Caroline

....

0Likes
0Kommentarer
395Visninger

1. Caroline.

Jeg levede et normalt liv, indtil min mor en dag sagde: ”Caroline, vi skal flytte.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Mit hjerte bankede tusind slag. Jeg havde aldrig prøvet at flytte til et andet land før, jeg havde altid boet her i Sverige sammen med min mor. Jeg har aldrig mødt min far, for han bor et andet sted, langt væk herfra, nemlig Kenya. Jeg har et gammelt billede af min far inde på mit værelse. Billedet står i en gammel slidt ramme af træ, og den er gået meget i stykker, fordi jeg så tit taber den. Billedet er fra dengang  jeg var lille. På billedet sidder min far med mig på skødet. Han sidder og smiler overdrevet meget, og det ser så sødt ud. Far er brun i huden, og mor er lys i huden. Så jeg er en blanding af de to, og det ser ret dumt ud, eller det syntes jeg i hvert fald selv. Jeg hader min hudfarve, jeg ville hellere have sådan en flot hvid hudfarve ligesom min mor. Jeg har min fars blå øjne, og mors mund. Jeg har langt mørkebrunt hår, med en masse krøller. Min mor har også brunt hår, og krøllerne kommer nok fra far. Mor og far er ikke skilt, men de fik mig for lang tid siden, da mor var på ferie i Kenya, de valgte så at flytte fra hinanden, for mor havde ikke nok penge til at få far til at komme med til Sverige. Mor tog til Sverige sammen med mig, og far blev boende i Kenya. Mor stod og kiggede på mig med alvorlige øjne, og gentog så igen. ”Caroline, vi skal flytte.”  Der var stille et øjeblik, og så spurgte jeg: ”Hvor hen?” Min mor fandt et kort over verdenen frem, og tog en tyk rød tus, og lavede en stor fed cirkel rundt om ’Kenya’.  Jeg stod og kiggede lidt tid på kortet, hvad ville mor dernede? Hvad skal jeg gøre med mine veninder? Kommer jeg ikke til at snakke med mine veninder mere? Hvordan vil dem nede i Kenya overhovedet behandle mig? Jeg bestemte mig for at spørge mor. ”Hvad skal vi dernede?” Min mor kiggede på mig, og sagde så ”Jeg har sparet sammen i flere måneder, og nu har jeg endelig råd til at du og jeg kan komme til Kenya og bo hos far.” Jeg ville ikke flytte? Hvad havde mor gang i? Hvorfor kan far ikke bare komme herop?  ”Mor..” Sagde jeg. Og var lige ved at græde. ”Hvad er der Caroline?” Spurgte mor.  ”Jeg vil ikke flytte.” Kunne jeg høre min egen stemme sige. Mor svarede så: ”Caroline, vi flytter lige meget om du vil eller ej.” Jeg blev sur på min mor, gik ind på mit værelse, smækkede døren i så hårdt jeg kunne, så billedet af far faldt ned på gulvet –igen. Jeg samlede billedet op, og kiggede på det. Fars smil, det var så sødt. Hans smukke øjne. Jeg ville gerne møde ham, men på en måde ikke alligevel. Hvad nu hvis han havde fundet en ny kone? For mor havde jo ikke kontaktet ham siden dengang de fik mig. Måske vil far slet ikke snakke med mor mere? Jeg lagde billedet fra mig, og smed mig på min seng. Jeg kiggede op i loftet i lang tid, og lå og tænkte. En masse spørgsmål fløj rundt i mit hoved.  Måske har han glemt alt om at jeg findes? Måske vil han ikke kendes ved mig? Jeg tænkte over spørgsmålene i lang tid, og til sidst faldt jeg i søvn.  Mit vækkeur ringede med sin irriterende melodi. Jeg trykkede på ’snooze’ knappen, og sov  5 minutter mere. Min mor havde selvfølgelig hørt mit vækkeur, så hun gik ind på mit værelse og rev min dyne af, imens hun råbte så højt hun kunne, med hendes store mund: ”SÅ STÅR VI OP!” Jeg lod som om jeg ikke hørte hende, men det skulle jeg ikke have gjort. Hun gik ud i køkkenet og man kunne høre det raslede der ude fra, og så kom hun tilbage med en skål vand. Jeg nåede kun lige at åbne min mund, men det var for sent. Min mor smed vandet ned over mig, imens hun grinte. Men det var selvfølgelig kun hende der grinte. Jeg var plaskvåd, og så skulle min mor selvfølgelig fyre en af sine dårlige kommentarer af: ”Kom så vandhund, så står vi op!” Jeg lod være med at sige noget, jeg gik bare ud på badeværelset, og gik i bad. Da jeg havde været i bad, stod min mor udenfor døren, og sagde ligeså stille undskyld. Jeg ignorede hende, og gjorde alting langsomt, indtil min mor lige pludselig sagde ”Du har travlt, du skal i skole.” Jeg havde slet ikke lyst til at tage i skole. ”Caroline? Hørte du mig? Du har travlt, du skal i skole. Du skal sige farvel til dine venner.” Sagde min mor så.  Jeg ville ikke i skole. Og jeg gad da slet ikke sige farvel til alle i min klasse, og jeg ville heller ikke med til Kenya. ”Jeg gider ikke.” Sagde jeg så til min mor. Min mor kiggede spørgende på mig, og sagde ”Du skal. Du skal sige farvel til dine venner.” Jeg ville gerne sige farvel til mine venner, men jeg ville ikke af sted. Så hvorfor sige farvel? ”Mor, jeg vil ikke til Kenya.” Sagde jeg så. Min mor svarede: ”Du skal, og nu kører jeg dig i skole.” Jeg skyndte mig at løbe ind på mit værelse, og låse døren. Ude fra kunne jeg høre min mor råbe: ”Caroline, lås op! Vi skal afsted!” Jeg skyndte mig at tage nogle bukser på, og en trøje, så hvis mor nu fik døren op, og rev mig ud i bilen, så havde jeg da i det mindste tøj på. Min mor havde fundet en ekstra nøgle, og låst døren op til mit værelse, og fået mig ud i bilen. Så nu skulle jeg altså sige farvel til alle mine venner. Min mor var gået med ind i klassen, og sagt til min lærer at vi flyttede til Kenya. Min lærer kiggede underligt på min mor, med et ansigt der viste ’hvorfor-gør-i-dog-det?’ mor skulle så forklare det hele, og så nikkede min lærer, og det betød jo at hun havde forstået det, så nu skulle hele klassen vide det. Min lærer fortalte min klasse det, og så var der 20 blikke rettet mod mig. Jeg kunne se min bedsteveninde Anna fik få tårer i øjnene. Jeg prøvede at trøste hende fra min plads af, selvom hun sad i den helt anden side af klassen. Jeg kiggede på hende, med et blik der betød ’det-skal-nok-gå’ men jeg var ikke engang selv sikker på, at det ville gå. Jeg havde selv tænkt meget på hvordan det ville blive i Kenya. Jeg håbede inderst inde at når vi var kommet der ned, ville mor fortryde vi var taget der ned, og at vi så tog tilbage. Men sådan bliver det sikker ikke. Anna blev ved med at kigge på mig, måske skulle jeg havde fortalt hende det inden alle de andre også vidste det? Det ved jeg faktisk ikke om jeg skulle. Jeg sad i mine egne tanker, indtil min mor lige pludselig spurgte: ”Caroline, er du okay?” og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg havde en masse tårer i øjnene. Min mor gik hen til mig, og trøstede mig.  Vi gik ud for døren, og min mor gav mig et kram, imens hun sagde ”Det skal nok gå, rolig nu.” Mine tårer forsvandt lidt efter lidt, og vi gik ind i klassen igen. Der stod alle mine venner, og kiggede på mig. Nogle havde tårer i øjnene, andre havde ikke. Min lærer syntes  jeg skulle kramme hver eneste af dem, for at sige farvel. De havde stillet sig i kø imens jeg havde været ude på gangen, og nu skulle der krammes. Jeg krammede alle fra klassen, og sagde farvel til dem. Anna havde stillet sig sidst i køen, og da det endelig blev hendes tur til at få et kram, sagde hun grædende ”Husk at skrive et postkort.” Og det lovede jeg hende. Jeg var sammen med Anna hele dagen efter skole, men til sidst var jeg alt for træt så jeg blev nødt til at gå i seng. Jeg vågnede op, fordi mit dumme vækkeur ringede. Klokken var 11. Ved mit vækkeur var der en seddel, jeg rev sedlen af vækkeuret, og på sedlen stod der: ”Hej Caroline. Jeg håber du har sovet godt.  Jeg er nede i byen, for at købe lidt lækkerier til flyveturen. Vi skal flyve klokken 16:45, så det kunne være fedt hvis du pakkede dine ting. Jeg har lagt 3 kufferter frem til dig, og en rygsæk. Du får desværre ikke flere kufferter, så du skal måske proppe kufferterne lidt. Vi ses klokken halv 12. Ses, hilsen mor.” Jeg tænkte at det var lige meget, for jeg ville jo ikke med. Det var jo mor der ville af sted, ikke mig. Så jeg lagde mig til at sove igen. Klokken blev halv 12, og mor kom ind til mig, og rev i mig, imens hun sagde jeg skulle til at pakke mine ting. Jeg lod som om jeg ikke havde set hende, men så rev hun min dyne af. Jeg kunne mærke kulden på min krop, så jeg rev ud efter dynen, men jeg fik ikke fat i dynen. ”Ha, så er du vidst oppe!” Sagde min mor. Jeg sagde ingenting, men begyndte bare at pakke mine kufferter. Mor nikkede tilfreds, og gik så ind i soveværelset og pakkede hendes egen ting. Klokken blev 16:00, og jeg og mor stod og ventede på flyveren. Mor syntes altid man skal komme i god tid før. Og hvis vi glemmer noget, så er det bare lige meget, for man skal altid komme til tiden. –Eller det plejede hun at sige. Vi havde afleveret vores store kufferter, men ikke vores rygsække, dem fik vi lov til at have med ind i flyveren. Da klokken blev 16:04 rodede mor i sin rygsæk, og lige pludselig udbrød hun ”Shit mand, jeg har glemt mit glattejern!” Hun stod og hev alt ud af hendes rygsæk, men hun kunne ikke finde hendes glattejern. Mor sagde at vi skulle hjem og hente hendes glattejern, og det skulle være nu. Jeg prøvede at stoppe hende. Men det var for sent.  Mor sad allerede i bilen, og råbte så højt hun kunne ud af bilen: ”VI SES OM LIDT CAROLINE!” og så var hendes bil væk. Så stod jeg bare her, helt for mig selv på lufthavnen. Eller ikke helt alene –for der er jo mange mennesker på en lufthavn, men jeg kendte ingen af dem. Da klokken blev 16:40 var min mor stadig ikke kommet, men flyveren var kommet, og folk begyndte at gå ind i den. Jeg overvejede at gå ind i den, men hvis min mor så ikke kom, så ville jeg måske ende i Kenya, uden mor – nej tak.. Klokken blev 16:43 og lige der, kom mors gamle lille røde bil susende hen til lufthavnen. Hun kom hurtigt ud af bilen med sit glattejern i hånden, smækkede døren til hendes bil, og låste bilen. Så kom hun løbende over til mig, og råbte ”Tag din rygsæk, og gå ind i flyveren! Vi skal sidde på nummer 81, og 83!” Jeg skyndte mig at tage min rygsæk på, og så løb jeg ind i flyveren. Da jeg og min mor lige var kommet ind i flyveren, lukkede dørene. Vi satte os på vores plads, og det første mor gjorde, var at finde slik frem, og række det hen til mig. Jeg tog intet. Jeg kiggede ud af vinduet et stykke tid, og så faldt jeg i søvn.  Jeg sov et par timer, og så vågnede jeg. Min mor sad med et billede af far i hånden, jeg havde egentlig aldrig spurgt mor om hvad far hed. ”Mor, hvad hedder far egentlig rigtig?” Spurgte jeg min mor, min mor havde stadig blikket på billedet af far, og så sagde hun uden at kigge op ”Darweshi” Jeg sad og tænkte over navnet i lang tid, Darweshi. Sikke et sjovt navn. Efter en lang flyvetur, var vi endelig i Kenya. I byen Wajir. Vi skulle bo på et lille hotel, vi satte vores kufferter, og så ville vi finde far. Eller det var mest mor der ville finde far, men nu når vi endelig var her, kunne jeg vel ligeså godt også være med. Vi gik rundt i byen, og mor viste en masse folk billedet af far, og sagde ”Darweshi?” Mange rystede med hovedet, og få nikkede, og begyndte at sige en masse underlige ord. Jeg forstod ikke hvad de sagde, men det gjorde mor. De mente, at de vidste hvor han boede. Men når vi så endelig var der hvor de mente han boede, så var det en anden, som hed Darweshi.  Vi gik rundt en hel dag, og var godt trætte. Da det blev aften, var vi ved at give op. Men så kom der en gammel mand hen til os, han sagde nogle mærkelige ord, mor forstod dem ikke, og det gjorde jeg heller ikke. Men han tog mor i hånden, og trak hende hen til et hus. Ved huset, var der et skilt der stod ”Darweshi” på, den gamle mand pegede på skiltet mange gange, og lavede en masse tegn. Jeg kunne ikke tyde tegnene, det kunne mor heller ikke. Så tog han billedet af far ud af mors hænder, og pegede på skiltet, hvor der stod Darweshi, og så pegede han på billedet af far. Bagefter tog han en pind, jeg troede han ville slå mig, men det gjorde han heldigvis ikke. Han tog pinden, og tegnede et kors i sandet. Mor havde forstået det, og det samme med mig. Far var død. Hele den lange rejse var spildt, og nu stod vi så her, vi havde ikke flere penge tilbage, da vi havde brugt en masse penge på rejsen herned, og mor er ikke lige den rigeste person i verdenen. Jeg begyndte også selv at græde, jeg og mor stod begge og græd. Den gamle mand stod bare lidt tid kiggede på os, men så begyndte han at trøste os.  Den gamle man viste os fars grav, jeg tænkte ikke så meget på far, men på et spørgsmål: ”Kommer vi overhovedet hjem?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...