New York byen der er væk fra alt


0Likes
0Kommentarer
292Visninger

1. .

”Hej” sagde hun med en rystende stemme. Hun kiggede på mig, og det føltes som om det var første gang jeg så hende igen. ”Hej” sagde jeg med et skævt smil ”Undskyld..at jeg bare forlod dig” hun kiggede tøvende på mig, der var nogle sekunders stilhed, som føltes som minutter ”Det er ikke din skyld du kunne jo ikke gør…” Hun satte en finger foran min mund. Hun kom nærmere, så jeg svagt kunne fornemme hendes parfume, som fik mig til at hengive mig, hendes kys, det føles fantastisk. Og jeg blev helt varm inde i. Det hele startede for syv måneder siden. Jeg boede hjemme hos min mor indtil en dag jeg fik nok. Jeg kom gående ned i køkkenet der var ingen, kun mig og ingen andre. Min søster var hjemme hos vores far og blive forkælet som hun altid gjorde. Jeg tog noget mad, og jeg satte mig ved det lille plastik køkkenbord som kun kostede syv dollars nede i Hassans butik, som lagde under lejligheden. Min mor er en fulderik, som drikker hver aften. Min far, som flygtede ud af helvedet, og fik sig en ny familie, syntes ikke miljøet var godt for min søster, så han tog hende til sig. Men hvad med mig?! Er det måske godt for mig eller hvad? Efter jeg havde spist smed jeg nærmest tallerken og bestikket ned i vasken sammen med de andre tallerkner og snavs, det gjorde ingen forskel. Jeg gik op på mit værelse hvis man overhovedet kan kalde det det. Det er et af de mindste rum i huset, det eneste jeg har plads til er min seng og lidt tøj som bare ligger i en bunke. Hele huset er gammelt og beskidt ligesom min mor. Vi er tit op og skændes, det vil sige når hun er død beruset, eller når hun er ædru og benægter hendes misbrug, og det værste er alle de mænd hun slæber med hjem, som kalder mig lille skat, jeg kvalmes, jeg kan ikke mere. Den eneste personer som jeg tør stole på er min bedste ven James. James kom ofte i vores hjem, jeg havde kendt ham siden grundskolen, hvor han var en stille fyr. En stille fyr, med skrøbelig fysik, som lagde op til at andre mobbede ham. Min opgave blev igennem årene at beskytte ham fra dette, da jeg ikke havde noget imod et slagsmål, jeg fik det nemlig bedre. Som årene gik udviklede James sig til en pæn teenager, som var populær hos pigerne, og som jeg fandt ud af også hos kvinderne. En nat vågnede jeg, ved at høre en banken mod min væg, igen og igen, en banken som jeg så ofte havde hørt før. Det var hovedgavlen fra min mores seng, der ramte min væg, jeg væmmes, kunne ikke sove. Jeg gik ned i køkkenet, fandt et rent glas, som hørte til sjældenheder, og drak noget vand. Jeg hørte døren fra min mors værelse gik op, jeg hørte skridt på trappen, og så en skikkelse, der var svært af se skikkelsen i mørket, men jo nærmere personen kom ned af trappen, og skikkelsen blev ramt af månelyset, som lyste ind af et mindre snavset vindue, kunne jeg se det var en mande skikkelse… nej nærmest en drengeskikkelse? ”Alex” sagde skikkelsen med forskrækket stemme. En stemme som jeg havde kendt i mange år.. Det var James stemme. ”Har du været i seng med min mor!? Hvord.. Hvorfor!?” råbte jeg næsten lige hovedet på James, og min mor. Som en refleks slog jeg James med en knytnæve i ansigtet, James faldt ”slap af mand ” lød det fra James, som tydeligt både var chokeret og men også påvirket af et eller andet. ”James du var den eneste grund til jeg stadig blev i det her lortehold!”, ”alt det jeg har gjort for dig, hvordan kunne du”. Jeg kunne mærke mit raseri, men også mine tårer der fyldte mine øjne, jeg måtte ud, jeg måtte væk. jeg løb ind på mit værelse grab min rygsæk, med få ejendele, tøj, mobil, samt mit hævekort, med de penge jeg havde sparet op til collage. Fire åres opsparing i et dårligt betalt fritidsjob i en 7elleven kiosk. Da jeg stod på gaden, så jeg tilbage på lejligheden hvor lyset blev slukket, fast besluttet aldrig at vende tilbage. Jeg gik hen af gaden, det var en utrolig kold nat og jeg havde kun et par jeans på og en hættetrøje, og min taske på ryggen. Vi boede i det meget skummelt kvarter, husene var gamle og slidte, og pushere på næsten hvert et gade hjørne. Under normale omstændigheder havde jeg ikke vovet mig ud, på denne side af døgnet.  Busstoppestedet var øde, en avis blæste rundt, som om den forsøgte en mystisk dans. Busstoppestedet var præget af graffitimalerier, fra næsten kunstneriske værker til bander der havde annoncerede deres bandenavn for at afmærke deres territorium, næsten ligesom hunde. Jeg kiggede på busplanen for at se hvornår den næste bus gik, Jeg ville bare væk jeg vidste ikke hvorhen, men bare langt væk. Der gik en bus til New York, uden at tænke længe over det, steg jeg på, dette fortrød jeg ikke da jeg mærkede varmen der kom imod mig fra det indre i bussen.  Turen kostede 28 dollars og varer tre timer, jeg sad og hørte musik hele vejen og sov uroligt indimellem, da jeg havde foruroligende drømme om det skete. Jeg var den eneste i bussen, og lamperne i gangen var gammel og havde et gulligt skær, og de fleste duede ikke. ”Endestation New York” sagde buschaufføren, som er en spinkel mand med et lille overskæg. Jeg steg ud af bussen det var slet ikke som der hjemme, der hjemme var gaderne tomme og slidte, her var gaderne halvfyldt med folk, selv om det var tidligt om morgenen. De fleste så trætte ud, og de flere havde en kaffekop i hånden. Jeg var utrolig træt jeg fandt et hjørne hvor jeg satte mig ned, og faldt i dyb søvn. Jeg vågnede med et kæmpe chok da en pige stod og rev i mig, jeg kunne ikke se hendes ansigt, hun fik mig op og jeg fulgte efter hende, eller jeg havde ikke noget valg? Hun begyndte at løbe for ikke at snuble, løb jeg med. Jeg sagde ikke noget, jeg var stadig i chok over den måde jeg blev vækket på. Hun stoppede med at løbe, og hun gav slip på mig ”pyhaa” åndede hun lettet op ”det var fandme tæt på det der” hun vente sig om og smilte til mig hende pandehår gjorde at man næsten ikke kunne se hendes venstre øje, hendes hår var kort og brunt ”hve.. hvem er du?” min stemme rystede, ”ååh undskyld mit navn er Justina” hun drejede rundt om sig selv, jeg kigge op fra og ned på hende, hun havde en grå hættetrøje på, korte shorts med strømpebukser og nogle lilla sko. ”Hvad hedder du?” spurgte hun med et skævt smil ”Alex”. ”Hvorfor tog du mig med her hen?” jeg stod og stirrede hende ind i øjne ”du lagde på Bruce gade, du skal være glad for at jeg var i nærheden, ellers havde du sku været død eller noget.” Hun grine lidt ”øøh tak tror jeg?” ”hvor kommer du fra?” jeg er her fra New York” hun satte sig på en bænk.  ”Hvor er du fra” spurgte hun? Jeg kiggede ned i jorden for at undgå øjenkontakt. ”Når ingen steder fra, jamen det kender jeg da godt” sagde hun ”kom med mig” hun tog fat i min hånd, og rev mig med. ”Hvor?” råbte jeg, hun sagde ingen ting, og gik videre Vi endte udenfor Starbucks ”vent her” hun blinkede til mig, og hun gik ind i butikken, hvorfor går jeg ikke bare? Jeg kender jo hende ikke, jeg stod og tænkte de samme tanker igen og igen, men jeg blev. Der var noget fascinerende ved hende. Hun kom ud med to kopper kaffe ”du ser lidt træt ud, så her” hun rakte kaffen til mig, vi begyndte og gå, hvorhen det vidste jeg ikke. ”Såå.. hvor skal du hen?” hun kiggede på mig og tog en slurk af kaffen ”væk tror jeg” ”jamen så har du fundet det rigtige sted!” ”lige her i New York er væk! Stedet hvor man er fri for alt!” råbte hun midt på gaden. ”Hvor skal du bo” hun satte sig på vejkanten. ”Tjaah.. det ved jeg ikke?” ”du kan bo hos mig!” og hendes øjne lyste som julelys ”hvor bor du da?” ”lidt over det hele men mest hos fru. Chang, som lader mig bo på hendes loft, jeg må bo der for 65 dollars om ugen, så længe jeg ikke larmer og roder” hun smilte til mig igen. ”Bor du ikke hos din mor og far?” ”naarjh de har ikke så meget tid til mig, de arbejde hele tiden.” Hun kiggede ned i jorden igen ”hvad arbejder de da med?” Jeg forsøgte at får øjenkontakt men det var umuligt, ”lad os bare sige at deres arbejde er meget vigtigt.” Hun rejste sig op ”kom” og hun begyndte at gå over i parken. Vi snakkede om alt imellem himmel og jord, og vi kom til søen hun satte sig under et træ. ”Såå hvorfor kom du til New York, byen som er væk fra alt?” hun så nysgerrigt på mig med hendes store sortmalede grønne øjne, ”jeg blev træt af alt derhjemme.” Jeg kiggede ned på mine sorte converse sko, som havde en lille grøn plet efter jeg havde malet. ”Hvad skete der?” ”min mor blev for meget og min bedsteven blev fuld.” Jeg stirrede stadig på den grønne plet ”når… kom!” Hun tog min hånd ”hvor skal vi hen?” Jeg var ved at snuble over mine egne fødder. ”Hjem til mig” hun smilte til mig. Vi kom hen til en lille mørk gade til et tre etagehus, selvom klokken var fem om eftermiddagen, var det mørk på gaden. Vi kom ind i en lille entre, hvor der stod en lille kinesisk dame håret sad i en knold, og på trods af hende rynker, var hendes ansigt stramt. ”Hej fru. Chang” sagde Justina ”hej Justina, du skal lige smutte ned og købe nogle grønsager” hun gav hende nogle penge, jeg gemte mig lidt bag Justina. ”Jov det skal jeg nok.. jeg skal bare lige op med min taske.” Hun vente sig om og kiggede på mig og blinkede til mig. ”Er det okay at Alex sover her et par nætter, indtil han finder et andet sted?” Fru. Chang kiggede på mig imens hun knep sine øjne sammen. Jeg prøvede at smile, men det lykkedes ikke så godt. ”Jo det er i orden” ”tak” sagde Justina og gav fru. Chang et kram ”jaja.. skynd dig nu ud og handle” Justina tog min hånd igen, og hev mig op af trappen, helt op til tredje sal. Hun åbnede døren ”velkommen til mit vidunderlige hjem” og hun at vente sig om mod mig. Jeg gik ind, der var en dobbeltmadras, og en træhylde med mange bøger, rundt omkring stod der stearinlys. ”Jeg har ikke noget strøm her, så der ligger nogle tændstikker der” og hun pegede hen på hylden. ”Tænd noget lys, så kommer jeg tilbage med noget mad” hun smilte igen, jeg nåede ikke at sige noget før hun var gået Jeg fandt tændstikkerne og tændte lysene, jeg gik lidt rundtomkring, det var ikke særligt stort, køkkenet og stuen var et, og der var et lille badeværelse. Jeg fandt en trøje frem og skiftede, efter jeg havde kigget lidt rundt, kom Justina ”jeg er hjemme” og hun løftede en pose med mad. ”Hjem” mumlede jeg lidt for mig selv ”sagde du noget?” hun stillede posen på sengen. ”Nej det var ikke noget… Hvad skal vi ha?” Jeg gik hen mod posen ”kinesisk” hun tog maden op af posen. Vi satte os på sengen, med hver vores China Box og spisepinde jeg fumlede rundt længe med spisepindende. Hver gang jeg havde fået det hos min mor, brugte jeg kniv og gaffel, ”vil du have noget bestik?” hun grinte lidt. ”Nej nej jeg kan sagtens klare det” jeg vente en af pindende lodret, og stak den ned i en forårsrulle. ”Ja det kan jeg se.. Du skal vende den sådan her” hun hjalp mig, og jeg kunne endelig få noget mad. Vi sad længe på sengen og snakkede om alt men intet. ”Hvor kan jeg sove?” Jeg kiggede rundt og så på det hårde trægulv. ”Gulvet er hårdt så nej.. Du kan sove lige her, det sker da ikke noget ved?” Jeg troede hun jokede, indtil jeg kiggede i hendes øjne, og så alvoren i dem ”okay”.  Jeg tog skraldet, og smed det ud i skraldespanden. ”Tak” og hun gik ud på badeværelset ”du skal ikke komme ind, jeg skal skifte. Så kan du også skifte imens” og hun lukkede døren. ’Jeg fandt nogle nat bukser og en T-shirt frem. ”jeg kommer ud nu” råbe hun nærmest fra badeværelset. ”Okay” råbte jeg tilbage, hun kom ud hun havde grå natbukser og en top på. ”Du kan tage tæppet der” hun pegede hen mod et hjørne. Jeg tog et tæppe, jeg vente mig om, og Justina var gået i seng jeg lagde mig også. Vi lagde tæt men langt fra hinanden. Jeg blev der et par dage hvor Justina viste mig rundt i New York, alle de store og små steder. En aften tog vi på natklub, selvom vi var under alder kendte Justina en som kunne få os ind. Vi var kommet ind, det var mørkt og blinklys i alle farver, luften var tyg og lugtede af cigaretrøg. ”Kom så finder at jeg noget drikke” hun tog min hånd og holdte godt fast i den, for at jeg ikke skulle blive væk. Jeg stod og ventede på at hun havde bestilt. ”Her er din øl” og hun rakte den til mig. Vi gik lidt rundt omkring, og vi kom hen til V.I. P rummet, man kunne se der sad en mand der inde med nogle mænd rundt om sig. Man kunne ikke se hvad de lavede. Sikkerhedsvagten kom hen til os ”Bruce vil se jer” han havde en dyp stemme. ”Bruce hvem?” jeg kiggede på Justina ”det var hans gade du lagde og sov på.. Kom nu” jeg gik bag Justina ind i rummet. ”Hej, skal i have noget at drikke?” Han stirrede ondt på mig hans hår var smørret tilbage, og han havde et jakkeset på, en rigtig Italiensk gangster tænkte jeg. ”Sæt jer ned” vi satte os ned overfor ham, og to af hans mænd kom med noget at drikke til os. ”Lad os lave en lille konkurrence.. En drikkekonkurrence” han kiggede på mig. ”Tag Justina med ud” han kiggede på sine mænd. ”Ej Bruce kom nu lad vær” hun kiggede bedene på ham. ”Kender du ham?” Jeg kiggede forvirret på Justina ”jae.. Justina og jeg er gamle venner ikke?” han kiggede på hende ”joo” svarede hun modvilligt ”tag hende ud” sagde han igen til sine mænd, og de tog hende ud til et bagrum. ”Så hvad hedder du knægt?” Han så tilbage på mig ”Alex” svarede jeg forsigtigt. ”Du er vel gode venner med Justina ikke?” Han kiggede lumsk ”jo” jeg kiggede rundt omkring igen. ”Så er du vel klar over at du har gået rundt med George Winstons datter? Præsidentens stedfortræder?” Han grinte lidt ”hvad?!” jeg kiggede forvirret på ham, kan det virkeligt passe? ”Jah hun er en rig forkælet møgunge, som stak af.. Når Alex hvis du kan drikke mere end mig, slipper du for at se mig igen men hvis ikke, så er Justina min” han kiggede lumsk på mig, og hans mænd grinte lidt i baggrunden. ”Hvorfor går det ud over mig og hende, hvad har jeg gjort dig?” Jeg hørte Justina ude for rummet hun skreg et eller andet, men jeg kunne ikke høre det på grund at musikken. ”Tjaah du sov på min gade, og forhindrede et salg et meget vigtigt salg. Desuden er Justina min ex kæreste” Mændene havde fundet nogle glas frem og nogle flasker alkohol, de satte det på bordet ”lad os begynde, den første der kaster op taber.” Han kiggede på sit glas ”nu!” råbte en af hans mænd, Bruce hældte lige så forsigtigt det op i hans glas, jeg ville bare ud der fra, så jeg begyndte at hælde det ned i mig. Jeg havde aldrig været fuld før, ikke så fuld. Til sidst kunne jeg ikke mere og Bruce blev ved, jeg blev dårligt og prøvede at holde det ind i mig, men jeg kunne ikke holde det inde i mig mere, og jeg kastede op. Jeg kunne ikke huske hvad jeg lavede, men jeg vågnede næste morgen ude i en gyde, jeg vidste hverken hvor jeg var eller hvordan jeg endte her. Jeg rejste mig, hele min krop var øm jeg havde blå mærker over det hele, og nogle rifter ind imellem. En seddel røg ned på jorden, det var Justinas skrift, selvom jeg kun havde set den et par gange vidste jeg det var hendes.

Kære Alex Undskyld jeg ikke havde sagt det før at jeg er datter af George Winston, før i tiden ville folk kun være sammen med mig på grund af det. Jeg kunne ikke føre en ordenlig samtale med dig i går efter Bruce havde drukket dig fuld og hans mænd havde banket dig, jeg nåede at stikke af inden jeg tog til en anden by så Bruce ikke finder mig, jeg vil ikke have du finder mig, det er derfor jeg ikke siger hvor jeg er taget hen. Jeg kan virkelig godt lide dig men det må være sådan her. Kh Justina Hun er George Winstons datter, det havde jeg glemt. Jeg rejste rundt til forskellige byer i nogle måneder, og endelig kom til Los Angeles. Jeg boede der nogle måneder. Jeg kom gående hen af gaden, og stoppede ved Starbucks, jeg kiggede op på skiltet og gik ind. ”Hvad skulle det være?” sagde damen der stod bag disken. ”En cappuccino tak” jeg fandt nogle penge frem. ”5 dollars” jeg gav hende pengene, og gik ned for enden af disken, og ventede på den, efter jeg havde fået den, satte jeg mig ved et bord og læste i et blad. Jeg kunne mærke der stod en foran mig og bare kiggede på mig, jeg kiggede op og der stod hun. Men kort hår lilla sko en hættetrøje og shorts, det samme tøj som hun havde på første dag jeg mødte hende. ”Hej” sagde hun men en lidt rystende stemme hun kiggede på mig det føltes som om det er første gang jeg ser hende igen. ”Hej” sagde jeg med et skævt smil. ”Undskyld..at jeg bare forlod dig” hun kiggede tøvende på mig, der var nogle sekunders stilhed, som føltes som minutter ”Det er ikke din skyld du kunne jo ikke gør…” Hun satte en finger foran min mund. Hun kom nærmere, så jeg svagt kunne fornemme hendes parfume, som fik mig til at hengive mig, hendes kys, det føles fantastisk. Og jeg blev helt varm inde i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...