Plegefamilie

Oliver, har en far der drikker, det er han ikke specielt stolt af.
Pludselig skal han i plejefamilie det er han bestemt ikke glad for.

1Likes
0Kommentarer
230Visninger

1. Oliver.

Olivers liv.

Grædende løb jeg ind på mit værelse, smækkede døren hårdt i og smed mig ned i sengen. Far og hans kæreste skændes igen, det er tredje gang i denne uge. Jeg hader når far skændes med en af sine mange kærester. Jeg savner mor, på onsdag er det tre år siden hun døde, hun døde i en bilulykke. Siden dengang er det kun gået nedad, far er begyndt at drikke, drikke meget. Det er svært at erkende, men han er alkoholiker. Det er ikke altid  lige fedt at bo sammen med ham, men jeg elsker ham, jeg mener, han er jo min far. Jeg vil aldrig miste ham, han er den eneste jeg kender, altså fra min familie. Jeg har næsten ingen venner, jeg har faktisk kun en ven, som kender til at min far måske ikke er den skarpeste kniv i skuffen, det er min nabo, han hedder Magnus. Det sker faktisk tit at jeg sover hos Magnus, hans mor er meget venlig, hun hedder Betina, jeg ved at kommunen  nogle gange er ovre hos Magnus, altså for at spørge om hvordan min far opføre sig overfor mig. Jeg har faktisk siddet udenfor døren, bare for at høre hvad de snakkede om, det var noget med, om min far lugtede af alkohol, og noget med om han slog mig, og en hel masse ting, jeg ikke syntes at de kan tillade sig at sidde og bagtale min far på en måde. Der kommer også tit nogle fra kommunen hjem og besøger os. De udspørger mig altid om en hel masse ting, som der da bare overhovedet ikke raver dem, derfor lyver jeg ret tit overfor dem. I går ringede det på døren, jeg var alene hjemme, faktisk ved jeg ikke hvor far var henne, det er egentlig ikke særlig tit at jeg ved hvor han er. Nå, men jeg åbnede selvfølgelig døren, og tro det eller ej, men lige uden for døren, stod der en gammel kone i en brun-grøn kjole, håret sat op i en kedelig knold, tænder helt brune af mange liter kaffe, og så lugtede hun bare langt væk af en blanding af røg og gammel kaffe. Hun sagde: ”Dav, jeg hedder Karin, jeg kommer fra kommunen, er din far hjemme?”. Øh nej, det var han jo egentlig ikke, men hvad skulle jeg sige?. Jeg svarede: ”Nej, ikke lige nu”. ”Hvor er han så henne?” Spurgte Karin. Åh nej, det ved jeg jo egentlig ikke, skal jeg sige det?, nej, det går jo nok ikke, det er det kommunerne er ude efter. Jeg er nød til at lyve.

”Øh, han er lige ude for at hente mælk”. Fuck!, tror hun på det?. ”Nå da, hvor lang tid tror du det tager?” Hvad skal jeg sige?... ”Et kvarter tror jeg?”. ”Nå, det var da ikke så lang tid, må jeg komme ind for at vente indtil han kommer hjem?”. Øh nej... hvad tror hun selv?, hvad skal jeg sige til hende?. "Det dur ikke, jeg skal hen for at besøge min ven." Den var go!. "Nå, men så må jeg jo vente udenfor", Nej!, kan hun ikke bare gå hjem til sin dumme kommune igen, i stedet for at genere mig?. "Okay, jeg går lige ind og tager mit overtøj på", hun nåede ikke engang at svare før jeg havde smækket døren i hovedet på hende. Jeg låste døren, og satte mig ind for at se noget tv. Jeg ved ikke hvor lang tid hun stod derude, far han kom ikke hjem før dagen efter, sådan er det tit, men jeg kan også sagtens klare mig alene. "BANG" , nå der skred fars kæreste vist, så er de nok færdige med at skændtes. Jeg ved faktisk ikke engang hvad hun hed, men det er der heller ingen grund til. Fars "forhold" varer aldrig længere end et par uger. Det er faktisk lidt trist, det kunne være rart at have en slags reserve mor, men de bliver der nok aldrig noget af, far og mig klare os vist bedst alene. ”OLIVER!” ”Jeg går lige ned i byen, laver du selv aftensmad?. ”Det skal jeg nok far”, ”det er godt, så ses vi senere”, øv øv øv, jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at være alene hjemme, ikke om natten. Jeg syntes vores lejlighed er ret uhyggelig, det er en to værelses, mit værelse og min fars værelse. Vores ”stue” er ikke til at prale af, der er et sofa bord fuld af halvtomme ølflasker, og nogle askebægere, der er en 2 personer´s sofa, en lænestol, og et gammelt kedeligt gulvtæppe, der er gået i stykker. Jeg tror jeg går over til Magnus, han er sikkert hjemme.

”Bank, bank” Det var Betina, Magnus mor der åbnede, ”Hej Betina, er Magnus hjemme?”, ”Nej, desværre, han er hjemme hos sin farmor”. Svarede Betina. ”Øv, nå men vi ses senere så”, jeg vendte om og gik. ”Hey Oliver, vil du ikke lige med ind lidt? Jeg vil gerne lige snakke med dig” Hvad vil hun dog snakke med mig om? ”Jo?, hvad vil du snakke med mig om?”, jeg tænkte det kunne være at det var noget med Magnus fødselsdag, så jo, jeg ville da gerne med ind. ”Det var godt, bare kom med ind i stuen, har du fået aftensmad?” Næh, det havde jeg jo ikke?. ”Nej, ikke endnu”, ”Vil du spise sammen med mig?” ”Jo, det vil jeg da gerne.” Jeg satte mig ind i stuen, for at se lidt fjernsyn, der gik ikke lang tid, før Betina kom ind for at sige at der var mad, hun havde lavet lasagne. Da vi havde spist lidt sagde hun med en meget bekymrende stemme: ”Hvordan har du det derhjemme Oliver?”, nej nej nej, nu ikke også hende, det er da nok at kommunen hele tiden spørger mig om det. ” Øh, jeg har det da godt nok.” ”Jeg har det vel ligesom alle andre” Det var jo ikke helt rigtig, jeg ved jo godt at jeg ikke har det helt ligesom alle andre, ellers ville jeg nok heller ikke sidde her, ovre hos min nabo for at spise aftensmad, en ganske normal fredag aften. Nej hvis jeg havde en ”normal” familie, så ville jeg sidde hjemme hos min far og mor, for at se       X-Factor. Men det er jo ikke tilfældet for mig. Betina sad og tænkte sig om, før hun stille sagde:”Men Oliver, jeg ved jo at det du siger ikke passer” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev helt trist indeni, hvordan kunne hun vide det?

”Oliver, jeg har snakket med kommunen”, Fuck da hende, hvorfor skal hun blande sig i mit liv?. ”Øh okay?” Hun kiggede på mig som om der var en der var død. ”Oliver, vi bliver nød til at have en alvorlig snak”,  øh nå?, hvad vil hun snakke med mig om? Jeg havde en dårlig fornemmelse, jeg kan virkelig ikke lide at snakke alvorligt, altså sådan virkelig alvorlig. ”Om hvad da?, har jeg gjort noget?” Jeg kan virkelig ikke lide det her!, jeg kan mærke at jeg er begyndt at svede. ”Oliver, mig og kommunen er klar over at din far drikker” Fuuuuuck, hvad sker er nu?, jeg er faktisk lidt bange for hvad der sker med mig, og hvad sker der med min far?. Jeg må forsvare mig. Jeg er nød til at lyve, hvis det her overhovedet skal nytte. ”Min far drikker altså ikke” Min stemme knækkede, det var ikke rart at lyve overfor Betina, men stadigvæk følte jeg, at jeg var nød til det. ”Jeg ved det er svært Oliver, men du er nød til ikke at lyve, jeg ved at din far drikker, og jeg har noget som jeg er nød til at fortælle dig du behøver ikke at sige noget, du kan bare sidde og høre hvad jeg siger”, Betina sagde det så venligt at det var svært at lade hver med at blive sur, jeg valgte at jeg ikke ville sige noget, så måtte hun sige hvad hun havde at sige. ”Okay, p.g.a at din far har drukket i længere tid, er kommunen blevet orienteret om det, du har jo sikkert set at de har været hjemme hos dig for at se om din far var hjemme. Det har han ikke været de fleste gange, derfor er det blevet sådan at din far skal til at bo på sådan et opholdssted for alkoholikere.” Mit hjerte hoppede pludselig meget hurtigt, jeg følte at det var ved at hoppe ud af min brystkasse. Gad vide hvad der skulle ske med mig? ”Men skal jeg så ikke bo med ham mere?”, ”Nej Oliver, det var faktisk det jeg ville snakke med dig om, det er sådan, at på et afvænningshjem, som det jo hedder, der bor man alene, altså i et værelse for sig selv, og man må altså ikke have børn med.” Wow, det var en ordentlig mundfuld!, jeg føler mig virkelig bare ked af det lige nu!, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. ”Vil du gerne vide hvor du skal hen?” Nej, jeg vil bare være hjemme sammen med far, i vores lejlighed som altid, det kan jeg nemlig godt lide!. Jeg tror bare jeg lader være med at svare hende. ”Kender du der er hedder familiepleje?” Jeg blev fuldstændig kold indeni, ja jeg ved godt hvad det er, og nej, det kan de godt glemme, jeg vil aldrig nogensinde komme til at være i en plejefamilie, jeg vil bare ikke!. Betina så lidt ked ud af det, jeg ved godt et ikke er hendes skyld, men alligevel, hun må da have lidt med det at gøre. ”Oliver, det er sådan at du skal i en plejefamilie, og jeg er ked af at sige det, men du har ikke noget valg.” Jeg begyndte at græde, jeg vil virkelig ikke ud at bo hos nogen, som jeg bare overhovedet ikke kender. ”Jeg vil altså ikke!” Jeg kunne næsten ikke få ordene frem jeg græd så meget, at jeg følte det aldrig ville stoppe. ”Vil du vide noget om hvor det er du skal bo?” Nej, jeg vil ikke vide noget som helst!, jeg vil bare hjem!. ”Oliver du bliver altså nød til at svare mig, ellers kan jeg slet ikke vide hvordan jeg skal trøste dig”, jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev virkelig rørt da hun sagde det der med at hun ville trøste mig, hun er virkelig som en reserve mor for mig, og pludselig slog det mig, hvorfor kan jeg ikke bare bo hos Betina og Magnus?. ”Kan jeg ikke bare bo her?” Betina lukkede øjnene og tænkte. Jeg kunne mærke at håbet stille forsvinde, nej selvfølgelig kunne jeg ikke det, hvad tænkte jeg dog på?. ”Nej Oliver, det kan ikke lade sig gøre,desværre du er ellers sådan en sød dreng.” Men ikke sød nok eller hvad?,  jeg begyndte pludselig at føle mig helt alene, prøv at tænk hvis jeg flytter lang væk, så kan jeg heller ikke være sammen med Magnus mere.  Nu vil jeg egentlig gerne vide hvor det er jeg skal flytte hen.

”Kan du ikke fortælle mig om hvor jeg skal flytte hen?” Betina smilede, og svarede:”Det er jeg glad for at du gerne vil høre noget om, nu skal du høre, du skal ikke blive bange når jeg siger hvor de bor, de bor nemlig i Jylland.” A hvad? I Jylland!!, hallo, jeg bor ligesom i København, hvad tænker kommunen dog på? Og hvad mener hun med at jeg ikke skal blive bange, selvfølgelig bliver jeg da det, når de siger at jeg skal flytte så langt væk fra alt jeg kender. Jeg tror Betina kunne se på mig at jeg var ved at flippe ud for hun sagde: ”Bare rolig Oliver, der er en mening i det, du skal bo tæt på Esbjerg, og det er i Esbjerg din far skal på afvænningscenter, og, nu kommer det aller bedste, din far må nemlig have besøg hver anden weekend, så der skal du da selvfølgelig op til ham, er det ikke dejligt? Kun hver anden weekend?, hvad skal jeg så lave i de andre??, ej, jeg føler mig godt nok alene og trist indeni lige nu. Men jeg vil faktisk rigtig gerne vide noget om den der dumme plejefamilie. ”Kan du ikke bare fortælle noget om plejefamilien?” Betina så forstående ud og svarede:” Jo selvfølgelig, der er en dame og en mand og deres 2 børn, damen hedder Tanja, hun er 36 år, manden hedder Henrik, og han er 39 år, de 2 børn er tvillinger og det er en dreng og en pige, de hedder Katja og Jakob, de er 13 år så de er 1 år ældre end dig, jeg har snakket med Tanja, hun lyder rigtig venlig, og jeg tror helt sikkert at du passer ind, Tanja sagde også at børnene glæder sig meget til at du kommer. Oliver, du må prøve at tænke på det gode ved det, altså at du kommer til at møde nogle nye venner, og sådan, og jeg lover dig, mig om Magnus skal nok komme over at besøge dig, så ofte det kan lade sig gøre, du må altså ikke tage det så tungt, prøv at forestille dig hvor glad du bliver, når din far bliver rask. Jeg kan ikke huske mere fra den aften,den næste jeg overhovedet kan huske er at jeg vågnede op hjemme hos Betina for ca. en time siden, hun havde købt rundstykker, og hun var helt vildt venlig, nu sidder vi og spiser, det smager rigtig godt, Betina tager en slurk af sin appelsinjuice, og før hun siger: ”Kan du huske hvad i snakkede om i går?, altså alt det med plejefamilien og den slags?” Jo, det kunne jeg jo egentlig godt, men jeg fik godt nok ondt i maven af at tænke på det, jeg havde virkelig ikke lyst til at rejse, men det var ved at gå op for mig at jeg var nød til det. ”Jo, det kan jeg godt huske.” ”Det lyder godt,kan du huske da jeg sagde hvornår du skal flytte?” Nej, det kan jeg ikke, sagde hun overhovedet noget om det?, ”Nej, det kan jeg ikke?, hvornår skal jeg det?”, ”Jo ser du, om en time kommer der en fra kommunen, hun hedder Karin, du har sikkert snakket med hende før, hun kommer og henter dig, og så skal du faktisk af sted, jeg ved det kommer lidt hurtigt, men det er bedst at din far kommer til Esbjerg så hurtig som muligt”, Wow, skal jeg af sted om en time?, det er godt nok overvældene!, det var jeg altså ikke helt klar på det her. ”Aller allerede?,” Jeg stammede ordene frem. ”Ja, allerede” sagde Betina. På en måde er jeg faktisk lidt spændt og nysgerrig, men pludselig slog det mig, hvad med far, hvor er han henne?, kan jeg nå at sige farvel til ham? ”Hvor er far henne?” Jeg spurgte Betina. ”Han er allerede i Esbjerg”, jeg blev pludselig rigtig ked af det, er far bare taget af sted uden mig?, jeg følte mig virkelig forladt. Betina sagde pludseligt:” Klokken er ved at være mange, skal vi ikke gå hjem til dig, for at pakke dit tøj?”, ”Jo, det kan vi vel ligeså godt, men hvornår kommer jeg til at se far?” Jeg savner ham faktisk!. ”Jeg kan ikke sige præsis hvornår du kommer til at se din far, men der kan godt komme til at gå lidt tid, de første par uger på afvænningscenteret kan det godt være at din far ikke for det særlig godt, han kan få meget ondt i maven og hovedpine og den slags, men jeg kan love dig at der højest går 28 dage før du for lov til at se ham.”, ”okay” Jeg svarede stille og kun med et ord, jeg syntes godt nok det er lang tid uden min far, og jeg har ikke engang fået lov at sige farvel til ham. Vi gik over i lejligheden og pakkede mine ting, vi var kun lige blevet færdig da Karin kom ind for at hente mig, ”Kan du så sige farvel til Betina, eller det er jo ikke et rigtigt farvel, Betina og Magnus kommer og besøger dig i næste uge, for at se om du har det godt der hos Tanja og Henrik” sagde Karin. Betina gav mig et ordentlig knus, og vi fældede vist begge to et par tårer, ”Jeg kommer til at savne dig Oliver, men jeg er sikker på at du nok skal få det godt, vi ses i næste uge” Jeg husker ikke meget af turen på vej til Jylland, jeg sov vist det meste af vejen, men pludselig vågnede jeg ved lyden af en hund der gøede. Jeg åbner øjnene og der ser jeg et flot bondehus, og udenfor huset ser jeg en glad familie der står og vinker til mig, jeg bliver lidt glad indeni, men samtidig tænker jeg at jeg da umuligt kan passe ind i den familie, jeg mener helt ærligt, de står der og vinker som nogle lalleglade idioter. Men jeg vil da give det en chance. Alting virker virkelig overvældene lige nu, så jeg hører egentlig ikke efter hvad det er de siger, jeg går bare og kigger, de er vist i gang med at give mig en rundvisning i huset. Tanja, damen i huset siger:” Kom Oliver så skal jeg vise dig dit værelse, det er oppe ovenpå, lige ved siden af  Katja og Jacobs værelse.” ”Jo jeg vil da gerne se mit værelse” svarede jeg lidt genert. ”Hvad syntes du så om det?” ”det er da meget pænt” svarede jeg. Det var et lille værelse, med hvidt tapet, enkelte møbler og et gulvtæppe, det var et meget enkelt og nyt værelse. Klokken er snart ved at være 19.00 selvom det ikke er specielt meget, så er jeg virkelig træt, jeg tror jeg vil spørge om jeg ikke bare må gå i seng. ”Hey Tanja, det har været en meget overvældene dag for mig i dag, vil du have noget i mod at jeg går i seng nu?, jeg trænger virkelig også til at være lidt alene?” ”Det er helt okay Oliver, det gør du bare, og i morgen må du sove ligeså længe som du vil, og når du står op, så kommer du bare ned, så kan du se lidt fjernsyn eller hvad du nu har lyst til. Vi ses i morgen, sov godt” Mine ben går bare af sig selv, jeg tager mit nattøj på, og lægger mig i sengen. Jeg har aldrig rigtig været religiøs, men lige nu er det som om at jeg bare har lyst til at bede en bøn til Gud, det tror jeg faktisk jeg vil, jeg trænger virkelig til at komme lidt af, med alle mine tanker, jeg slukker lyset på værelset, og folder hænderne. Kære Gud.

I dag har jeg oplevet en hel del overvældene ting, jeg har det som om hele mit liv er vendt på hovedet, prøv at tænk i dag er det første gang jeg nogensinde er flyttet, men alligevel så tror jeg at det er noget af det mærkeligste og forandrende ting jeg nogensinde kommer til at gøre i hele mit liv. Når jeg tænker over det, så er det jo helt vildt, jeg mener en flytning og hele mit liv er ændret, jeg beder til at jeg kommer til at få en hel masse gode oplevelser her på gården, jeg beder også for min far, jeg beder for at han bliver ”rask”  altså, han er jo ikke rigtig syg, men jo, jeg beder til at han bliver rask. Jeg beder også til at alt kommer tilbage til det normale, altså at jeg flytter tilbage igen, og at mig og far kommer til at bo sammen igen, jeg savner ham forfærdelig meget,pas på ham gud, lige nu tror jeg faktisk at du er mit eneste håb. Jeg beder for Magnus og Betina, du må passe godt på dem. Jeg beder for at jeg sover godt i nat og at alt snart bliver som før. Tak for at jeg lever, og tak for alt.

Amen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...