Generationernes relief.

Generationernes forskelligheder med et strejf af lighed. Viden samt alder kan blive stillet op imod hinanden. Fordomme over for spædbørn, pensionister, teenagere, enspændere midt i fyrrene eller hermed indvandrere. Der er fordomme overfor alt og det har konsekvenser. Både små og store. Alles adfærd har en betydning i det globale samfund. I det 21. århundrede er der nye generationer på vej, som ikke lærer andet end at få maskiner til at lave alt, lige fra når de bliver født. Som ikke lærer at respektere andre for dem de er. Fordomme vil altid være her, så længe der er forskelle på folk. Men der er intet galt med forskelligheder intet galt med det. Tværtimod er det dét, som gør os hver i sær unikke og specielle. Det som gør dig til dig, og kun dig - ingen andre.

0Likes
1Kommentarer
487Visninger
AA

1. Generationernes relief.

 Jeg er blevet døbt Bertram Lykke Nielsen. Der var ingen tvivl da de fandt ud af det var en dreng, jeg skulle opkaldes efter min mors morfar - altså min oldefar. Jeg fylder 15 år om en måned og kan dermed endelig få et job, som ikke omhandler gården hjemme ved Eg. Det er vinter, men det eneste bevis på det er K.K. - Kulden og kalenderen. I år har vi ikke pyntet op til jul derhjemme som de andre år. Der hænger måske en lille nissemand i det kolde hjørne i stuen, hvor vi alligevel aldrig opholder os. Men er det egentlig kun sne vi har brug for, før vi virkelig tror på det er jul? Eller er det kun kalenderen vi skal følge? Andre mener det er julekalender-serier i fjernsynet eller brune kartofler og gås til juleaften. Årstiderne kommer igen, men det gør selskabet du har, måske ikke. Det er derfor vigtigt, at få fortalt til dine nærmeste hvad du føler for dem. Gribe chancerne når de kommer. "Better be safe than sorry" - Citat fra en kendt digter, hvis navn jeg ikke kan huske. Jeg mener ikke det passer på alt. Den samme chance gentager sig ikke særlig ofte - Og hvis den gør, mener jeg det er et tegn på, at du ikke har andet valg end at gribe den. Der er visse oplevelser, du kun når at erfare én gang i livet. Du når kun én alder, så nyd den imens du kan. Lev i nuet, men med henblik på fremtiden og stadig have minderne fra fortiden bag i kraniet. Nyd din tid som den du er.

Du bestemmer helt selv hvem du er. Folk kan fortælle dig hvad, at sige, gøre eller hvordan du skal opføre dig. Men når alt kommer til alt, er det kun råd, der kan følge dig videre i livet og lade omgivelserne udvikle dig til den du er. Det er dit valg, hvilke adfærd du har. Du kan blive tvunget til meget, men i sidste ende er det dit valg hvad du vælger. Alt lige fra at du ikke ville have dine mors hjemmedyrkede urter i din te, men i stedet vælger den klassiske kamillete - Til at du vil være et bandemedlem i Hell's Angels. Det har bare konsekvenser hvad du vælger. Hvis der er noget du gerne vil ud med, nogle tanker du har tænkt, som du gerne vil dele med andre, men som du ved vil få store konsekvenser for dig, hvis du siger det. Kom ud med din mening alligevel, hvis du kun holder det for dig selv, hvad er det så værd? Valg er begrænset når du er under "Voksen" alderen. Dine plejeforældre, biologiske forældre eller hvem der ellers har myndigheden over dig, indtil du fylder 18 - bestemmer over dig. Det er ikke småting, som at tvinge dig til at spise et æble, men overordnet ting. Som fx hvilken religion og tro du skal have, hvilken skole du skal gå på og så men også hvor du skal bo. Beslutter de sig for at I flytte til ét hus til venstre for jeres gamle hus på jeres gade, eller om på den anden side af jordkloden, har du ikke et valg. Du skal tage med. Men hvilke forældre ville tvinge ens børn til at gå på en skole de hader, tro på noget de ikke tror på eller bo et sted de af en eller anden grund har noget meget voldsomt imod, uden først i det mindste at høre på ens børns meninger og holdninger, som kan få indflydelse på deres beslutninger? Men stadig står dine forældre med det sidste ord, der afgøre den endelige beslutning.

For 5 år siden startede min far sit eget anlægsgartnerfirma. Det toppede ved 25 ansatte, men han valgte at gå konkurs, da der i starten af finanskrisen ikke var nok arbejde til firmaet - og i længden ville det ikke holde. Han var glad for at han fik prøvet at være selvstændig, men måtte også hurtigt finde en anden måde at forsørge familien på, nu da det var ovre. Omkring en uge efter han havde fortalt os, at han havde valgt at gå konkurs med firmaet, spurgte  han ind til efter aftensmaden, Om vi nogensinde havde tænkt på at skulle bo et andet sted end Højgård. Jeg var dengang 12 år, og havde aldrig nogensinde overvejet at tænke den tanke, at vi en dag skulle flytte. Men dog vidste jeg, at når min far spurgte om noget, ville han et sted hen med det. Og i dette tilfælde var det bogstavelig talt rigtigt. Jeg kunne mærke kuldens brise inde under min nye Sweater, som jeg ellers havde fået af vide, skulle være rigtig varm. Jeg kunne mærke gåsen kravle længere og længere ned oppe fra nakken og ned. Jeg spurgte ham med en usikkerhed i stemmen, men samtidig kort og bestemt: ”Skal vi flytte” Min far svarede ikke på spørgsmålet, men sagde at vi var kommet på RKI. Før jeg kunne nå at spørge hvad dét så var, var han i gang med at forklare: ”RKI – Et register for dårlige betalere. Et sted du bliver listet på, hvis du ikke kan betale af på dit lån. Danske bank vil ikke længere låne os penge, fordi vi er listet der.” Jeg sagde derefter med en undren i stemmen og med et mangel af forståelse-ansigt: ”Så det er ligesom en straffeattest? Hvis du er listet på, vil det altid stå der og du vil få sværere ved at få et job. Her er det bare svært at få lån fra en bank?” ”Ja næsten. Forskellen er bare, at du ikke er permanent listet på RKI. Når du er blevet fjernet derfra igen, vil der ikke kunne ses at du nogensinde har været der på.” Vi sad og snakkede sammen om det i lang tid. Jeg spurgte ham ind til, om det ikke også var svært at få en anden bank til at låne os penge? Og nu hvor han ikke havde noget job?

Der var gået flere uger og jeg havde gået og været halvt-deprimeret over det. Respekt til min far for, at han fortalte mig det og han betroede mig det. Det er nok ikke alle forældre, der vil fortælle noget til deres børn, indtil lige før de skulle flytte. Men på grund af usikkerheden i at vi skulle blive boende eller flytte, gik jeg rundt og var en mindre rar person. Næsevis og ligeglad hele tiden og især henne i skolen, ingen interesse i at række hånden op i timerne eller sidde sammen med mine venner i kantinen. Når jeg kom hjem fra skolen, sad jeg ikke andre steder end på mit værelse hele tiden. Stirrede ud af vinduet og læggede mærke til vindmøllens hastighed, fuglenes daglige rutiner og hvor vores længe-jagtede ræv holdte til. Jeg havde ikke lyst til at fortælle mine forældre, at jeg havde det dårligt. Men samtidig kunne jeg ikke rigtigt være det bekendt? Nu hvor de havde fortalt mig så meget. Dengang vidste jeg ikke, at det var derfor jeg var sur hele tiden. Men efterhånden som tiden gik, gik det op for mig, at det var godt kunne være grunden til det. Flytte fra mine normale omgivelser. Friheden på landet, uden den klamme stank af landmand. De frie frugttræer. De mange frugtræer der bærer store og saftige pærer og æbler. Vores store have, med plads til en hel 7-mands fodbold bane. Vores store hus, hvor alt fokus ikke er inde i stuen, til modsætning i de små lejligheder i byen, hvor man alligevel kan høre alt nede i stuen, fra et toiletbesøg til pigehvisken oppe på søs' værelse. Skolen, alle vennerne og mine fritidsaktiviteter.

Jeg havde efterhånden snakket med alle mine lærere, og de kunne ikke forstå hvad der gik af mig. De håbede ikke, at puberteten ville forvandle mig til en anden dreng, for de synes lige det gik så godt. Men efter jul var det ligesom om, at jeg var faldet i timerne og generelt rent socialt. De var bekymrede for mig. Jeg måtte finde på en eller anden udvej til at komme tilbage til det gamle jeg, uden at jeg skulle gøre det på en pinlig måde, og bare stå op dagen efter og være super glad. Jeg kunne enten blive mere og mere positiv med tiden, men det var også lidt barnligt. Jeg måtte fortælle mine forældre hvordan  jeg havde gået og haft det. Det ville blive hårdt, men det skulle gøres. Så en aften da vi havde siddet og diskuteret Carmen's adfærd, og hvad børnehaven havde gjort for og imod hende. Alle de bandeord der kom ud af de andres mund, blev jo efter ikke mindre end 5 minutter sagt fra hendes. Jeg insisterede på, at det var der ikke noget galt med. Med tiden skulle det  nok fortage sig igen, og det var jo ens for alle. Selv jeg havde været en lille hidsigprop engang. De små spinkle væsner, der har mere energi end en chihauhau der er i løbetid. Carmen og Rebecca var gået op i karbad og Freja var inde i byen. Det virkede som det rigtige tidspunkt. Jeg hjalp med at tage af bordet og gik med mine forældre ind i stuen. De sagde, at de ligesom mine lærere, var bekymret for mig, og spurgte hvad der var galt. Jeg svarede ikke rigtigt på det, så de kom med nogle spørgsmål der kunne sætte lidt liv i mig. ”Har det noget med vennerne at gøre? Er dine lærere bare pisse irriterende?” prøvede min mor frem. ”Er det en pige!” spurgte min far. Efter det spørgsmål havde jeg ikke noget valg, jeg måtte forklare mig. Vi fik snakket i lang tid. Selvom jeg synes det var lidt en unfair kamp i starten. 2 mod 1 og jeg blev afhørt på højeste plan – Og endda uden en advokat. Efter min afhøring, fik vi snakket yderligere om vores flytning, for at få det skåret helt ud i pap. Men inden da, kom Carmen ned og spurgte med lidt undren i øjnene: ”Hvorfor diskuterer I?” ”Det gør vi heller ikke. Vi snakker bare lidt om tingene.” ”Nå, men apropos jeres ”Diskussioner” - så kunne i jo prøve at sætte tingene op i et relief.” Vi fik alle et lille smil på læben og spurgte Carmen om hun overhovedet vidste hvad det var hun sagde. Det vidste hun ikke, hun sagde det jo bare? - Jeg var lidt stolt. ”Hun er allerede helt sin egen,” tænkte jeg. Freja var kommet hjem fra byen. Hendes veninde og hende var blevet uvenner, men hun ville ikke fortælle hvad der var galt. Jeg sagde til mine forældre, at det alligevel var irrelevant lige nu, i forhold til vores samtale om flytningen. Jeg havde frygtet at vi skulle flytte til en anden by - Og i værste tilfælde, til København. Storbyer er ikke lige mig. Jeg er blevet opvokset på landet hele mit liv. Det kunne selvfølgelig godt have haft den modsatte effekt på mig, så jeg gerne ville flytte til en storby. Men sådan var det ikke i mit tilfælde. Jeg blev rigtig lettet, da mine forældre sagde, at vi selvfølgelig ikke skulle flytte så langt væk. At vi ikke skulle flytte skole. Det gjorde rigtig meget. Jeg kunne fastholde at se mine venner hver eneste dag og samtidig gå til de samme aktiviteter. Hvis vi skulle flytte så langt væk fra mine normale omgivelser og min normale omgangskreds, så ville det være svært, hvis jeg kun kunne se mine ”Gamle” venner en gang i måneden. Og hvis jeg lige pludselig skulle til at prioritere mellem mine nye venner og de gamle?. Det ville tage for meget... Enten eller.

Min far fandt ud af hvad han måtte have, hvis vi skulle blive boende. Et job. Hvis han kunne vise bankerne på skrift, at han fik en fast løn, kunne det være de ville låne ham nogle penge. Eller i det mindste lave en fair nok afdragsaftale. Han skulle være 6 måneder i værnepligt i militæret. Han skulle egentlig have været det da han var omkring 18. Men han blev ved med at finde smarte måder at udsætte det på. Rejste, fik skade, uddannelse og jeg mener vidst også, at han fik gjort min mor gravid. Derefter skulle han også på 6 måneders sergent kursus Han ville være flyverleder igen. Førhen har han været flyveleder i Billund lufthavn, hvor han i modsætning til militæret (hvor han nu dirigerer F16'ere og andre fly- og køretøjer) - dirigerede civile rejsende. Det hele kørte på skinner. Jeg havde det godt, og det var næsten helt slut med spekulationerne om at flytte.

En aften midt i Januar, hvor der var mere sne end jeg nogensinde kan huske der har været, sad vi og snakkede efter aftensmad, som vi nu ofte gør. Min far spurgte hvad vores meninger om at flytte et par år til udlandet. Han havde spurgt nogle militære flyvestationer bl.a. i Australien og i Dubai. Det kom som lidt af et chok, men jeg vidste, at det jo kun var en mindre mulighed, bare lige for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Der her var en helt anden form for ”Flytning”. Jeg synes det lød rigtig spændende. Ny kultur, international skole, stort hus med alt inkl. - dvs. stor swimmingpool, aircondition over det hele og daglige rengøringsfolk. Vi skulle virkelig leve et luksus liv. Om sommeren kunne det komme helt op på 52 grader. Underligt at skulle tilbringe hele dagen indendørs om sommeren, og ikke kunne gå ud i 5 minutter uden at blive solbrændt. I starten   tænkte jeg slet ikke på, at jeg ikke ville kunne se mine venner. Her var valget taget for mig. Jeg kunne se nogle af dem, når vi kom hjem på ferie. Det var ikke rigtig en mulighed for mig, at tage om til en af mine venner fra Danmark efter skole. Jeg ville få andre internationale venner, som jeg måske ville få god nytte af i fremtiden? Hvis jeg engang i 20'erne ville til udlandet, kunne jeg jo måske låne deres sommerhus eller sådan noget? Jeg var helt oppe at køre, og det fik mine forældre også af vide! Også i den grad. Vi skulle bare af sted i en fart, og det kunne ikke gå hurtigt nok – Efter min mening. Carmen og Rebecca havde ikke fået noget af vide. Gitte og Freja var lidt mere tilbageholdende. Især Freja var i tvivl. Hun var på efterskole og skulle til at starte i 1G derefter. Hun havde det sådan lidt ligesom jeg, dengang vi havde økonomisk krise. Men ikke i lige så høj grad. Hun tænkte bare meget over det, men var ikke deprimeret. Min mor var lidt både og. Det var jo kun min far der ville få et job med det samme vi kom derover? Hvad skulle hun så arbejde med? Og hvad med når hun kom hjem? Alle de spørgsmål, hun ikke ville få svar på. Jeg snakkede med hende om det en dag hun havde hentet mig fra bordtennis. Jeg frøs mine ben, for jeg havde ikke taget lange bukser udenpå mine shorts. Jeg havde ikke nået at gå i bad, det ville jeg bare gøre når jeg kom hjem. Hun spurgte mig: ”Er du sulten,” spurgte hun mig rundt i svinget. ”Lidt, måske. Hvorfor da?” ”nå.. Men så kunne vi jo bare lige køre forbi tanken og købe en fransk?” ”Så er jeg sulten,” tilføjede jeg men et frækt smil på læben. Tanken duftede som altid af deres hotdogs. En masse lækre svøbte pølser. Det ultimative spørgsmål blev stillet endnu engang til sig selv: ”Cheese+Barbecue eller Chili pølse?” Min mor valgte en chili pølse med chiliketchup. Jeg valgte det samme, for jeg ville da ikke fremstå som en svans overfor min mor? Hun skulle i hvert fald ikke spise mere chili end mig. Vi fik sat os i bilen og kørte hjemad. Jeg spurgte hende, om hun havde tænkt over det med at flytte til udlandet, og om hun havde lyst til det. Hun fortalte mig en masse ting på meget kort tid, som indeholdte en masse spørgsmål hun havde stillet sig selv. Jeg fortalte hende, at hun kun fik svarene, hvis at det var vi tog afsted. Der var stille resten af vejen hjem, og det så ud til, at min kommentar havde gjort indtryk. Det havde i hvert fald sat gang i en masse nye positive spørgsmål til hende selv.

Tiden gik, og jeg havde mindst én gang om ugen spurgt om der var nyt med rejsen. Min far sagde til mig, at han nok skulle sige når der var noget nyt, men jeg kunne bare ikke lade være med at spørge alligevel. Der gik mange måneder, før jeg fik noget nyt af vide. Der var kommet svar fra Dubai. Han kunne komme en uge derhen og se hvordan det var, og de ville have et telefoninterview med min far, hvor han skulle testes i nogle forskellige mulige situationer, som han kunne blive udsat for i Dubai. Han bestod telefoninterviewet. Mit håb fløj helt til vejrs, og jeg følte virkelig, at jeg skulle til at leve livet på en helt ny måde. Håbet blev hvor de var, steg eller faldt ikke, indtil jeg hørte min far og min mor snakke om det inde på soveværelset - Orlov. Min mor spurgte ham, hvordan han på nogen måde skulle kunne få orlov. Han var ikke engang begyndt på sin sergent skole?. Jeg troede ellers ikke det var noget problem, jeg havde slet ikke tænkt over orlov? Men jeg tænkte ikke rigtig på, at det ville blive et problem. Vi skulle nok komme af sted.

1 måned efter spurgte jeg ham, om han havde fundet ud af, hvornår han skulle hen og se det. Han sagde, at det skulle han have været derhenne for noget tid siden, men han kunne ikke få orlov på arbejdet. Han lød også selv lidt trist og skuffet. Men med lidt opmuntring i stemmen, sagde han til mig: ”Det kan være at vi skal det, når DU er færdig med 1G. Men vi må se om vi stadig har lyst til den tid. Det kommer an på så meget. Det vil tiden vise os”

Den dag i dag bor jeg stadig ude på Højgård. Vi har fået udvidet vores gård. Ikke mere grund, men vi har fået lavet os en frugthave. Vintræer, forædlede og ikke forædlede nødder, pærer og æbler. ”En sand pensionsopsparing,” kaldte min far det. Ude godt, men hjemme bedst. Så jeg er ikke flyttet endnu, men jeg har været tæt på det 2 gange - på hver deres måde. Måske kommer der muligheder for, at jeg skal det senere i livet. Om ikke andet skal jeg det når jeg skal flytte hjemmefra. Det kan måske være, at jeg tager af sted med MINE børn? Det kommer bl.a. an på, hvad den nye generation bringer os.  - Generationernes relief.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...