Rejsen


1Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

1. Rejsen til Amerika.

Året er 1872 og jeg gider ikke være her mere, - der er jo ikke noget arbejde, så vi har jo ikke råd til at bo her mere. Jeg gik ned i byen, hvor jeg så plakaten hænge på døren, men det var ikke en af de sædvanlige plakater, det var en anderledes plakat. Jeg læste det igen og igen og der stod: ”Kom til Amerika, og få din egen jord”. Jeg så, at i en krukke på en bænk, ved siden af døren var der nogle brochurer. Jeg valgte at tage en med hjem, så jeg kunne snakke med min mand om det, når jeg kom hjem. 

 

Da vi spiste aftensmad, kom jeg i tanke om, at jeg skulle snakke med min mand om det.Jeg viste ham brochuren, - om at vi kunne tage til Amerika, og få vores egen jord gratis. Han sagde, at det var en god idé, men at han lige ville have lov til, at tænke over det. Da jeg vågnede, var alle de andre allerede oppe, og var i fuld gang med, at pakke alle vores ting. Jeg sprang op og spurgte hvad de lavede, men de svarede bare, at jeg skulle hjælpe dem. Men jeg satte mig bare ned og ville gerne have af vide, hvad de lavede. Min mand stoppede op, og fortalte at han havde vækket, deres 2 børn for at de skulle komme af sted, inden at der ikke, var mere jord tilbage der ovre.Vi to af sted 2 dage efter, hvor vi vandrede af sted ned til et skib.

Det var hårdt, men idet mindste, vandrede jeg af sted med mine 2 børn, Markus på 8 år, som er meget høj af sin alder og Marika på 9 år, som er en lille, tynd splejs i forhold til Markus. Jeg vandrede også af sted af sted, med min mand Henning som er meget tynd. Jeg hedder selv Ellen og jeg synes selv, og jeg er også tynd. Da vi kom et godt stykke af vejen ned til skibet, - havde børnene fået ondt i benene. Men vi kunne jo ikke bare stoppe, og give op - så vi måtte jo kæmpe videre. Jeg begyndte at tænke på hvem, det var der plejede at sige det til mig, og kom i tanke om, at det var min far, der dengang jeg var lille, altid sagde det. Man skal ikke give op men kæmpe videre. 

 

Da vi kom ned til skibet, var det tidlig morgen. Vi havde aftalt at holde os tæt sammen, for der var jo mange, der skulle med på skibet. På skibet var der knapt nok plads til alle. Alle dem der skulle kunne være der og som havde købt billet, - så vi valgte at være inde ved midten af skibet, for ikke at blive helt mast. Marika syntes, at der var alt for mange mennesker med på skibet. Og Markus, han var bare sur over, at han ikke måtte hoppe rundt, som han plejede. Men jeg var sikker på, at vi nok skulle klare os, på vores livs største rejse. Skibet var ikke særlig stort, så man stod meget tæt sammen. Jeg var og er sikker på, at man ikke måtte være så mange på skibet, som vi var.

Markus blev ved med at snakke om, hvorfor vi skulle rejse, og hvad der skulle ske med vores hus og alle vores venner. Marika prøvede hver gang at besvare ham, - men han kunne ikke forstå det.  Hver gang hun prøvede, gik der ikke særlig lang tid, inden at Markus spurgte igen. Henning og jeg snakkede med nogle af de andre, der var med skibet, - om hvor meget alle glædede sig til at komme der over og starte på en frisk.

 

Da der var gået nogle dag begyndte nogle, af de forskellige mennesker, at blive dårlige og kaste op. Nogle fik det så dårligt, at de begyndte på ikke at kunne få en eneste bid - mad ned og det ville de jo ikke kunne få, når de først fik det dårligt. Mange af de mennesker der fik det meget dårligt, kom ikke med ind til land igen. De fleste fik det kun værer og det endte med at de til sidst døde ombord på båden. De havde set frem til en ny og lys fremtid i Amerika, men oplevede ikke det at komme til Amerika. Jeg syntes, at det var så synd for dem, at de havde brugt alle deres sparepenge, på at kunne komme på denne rejse, - til et andet land, for at kunne starte på en frisk. Men de fik ikke chancen for at udleve deres drømme. Jeg syntes også at det var synd for alle, der var taget på denne tur, fordi at de var, jo taget ud på deres store døds rejse.

Da vi nærmede os havnen i New York, var der rigtig mange, der var døde af denne hårde tur. Jeg syntes, at det nærmest var som om, at der var blevet meget mere plads, til at vi kunne bevæge os, som havde overlevet turen over havet. Markus syntes, at det var rigtig dejligt, at der var meget mere plads nu, for nu kunne han hoppe lidt mere rundt, end han kunne da vi to af sted.  Jeg mener, at det var utrolig synd, at man bare smider de omkomne overborde, - for bare at komme af med dem.

 

Jeg tror nu også, at det også lidt var for, at få noget mere plads til flere mennesker, - når nu vi kom til de andre havne, for at hente flere folk, som skulle med til New York. Det var måske også for, at tjene flere penge. Folk betaler jo i dyre domme for at kan komme med til Amerika, og jeg tror også at der er flere med ombord, end der egentligt må være, bare for at tjene flere penge.

 

Da vi kom til New York, begynde endnu en lang vandretur, hvor vi skulle vandre længere end sidste gang, hvor vi gik for at komme med båden. Jeg begynde at tænke på, om vores familie var en af de heldige familier, hvor alle overlevede, men jeg turde ikke helt tro på det. Vi havde jo mødt mange familier hvor enten moderen eller faderen, eller nogle af børnene var omkommet. Nu er turen over vandet slut og den fare forbi. Så nu gik vi og håbede på, at der ikke ville komme nogle af de der Indianere, og få vores liv sluttet på et sekund. Men det kunne jo også være, at en eller anden ville få en sygdom på vandreturen, og vi kom til at smitte hinanden, og vi en efter en ville omkomme.  Så hver gang, at vi ikke snakkede eller noget, gik jeg og håbede på, det ikke ville ende i dag, eller i morgen. Vi skulle bare nå frem og få det godt alle sammen i Amerika – det skulle vi bare. Alt skulle bare ende godt for os…….

Da det var ved at være mørkt, mødte vi nogle andre danskere, som vi aftalte at vi skulle følges med. De skulle til det samme sted som os - på den lange tur til midt Amerika. Vi vandrede lidt videre, men blev lidt efter lidt enige om, at holde pause natten over, og fortsætte igen i morgen.Da vi havde fået gang i bålet, snakkede vi indtil, at alle børn sov. Vi aftalte, hvem der på skift skulle være vågne i løbet af natten og jeg blev valgt som en af dem. Henning blev også valgt til at være vågen. Han skulle starte med, at være vågen og holde vagt, og jeg skulle holde vagt som den sidste inden morgengry.

Jeg sad og kiggede ud over området, hvor vi var og kom til at tænke på, at der ikke var sket noget, imens de andre var vågne, så der ville nok ikke ske noget, imens jeg skulle holde vagt. Men lige pludselig, begyndte jeg at kunne skimte noget, langt væk, jeg kunne ikke rigtig se hvad eller hvem det var. Så jeg vækkede en af de andre. Men de kunne ikke se at der var noget, så de lagde sig bare ind og sove igen. Men jeg var sikker på at der var noget, så jeg gik en tur rundt om lejeren, for at se om der var noget.

Da jeg var kommet næsten rundt om lejeren, så jeg noget igen det samme sted som før, og valgte at løbe en tur rundt om lejeren, for at se om der var noget andre steder. Jeg løb og løb, og synes ikke at der var noget på den anden side, så jeg fandt et sted jeg kunne sidde ned. Jeg sad i længe bare og kiggede. Pludselig kunne jeg høre et stort brag, jeg vendte mig om og fandt ud af at jeg var faldet i søvn. Jeg kiggede hurtigt rundt om lejeren, og så at der var indianer på vej lige imod lejeren. Jeg skyndte mig at slå alarm, ved at vække en helt masse, som også begyndte at vække nogen. Jeg fandt hurtigt vores ting, og fik dem hurtigt pakket sammen. Det var et stort gedemarked at finde hinanden, og få styr på hvem vi manglede, så det endte med at alle bare løb væk, så hurtigt de kunne, selv om det var helt små børn eller ej.

Da vi var kommet et godt stykke væk, fandt jeg Markus og Marika, de var meget kede af det, de havde nemlig ikke kunne, finde Henning. Jeg sagde bare at vi nok skulle finde ham, når vi var kommet langt nok væk, fra hvor lejeren lagde. Jeg løb med Marika og Markus i lang tid, indtil at vi ikke kunne se indianerne længere. Vi ledte i lang tid, inden vi fandt Henning, i al den kaos. Henning havde været i gang med at hjælpe mange, af dem der var kommet til skade, under den lille krig der var startet, ved at indianerne havde skut, mange af de ældre mennesker.

Mange af dem der havde startet den lille krig, var kommet slemt til skade også hos indianerne, var der kommet mange til skade.  Markus og Marika, havde fået rigtig mange gode venner, på turen, som de hyggede sig med. Imens Marika og Henning snakkede, fandt Markus sin bedste ven under et tæppe. Markus begyndte at græde, da han opdagede at han var kommet til skade, Marika opdagede det først efter at Markus råbte, at far skulle komme og hjælpe ham. Marika gik hen og to om Markus, imens Henning gik hen og hjalp, Markus bedste ven Rikard. Henning var ikke sikker på, at han kunne rede Rikard, men han ville jo gøre, alt hvad han kunne. Marika prøvede at få Markus, væk fra hvor Rikard lagde, men Marika kunne ikke få Markus med. Han ville nemlig gerne være ved sin bedste ven, Marika kunne selvfølgelig godt forstå ham, men hun mente nu at han skulle væk, for at han kunne komme på andre tanker.

 

Til sidst fik Marika, Markus væk fra Rikard, Marika synes også selv at det var hårdt. Men idet mindste fik jeg overtalt Henning, til at flytte Rikard væk fra området, for ikke at friste Markus til, at gå hen til Rikard.  Da Henning havde flyttet Rikard væk, gik der lang tid før at vi hørte, noget fra ham igen, om Rikard ville overleve eller ej. Da Henning kom tilbage til lejeren, så han meget underlig ud, lidt ked af det, men også vred. Henning kom hen og sagde til mig, at Rikard ikke var overlevet. Jeg sagde at vi hellere måtte sige det til børnene. Henning gik hen og fortalte det til børnene, imens jeg pakkede vores ting, så vi kunne komme videre.

 

Da vi alle var klar igen gik vi hen og begravede, Rikard og alle de andre der ikke var overlevet, sammen med resten af flokken. Da alle havde sagt farvel til de omkomne, begyndte vi at gå videre, på vores lange rejse. Så da vi havde vandret mange dage, kom vi til et lokomotiv, som vi skulle med, for at komme til det sted, hvor man kunne få sin egen jord gratis.Så da vi kom ind i lokomotivet, blev alle der skulle med, nærmest mast ind i lokomotivet. Det endte med at vi blev splittet op, så ingen i vores familie, kom til at side ved siden af hinanden.  Lokomotivet var så lille, at man nærmest blev nød til, at sidde ovenpå hinanden. Da lokomotivet var kommet til midt i Amerika, hvor man kunne få sin egen jord, blev vi alle nærmest smidt ud af lokomotivet, for at de kunne komme tilbage for at hente flere.

 

 

Fordi at vi ikke havde nogen hest eller hestevogn, blev vi nød til at gå et stykke tid, inden at vi kunne få vores jord. Jeg kunne se helt hen til manden, der gav jord væk gratis, men på vej der hen, kunne jeg også se en mand der solgte heste. Så snakkede vi sammen hele flokken, om at vi hellere måtte skynde os, så vi kunne nå at købe en hest. Vi løb lidt af vejen, for at vi kunne nå det inden, at der kom for mange. Vi overhalte mange, på vej hen og købe heste. Da vi kom hen til hestene, kiggede vi lidt efter hvor gamle de var, og hvor hurtige de var. Vi fandt hurtigt de heste, vi gerne ville købe. Vi fik hurtigt betalt en efter en, og begyndte at gå videre.

Vi gik i et stykke tid, inden at manden der gav jord væk begyndte at råbe, at der var meget at vælge imellem, hvis man var hurtig. Så vi begyndte at løbe hen til manden. Da vi kom der hen, snakkede vi med manden, om hvor der var en masse plads henne. Han viste os et sted med vandfald, og den to vi med det samme. Resten af flokken, to en massen jord rundt omkrig i området ved os. Vi begyndte med det samme, at ordne alle områderne, vi begyndte også at bygge huse og alt det der.

 

 

Da vi var klar til natten, sad vi og snakkede, om hvor dejligt det ville blive, og sove og vågne op mere roligt, end vi havde gjort det sidste stykke tid. Jeg var glad for at vi endelig, var kommet væk fra alt det mylder, vi plejede at være i der hjemme. Vi sad længe bare og snakkede ved bålet, og pludselig kom jeg til at opdage, at det var ved at være sent og at Markus og Marika, var ved at falde i søvn.

Vi sendte alle børnene i seng, og sad og fandt på at i dette område, var der jo kun danskere, så om vi ikke skulle finde på et navn, til vores lille landsby. Vi blev alle enige om, at stedet skulle hedde Dannebrog. Vi sad og snakkede om, at det nye liv nok skulle blive rigtig godt og hyggeligt, sammen her i Dannebrog.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...