En helt ny verden


1Likes
0Kommentarer
335Visninger
AA

1. En helt ny verden

"vi bliver nødt til at flytte, Khan har det ikke godt." 

Jeg hørte de snakkede om det, men hvad betyder det at vi skal flytte? Hvor skal vi flytte hen? Det er godt de endelig indser det, men hvad med mor og fars arbejde?  Får de et arbejde der hvor vi flytter hen, og får jeg overhovedet nogle venner det nye sted? Jeg vil sove, ikke høre mere! Jeg vågnede om natten, kunne ikke sove. Det var koldt, jeg frøs og lagde bare der i et tomt rum, det eneste i rummet, var min seng.  

Jeg hedder Khan, er 12 år, bor og opvokset i Afghanistan. Jeg har det meget svært i skolen, både med det faglige og venner. Min mor kommer fra Danmark og har boet i Danmark, indtil hun rejste til Afghanistan fordi hun ville opleve noget nyt, også mødte hun far. Hun hedder Mette og er 37 år, hun kan tale flydende dansk og afghansk. Min far hedder Baba og er også født og opvokset i Afghanistan, ligesom mig. Han kan tale flydende afghansk og meget lidt dansk. Mor har været på sprogskole i to måneder, lige da hun flyttede til landet.

Jeg vågnede i morges. Vidste ikke helt om jeg var glad eller sur, for jeg ville jo komme til at savne nogle mennesker her i Afghanistan, hvis vi flytter. Tænkte også lidt på om vi nogensinde kommer tilbage her til igen. Jeg kommer allermest til at savne farmor og farfar og min hemmelige bedste ven, han ved ikke vi er bedste venner, men det ved jeg. Jeg er hjemme ved farmor og farfar hver eneste dag, og jeg kan bare ikke undvære dem, hvis vi skal flytte. Men jeg kan også være rigtig glad, fordi jeg måske kan opleve noget helt nyt, og måske få mange venner, det nye sted. Far sagde i morges til mig, at Danmark er et rigtig godt sted at bo, hvor alle er gode og søde ved hinanden. Så jeg tror vi skal flytte til Danmark, for der bor min mormor og morfar også, som jeg aldrig har set før. Selvom jeg nok ikke får et ligeså godt forhold til dem, som jeg har til farmor og farfar, så glæder jeg mig utrolig meget til at møde dem.

Det er mandag, jeg skal i skole, og jeg gider ikke. Jeg har boet her i Afghanistan, lige siden jeg blev født. Har gået i skole i hele 6 år, og jeg har aldrig været glad for skolen. Har aldrig været glad for at skulle i skole, for der var ikke særlig mange der brød sig om mig, og jeg har prøvet at forklarer mor og far det, men de forstod ingenting. De sagde bare at det var pjat med mig.

I de små klasser blev jeg mest mobbet, fordi jeg ikke havde samme hudfarve som alle de andre, min var sådan lidt lysere end de andres. Det hele startede i tredje klasse, og jeg husker det som var det i går. Den værste mobber fra min klasse hed Emir, og så var der bare efterfølgerne. Der var kun en som altid sad alene i klassen, meget genert som mig, men han ignorerede mig altid, når jeg snakkede til ham, men jeg tror ikke han hørte at jeg snakkede til ham. Det ham, min hemmelige bedsteven. Han hedder Samir, og han er den sødeste dreng jeg nogensinde har mødt.

”Khan, på onsdag flytter vi. Så vi skal pakke det hele sammen.” sagde Baba ”Jamen.. hvor flytter vi hen, og hvorfor flytter vi egentlig?” svarede Khan uroligt, jeg blev nødt til at virke overrasket. ”Vi flytter til Danmark, mig og mor tror du vil få det meget bedere i Danmark. Du skal møde din mormor og morfar, vi skal flytte til samme by som dem. Vi har fundet en lejlighed, den minder lidt om her vi bor til leje nu. Byen hedder Århus, og er en meget fredelig by, hvor ingen gør nogen fortræd.” Jeg var faktisk helt glad indeni, for tænk, at de nu forstod, hvor dårlig jeg havde haft det. Men jeg kunne igen ikke sove, for.. hvordan blev det nye.. og.. hvad hvis jeg aldrig så farmor og farfar igen? Det var ikke en rar tanke. Jeg var virkelig ked af det indeni, men jeg kunne ikke få en eneste tårer ud, mor og far skulle jo ikke se, at jeg var ked af det, nu når de endelig forstod min. Der gik en time, så sov jeg. Baba og Mette, var ikke gået i seng endnu. De skulle planlægge hele turen, og de kom nok ikke til at sove før om et par timer. De skulle jo også sige farvel til farmor, farfar, kollegaer og alle deres venner, så de var nok også ret kede af det. De elskede jo det Afghanistan, det var jo min skyld at vi skulle flytte, det var jeg meget ked af.

Jeg vågnede om natten, havde drømt. Jeg var kommet til Danmark, min nye klasse havde taget i mod mig i lufthavnen, nu var jeg alles bedsteven, og man kaldte det ikke hemmelig bedsteven, for det var noget begge følte. Jeg boede ved siden af den sødeste pige fra min klasse og vi cyklede sammen hjem og fulgtes i skole, hver dag, hun hed Catrine. Det var hende der lærte mig alt om Danmark, og jeg var faldet virkelig godt til. Men det var en drøm, og nu måtte jeg tilbage til virkeligheden, så jeg lagde mig til at sove, selvom jeg godt ville drømme videre. Jeg vågnede en halv time før næste morgen. Jeg havde drømt videre. En dag vi skulle hjem fra skole, havde hun spurgt om jeg kunne være sammen med hende. Vi cyklede der, solen skinnede og det var så varmt at jeg blev nødt til at tage min jakke af, selv når det var en dag i slutningen af Oktober. Hun så nervøs ud, men jeg gjorde hende glad da jeg sagde, at jeg hellere end gerne ville være sammen med hende. Vi tog hjem til hende, vi fik rugbrød med leverpostej på, det var min yndlingsmad. Hun kendte mig så godt, at hun smurte to til mig. Der var en fantastisk duft, som tøj der lige var blevet vasket. Vi gik ind på hendes værelse, vi skulle se en film, den hed Olsen Banden, jeg havde aldrig set den før. Jeg fik heller ikke set meget af den...

Vi blev kærester, blev voksne, byggede hus, fik børn.

Så vågnede jeg. Gid det hele havde været i virkeligheden, for det var en perfekt drøm, jeg tror aldrig jeg har drømt sådan en god drøm før. Men nu måtte jeg igen komme til virkeligheden, jeg kunne drømme, men jeg vidste endnu ikke hvordan det blev, det nye sted. Jeg skulle allerede starte i skole fredag, havde far lige sagt. Det ville nok blive fint nok, men jeg håber bare at jeg falder godt til, for ellers skal vi flytte igen!

Jeg må hellere rydde op eller flytte inden jeg skal i skole.. eller i hvert fald hjælpe mor, for jeg har ingenting på mit værelse, at rydde op. Jeg skal ikke have min seng med, for mor har sagt at man kan få billige møbler i Danmark, og desuden er vores møbler ikke særlig meget værd. Far og mor blev enige om i går aftes, at vi skulle have fjersyn i Danmark, for det ville også hjælpe mig, med at lære dansk. Når vi kommer til Danmark, skal jeg på sprogskole hver eneste dag efter skole, og jeg glæder mig faktisk også.

Jeg skulle sige farvel til klassen i dag, på en måde glædede jeg mig til at starte et helt ”nyt liv”, et andet sted, men på den anden side ville jeg måske også komme til at savne dem.. bare lidt.. De gav mig alle sammen et farvel kram i dag, og jeg blev helt ked af at jeg skulle væk fra dem, nu når man lige pludselig føler at de er gode ved mig.. eller var det vores lærer der havde sagt, at de skulle gøre det? Jeg ved det ikke, men det er også lige meget, for de gjorde det jo. Det aller værste bliver, når jeg skal sige farvel til farmor og farfar. Jeg er ikke så let til tåre, men jeg kommer til at tudbrøle.. Der er ingen der forstår, hvor meget jeg elsker dem.

Det blev onsdag, og vi skulle rejse. Farmor og farfar kørte os i lufthavnen, så det var i lufthavnen vi skulle tage afsked.. det blev svært.. Jeg sad i bilen og kiggede ud, vi kørte på en motorvej. Det var farfar der kørte, så det er lidt logisk hvor langsom det gik! De gamle, har det jo lidt med tempoet. Vi nåede frem 2 timer inden vi skulle flyve. Vi skulle jo lige have tid til at sige farvel, og købe lidt til turen, vi ville være i danmark ca. kl. 17.00 dansk tid, i Afghanistan var de en time foran Danmark. 

Vi fik sagt farvel, det var meget svært, men det gik faktisk ikke så slemt til.. Farmor og farfar var også meget kede af det, men de havde bedst ved at bo i Afghanistan, for det var der de hørte til.

Flyet var lidt forsinket, så de var først i Danmark kl. 18.00. Mormor og morfar var der og tog i mod os, de var nogle søde mennesker, og jeg ville komme til at holde af dem. Vi tog hjem til dem, og de havde et hyggeligt lille hus, ikke så langt fra byen. 

Jeg glædede mig til fredag, men hvordan mon det ville blive? Kommwe jeg i en dårlig klasse? Og kunne læreren finde på at slå? Mange tanker fløj rundt i hovedet på mig, men kl. var mange.. så jeg måtte i seng.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...