Please Don't Leave Me - Justin Bieber

Det er sidste skoledag i folkeskolen, og Justin skal spille om mesterskabet i basket. Dette er en utrolig vigtig kamp for Justin. Især når hele hans fremtid afhænger af det. Alex, Justins kæreste, ved hvor meget det betyder for ham, og hvor meget han ønsker at komme på et college, hvor de spiller basketball præcis som Justin vil have det. Men det er ikke altid, at det er lige nemt at være positiv overfor det. Og især ikke når det college Justin vil ind på, ligger langt væk fra det, som Alex vil på.
– Dette er mit bud til lynkonkurrencen :-P

20Likes
50Kommentarer
2501Visninger

3. 2

Jeg står med mine arme krydset over hinanden, imens jeg ser Justin ligge sine to kufferter ind i sin fars bil. Efter han har lagt dem ind, kigger han hen imod mig. I det vi får øjenkontakt, kigger jeg væk. Han stiller sig foran mig og rykker mit hoved, så vi kigger hinanden i øjnene.

”Husk at jeg ikke selv har valgt det her,” siger han stille til mig, og jeg nikker bare uden rigtigt at mene det.

”Alex. Vær sød at forstå det. Jeg vil gerne være her. Jeg vil gerne gå på samme college som dig, men det er jo ikke det, jeg har mest lyst til. Jeg har længe drømt om at komme på det college. Har du virkelig tænkt dig at spolere min drøm?” spørger han og kigger en smule fornærmet og koldt på mig. Jeg sukker og ryster på hovedet. Jeg vil ikke ødelægge hans drøm, men jeg kommer til at savne ham for meget.

”Justin, jeg kommer bare til at savne dig,” hvisker jeg forsigtigt.

”Jeg kommer også til at savne dig,” hvisker han tilbage og trækker mig ind i et kram. Jeg ligger mine arme omkring ham, og han ligger sine om mig.

”Vær sød ikke at forlade mig,” mumler jeg og ligger mine hænder på hans veltrænede mave og skubber ham forsigtigt ud fra mig. ”Jeg elsker dig, Alex,” siger han og kysser mig på munden.

”Men ikke nok til ikke at rejse,” siger jeg og skubber ham væk.

”Jeg elsker dig meget højere, Alex. Men vi ses jo igen snart. Det er bare college. Vi ses efter det,” siger han og prøver at smile overbevisende til mig. Men jeg vidste, at hvis han tog af sted nu, så ville han glemme alt om mig, og han ville få følelser for andre piger på det dumme college, når han nu skulle i byen med ’gutterne’.

”Men Justin… Hvis du elsker mig så højt… så bliv her. Vær sød ikke at forlade mig,” mumler jeg og kigger ham ind i de søde, brune øjne som jeg forelskede mig i for to år siden.

Jeg kigger nervøst udover klassen. De fleste smiler til mig med et imødekommende smil, og nogle ser bare totalt ligeglade ud. Men et smil fik mig dog til at kigge lidt mere. Smilet var det største af dem alle og sad på en virkelig køn dreng. Brunt, langt hår. Pæne brune øjne. Flotte tænder. Og et fantastisk smil.

”Det er så Alexandra. I skal være søde ved hende,” smiler lærerinden til dem alle eleverne. ”Hvem vil følge Alexandra rundt?” spørger hun og kigger rundt i klassen. Ingen rakte hånden op. De så alle søde ud, men hvem gad også lige fortælle om ens skole? Jeg ville skam heler ikke, hvis det var mig. Den kønne dreng kigger rundt og rækker forsigtigt hånden op. ”Justin? Det var da dejligt. Rejs dig op og vis Alexandra rundt med det samme,” siger hun, og drengen som så hedder Justin, rejser sig op og smiler til mig endnu engang…

Allerede en måned efter den dag var Justin og jeg bedste venner, og en måned efter den igen blev vi kærester. Allerede der begyndte pigerne at blive misundelige på mig, og det er kun blevet værre med årerne, for vores forhold er kun blevet bedre og bedre i løbet af de her to år. Men alligevel er den dag, vi blev kærester en af mine yndlings.

”Hvad skal vi Justin?” spørger jeg og smiler sødt til ham. Han smiler tilbage, tager min hånd og begynder at løbe. Jeg løber automatisk med, imens jeg griner. Vi løber i omring fem minutter, og jeg er allerede blevet udmattet. Bare et tegn på at jeg er i utrolig dårlig form. Men nu spiller Justin også basket, fodbold og ishockey så det er klart, at han er i bedre form, end jeg er. Han stopper pludselig op, og jeg kigger mig omkring. Vi er på en eller anden slags mark med nogle blomster og sådan omkring os. Min far og Justins forældre står længere nede på marken og holder lidt øje med os, imens de står og snakker sammen.

Justin ligger sig ned på marken imellem blomsterne, og jeg gør det samme. Jeg ligger mig på ryggen, men Justin ligger sig på siden, så han kan kigge på mig. Han stryger noget af mit hår om bag mine ører. Han tager en lille slags flaske frem, hvor der står ’Sæbebobler’ på. Jeg griner af ham og begynder at puste nogle bobler. Han ligger sig på ryggen igen og kigger på boblerne, som jeg puster op i luften. Jeg puster en forsigtigt op, og den bliver virkelig stor.

”Den blev fandme stor!” griner han og peger på den. Han prikker til den, så den går i stykker, og sæben ryger ned i hovedet på mig. Jeg griner, imens jeg puster det, jeg fik i munden, ud og tørrer mit ansigt.

”Alex?” spørger han forsigtigt og ligger sig på siden igen, så han kan kigge på mig.

”Ja?” mumler jeg med et smil og kigger ham lige i øjnene.

”Jeg kan virkelig godt lide dig. Vil du komme sammen?”…

Jeg griner af mindet inde i mig selv. Det var dengang, man spurgte, om man ville komme sammen. Ikke om man ville være kærester. Næ nej. Om man ville komme sammen. Ret underligt nu.

”Vi ses, min dejlige prinsesse,” siger han og smiler. ”Husk det nu. Det er ikke et farvel. Men et vi ses,” smiler han og kysser mig på munden.

”Jeg kommer til at savne dig,” mumler jeg, når vi har trukket os fra hinanden.

”I lige måde,” smiler han forsigtigt. ”Men husk, jeg elsker dig. Vi ses når jeg kommer hjem,” siger han med et lille bitte smil og kysser mig på kinden en sidste gang, inden han sætter sig ind i bilen. Han vinker til mig med sit sædvanlige lille smil, men jeg kan ikke smile igen. Mine øjne er fugtige, og jeg er på randen til at græde. Han siger, at det er et vi ses og ikke et farvel, men inderst inde… ved jeg, at jeg har mistet ham… For evigt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...