Er jeg forelsket i popstar fænomenet, Justin Bieber?

Isabella er en 16årig pige der flytter til Canada. Hun er GIGA fan af Justin Bieber og har altid ønsket at møde ham. Den dag hun flytter til Canada ændres hendes liv fuldstændig....

1Likes
3Kommentarer
991Visninger
AA

2. Flytningen til Canada og den mystiske dreng.

 

Kap. 1 - Flytningen til Canada og den mystiske dreng. 

 

”Er du færdig med at pakke skat?” spurgte min mor mig. ”Næsten færdig!” svarede jeg tilbage. Vi var ved at pakke de sidste ting ned, inden vi sku’ af sted til Canada. Jeg kunne bare ikke vente med at komme af sted! Jeg havde glædet mig i over 2 måneder. Men på den anden side var jeg også rimelig ked af det, for jeg blev nød til at forlade min bedsteveninde, Rosa, herhjemme i Danmark. Det tog virkelig hårdt på mig, men Rosa sagde bare til mig, efter jeg havde fortalt hende jeg sku’ af sted, at hun kunne komme i weekenderne og ferierne, for at besøge mig. Det lettede nu alligevel på humøret. Nu var jeg så ved at pakke de sidste ting. Jeg gik over til min væg for at blive de sidste 3 Justin Bieber plakater ned. Jeg har altid ønsket at møde Justin, men tror aldrig det vil komme til at ske, men som Justin har lært mig ska’ man aldrig sig aldrig, så jeg må bare håbe at jeg møder ham over i Canada, for det er der hans bedsteforældre, Bruce og Diane bor. Ja jeg ved det godt! Jeg stener ham ALT for meget, men når man nu er så stor fan som jeg nu er, kan jeg altså ik’ la’ vær! Nå, efter jeg havde pillet dem ned, foldede jeg dem forsigtig sammen, jeg vil jo ik’ ha’ de bliver ødelagt under rejsen, og puttede dem ned i min kuffert. 

 

”Va’ er du snart færdig søs?” jeg fik et kæmpe chok og hoppede en halv meter. ”Mikkel! Hold op med det der!” ”Hold op med hvad?” spurgte han grinende. ”Det ved du udmærket godt!” sagde jeg surt, men smilte nu alligevel til ham, så gik han ud. Jeg vendte mig om igen og lynede mine kufferter. Jeg tog dem i hånden også kiggede jeg rundt på mit gamle værelse. Nej hvor vil jeg komme til at savne det her sted, tænkte jeg. Så gik jeg ud og så at min mor var ved at pakke de sidste ting fra køkkenet. Jeg bestemte mig for at hjælpe hende, så jeg stillede mine kufferter ud i gangen. ”Ska’ du ha’ noget hjælp mor?” ”Åh! Ja det ville være dejligt.” sagde hun og tørrede sig på panden med håndryggen. Jeg gik over til skabet hvor alle tallerknerne stod og begyndte med at tage dem ud. ”Hvor skal de her hen mor?” ”Ehm… de skal ned i den her kasse.” sagde hun og pegede på kassen der stod på køkkenbordet. jeg gik derhen, men var lige ved at falde over Isadora. ”Altså Isadora! Pas nu på ven!” sagde jeg og prøvede at holde balancen, mens jeg lænede mig op ad køleskabet. Hun gøede bare af mig. Skøre hund! Hun er sådan en sød lille sort Pekingeser med hvide poter. Jeg ka’ tydeligt huske den dag hvor jeg købte hende. Det var på min 16 års fødselsdag. Mor havde lovet mig en hund, fordi jeg havde blevet ved med at plage hende om at få en. Til sidst sagde hun så ja, men at jeg først måtte få en når jeg fyldte 16. Vi kørte ud på dyreetanatet i København. Der var mange forskellige hunde, men det var Isadora jeg faldt for. Er så glad for at jeg valgte hende. Nå, nok om det! Mig og mor var ved at være færdig, da min far kom ind og sagde at flyttet vognen var her. Vi bar alle flyttekasserne ud, så flyttemændene kunne få fyldt vognen. Da vi havde fået båret alle kasserne ud gik jeg ind for at hente mine kufferter, men først skulle jeg lige ha’ fat i Isadora. ”Isadora! Hvor er du? Vi skal altså af sted nu! Kom så skat!” kaldte jeg, men hun kom ikke. Det plejer hun ellers, mærkeligt. Jeg gik ind på mit gamle værelse og kiggede under sengen, den var ikke blevet hentet endnu af flyttemændene, men der var hun ikke. Hvor delen kan hun være henne? Tænkte jeg. Lige pludselig kunne jeg høre hende piv. Jeg fulgte efter lyden, men jeg kunne ikke finde ud af hvor den kom fra. ”Isabella! Hva’ laver du?” det var min bror, Mikkel. ”Jeg leder efter Isadora. Jeg ka’ høre hende pive, men jeg ved ik’ hvor hun er. Vil du ik’ nok hjælpe mig med at finde hende? Så du sød!” sagde jeg og smilte til ham. Han nikkede også gik han ind i stuen for at lede. ”Isabella! Kom herind! Jeg har fundet hende!” råbte min bror. Jeg løb ud af døren og ind i stuen. Jeg så at Mikkel sad på hug og skyndte mig hen til ham. Da jeg kom derhen, så jeg at Isadora bare lå helt stille. Jeg kunne mærke tårerne var på vej. ”Hva… hva’ der sket med hende?” ”Det ved jeg ik’ Isabella. Hent li’ mor og far, så bærer jeg hende li’ op på køkkenbordet.” sagde han og tog hende op, forsigtigt, og lagde hende på køkkenbordet. Jeg løb ud til mor og far. ”Mor! Far! I ska’ komme ind! NU!” sagde jeg med tårerne strømmende ned af mine kinder, mens jeg løb ind til Isadora og Mikkel igen. Mor og far kom også løbende. Da de så hende ligge der, helt bevidstløs, stoppede de op og så chokeret ud. ”Hva’ der sket med Isadora?” ”Det ved … vi ikke … mo.. ar.” sagde jeg, mens jeg græd. Min mor kom hen til mig og tog mig ind til et kram. Det var så dejligt, men det hjalp ikke rigtig på mit humør. ”Skat? Ringer du ikke li’ til dyrlægen? Vi køre ikke før Isadora er undersøgt. Min mobil lægger i tasken.” Far gik ud igen og kom ind, 2 minutter efter, med en mobil i hånden. Han havde allerede mobilen i hånden og stod og snakkede med dyrlægen; ”Ja .. okay … ja, det siger jeg videre. Hvornår er du her? Okay, vi ses om 5 minutter så. Farvel.” far tog mobilen ned fra øret og slukkede den. ”Han er her om 5 minutter.” ”Det hørte vi godt. Mus? Går du ik’ li’ udenfor og venter på ham?” spurgte min mor mig. ”Jo, okay, det ska’ jeg nok.” Jeg trak mig ud af mit mors kram og gik udenfor. Der var dejlig varm udenfor og det blæste en lille smule. Det var midt i maj og solen var så småt begyndt med at komme frem. Vinden blev ved med at blæse i mit hår så jeg fik det i ansigtet. Det var skide irriterende. Nu stod jeg bare og ventede på at dyrlægen kom og han kom lige nøjagtig efter jeg havde tænkt det. Sjovt nok! Jeg kunne se hans bil kom rundt om hjørnet af Nørrebro. Det var en fin lille hvis vogn hvor der stod ’Københavns dyrlæge.’ Han steg ud af bilen og gik hen til mig. ”Er det her der er sket noget med en sort Pekingeser ved navn, Isadora?” spurgte han og kiggede smilende på mig. ”Ja. Det er denne vej hr.” ”Bare kald mig, Fritz.” sagde han og smilede. Jeg smilte tilbage også gik vi ind. Med det samme han kom ind gik han over til Isadora. Jeg gik over til Mikkel, som stod ved siden af hende. Han tog min hånd og klemte den. ”Det ska’ nok gå.” hviskede han i mit øre. Det fik mig bare til at blive endnu mere trist. Efter 10 minutter sagde Fritz; ”Ja, jeg må desværre meddele at hun sov dybt ind og at hun ikke havde nogen smerter da hun døde. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan sådan en ung hund ka’ dø i den alder!” sagde han og rystede på hovedet. Jeg tror jeg var gået i chok, for lige pludselig lå jeg grædende over Isadora. Min mor kom hen til mig og tog mig op, fra Isadora, og krammede mig. ”Så så Isabella … vi finder en ny hund til dig i Canada.” ”Jamen det er ikke den samme som Isadora!” græd jeg. Min mor blev bare ved med at trøste mig, jeg kunne se ud af øjenkrogen at min far var ved at sige farvel til Fritz. Jeg trak mig ud af min mors kram og gik over til Isadora igen. Jeg tog hende op og gik hen til Fritz med hende. ”Fritz? Ehm … vil du gøre mig en tjeneste?” han kiggede underligt på mig, men så nikkede han til mig. ”Vil du ik’ være sød at begrave Isadora for mig? Jeg har ik’ tid til det, nu hvor vi ska’ af sted til Canada, så vil du ik’ gøre det for mig?” spurgte jeg. Han kiggede først på mig også på Isadora, så sagde han; ”Jo, det ska’ jeg nok. Bare gi’ mig hende, så ska’ jeg nok begrave hende. Og kom nu godt af sted til Canada.” sagde han, tog Isadora, smilte til os alle sammen og gik ud ad døren og kørte. Vi stod alle sammen i lidt stilhed før vi igen sagde noget. ”Nå … vi må vist hellere se at komme af sted. Vi sku’ jo nødig komme forsent til vores fly.” sagde min far og begyndte med at tage de sidste par småting der sku’ med i bilen. Jeg gik ud i gangen og tog mine kufferter. Jeg havde bare allermest lyst til at være hjemme nu. Jeg kan ikke leve uden Isadora. Jeg finder aldrig en som hende igen. Jeg gik ned af trappen og ud til bilen, åbnede bagagerummet og smed kufferterne derned. Så lukkede jeg den igen, gik om på den anden side af bilen, åbnede døren og satte mig ind. Jeg kunne høre at mor, far og Mikkel os var på vej ud. Mikkel åbnede den anden dør og satte sig ind. Han kiggede ikke på mig, for så vidste han at jeg ville begynde med at græde, og ham selv, for han var også rigtig glad for Isadora. Mor og far satte sig os ind i bilen også var vi på vej ud til lufthavnen.

 

Efter en halv time stod vi inde i Kastrup Lufthavn. Mig og Mikkel sad og fik lidt at spise. Jeg fik en grillede sandwich, stor pomfritter og en stor cola fra Sunset, min bror fik det samme. Mens jeg sad der og spiste, kunne jeg ikke lade vær med at tænke på Isadora. Hun havde været sådan en dejlig og kærlig hun og nu var hun bare … jeg kunne ikke få mig selv til at tænke det, så jeg bestemte mig for at tænke på Justin Bieber i stedet for. Tænk hvis jeg mødte ham i Canada! Det kunne være mega fedt og tænk på hvis vi blev kærester! Ej! Isabella, nu må du li’ ta’ dig sammen, hvem gider og ha’ en der er så grim som mig? Jeg er 16 og har aldrig haft en kæreste og har aldrig kysset en dreng. Jeg må til at tage mig sammen! Der er så mange lækre drenge derover i Canada, jeg ska’ nok få fundet en, han ska’ være lige som … mere nåede jeg ikke at tænke før mine tanker blev afbrudt. ”Isabella! Vi ska’ af sted nu, flyet letter om 30 minutter.” ”Også ska’ vi af sted nu? Er det ik’ lige lovlig tidligt?” sagde jeg en smule sur og drak noget af min cola, mens jeg rejste mig op. ”Nej. For der er altid lang kø. Kom så hvis du vil med unge dame!” jeg kunne høre på den måde min mor sagde det at hun var ved at blive stresset. ”Jaja, jeg kommer nu …” jeg tog min jakke fra stolen og tog den på. Efter det tog jeg bakken fra Sunset og smed det ud jeg havde tilbage, bortset fra pomfritterne, dem SKULLE jeg bare spise færdig! Mikkel stod og ventede på mig, så jeg løb over til ham efter jeg var færdig. Vi gik og snakke om hvordan det ville være at bo i Canada, men det var bare lidt træls at mor og far ikke havde fortalt os hvor vi sku’ bo i Canada. De sagde at det var hen hemmelighed, men at JEG ville blive henrivende glad, når jeg så det. Jeg havde haft tænkt over det i de 2 måneder jeg havde glædet mig, og den første tanke der slog mig, var om det kunne være ved siden af Justins bedsteforældre, Bruce og Diane. Men det slog jeg hurtig ud af hovedet igen, for så mange penge har vi da heller ikke til at ku’ bo der! ”Isabella! Kom nu for pokker!” jeg blev afbrudt i mine tanker, da min mor kaldte på mig. Jeg kunne se at vi nu stod der hvor vi sku’ på flyet. Jeg løb over til min mor og kiggede undskyldende på hende hun nikkede til mig, for at sige det var i orden. ”Må jeg bede om deres flybillet og pas.” sagde damen ved skranken. Min mor gav hende dem. ”God tur til Canada og fortsat god dag.” sagde hun og smilte, vi smilte tilbage også gik vi igennem. Jeg kunne se flyet ud af vinduet. Nøj hvor var den stor! Jeg begyndte med at få kvalme. Jeg har aldrig prøvet at flyve, så jeg er rimelig nervøs. ”Hvaaaaa’ kommer du Isa?” sagde Mikkel. ”Du ved udmærket godt at jeg HADER at bli’ kaldt Isa, så hvorfor fanden bliver du så ved med at kalde mig det!?” råbte jeg, næsten. Nogle folk vendte sig om og kiggede på mig, det var ret så pinligt. Min mor vendte sig om og kiggede chokeret på mig, det kunne jeg nu godt forstå. ”Isabella!! Hvordan er det dog du snakker?” ”Undskyld mor.” sagde jeg og kiggede ned på mine fødder. ”Nå, kom nu, flyet letter om 10 minutter.” jeg luntede op ved siden af min mor også var vi ellers på vej til Canada.

 

Efter 15 timer var vi endelig i Canada. Mig og Mikkel skulle sidde og vente i lufthavnen, mens mor og far hentede en bil. Der gik 15 minutter før de kom tilbage også ku’ vi endelig komme af sted. ”Mor? Må vi ik’ godt få af vide hvor vi ska’ hen?” ”Nej skat. Du må vente og se.” sagde hun, mens hun smilede til mig i bakspejlet. Øv altså! Tænkte jeg. Vi kørte i sådan ca. 2 timer fra Toronto til Stratford. Godt jeg havde min iPod med, ellers ville jeg kede mig. Det eneste jeg hørte for tiden var Justin Bieber. Jeg elskede hans musik, det var så inspirerende. Aaw, hvor ville jeg dog ønske at ku’ møde ham i virkeligheden, i stedet for på tv, fuck my life, altså! ”Mus? Vi er her nu, prøv og kig ud.” jeg kiggede ud som min mor sagde og det første jeg lagde mærke til var et hus jeg synes så bekendt ud, men jeg kunne ikke lige huske hvor jeg havde set den henne. ”Er det den vi ska’ bo i?” ”Nej, vi ska’ bo i den ved siden af. Kan du slet ikke kende huset?” spurgte min mor og kiggede undrende på mig. ”Nej. Jeg synes jeg har set den før, men kan ik’ li’ komme i tanke om hvor …” ”Nå … okay … vi må viste hellere komme ind, flyttemændene har været her med tingene. Isabella og Mikkel! Inden I overhovedet gør noget som helst, ska’ I ha’ pakket alle jeres ting ud og sat tingene hvor I vil ha’ dem. Forstået?” sagde min mor og kiggede på os. ”Ja mor.” sagde vi samtidig. Jeg steg ud af bilen og lukkede døren. Nøøøøøj hvor er her varmt! Det var det helt vildt! Tror jeg ska’ ha’ skiftet tøj inden jeg gør noget som helst! Tænkte jeg og gik over mod huset. Da så jeg at en bil kørte ind over ved naboen. Jeg stoppede op og kiggede. Døren blev åbnet og ud kom en ung dreng. Jeg synes jeg har set ham et sted for. Hvor ved jeg bare ikke. Han gik op mod huset og skulle lige til at åbne døren, men så vente han sig om og kiggede på mig. Han havde solbriller på, en hættetrøje, nogen total meget hængerøvsbukser også en cap. Ej altså! Hvorfor ka’ jeg ik’ huske hvem han er!? Nej hvor blev jeg frustreret over det. Han blev ved med at kigge på mig, det lignede at han smilte til mig, men jeg ved ik’ rigtig. Jeg skyndte mig bare at kigge den anden vej. Så kunne jeg høre at han åbnede døren og gik ind. ”Hva’ laver du Isa?” ”Stop nu med at kalde mig det der Mikkel! Du ved godt jeg ik’ ka’ li’ det! … og for resten så laver jeg ik’ noget, jeg skulle li’ til at tage mine kufferter.” sagde jeg og kiggede ondt på ham, mens jeg gik over mod bilen. Jeg kunne mærke at der var nogen der stirrede på mig. Jeg vendte mig om og så at det var ham den mystiske dreng. Hvorfor bliver han ved med at stirre på mig? Tænkte jeg. Jeg vendte mig om igen og tog mine kufferter. Derefter gik jeg ind i vores nye hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...