk. "Rose, hvad tænker du dog på? Nok er det mig der styrer rattet, men tænkt hvis det var dig! Så ville vi måske være døde nu." Caitlins stemme bredte sig i den varme kvalmende luft inde i bilen. Jeg vågnede op fra mine tanker, og skimmede Caitlin et kort blik, men kiggede så ud af forvinduet. Jeg havde min smarte sorte Pilgrim-solbriller på, der fik mig til at se ukendt ud.  Hun havde ret. Hvis jeg kørte, ville vi køre galt med det samme, fordi jeg sad i mine egne tanker. Så var det godt jeg ikke kørte, og vi derfor var levende. "Undskyld, jeg sad i mine egne tanker," mumlede jeg tilbage, og lukkede mine øjne i. Jeg lænte mig bagover, så bilsæddet blev skubbet tilbade, og jeg sad rigtig behageligt. Hvis jeg åbnede mine øjne, kunne jeg kigge op på himlen, med de mange stjerner. Det var aften, og der var en masse stjerner. Bilen havde en rude i loftet, som alle der kom ind i bilen elskede. "Ja ja, det er vel heller ikke noget jeg kan blive sur over, men .." "Kig dog på vejen, i stedet for mig!" Og så skete det.

Måske var det min skyld, eller ikke min skyld, at min veninde blev slynget ind i bildøren, så den åbnede op, og hendes straks skadede krop blev kastet ud på vejen. Det var måske ikke min skyld, alligevel. Jeg havde trods alt, stortset ikke gjort noget. Jeg havde advaret hende, det havde jeg! På trods af det jeg tænkte på, måske ikke var virkelighed, kunne jeg ikke stoppe tårenene i at ryge ned af mine kinder. Min hals blev tør, og jeg kunne mærke at mine ben rystede voldsomt. Stille gik jeg ud af bilen, og prøvede at finde Caitlin. Jeg kiggede rundt, og fandt hendes til sidst. Hun var landet i græsset. Jeg satte mig ved hendes side, og tudbrølede. Jeg følte det var min skyld, selvom jeg prøvede at overbevise mig selv om, det ikke var min skyld. "Vi kommer! Kan du klarer det, søde?" Jeg hulkede i telefonen, og prøvede at forme et ja. Taylors stemme beroligede mig meget inderst inde, men udenpå rystede jeg stadig som en gal, og græd stadig. Jeg lagde på, og ventede desperat på Taylor ville komme. Jeg kunne se Caitlin stadig trak vejret, men ellers så hun død ud. Hendes øjne var lukket i, og jeg kunne ikke se noget som helst af hende, der bevægede sig. "Det er Simone Lautner, jeg er ringet fordi der er sket en ulykke .." Jeg kunne hører Taylors søster Simone snakke henne ved bilen. Taylor omfavnede mig, kyssede mig. Gjorde alt for at få mig på bedre tanker. Men det hjalp ikke. Det hjalp aldeles heller ikke, at kunne se en Range Rover kom kørende på vejen.

Det føltes som om Taylor havde fået alle til at komme. Som om han havde alle dem som jeg kendtes numre. Simone havde fået Josefine til at komme, Taylor havde fået Christian til at komme, Christian havde fået Justin til at komme, og Justin havde fået Selena til at komme. Det var da bare fantastisk. "Er du okay?" Jeg vendte mig med et sæt op, og kiggede op, for at se hvem det var der snakkede til mig. Justin satte sig på hug ved siden af mig, og kiggede mig ind i øjnene. Det føltes som om han prøvede at charmere sig ind på mig, selvom han godt vidste jeg havde en kæreste, og Selena alligevel snart ville kaste sig over ham, så han blev forelsket i hende igen. Jeg kan stadig huske, dengang mig og Caitlin bustede Selena.

"Kom nu Caitlin! Hvad nu hvis hun bare udnytter ham?" råbte jeg til Caitlin indefra bilen. Caitlin stod med armene over kors, imens hun bed sine tænder i, og gav mig dræberblikket. Efter flere minutters tænkning, satte Caitlin sig endelig ind i bilen, og blev kørt hen til Selena's hus i Los Angeles. Caitlin sad ved siden af mig, hvis øjne hvilede på den beskidte vej. Der var langt til Los Angeles, men ifølge mig, skulle verden få af vide hvem den virkelige Selena Gomez var. Da vi var kommet hen til huset, kunne de se lys indenfor, men ingen lyde. Vi kiggede på hinanden og nikkede, mens de gik ud foran vinduet til stuen i huset, og prøvede at finde Selena. "Hvem snakker hun i telefon med?" hviskede jeg og kiggede nøje efter. Selena gik rundt inde i stuen, med en mobil ved øret, og snakkede ret lavt, men højt nok til mig og Caitlin kunne hører det. Selena lød til ikke at snakke med Justin, men med en veninde, der muligvis betød meget for hende. Mens hun gik rundt, og hendes lange lilla kjole med pailetter svajede frem og tilbage, kunne mig og Caitlin hører blitzer fra bag dem. "Planen fungerer perfekt! Justin har ingen mis .." sagde Selena derindefra, men fik øje på os ved vinduet. Selena smed mobilen hen på sofaen og løb så hen imod vinduet. "Fuck!" sagde jeg højlydt og tog fat i Caitlin's arm, og løb væk fra huset. Vi blev dog stoppet af en masse mennesker, der tog billeder af os. Vi faldt ned på jorden, men rejste sig op igen, og børstede jorden af vores tøj. 

"Nej, jeg er ikke okay. Min bedste veninde er måske død - eller dør snart, jeg er ikke engang sikker på om jeg elsker min kæreste, min ekskærestes fremtidlige kæreste er kun ude på at udnytte ham, jeg har nogle provokerende tosser i hælenene på mig, med nogle dumme kameraer, og jeg har ingen far!" Jeg sagde det hårdt. Det tog mig lidt tid, at finde ud af hvad jeg havde sagt. Jeg havde sagt for meget, jeg havde tilstået for meget. Alligevel var det eneste jeg kunne tænke på, var om Taylor havde hørt hvad jeg havde sagt. Justin grinte, og det irriterede mig helt vildt. "Hun skal nok klarer det, tro på det." Han tog om min hånd, og nussede den. Et kort øjeblik, kom jeg til at stirre på hans læber, men jeg stoppede straks, da Selena satte sig foran os. Mig og Justin kiggede pinligberørt ud til siden, og hørte på Selenas brok. Hun irriterede mig grænseløst. Jeg kiggede hen imod bilen. Jeg blev lettet, da jeg så at Taylor stod ved Simones side, og derfor ikke havde hørt hvad jeg havde sagt. Jeg må bare få Justin til ikke at sige noget, til nogle. Josefine stod lige ved siden af Simone, og lyttede til alt hvad Simone sagde. "Hallo, lytter I overhovedet til hvad jeg siger?!" Hendes stemme kunne få mig til at skrige som en gal. "Nej, og det har jeg heller ikke lyst til! Skrid Selena, skrid hjem til hvor du hører til, og hils Djævlen fra mig." Og jeg havde ikke engang skyldfølelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...