Hader du mig 3 - Justin Bieber

Et nyt år er startet og Roselynn og Justin er ikke kærester. Aldrig før har de begge været så ulykkelige til interviews, prisuddelinger, og til koncerter. I flere uger, har man ikke set ét eneste smil på deres læber. Tiden må bare vise, om Selena snart finder ud af, at verden har gennemskuet hende, og om Taylor finder ud af, at Roselynn endnu en gang, ikke elsker ham. Kærlighed, utroskab, tårer, smil, irritationer, og måske flere ægteskab - er ord nok, til at beskrive Roselynn og Justin.

25Likes
44Kommentarer
3940Visninger
AA

6. Show the world ~ Sidste kapitel

Hende ansigt viste blot vrede, men hun så også ud til at være dybt ligeglad med mine ord. Hendes stenhårde hjerte, kunne hverken knuses eller såres. Hendes øjne var helt tører. Intet vand kunne løbe ud af dem, ingen og eller intet kaunne få hende til at græde. Kameraerne skimmedes ude i siderne. Der var mange, rigtig mange. Alle ville have glimt af fire superstjerner, der ringer efter en ambulance, fordi den ene superstjerne har medvirket i en ulykke. Taylor kom hen imod mig, satte sig ned ved siden af mig mens han nussede mig på ryggen. Jeg kiggede væk fra ham, og endte med at kigge på Justin, men det kunne jeg mærke Taylor ikke kunne lide. Han prøvede straks at på min opmærksomhed, men jeg kunne ikke slippe mit blik fra Justin, der også kiggede på mig. Hans blik, fik mig til at tænke på alt hvad vi egentlig havde været igennem. Vi havde været venner, men så blev vi forelskede. Så blev vi kærester, så slog vi op, så ødelagde jeg hans bryllup, så blev vi kærester, så slog vi op, så forelskede Justin sig i mig, og nu er vi kommet til dette. Der er sket så meget på så kort tid, og det er meget overvældende. "Taylor, vi må snakke sammen." Jeg rejste mig op og løsnede mig ud af Taylors greb. Jeg gik et andet sted hen, væk fra de andre, væk fra paparazzierne, kun sammen med Taylor. Jeg havde træffet et valg, og jeg vidste det var det rette valg. "Taylor, jeg vil undskylde på forhånd, for alt .. Alt hvad jeg har gjort dig, og at jeg bliver ved med at udnytte dig. Det føles forfærdeligt, og jeg er et forfærdeligt menneske." Han afbrød mig, ved straks at gennemskue mine tanker, "Rose, det er okay. Men hey, hvis du vil udnytte mig, så udnyt løs!" Han spredte sine arme ud, og trak mig ind til et langt kram. Hans ord overraskede mig meget, men det betød så meget for mig, at han ikke var sur. Jeg følte at alt skulle ske nu. Jeg skulle vide hvad min fremtid skulle være, og jeg skulle råbe op om en masse ting. Lige nu, ville jeg dog bare blive omfavnet af Taylor, med glade tanker i hovedet.

Jeg gik hen imod de mange mænd og kvinder; Nogle der stod med blokke og kuglepenne, andre der stod med kameraer og tog billeder. Nogle der prøvede at komme i takt med de andre, og nogle der stilte mig en masse spørgsmål. Jeg ventede blot på jeg kunne få fred, så jeg kunne sige hvad jeg ville sige. Endelig, tænkte jeg blot, da stilheden havde lagt sig. "Jeg vil bare sige, Selena, undskyld for dette, men nu skal verden vide det." Jeg så hende rømme sig vredt længere henne, som om hun vidste hvad det var jeg ville fortælle. Men straks så hun lidt mere rolig ud, og det forårsagede til hun kom hen imod mig, og kiggede smilende på mig - et ægte smil. Hun kiggede ud mod paparazzierne, og så selv klar ud, som om hun ventede på jeg ville sige sandheden. Det endte dog ikke med at se, da Selena selv stod frem, og fortalte verden det hele, plus Justin. Fortalte hvordan hun havde udnyttet Justin, - ligesom mig, og kun havde datet ham for berømmelsens skyld. Selv gik hun hen til Justin og undskyldte, men enhver kunne se han var fuldstændig nede. Jeg kunne ikke lade alt gå ud over hende. "Men faktisk, har jeg stort set gjort det samme som Selena, så hun skal ikke få al lortet på sig." Alle rettede sig nu mod mig, og gjorde klar til at skrive endnu mere ned. Selena og jeg havde godt nok behandlet hinanden dårligt, derfor er dette min undskyld. "Jeg har udnyttet Taylor og også Joe Jonas - undskyld Joe - for at komme mig over Justin, og jeg vidste godt hele tiden det var forkert. Jeg kan ikke slet ikke fatte, at jeg lod det stå på så længe. Måske var det fordi, at det at være en kendis, gjorde mig psysisk sindssyg."

Jeg satte mig foran Justin, som ikke så ud til at være i et godt humør. Det havde han ret til at være, men jeg håbede han ikke ville blive ved med at have det sådan. Jeg ville fortælle ham alt hvad jeg havde på hjerte. Han behøvede slet ikke at gøre andet end at lytte. At få ham til at lytte, var alt hvad jeg behøvede. Det føltes så dejligt at komme ud med alle mine tanker. "Justin, allerførst vil jeg sige undskyld, for alle de ting jeg har gjort dig. Jeg hader at sårer nogle, og det er altid endnu sværerer at sårer dig, fordi vi to har jo haft en vild fortid sammen. Jeg ved vi stadig har en fremtid, og det har jeg vidst noget tid nu. Uanset hvor meget jeg har prøvet at glemme dig, har jeg altid vidst jeg ville se mere til dig, selvom jeg ikke ønskede det. Inderst inde ønskede jeg det dog. Jeg ønskede at støde ind i dig, hver gang jeg gik i byen. Jeg ønskede at råbe dit navn op, til prisoverrækkelser. Jeg ønskede at se dig helt tilfældigt i fjernsynet. Du skal bare sige, at jeg værdsætter alt du har gjort for mig. Selv de gange hvor du har fået mig til at græde. Jeg er så glad for jeg har mødt dig, og oplevet at være din ven, fjende og kæreste." Jeg var selv ved at få tårer i øjnene, af mine egne ord. Det var bare så ubeskriveligt dejlig at sige hvordan jeg havde det, og endnu mere dejligt jeg ikke blev afbrudt. Jeg kunne straks mærke en varm følelse stryge igennem min krop, og en tunge der kørte rundt i min hals. Jeg lukkede mine øjne i og nød det. Nød det fantastisk der skete, og bad til det ikke ville stoppe.

"Caitlin?" Stille blev hendes øjenlåg åbnet, og en smertefuldt smil viste sig i hendes ansigt. Jeg havde virkelig meget lyst til bare at sætte mig ned i et hjørne og græde, men lige nu, ville jeg nyde min bedste veninde ikke var gået bort. Jeg kunne ikke få mig til at sige andet end undskyld. Jeg havde følt ulykken var min skyld, selvom Caitlin hele tiden prøvede på at sige det ikke var min skyld. "Jeg har talt med lægerne. Du overlever." Det jeg selv havde sagt, fik mig til at fælde en tårer. Jeg var ufattelig glad for hun ville overleve, og det gjorde mig bare endnu mere glad, at kunne fortælle det til nogle. Jeg ville også være glad, hvis nogen fortalte mig, jeg ikke skulle dø. Hendes smil forsvandt, og hendes øjne lukkede i. Heldigvis kunne jeg godt se hendes hjerte bankede. Jeg vidste jeg også hun ville overleve, så der var ingen grund til at bekymre mig. Men jeg var alligevel så bange for lægerne havde taget fejl, som de så tit gjorde. "Rosel .. Åh, undskyld." Caitlin åbnede sine øjne og kiggede hen imod døren, som jeg så vendte mig om imod. Justin stod lige foran den åbne dør, og skiftede til at kigge på mig og Caitlin. "Jeg går nu, men Caitlin, det er helt igennem fantastisk at du ikke skal forlade os. Du kæmpede, du er en kæmper. Swag!"  Omringet af nogle af de mennesker jeg elsker allermest. 

“I'm looking forward to influencing others in a positive way. My message is you can do anything if you just put your mind to it.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...