Klam nabo.


0Likes
1Kommentarer
338Visninger
AA

1. Hvad sker der?

”Skrid af helved til!” kunne jeg høre mor råbe ude i køkkenet..  Jeg løb ind på mit værelse og lagde mig i sengen, mens tårende trillede ned af kinderne. Jeg holdte mig for ørene så jeg ikke kunne høre deres skænderi.. ”Hold nu kæft” Jeg skreg det flere gange, selvom jeg vidste de ikke kunne høre mig. Jeg gik hen til mit vindue, og så at alt fars tøj blev smidt ud på gaden. Far blev skubbet med..

 

Min mor kommer fra Nord Korea, og min far fra Belgien. Da min mor var 18 flyttede hun til USA, hvor hun mødte min far som var flyttet derover som 19 årig. De havde været kærester i 7 år hvor min mor så blev gravid med min storebror. De blev gift og Sean blev født. De har altid skændes en del. De har altid været glade når der var andre, men så snart de var alene, eller det bare var Sean og jeg der var der skændes de en del. Jeg bliver lige ked af det hver gang. Denne gang er det bare meget værre end det plejer. Hvad mon der er sket. Hvad mon far har gjort siden mor råber sådan af ham, og endda smider ham ud?  Mor er hjemmegående hus mor, far arbejder som tømmer, og i hans fritid er han danselære.

Han startede som tømmer da jeg var to år, og som danselære da jeg blev ti. Min far og jeg har ikke altid haft et særlig godt forhold til hinanden.  Jeg har været bange for min far næsten hele mit liv. Han er en stor og muskuløs mand. Selv min storebror har været bange for ham. Jeg er en pige der ikke laver ret meget i sin fritid, for det meste sidder jeg bare derhjemme helt for mig selv, jeg er aldrig sammen med nogle. I skolen går jeg også bare for mig selv. Næsten alle i skolen hader mig, jeg bliver kaldt en masse fordi jeg er så fredelig, de mener jeg er hippie fordi jeg er så stille, altid har orden i sagerne, og bare vil have at alle er glade.  Folk kalder mig for flere forskellige øgenavne, f.eks. Rachel-Bagel. Det er så fordi jeg er lidt tyk. De fleste på skolen spiser lige så usundt og spiller også meget computer som jeg gør, men de går også til en sport, hvilket jeg ikke gør. Jeg bliver bare større og større.  Ingen gider være venner med sådan en tyk en som mig. Men hvad er det så der sker hjemme? Hvorfor er det lige far skal smides ud? Jeg vil vide hvad der sker. Jeg forstår intet mere.  Jeg vil aller mest bare forsvinde. Jeg vil væk. Væk fra had og skænderier.  Alt går bare galt nu. Nu er det slut. Intet går godt mere. Jeg mangler en del svar. Mon jeg bare skal spørge, mon de vil give mig de svar jeg har brug for? Hvorfor for jeg ikke noget som helst avide? Er der virkelig ingen der kan give mig en svar, hverken på hvorfor jeg skal hades og hvorfor de skændes. Jeg vil ikke høre på det mere.  Jeg er dog van til at det, men denne gang er det ekstra slemt. Jeg vil ikke være vidne til det. Hvorfor kan de ikke bare være gode venner ligesom alle andre forældre er? 

Pludselig kunne jeg høre min storebror der listede foran min dør. Det bankede på og jeg åbnede. Han sagde han havde en idé til hvad vi skulle gøre, han kom ind på mit værelse og vi satte os i min seng.  Han sagde at hvis han gik ud og blandede sig, kunne jeg løbe ud af bag døren, vi vidste hvad det ville ende med, vi havde prøvet det før. Jeg løb uden de opdagede mig, Sean blev sendt ind på værelset, hvor jeg stod foran hans vindue og ventede på at han hoppede ud så vi kunne stikke af. Vi plejede at løbe hjem til vores bedsteforældre eller hjem til nogle af vores venner, men der var ingen steder at tage hen en dag som i dag, for det er nytårs aften. Sidste gang vi stak af nytårs aften var for to år siden hvor vi løb hjem til mormor og morfar. Men der kan vi ikke løbe hjem mere. For de har lavet en aftale med mor og far om at de skal ringe til dem når vi er løbet derhjem.  Vi ringede til alle Sean’s venner, vi ringede til omkring ti mennesker. Næsten alle havde slukket mobil, eller også var de ikke hjemme. Det var helt vildt koldt, det sneede og det var vildt glat. Men vi løb alligevel, indtil jeg ikke kunne mere, for som jeg fortalte i starten så er jeg lidt tyk og dyrker ikke sport så har en elendig kondition. || Hvorfor er det lige jeg ikke ved noget? Mon Sean fik noget avide da han blandede sig i deres skænderi? Mon han ville fortælle mig det hvis det? Det er tidpunkter som nu jeg ville ønske man kunne læse andres tanker. Det her er virkelig træls. Jeg ved jo intet.  Sean og jeg har været væk i fem timer nu, klokken er snart 22:30. Mon vi snart skal hjem og se hvordan det går med mor og far. Er far der, eller er han blevet smidt ud?  Jeg spurgte Sean om alle de her spørgsmål, han prøvede bare at få mig til at tænke på andet, han ville ikke have at jeg tænkte så meget på det, men det er svært, jeg vil ikke hjem til et hus med mor og Sean uden en far. Det kan hverken Sean eller jeg klare. Vi var begge begyndt at have et nogenlunde godt forhold til ham. Hvis så han ikke er der mere. Nej nej nej nej.  Da vi kom hjem lagde fars tøj stadig på gaden. Men hvor var mor og far? Vi gik ind i køkkenet, der var ingen. Vi gik ind i stuen, stadig ingen. Vi ledte i hele huset. Hvor mon det var blevet af..  Er der her min skyld. Er det mig der har gjort noget forkert? Har mor fundet ud af hvad far gjorde ved os som små? Har hun fundet ud af noget med os? Hvad er det? Jeg kan ikke klare det ret meget længere.

(Halvt år senere.) Det er nu et halvt år siden vi har set mor og far. Sean og jeg bor stadig i huset, af en eller anden mærkelig årsag bliver regningerne stadig betalt. Er det et tegn på de lever og vil have os til t have det godt uden dem. Eller hvad er det?  Jeg savner dem.  Jeg er holdt op med at spise ret meget, jeg dyrker helt vildt meget sport, og jeg er blevet tynd. Jeg er for en gang skyld stolt af min krop! Men.. Jeg har stadig ingen venner.  Min personlighed er også blevet ændret en del efter den dag. Jeg har dog også fået en sygdom. Jeg høre stemmer, og jeg synes hele tiden jeg ser mor eller far nede i supermarkedet, men jeg er næsten sikker på det ikke er nogen af de to.  De har aldrig handlet der. Det er kun mig der gør det. Men måske er de der fordi de ved jeg går derned? Nej.. Det er for sygt. Jeg snakkede med Sean om det. Han siger han også ser dem. Så er det ikke bare mig der er sindssyg? De er der faktisk, eller hvad? Nu vil jeg have et svar på det. Et svar på alt jeg har gået at tænkt på.  Jeg står her igen. Jeg står bare at kigger rundt over det hele. Faktisk så leder jeg efter nole. I har nok allerede gættet hvem. Jeg kan ikke se dem. Jeg står bare at drejer rundt om mig selv?  Folk må tro jeg er sindssyg, eller en smule tosset. Der! Der er de! Jeg så dem igen! Jeg gik derover. Det var dem. Og de smilte! Mor og far. De står endnu engang foran mig. Men, hvad var der sket dengang? Det skændtes en hel del, og nu render de bare rundt sammen uden at fortælle deres børn hvad de laver og hvor de er. Jeg spøger forsigtigt om hvor de har været, og hvad der er sket med dem. Hvorfor de ikke havde ringet, eller bare skrevet?  Hvordan kunne de lade deres fjorten årige datter til at på alene med hendes 18 årige storebror? Det var for sindssygt.  Jeg havde følt mig forladt i så lang tid, men så har de været her hele tiden! De kan ikke rigtig svare på det hele, med de sagde at de havde brug for at være alene. Det ville også være en god måde at se på om Sean og jeg overhovedet kunne klare at bo alene. Om de kan stole på os. De har ikke mere at sige, men jeg har meget mere at spørge om. Jeg kan ikke klare det! Jeg har ikke lyst til det her mere.  Jeg vælger at gå stille og roligt ud herfra. Men med det samme jeg kommer ud, begynder jeg at løbe. Jeg høre deres stemmer, og ser deres person foran mig. Jeg kan ikke se noget. Mine øjne er fyldt med tåre. Jeg ville bare væk fra alt. Jeg ville ikke være til mere. Jeg har nu bestemt mig for selvmord. Der er kun familien der bekymre sig for mig, men min mor og far er der ikke for mig. Jeg vil ikke! || Med alle de tanker er jeg ikke koncentreret. Jeg når ikke at registrere hvad der sker om mig, så jeg kommer faktisk til at løbe ud foran en bil der kommer med ca. 100 km/t. Jeg ser sort. Jeg er gået ud som et lys. Jeg ser stadig mor og far. Jeg ser alle jeg vil have til at være her for mig? Jeg føler mig som en eller anden kæmpe taber der ikke kan finde ud af en skid!  Nu ved jeg ikke engang hvad jeg tænker alt er sort. Mon jeg er død.

(En uge senere) Jeg er lige vågnet. Jeg ved ikke helt hvor jeg er. Men det ligner lidt et hospital. Jeg kigger rundt. Det er et hospital. Jeg ligger med en masse slanger over det hele. .  Der er blomster, kort og masser af gaver? Meget af det er fra folk fra min klasse. 

En sygeplejeske er lige kommet ind af døren. Hun smiler og spøger hvordan jeg har det. Jeg svare med et ryk på skuldrende og et lille ’’Det går fint, tror jeg, men hvad er der sket?’’   Hun siger at jeg er blevet kørt ned. Jeg tænker og tænker, jeg prøver at finde ud af noget. Jeg kan ikke huske noget som helst.   

(En halv måned senere) Det er nu min fødselsdag. Jeg bliver udskrevet om præcis en time og tyve minutter. Ved du hvad der mere sker der? Der er det lige præcis 15 år siden jeg var her sidst. Her er ingen at snakke med. Jeg glæder mig til at komme hjem. Sean har været her et par gange, men det er ikke meget, for jeg har sagt til ham at han ikke skulle komme hvis han bare gik derfra med en klump i halsen fordi han ikke kunne gøre noget. Så han stoppede med at komme. Jeg har lagt for mig selv og tænkt en masse. Jeg ved hvad jeg vil nu. Jeg vil væk. Altså væk fra byen. Jeg tager hjem og pakker mine ting og så smutter jeg.  Jeg ved jeg finder et bedre sted at være. Men jeg bliver nød til at sige orden ligt farvel til alle mennesker. Jeg sender en sms til alle jeg kender om at de skal dukke op ude foran mit hus klokken 14:30. Jeg er nu kommet hjem. Alt er som jeg husker det. Eller faktisk ikke. Mors og far er der. De vil fortælle mig noget. Vi sætter os i sofaen, Sean kommer frem ude fra køkkenet. Han ved hvad de vil sige. De kigger på mig og ber’ mig at kigge dem i øjnene. Det gør jeg så. De siger de har valgt at blive skilt. Jeg kan mærke vreden og tårende stille og rolig komme frem. Jeg Løber af raserig op på mit værelse smækker døren, pakker mine ting, jeg går ned og ser mor græde, far ligeså. Sean vidste ikke hvad han skulle gøre. Han lignede en der havde fået et anfald. Jeg gik hen til ham og sagde undskyld. Jeg fortalte ham at jeg ville væk. Men at han altid ville kunne få fat på mig. Jeg åbner nu døren ud til, der står alle jeg kender. ’’FUCK!’’  Den første tanke.  Alle jeg har bedt om at møde op, står her. Jeg forklarer dem at jeg bliver nød til at tage væk et stykke tid.  Med det samme jeg er færdig løber jeg gennem alle mennesker. Jeg flygter fra alt. Sikke en kujon. Ja, mig. Jeg er en kujon. Tror jeg kan flygte fra det. Tsk. Nå men der er intet der får mig til at ændre mening. 

(Et år senere) Nu har jeg været væk i et år. Jeg er flyttet til Europa. Jeg sneg mig ombord på et skib som sejlede der til. Her er fantastisk. Jeg bliver anerkendt! Jeg har venner. Mit liv er fantastisk! Her vil jeg være et stykke tid. Jeg håber at folk kan kende mig når jeg kommer hjem. Jeg har ændret mig en del. Nok mest personlighedsmæssigt. Jeg har arbejde, jeg har fået kæreste og har tag over hovedet. Mit liv er blevet så meget bedre. Jeg smiler hver dag. Jeg kan ikke lade vær’. Jeg har en masse kontakt til folk derhjemme. Især min bror. Han har også fundet sit livs kærlighed, han snakker ikke meget med mor og far. Men lidt gør han. Jeg har slet ingen kontakt til dem. Men når jeg tager over og besøger de andre kan jeg vel lige så godt besøge dem også, de er jo stadig familie uanset hvad. Jeg er glad for at jeg valgte at flygte i stedet for at at tage mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...