All Alone.

Azure lever et ulykkeligt liv uden nogen at elske, eller blive elsket af, på den rigtige måde.
Hendes familie dør en efter en. Hun ved at det snart vil blive hendes tur, men hvornår ved hun ikke.
Det eneste hun beder om er at vinde hjertet på sin store kærlighed. Mon hun får ham inden hun dør?

9Likes
30Kommentarer
2191Visninger
AA

7. Vinduet.

Resten af dagen gik langsomt. Mine søskende snakkede som om der intet var sket. Men der skete jo aldrig noget her i huset. Kun det at en person kunne dø når det skulle være. Men lige nu ville jeg helst sidde og snakke med Leonard i vinduet, men han snakkede om at han skulle til fodboldtræning når han kom hjem, men jeg havde ikke hørt deres bil køre ud af indkørslen.

Men jeg havde som regel også travlt med at lytte til mine egne tanker, hvilket jeg faktisk gjorde lige. Vent nu gjorde jeg det jo igen. Jeg skal virkelig lære at lade være med at lytte så meget til mig selv. Det er nok det der gør at folk ikke lægger mærke til mig.

Jeg hørte noget banke på ruden. Jeg åbnede vinduet og var lige ved at få en sten i hovedet. Leonard kiggede undskyldende på og sagde "Jeg troede ikke du var så hurtig til at komme hen til vinduet, faktisk troede jeg ikke du var på dit værelse, men man kunne selvfølgelig altid prøve." Jeg nikkede hurtigt til ham og sagde "Jeg lige ved siden af vindueskarmen, det gør jeg altid."

Han kiggede undrende på mig og jeg blev varm i kinderne over det. Hvorfor skulle jeg også være så let tilbøjelig til at blive flov? Han kiggede hen mod døren og spurgte usikkert "Er du aldrig sammen med din familie?" Jeg sank let sammen og sagde "Mine forældre døde i går, og min ældste søster i dag." Han kiggede ned i jorden, hvilket sagde sig selv. Hvis han havde vidst det ville han aldrig have spurgt mig om det. Sådan reagerede folk normalt, når de spurgte til et afdødt medlem fra familien, men det kunne de jo selvfølgelig ikke gøre for. Medmindre det var dem der havde dræbt den afdøde. Jeg kunne dog ikke se for mig at Leonard have dræbt nogle fra min familie.

Jeg strakte mig ud af vinduet og Leonard kiggede op på mig. Han havde nogle dejlige øjne. De så kede ud af det, selvom han ikke havde nogen grund til at føle skyld. Sådan noget gjorde mig noget i 5 sekunder og så var jeg glad igen. Men jeg kunne dog aldrig blive sur på Leonard. Men jeg var ikke helt sikker endnu han havde aldrig gjort mig sur før så...

Jeg satte mig i vindueskarmen og svang stille med benene. Leonard kiggede bange på mig og sagde "Pas nu på du ikke falder ned." Det skal jeg nok." Jeg kunne se på ham at han ikke ville tro på mig, men det var også op til ham.

Jeg hørte døren til mit værelse blive åbnet og min ældste bror Sabas kom ind og sagde udtryksløst "Morana faldte om på gulvet og døde på stedet." Han sagde det lavt nok til at Leonard ikke hørte det hvilket nok også var bedst. Leonard kiggede undrende på mig da Sabas var gået igen. Skulle jeg mon fortælle ham om sygdommen?

Nej det ville nok bare skabe problemer, men dem var jeg jo van til at ende i.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...