Milles historie

...

1Likes
0Kommentarer
432Visninger

1. Mille

 

."Lad mig være" jeg råbte højt, til ham som nu stod og pressede mit ansigt ind imod væggen. Jeg kunne se, alle folkene i baren kiggede på os. "Når har du så lært, hvor du hører til nu?”, han råbte mig lige op i ansigtet. Nu kom manden der ejede baren hen og sagde ”Kan i så opfører jer ordentligt”, han rev manden væk fra mig og trak mig hen til døren. ”Jeg hader det her møgland, råbte jeg så alle kunne høre mig, også selvom de lod som om, de ikke kunne. Jeg tog hurtigt min frakke, og gik ud af den store trædør og smækkede den så hårdt i jeg kunne.    Da jeg kom ind ad døren derhjemme, sad min datter og legede med sine dukker. ”Mor er det dig”, spurgte hun. ”Ja” svarede jeg hurtigt. Hun kom løbende hen til mig med tårer i øjnene, ”Mor jeg kom altså til at vælte vores familiefoto, og nu er glasset knust”. ”Mor skal nok kigge på det lige om lidt”, sagde jeg og smilte til hende, for at hun ikke skulle tro at jeg var sur på hende. Jeg gik hen for at kigge på det. Jeg kunne mærke, at jeg blev ked af det for på billedet var, Mille eller mig kan jeg også sige min dejlige datter Sabina og min nu fraskilte mand Steffan. Det gjorde mig ked af det, jeg ønskede ikke at Sabina skulle have sådan en barndom, hvor Steffan og jeg ikke lavede andet end at råbe ad hinanden. Jeg rev Steffan ud af billedet og fejede glasset væk.    Om aftenen skulle Sabina og jeg hygge os lidt sammen. Da vi havde siddet der lidt tid, spurgte jeg ” Ville du have noget imod at flytte til et andet sted”. Hun svarede ”Hvorfor?”, ”Jeg er bare blevet træt af at jeg ikke føler, at vi er i sikkerhed, og vågner hver morgen og er bange for at der sker dig noget”. ”Jeg føler mig heller ikke tryg her længere”, svarede hun og begyndte at græde. 

Dagen efter kørte jeg om får at hente Sabina efter skole, men hun kom ikke ud. Jeg kunne ikke forstå det men besluttede mig for at vente lidt endnu. Hun kom ikke, jeg begyndte at blive urolig og gik ind for at lede efter hende. Jeg spurgte skolelæren, men han havde ikke set hende. Jeg ledte efter hende i 1 time, men besluttede så at køre hjem, selvom jeg langt fra var tryg ved at køre min vej. Da jeg kom hjem og trådte ind ad døren, blev jeg forskrækket for lige der på den anden side stod Steffan og Sabina. ”Hvordan er i kommet ind i huset?”, spurgte jeg forskrækket. ”Vi kravlede op ad brandstigen på den anden side af huset”, svarede Sabina. Jeg kunne se på hendes øjne, at hun var bange for Steffan, og for hvad han ville gøre. Jeg gik hen til Steffan uden at sige en lyd, jeg skulle lige til at give ham en lussing, men han standsede min hånd. ”Lad Sabina være hun har intet med det her at gøre”, sagde jeg. Han rystede på hovedet, og gik så ud af døren, uden at sige noget som helst med Sabina under armen.    Den nat drømte jeg om vores fortid sammen, i starten var der ingenting galt med vores forhold. Da vi havde været gift i omkring 1 år, fik vi Sabina, men derefter kom han alt for mange gange fuld hjem fra byen. Nogle gange blev han aggressiv, og en af gangene gik det ud over Sabina, jeg blev virkelig sur på ham. ”Hun er ikke dit legetøj,” sagde jeg til ham. Derefter lavede vi ikke andet end at skændes. Jeg lovede mig selv, at jeg nok skulle finde hende, og at vi derefter skulle flytte til et andet land. Jeg havde ret i, at det er et farligt land, uden begrænsninger for hvad folk vil gøre imod hinanden.

Den næste dag opsøgte jeg Steffan. Jeg var meget urolig for, hvad han havde gjort mod Sabina jeg forestillede mig det værste, men jeg holdte hovedet koldt. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg gik hen til hoveddøren og ledte efter en ekstranøgle selvom jeg ikke var sikker på, at han havde en. Jeg fandt en nøgle, og låste døren op så stille jeg kunne. Jeg listede, jeg ville nemlig ikke opdages af Steffan hvis han nu sov, ville jeg ikke vække ham.      Han lå og sov, jeg kunne se det på hans ansigtsudtryk. Jeg gik stille rundt i huset og ledte efter Sabina, jeg kunne ikke finde hende. Pludselig kom der en hånd op foran min mund. Jeg blev forskrækket og skreg, men der kom ikke nogen lyd ud andet end en mumlende lyd. Selvom jeg ikke kunne se, hvem det var, vidste jeg, at det var Steffan. ”Hvad laver du her”, sagde han og slap taget om min mund men holdte stadig mine arme bundet omme bag min ryg. ”Jeg er kommet efter Sabina”, svarede jeg med en hård tone i min stemme. ”Når men så er det jo godt, at hun sover udenfor”, sagde han. ”Det håber jeg for din skyld ikke er sandt”, svarede jeg. Han slap ikke mine arme, men vi gik hen mod døren, og der lå hun midt på græsplænen uden nogen jakke. Jeg forsøgte at rive mine arme fri, men det kunne jeg ikke, så jeg sparkede ham, så hårdt jeg kunne lige over skinnebenet.    Han slap taget på mine arme, jeg løb, alt hvad jeg kunne hen til havedøren og råbte ”Sabina skynd dig at vågne op”. Hun blev liggende, jeg kunne høre, at Steffan kom løbende bagved. Jeg løb hen til hende og sagde, ”Sabina vil du ikke være sød at vågne” og ruskede hårdt i hende. Jeg kunne se, at hendes små strålende blå øjne åbnede sig til en lille sprække. ”Mor er det dig”, sagde hun. ”Ja lille skat” svarede jeg og prøvede at løfte hende, men inden jeg nåede at få hende op, stod Steffan foran mig. ”Lad hende være hun har intet at gøre med dig og mig”, råbte jeg, men han flyttede sig ikke. ”Forsvind fra min grund” sagde han. ”Ikke uden Sabina” svarede jeg. ”Fint så kan du få lov til at ligge herude og fryse sammen med hende”, sagde han og skyndte sig indenfor og låste døren. Jeg løb efter ham, og da jeg kom hen til døren, råbte jeg ”Er du fuldstændig fra forstanden eller hvad, du kan da ikke bare låse os ude”. Jeg var forvirret og gal på samme tid. ”Skrig du bare så meget du vil, ingen kan høre dig”, svarede han og grinte.    Senere den aften ledte jeg efter et hul i stakittet, eller noget jeg kunne klatre op på. Jeg fandt et meget lille hul, og fik Sabina til at hjælpe med at prøve at rive træet op med fingrene. Vi fik splinter i fingrene, men vi ville bare væk herfra, og det skulle være nu. Til sidst fik vi et så stort hul, at vi kunne komme igennem begge 2. Vi skyndte os så meget, vi kunne. Vi løb i flere timer, for der var langt fra Steffans hus til min lejlighed.    Da vi endelig var hjemme, var det første jeg gjorde at starte min computer og bestille billetter med flyet, det første fly var kl. 06:30 til Thailand. Jeg vidste godt, at det var en rigtig lang flyvetur, men det var også det land, der lå længst herfra. Jeg bestilte billetterne, og Sabina og jeg begyndte at pakke. Vi tog en taxi til lufthavnen. Vi sad og kiggede ud i regnen udenfor ruden, og drømte om Thailand og varmen og hvordan vi ville sidde og kigge ud over havet. Nu var vi ude i lufthavnen, vi skyndte os ind for ikke at blive våde. Vi gik hen til cafeteriet for at få noget morgenmad, vi havde nemlig ikke nået at spise morgenmad, inden vi tog til lufthavnen. Bagefter gik vi lidt rundt i lufthavnen og kiggede på butikker og havde lidt mor og datter tid sammen. Da vi stod i en af butikkerne, begyndte jeg at få en fornemmelse af at der var nogen, der kiggede på os jeg vendte mig rundt, men kunne ikke se nogen. Vi kiggede lidt videre, og da vi gik ud af butikken kom der en hel flok mennesker imod os, og da de var væk var Sabina det også, jeg vidste det var Steffan, der ville tale med mig. Jeg ledte ikke særlig længe, før jeg fandt ham og Sabina siddende ved et bord. Inden jeg satte mig ned, sagde jeg ”Du kan godt aflevere hende, jeg har ikke noget at tale med dig om, og det har hun heller ikke”. Jeg tog Sabina i hånden, og han tog i hendes anden hånd ”Det er hende, der var skyld i at vi gik fra hinanden for nogle år siden”, sagde han. ”Nej Steffan det var dig, der var skyld i det”, svarede jeg. ”Farvel Steffan” sagde jeg og gik min vej med Sabina i hånden. Han løb efter Sabina og jeg. Da han kom op til os, sagde han ”Jeg finder jer en dag, og når jeg så gør så slår jeg det pigebarn ihjel”, råbte han. Jeg følte mig dårlig tilpas, tænk at han kunne finde på at true sit eget barn.

 

Nu sidder vi i flyet og er på vej til Thailand. Jeg kan se på Sabina, at hun var bange hun var helt bleg, og jeg kunne se, at hun havde det dårligt. Der er svedperler over hele hendes ansigt, og hendes øjne stråler ikke lige så meget, som de plejer. ”Du skal ikke være bange lille skat”, sagde jeg. Resten af turen sad vi og kiggede ud af vinduet og snakkede også lidt sammen.    Nu var vi i Thailand, vi tog en taxi til det nærmeste hotel. Det var et meget lille hotel med store vinduer. Vi gik hen til døren, men den var låst vi bankede på i noget tid, og på et tidspunkt kom en mand hen og sagde ”Hvad laver I”. ”Vi prøver at få et værelse”, sagde jeg, ”Så kom ind” sagde manden og tjekkede os ind. Vi gik op på værelset, det var ikke særlig stort, men det var hyggeligt at være i. Til morgenmaden mødte vi, manden der tjekkede os ind. Han var faktisk en meget køn ung mand hvis øjne strålede meget klart. ”Du er meget smuk i dag”, sagde han, “Tak” svarede jeg. Jeg kunne mærke, at jeg fik sommerfugle i maven, når jeg snakkede med ham. ”Hvad skal en ung dame som dig lave i dag?”, sagde han med et smil. ”Det ved jeg ikke, hvorfor? ” sagde jeg. ”Fordi jeg gerne vil invitere dig på en date, så jeg kan fortælle dig om Thailand på den rigtige måde”, sagde han og smilede stort. ”Det vil jeg rigtig gerne, men hvad med min datter” svarede jeg. ”Vi kan køre ind forbi min mor undervejs, hun elsker børn”, sagde han. ”Ok så er det i orden”, svarede jeg.    Senere den aften kørte vi hen til min dates mor og satte Sabina af, ”Vi ses senere lille skat” sagde jeg. Da vi var nået ned på stranden, spurgte jeg ”Hvad hedder du?”. ”Naam det betyder vand på thailandsk”, forklarede han. ”Hvorfor er du kommet her til Thailand?”, spurgte han. ”Jeg følte mig ikke hjemme i mit land, og min mand er skør og har prøvet at kidnappe vores datter flere gange”, svarede jeg. ”Så du følte dig ikke tryg”, sagde han. ”Korrekt” svarede jeg. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven, jeg følte, at vi var skabt for hinanden. ”Nu må du ikke grine vel”, sagde jeg. ”Nej jeg lover ikke at grine”, svarede han. ”Jeg tro, jeg er blevet forelsket i dig selvom jeg kun har kendt dig i så lidt tid”, sagde jeg og kiggede ned ad stranden. ”Det tror jeg også, jeg er”, svarede han og kyssede mig på kinden. Nu smed han et tæppe ud, som vi satte os på, han havde taget mad med. Vi spiste og snakkede om Thailand. Naam fortalte om alle de ting Sabina og jeg, bare skulle se. Jeg kunne allerede forestille mig de forskellige udflugter, vi kunne tage på Sabina og jeg. Naam havde lovet at være guide på turen. Nu satte vi os ind i bilen og kørte hen for at hente Sabina. Da vi havde hentet hende, spurgte vi, om hun ville med på en tur en dag hun sagde ”Ja”. Dagen efter blev vi hentet af Naam, vi satte os ind i bilen og begyndte at køre ud mod horisonten, og de mange eventyr vi skulle have sammen bare os 3.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...