Krigens flygtninge


0Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

1. Krigens flygtninge

Tamiana smilede til mig, det var dejligt endelig at se hende smile igen. Det var længe siden, jeg sidst har set et så smukt et smil brede sig på hendes mund. Børnene hoppede på deres trampolin, de havde ønsket så voldsomt, siden vi ankom til Danmark. Bænken var efterhånden blevet fugtig. Det var hårdt at vide, at mine børn havde haft en hård barndom med sult og at vi skulle flygte fra Pakistan. De så ellers meget glade ud nu, men det var hårdt at komme her til. Vi boede oprindeligt i Pakistan men så spredte krigen sig fra Afghanistan til vores hjem. Da krigen holdte sig lidt tilbage igen, aftalte mig og Tamiana, at jeg skulle flygte til Danmark for at tjene penge. Vi var bange for at krigen snart vendte tilbage. Indtægten var ikke så stor i Pakistan, og Danmark var et rigt land, som ville give en stor indtægt. Vi skrabede lidt penge sammen til rejsen, så måtte jeg klare resten. Jeg havde på forhånd været ude at tjene lidt til mad. Tamiana havde tårer i øjnene hun var godt klar over, at jeg måske ikke kunne klare rejsen med så lidt mad. Jeg kiggede hende i øjnene, og så et væld af tårer bryde ud over muren. Jeg prøvede at trøste hende, men det var svært, at forsikre hende om vores fremtid. Børnene kom og gav mig et sidste farvel knus, velvidende at de måske aldrig kom til at se mig igen. Jeg tog min store taske, fyldt med tøj og det nødvendige så jeg kunne klare rejsen. Tamiana tog fat i mig og hviskede mig i øret: "Pas på dig selv." Jeg kyssede hende blidt på kinden og gik ud af døren med tunge skridt. Egentlig var jeg vel frisk på det og åben for nye muligheder og oplevelser, men det var en stor vending fra at være hjemme. Jeg tog en bus til lufthavnen, som lagde lidt uden for byen, det var en lang rejse. Jeg havde ikke bestilt en billet, men håbede på at jeg kunne få en enkelt plads. Der var nogle pladser fri til Frankrig, jeg skyndte mig at bestille billetten, for flyet lettede om en halv time. Så jeg måtte få fart på. Jeg kom hurtigt igennem myldret i lufthavnen. Jeg gik ind i flyet og satte mig godt til rette, hele rejsen ville tage cirka ti timer. Stewardessen kom frem og fortalte hvad man skulle gøre, hvis der skete en ulykke. Jeg talte min penge endnu en gang, jeg havde ikke mere end lige råd til turen der over. Madvognen kom forbi, og min mave rumlede som en Østrigsk lavine. Jeg havde ikke råd til mad nu, jeg måtte holde sulten ud så længe som muligt. Flyet ankom til Frankrig, og jeg forstod endnu ikke sproget. Jeg måtte have noget at spise nu, jeg gik ind på det offentlige toilet og drak af vandhanen. Jeg så en frank café, som så billig ud. Jeg gik der over og bestilte en Ratatouille. Det var dejligt endelig at få noget at spise, men mave sang så smukt som på en varm efterårsdag. Men jeg var godt klar over at jeg skulle videre til Tyskland. Jeg kiggede ud over den franske by, som var så smuk som en nyudsprungen rose. Jeg så et kendt ansigt som råbte på mit navn, jeg kiggede underligt, men samtidig begejstret for at nogle kendte mig, men til min overraskelse var det min datter. Smukke Cindia stod lige foran mig, jeg blev overrasket men også vred, jeg vidste der ikke var penge nok og hvor bekymret ville Tamiana ikke også blive. Jeg spurgte hende ud om en masse forskellige ting: "Hvad har du gang i? Hvad laver du her? Jeg har jo ikke penge nok til en person mere? Det kan være farligt Cindia." Hun kiggede på mig, med hendes store brune øjne, som jeg så tit har kigget i. Hun fumlede lidt i hendes lomme og hev så lidt penge om, som hun selv havde tjent. Hun smagte min Ratatouille, da vi ikke havde råd til en mere, vi skulle jo spare. Hun forklarede mig at vi stod sammen i familien og hun havde skrevet en seddel til Tamiana, så hun ikke skulle udveksle en efterlysning. Hun fortalte også hvordan hun havde fulgt efter mig i flyet. Jeg forklarede at vi måtte videre med en taxa til Tyskland, hun var glad for at kunne opleve sådan en stor rejse med mig. Jeg var selv meget glad for at se et familiemedlem, jeg måtte indrømme, at jeg havde lidt hjemve. Vi stillede os ud til vejen og ventede på en taxa, langt om længe holdte en taxa ind. Han rullede vinduet ned. Vi fortalte hvor vi skulle hen, men han forlangte en dyr pris. Vi havde kun 105 euro tilbage og han forlangte 539 euro for at køre fra Frankrig til Tyskland. Vi var på dybt vand, vi havde ikke råd til at komme til Tyskland og slet ikke til Danmark for den pris. Taxachaufføren blinkede til Cindia. Han var skræmmende. Hun greb min hånd og knugede den ind til sig. Han smed hans cigaretskod ned på jorden. Han rullede vinduet op igen og kørte videre. Vi gik over på et græsområde og aftalte at vi måtte finde et job. Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, bare et øjeblik. Jeg var næsten faldet i søvn, men Cindia rejste sig og kom til at puffe lidt til mig. Jeg satte mig op og kiggede efter hende. Hun gik målrettet over mod en ung fyr, hun snakkede med ham og lagde lidt an på ham. Det var vel for, at få fat i lidt penge. Hun kiggede tilbage på mig og stillede sig foran ham, og rodede rundt i lommen. Det så ret mistænkeligt ud, men hun var en klog pige, hun kunne ikke finde på, at gøre noget dumt. Specielt ikke på dette tidspunkt. Det blæste lidt. Vinden tog hendes hår, det var så smukt, som bølgerne ved havet en sommerdag. Fyren kiggede meget mistænkeligt på mig. Han havde en pose med noget i, det lignede narko. Jeg rejste mig op og løb derhen. De fumlede med posen og pengene. Jeg tog fat i hendes arm, og skældte hende ud. Det skabte en del opmærksomhed. De så mig vel som en sur indvandre, de fleste folk har jo alligevel fordomme om os, så hvorfor ikke også franskmænd. Ingen i Pakistan har nogensinde forstået hvorfor, og hvad vi gør galt. Alle mener det er vores udseende, men vi kan ikke gøre for at vi ser sådan ud, og vi gider ikke gennem alle mulige operationer, bare for at ligne alle andre. Det har mig og Tamiana også diskuteret. Hvordan ville børnene blive taget imod på deres nye skole? Vil de blive mobbet, eller holdt udenfor. De kan også være heldige at blive modtaget utrolig godt. Cindia hev armen til sig. Hun løb hen til en lille bro og satte sig ned. Jeg stod selv tilbage med mange øjne, rettede mod mig. Jeg slentrede stille og roligt hen mod hende, og satte mig ved siden af hende. Vi tog begge vores sko af, og dyppede fødderne ned i det kolde vand. Det var dejligt, vi havde begge ikke været i bad siden vi tog af sted. Det var så dejligt som en tulipan, der springer ud på en lun forårsdag. Der var tavshed, efter den pinlige episode, med alle tilskuerne. Hvad skulle vi snakke om? Hvordan skulle vi starte en samtale? Jeg kiggede ned i vandet. Vandet lå stille og jeg kunne se os nede i vandet. Hun lignede sin mor så meget, jeg kom til at tænke på hende. Jeg fik en pludselig mavepine, formentligt hjemve. Cindia kiggede på mig, og kunne se jeg havde hjemve. Hun holdte om mig, og lagde hovedet på min skulder. Det var dejligt at havde hende så tæt på igen. Engang var vi meget tætte, men efter som tiden er gået, er vi nærmest gledet fra hinanden. Jeg har ikke haft tid til at arbejde mere på vores forhold på det sidste. Det har jeg virkelig fortrudt. Jeg sagde, at vi måtte gå hen til kiosken, og måske få et job. Vi rejste os op og tog vores sko på. Cindia rettede på håret og gik direkte over til kiosken. Hun flirtede lidt med den unge medarbejder. Hun fik ham til at grine, det måtte da være et godt tegn. Lidt efter kom hun tilbage med et stykke papir i hånden. "Han var så nem. Jeg flirtede lidt, og fik jobbet med det samme, uden overvejelser." Hun gav mig et kram. Jeg var så glad for, at hun ikke var flov over mig. Det ville de fleste teenagere være. Mørket sneg sig stille ind og vi lagde os uden for en fransk butik som solgte alt muligt forskelligt. De få folk som stadig gik i byen, undrede sig meget over, at der lagde to indvandrer på en bænk, uden for en fransk butik. Morgenmyldret og bilkøer vækkede os. Det var nu heller ikke fordi, at vi havde sovet specielt godt. Bænken havde været hård, at sove på, og vi frøs helt vildt. Næste nat havde bare, at blive bedre. Cindia fandt en køkkenelastik på jorden, hun samlede den op og satte håret i en stram hestehale. Det skulle helst være et godt indtryk de fik af hende. Så hun fik også noget andet tøj på. Vi løb ned til den lille fine kiosk nede ved stranden. Der var ikke kommet så mange endnu, men de skulle nok få tjent det ind som de skulle. Jeg skulle selv ud, at lede efter et job. Jeg satte mig ned på græsset og stirrede tomt ud i luften. Jeg kunne høre Cindia grine, hun pjattede sikkert med ham fyren der også arbejdede der. Bare hun ikke får et godt bånd til ham. Så vil det jo såre hende, når vi rejser videre. Hun fik en startbonus på jobbet, hun arbejdede så godt at lønnen også var høj nok til, at vi snart kunne komme til Danmark. Jeg havde snakket med en mand, som arbejdede for kommunen, han samlede skrald op og tjente en lille løn på det. Jeg fik også et job som samfundsmedhjælper. Jeg havde jo ikke så meget andet at lave, så hvorfor ikke hjælpe samfundet. Min mave knurrede helt vildt, vi havde ikke spist siden i går, da vi landede. Cindia kunne bare snuppe en hotdog, hvis det var det hun ville. Jeg stod og samlede skrald op, i en fransk park. Det var faktisk en hyggelig park. Med en masse venlige mennesker, men desværre kunne jeg jo ikke snakke med dem, for jeg forstod ikke sproget. Nu brugte så meget tid på at gå og samle skrald op forskellige steder. Jeg kom jeg forbi en masse butikker og en kiosk, jeg så et par overskrifter som chokerede mig meget. Krigen vendte tilbage fra Afghanistan, den var voldsom i Pakistan efterhånden. Jeg frygtede for min kone og mine børns liv. De var i stor fare, jeg måtte gøre noget, hurtigt. Jeg løb ned til den lille kiosk Cindia arbejdede i, og fortalte hvad jeg havde set. Egentlig kunne jeg ikke læse hvad der stod, men billedet viste det hele. Hun var helt ude af den, og tog nogle penge i kassen da den anden medarbejder kiggede væk. Hun stammede bare at hun skulle af sted og at det var en nødsituation. Jeg tog min taske og vi løb ned til vejen. Vi ventede på en taxa som kunne køre helt til Tyskland eller måske endda Danmark. Der holdte ikke så mange biler ind for, at samle indvandre op. Det er endnu en gang deres fordomme, som ikke gavner noget som helst. Kan de ikke bare behandle os, som alle andre. De laver så meget forskel på os, vi er jo ens indvendig. Der holdte en bil ind, det var en kvinde som rullede vinduet ned og mødte os med et smil. Hun spredte en glæde, som min kone plejer at gøre. Det var en dejlig følelse, specielt når man har lidt hjemve. ”Vi kommer fra Pakistan og skal til Tyskland.” Forklarede jeg. Prisen kunne vi godt betale men så vil vi ikke få noget mad. Prisen var 510. Vi havde 515, så der var lige nok. Vi kunne ikke rigtig kommunikere, da jeg aldrig havde lært engelsk. Cindia havde lært lidt men det var ikke meget. Det var meget godt, så misforstod vi ikke nogen pris. Vi ankom efter lang tid til Tyskland. Jeg fornemmede at vi var nord på, for vi havde kørt i længere tid end ventet. Damen der kørte bilen var meget venlig, hun smilede hele tiden, og var måske lidt for kæk. Hun standsede, jeg fandt nogle penge men hun ville ikke tage imod dem. Hun kørte os helt gratis, nogle franskmænd er simpelthen generøse. Vi var så taknemmelige, endelig noget medgang. Vi havde haft det hårdt, med at skulle finde arbejde og sult. Vi fandt en hyggelig lille café. Det var dejligt at kunne få en dejlig menu. Vi bestilte hver en kyllingesandwich og en cola. Vi sad der længe, der var også dejlig lunt på den café. Da vi var færdige var det blevet mørkt igen. Vi måtte finde et sted, at sove. Vi bankede på en masse døre, for at finde et sted, hvor vi kunne sove. Vi var efterhånden blevet trætte af at gå så langt, jeg overvejede et sekund at sætte mig ned og bare slappe af. Det var hårdt at vide, at der var krig der hvor mine børn og kone er. Der var en ældre dame der lukkede os ind. Vi var så taknemmelige. Hun fandt to madrasser vi skulle sove på. Vi så TV om aftenen. Der var noget om krigen, jeg forstod ikke hvad de sagde men billederne var nok. Bomberne sprang om hovederne på dem. Min gamle nabo blev interviewet, jeg forstod godt hvad han sagde. Han snakkede om min kone og min familie. Jeg så et glimt af min kone, med tårerne trillede ned af hendes dejlige kinder. Jeg var glad for at se, at hun ikke var død, men tænk at hun skulle opleve sådan noget her, og jeg kunne intet gøre. Det var en træls fornemmelse, man kan bare sidde og kigge på, ikke gøre noget som helst. Hun snakkede om mig og mine børn. Min ene datter var død. Hun lagde ude på gaden. Jeg kunne bare ikke klare det mere, min datter er død, jeg ser hende aldrig mere. Det ramte mig dybt, og jeg blev rigtig vred. Vreden boblede i mig, at nogle kunne finde på det. Min kone og de sidste to børn flygtede syd på. Der var fly nede for at redde, dem de kunne. Jeg så min kone og mine to børn stige om bord på flyet. Jeg var så lykkelig, nu skulle jeg bare finde ud af hvor de landede. Min datter prøvede, at snakke lidt med damen på engelsk. Damen forklarede at de landede i Danmark. Jeg aftalte med mig selv at, dagen efter skulle vi skynde os til Danmark. Jeg lagde mig ned under dynen, jeg var glad for en dyne. Cindia sad på sofakanten med tåre i øjnene. Hun hulkede at hun savnede ham fyren fra Frankrig. Hun var overbevist om, at de aldrig skulle mødes igen. Jeg gjorde tegn til at hun skulle ligge sig ned. Hun lagde sig ned, og tårerne trillede ned som et stort vandfald. Jeg var overbevist om, at jeg intet kunne gøre. Jeg var selv meget nedtrykt over, at min lille datter på 5 år var død. Det var bare det der ikke måtte ske. Men i morgen bliver en stor dag. Efter at vi begge havde sørget lidt, var der helt stille. Det var dejligt at sove lidt igen. Vi vågnede sent næste morgen. Damen havde lagt noget nyt og pænt tøj frem til os. Vi tog det på, det var en skøn følelse. Vi fik lidt morgenmad inden vi tog af sted. Vi havde en hyggelig lille snak omkring morgenbordet. Hun fortalte om hendes, nu døde, mand.  Damen tilbød os at køre os til grænsen, så måtte vi selv klare resten. Vi takkede ja, for vi vidste ikke hvor langt vi var fra grænsen. Vi havde ikke noget pas med, det brugte vi ikke så meget i Pakistan. Vi kom til grænsen, og slap igennem tolderne. På det tidspunkt var jeg træt af, at de var der. Men de gavner jo danskerne en del. Der var nogle som råbte at vi skulle stoppe, og jeg kiggede tilbage. Det var tolderne. ”Løb!” Råbte jeg til min datter. Vi løb alt hvad vi kunne, med et par toldere i hælene. Jeg var bange for hvad der skulle ske hvis de fik fat på os. Vi løb op af de danske veje. Vi kom videre op i Danmark og menneskemyldret. Alle så ud til at være så glade, de må bringe hinanden glæde. I Pakistan var vi også glade for vores naboer, de var nærmest de eneste man kunne stole på. Vi løb stadig fra tolderne, jeg var virkelig bange for konsekvenserne. Vejret var dejlig lunt. Man kunne næsten gå uden en jakke. Jeg kan huske første gang jeg hørte om dette Danmark, jeg troede ikke på, at det kunne være et fredeligt land, som det egentlig er, selvom at tolderne prøvede at fange os. De gjorde det jo bare i en god mening, men det gjorde jeg jo også. Jeg havde godt hørt lidt om Norge, fra da bomben sprang i Norge. Men ikke Danmark, det land var lidt ligesom Norge, de havde de samme kvaliteter. Vi blaffede ude ved vejen. En ung mand holdte ind, og kørte os til Esbjerg, vi skulle snakke med politiet, bare de ikke havde snakket med tolderne. Vi ankom til Esbjerg by, og der var mange mennesker. Vi blev guidet til politistationen. Derefter gik vi til et herberg, hvor vi til min store glæde, så min familie. Tamiana løb mig i møde. Jeg havde savnet hendes knus. Mine børn løb også imod os, de krammede mig i lang tid. Jeg var så glad, for at se dem i live. Jeg var samtidig ked af, kun at blive mødt af tre, jeg havde håbet på fire. Cindia brød sammen i hendes mors arme. Efter vi havde været igennem glædestårer kom vi på et flygtningecenter, alle sammen var samlet igen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...