Flytninge


0Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

1. Fra Pakistan til Danmark

                                                                              

Sorgen lagde sig over mig, først nu begynder der at komme en stor klump i min hals, jeg vil ikke væk, jeg vil blive. Pakistan er mit hjemland, det land jeg er opvokset i, det land hvor jeg har mine venner, men godt nok har min familie bopæl i Danmark. Hvis jeg havde været 18 år, havde jeg ikke rejst med min familie til Danmark, men eftersom jeg er 14 år, og jeg ikke selv kan blive, bliver jeg nød til at rejse med. Mor og far syntes det ville være den bedste vej frem for os, eftersom Pakistan ikke var så sikker at bo i, og hele vores familie boede i Danmark. Det kom som et chok for mig, da mine forældre fortalte at vi skulle rejse, jeg fattede det ikke, det hele gik først op for mig nogle dage efter jeg havde fået det af vide. Jeg holder virkelig af Pakistan, jeg kunne slet ikke forstille mig en hverdag i Danmark. I Danmark, går man til sport, hvor man får bygget et fællesskab op der, man er tit sammen efter skole, og går til fester. Her i Pakistan er jeg altid alene efter skole, går ikke til noget sport eller noget, fester aldrig, men selvom jeg ikke gør det, har jeg alligevel nogle rigtige tætte venskaber over i skolen. Godt nok har jeg aldrig været i Danmark før, eller jo en gang før, men der var jeg en lille pige. Jeg har så mange fordomme til danskerne, de går til fester, drikker alkohol, er snobbet og hvad ved jeg. Jeg har 1 måned tilbage her i Pakistan, og allerede er vi begyndt at pakke lidt sammen. Nu er tiden kommet, hvor det er tid til at tage afsked med mine venner, det bliver underligt, at jeg ikke skal se dem i rigtig lang tid, jeg kommer til at savne dem. Det blev fredag d.3. februar, vi sidder nu i lufthavnen, har lige afleveret vores bagage, det virker helt mærkeligt. Snart sidder vi i flyveren, og er på vej til det danske land, der hvor jeg fra nu af skal have min hverdag til at fungere. Om en uge starter jeg i min nye skole, som ligger i Grenå, jeg er nervøs og glæder mig ikke til at være den nye pige, den som alle kigger på, den pige som alle går og snakker om. Vi ankom til Billund lufthavn sent om aftenen, det var mørkt, det stormede og regnede, og jeg havde ikke rigtig lyst til stå ud af flyveren, jeg ville hellere blive siddende, til den fløj tilbage til Pakistan igen. Alle mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, hvad mon folk syntes om mig? Hvordan er det her? Er der overhovedet nogle der gider mig? jeg kunne ikke få ro i mit hoved. Langt om længe nåede vi til vores nye hus, som lagde et stykke uden for Grenå, små tåre begynder ligeså stille at rende ned af mine kinder, jeg har lyst til at gemme mig væk, for mor og far ikke skal se jeg græder, de har valgt at rejse, sådan vi alle kunne starte på en ny, og få fred, sådan vi ikke skulle være bange for at blive skudt ned, ligesom man kunne risikere i Pakistan. Så faktisk burde jeg ikke være ked af det, for de har jo gjort det på en god måde, men alligevel så er det rigtig svært at starte på en ny, nu hvor alle mine venner er i Pakistan, godt nok er min familie her i Danmark, men jeg kender dem ikke rigtig, så nu skal jeg også først til at lære dem at kende. Dagen kom, hvor jeg skulle starte i min nye skole, jeg var nervøs. Da jeg trådte ind på skolen, gloede alle på mig, som om jeg var en perker, bare fordi jeg var udlænding, og havde tykt sort hår. Jeg skulle rigtig gå i 8. klasse, men fordi jeg først er ved at lære at snakke dansk, begynder jeg i 7. klasse.  Klassen jeg skulle gå i virkede stille og rolig, og faktisk blev jeg lidt overrasket da jeg kom, fordi de danske virkede slet ikke som nogen snobber, som jeg havde forstillet mig, egentligt var de meget venlige. Jeg skulle sidde ved siden af en der hed Jennifer, hun var ikke så høj, men hun virkede rigtig sød. Senere på dagen, hvor jeg sidder og snakker lidt med Jennifer, finder jeg ud af at hun også selv er flygtning.

Jeg var helt lettet da jeg kom hjem fra skole, selvom jeg ikke kunne så meget dansk, var der alligevel nogle der gad være sammen med mig. Jeg havde haft en rigtig god dag i skolen, men stadig længdes jeg lidt efter den gamle skole jeg gik på i Pakistan. Dagene gik, og Jennifer og jeg var blevet rigtig gode venner, der var ingen andre der rigtig gad os, for de så på os, som om vi var anderledes end dem. Men egentligt var vi jo ligesom dem, vi var alle sammen mennesker, men vi kom bare fra et andet land. Mor og far var rigtig glad for jeg var faldet så godt til i den nye skole, men en aften vi sidder og spiser, fortæller de at vi bliver nød til at flytte til Randers, for der havde de begge fået arbejde. Jeg var ved at bryde sammen, jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Nu var jeg jo lige ved at falde så godt til her i Grenå, også skal jeg igen til at starte forfra?  Dagen efter tog vi hen og kiggede på den nye skole jeg skulle gå på, den var ikke særlig stor, og et eller andet mindede mig om Pakistan, jeg gik og spekulerede over hvad det var, og til sidst kom jeg i tanke om at det var lugten, lugten på denne skole, var ligesom lugten på skolen i Pakistan, jeg blev helt glad, endelig var der et eller andet der bare fik mig til at føle mig en smule hjemme. Selvom jeg havde prøvede at skifte skole en gang før, var jeg stadig utrolig nervøs, for hvordan var de mon på denne skole?  Dagen kom, jeg trådte ind i min nye klasse, der var gjort plads til mig forrest, alle de andre præsenterede sig for mig, og derefter var det min tur til at præsentere mig for dem. I frikvarteret kom alle pigerne hen til mig, de ville høre noget mere om mig, og min hverdag i Pakistan osv. Men efter et par dage var jeg ikke så spændende mere, der var kun to der rigtig gad mig, og det var Josephine og Sandra fra den anden klasse. Jeg var aldrig særlig glad mere, jeg ville hjem, helt hjem til Pakistan, men jeg tur' ikke at sige det til mor og far, for de havde jo gjort det her for at gøre det godt for os alle. I Pakistan havde jeg altid nogen at arbejde sammen med i timerne, altid nogen at være sammen med i frikvartererne, men her i Danmark har jeg kun Josephine og Sandra. Tit tænker jeg på skolen i Grenå, på Jennifer som jeg hele tiden var sammen med, hvordan mon hun har det? Gad vide om hun har nogen at være sammen med, nu hvor jeg er rejst? På en måde savner jeg hende, jeg ville ønske jeg stadig havde kontakten til hende, selvom jeg næsten lige er flyttet, nåede vi ikke at udveksle numre, mail eller noget. Hun var ligesom mit håb for en nogenlunde god hverdag her i Danmark, hun var den jeg stolede mest på. Selvom jeg har Josephine og Sandra her, er det bare ikke det samme. Ligeså stille som tiden gik, ligeså stille mistede jeg kontakten til Josephine og Sandra, de havde åbenbart fundet nogen andre som var mere spændende at være mere sammen med end en udlænding fra Pakistan. Da jeg kom hjem fra skole, var jeg ude af den, jeg lukkede mig inde på mit værelse, og var tud færdig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, det kan ikke passe at jeg skal kæmpe mig igennem min hverdag, bare fordi jeg er udlænding. Tankerne styrtede rundt i mit hoved, hvad skulle jeg sige til mor og far? Hvorfor er der ingen der vil mig? Hvorfor kunne vi ikke bare være blevet i Pakistan, hvor jeg havde en hverdag, sammen med mine venner, eller i Grenå for den sags skyld, hvor jeg var ved at bygge en ganske almindelig hverdag op. Mor var den første der kom hjem fra arbejde, hun kunne se på mig at jeg var ked af det. Hun prøvede at trøste mig, og snakke med mig om tingene, men det hjælp ikke. Det eneste der ville hjælpe, var at flytte tilbage, helt tilbage til Pakistan. Jeg prøvede at forklare hende at jeg ingen venner havde her, at jeg altid sad alene for mig selv over i skolen. Men hun prøvede bare at snakke mig til fornuft, og sagde at jeg bare først lige skulle falde rigtig til her. Men alting er bare ikke så nemt, som man går og tror. En ting er at vi skulle flytte fra Pakistan til Danmark, for at få det bedste ud af vores liv, men intet af det her er godt for mig, jo kun da vi boede i Grenå, og jeg havde Jennifer. Men efter vi er flyttet til Randers, er det hele kun begyndt at gå nedad for mig. Jeg falder aldrig til her.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...