Barndommens hjerte

Dødelig syg ligger Dianna i sin hospitalsseng og venter på at dø. Hele hendes liv har været én stor fiasko, og hun får ikke engang chancen for at rette op på det. Hvis du havde ét ønske, hvad ville du så ønske? Denne novelle blev afleveret som stil under emnet "Fri fantasi", og har modtaget topkarakteren 12. Denne stil er rørende, trist men samtidig opløftende for ikke at forglemme velskrevet. En novelle så unik som denne er absolut ikke til at gå glip af! God læselyst!

8Likes
6Kommentarer
1892Visninger
AA

1. Barndommens hjerte

I haven udenfor tårner ældgamle grønne træer sig op over enhver og kaster vældige skygger mod vest. Et åbent vindue fortæller mig, at fuglene er vågnet fra deres søvn og er begyndt på morgensangen.          

Roser, syrener, solhatte, klematissen, tulipaner, dahliaer og uendelige flere blomster og buske gør haven til én stor farvepalette – men en velovervejet farvepalette; intet ser tilfældigt ud. Faktisk er det som om, at de farvestrålende blomster er lagt i rækkefølge efter regnbuens farver: Rød, orange, gul, grøn, blå og til sidst lilla. Og nu, hvor solen skinner på de dugvåde blomster i haven, kan den nemt forveksles med et glinsende paradis. Lange brostens stier snor sig, deler sig og synliggør ethvert hjørne af haven for de gående.          

En gammel krumrygget gartner sørger hver morgen for at haven lever op til de snorlige forventninger den er kendt for. Folk kommer fra hele verdenen for at se denne pompøse have. Det ved jeg, for de har alle deres kamera med. Men ingen tager billeder af gartneren, skønt uden ham er der ingen have. Han har været der lige så længe, som jeg har været her, hvis ikke han har været her længere endnu. Han ligner i hvert fald sådan én, der kender rutinen bedre end sin egen baglomme.          

Jeg gik engang i den have, dengang jeg altså kunne og måtte gå. Det var en kold morgen, som nu, og hele haven lå badet i en kæmpe skygge fra hospitalet, der med alle sine vinduer favnede om haven. Jeg var ung, frisk og klar til at starte forfra. Jeg havde dog aldrig forestillet mig hospitalet som et fængsel, som jeg gør nu. Jeg var der jo kun for havens skyld dengang! Jeg havde, som i enhver anden blomsterbutik købt mig retten til at tage 30 blomster med hjem, så der gik jeg i min nye nederdel og plukkede den skønneste buket til sent på eftermiddagen. Og da jeg gik hjem igen, havde jeg ikke engang set hele haven!          

Men tænk jeg gik der en hel dag uden at skænke hospitalet og des patienter en eneste tanke, jeg ville ikke engang på rundvisning; næ, jeg ville bare plukke blomster. Hospitalet lå så fjernt i mine tanker dengang, præcis som alle de andre turister. Ingen rejser jo 2000 km bort blot for at se syge eller døende patienter ligge hjælpeløse i deres senge og håbe på mirakler. Jeg gjorde i hvert fald ikke.          

Jeg er sikker på, at dem der nu tegnede og anlagde den have, gjorde det for at alle os med vinduespladser skulle få bare en smule smukt at se på, mens vi lå her med brækkede ben og vejrtrækningsproblemer. Måske skulle vi endda føle håb for fremtiden!          

Ja dem, som faktisk har en fremtid, kan jo håbe alt det de vil. De bliver jo før eller siden udskrevet, men jeg kan lige så godt give op, hvis ikke jeg allerede har gjort det. Men måske jeg stadig håber på et lille mirakel. Måske bare at de vil lukke vinduet, så jeg ikke ligger her i min seng og fryser.          

Ser du, jeg ligger ikke her ved vinduet, fordi der ikke er noget tv jeg kan underholde mig med, eller fordi jeg har bedt om at ligge her, men jeg ligger ganske enkelt her, fordi jeg for 2 måneder siden fik af vide, at jeg havde højst 1 måned tilbage at leve i. Jeg er altså imod alles forventninger ikke død endnu, men alle dem, som lå ved siden af mig af samme oversag, har stillet træskoene med nogle ugers mellemrum. Så jeg ligger altså her ved vinduet for at dø med blomster, som det sidste jeg ser.          

De ved ikke engang, hvad jeg fejler. Men de har da fundet ud af, at jeg ikke kan gå. I starten satte de mig i en kørestol, indtil jeg dødede af hjertestop, og blev ”reddet” af en ung mand, som studerede til læge. Han fandt en hjertestarter og vækkede mig til live igen.          

Nu ønsker jeg bare, at jeg var død dengang. Så havde de ikke behøves alle de undersøgelser for at finde ud af, at mit hjerte ikke havde ret mange slag tilbage. De havde heller ikke behøvet at lænke mig til denne hospitalsseng eller give mig 1 måned til at spekulere over min egen død.          

Når jeg ser den gamle gartner i haven udenfor gå og klippe hække og hive ukrudt op, ønsker jeg, at det var mig. Jeg ønsker, at jeg kunne rejse mig op og gå rundt i haven, stille og roligt i mit eget tempo, omgivet af blomster og alverdens vidunderlige dufte, som jeg gjorde i min bedstemors have, indtil hun døde.         

Jeg ønsker også, at jeg kunne dø gammel og lykkelig, præcis som de to. Tænk at være så fri, at man kan se tilbage på hele sit liv, alt det man har opnået, og være tilfreds. At kunne tænke: ”Nu har jeg levet mit liv, og nu kan jeg lægge mig til at dø.”. Hvem der dog kunne det måtte være lykkelig.         

Jeg husker en sygeplejerske, som sagde til min ansvarlige læge, da hun troede jeg ikke hørte det: ”Men hun er så jo så ung! Hun har hele livet foran sig… Hun har ikke engang nogen børn endnu!” De ord slog hårdt ned. Jeg endte med at overvære den berømte have i månens skær, mens jeg spekulerede over døden, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Hele den nat lå jeg søvnløs og græd over min egen elendighed.          

Men mens jeg græd natten bort og solen steg op over hospitalets 12 etager og oplyste haven, gik det op for mig, hvor meget jeg savnede min barndom; hvor meget jeg savnede min eneste lykkelige stund.          

Jeg savnede min bedstemors have, som, præcis ligesom den jeg har udsigt til, havde den en overflod af blomster. Jeg kom der altid som barn i sommerferierne…          

Fra den nat af, sov jeg med gardinerne trukket for, og med ryggen til vinduet. Men mine længsler mod barndommen stoppede ikke den nat. De kom hver nat, snigende som indbrudstyve, stjal alle andre tanker og hobede sig op til længselsfulde minder, som jeg umuligt kunne stoppe. Til sidst lod jeg dem strømme. Siden den uge har jeg ikke ønsket andet, end at min barndom havde varet evigt.          

Jeg sætter mig derpå op i min hvide metalseng, ved hjælp fra mine velfungerende albuer, og trækker så dynen op til hovedet og skutter mig under den. Jeg vender blikket ud mod haven, og tænker tilbage mod mine barndomsminder – de bedste jeg havde.          

Jeg må have været omkring 4-5 år gammel dengang. Måske 6. Nu spørger man jo aldrig om en kvindes alder – eller vægt, for den sags skyld -, men det er vel omkring 40 år siden. Jeg går ud fra, at nogle af minderne er fordrejet eller for slørede til, at jeg husker det helt præcist; men hovedtrækkende i mine minder står klart og tydeligt i min hukommelse.          Jeg husker vi havde en rød bil, som jeg kaldte for Marie, fordi den havde samme farve som en mariehøne. Vi kørte meget rundt i den bil. Rundt og rundt i hele verdenen på ferier og udflugter, som jeg knap nok husker. Dog holdt jeg allermest af at besøge min bedstemor Joanna, selvom hun boede over 200 km fra hvor vi boede.          

Når vi endelig kom der, kom vi der i sommermånederne, der hvor det var så lunt, at jeg fra kl. 7 om morgnen kunne have shorts og t-shirt på, helt uden at fryse.

Jeg kan huske jeg altid blev vækket tidligt om morgnen, og slæbt halvsovende med ud i Marie, hvor jeg faldt i søvn med det samme. Så slap mine forældre for alle mine nysgerrige spørgsmål om den store hvide verden. Det passede med, at vi ankom hos min bedstemor ved 7-tiden, der, hvor hun lige var stået op. Hun kom altid løbende ud af havelågen og råbte med åbne arme:         

”Lille Agnete skat! Giv din bedstemor Joanna et stort knus og kom med ind og få noget havregrød med sukker til morgenmad!” Jeg sprang altid ud af bilen og løb lige ind i hendes favn, hvor jeg følte mig dejlig tryg. Så dyttede mine forældre og kørte igen.          

”Hej hej, mor og far!” Råbte jeg altid og vinkede som en gal, lige indtil jeg ikke kunne se dem længere.          

Næste stop var bedstemors Joannas tidsløse køkken, hvor jeg præcist vidste, hvor gryn, mælk og især sukker stod. Jeg stop altid på tæer og hoppede som en kænguru, for at nå sukkeret på øverste hylde. Jeg nåede aldrig at vælte hele hylden ned, før bedstemor Joanna kom og tog sukkeret ned til mig.          

”Tak.” Mumlede jeg og strøg mere end rigeligt sukker ud over de våde gryn.          

Sådan startede alle morgener hos bedstemor Johanna. Hvad vi så lavede hen på dagen, var en verden for sig:          

Jeg husker en dag, hvor jeg, efter min sukkerige portion morgenmad, fik øje på en lille brun kasse med et enormt gult horn, der så alt for stort ud til den lille kasse.         

”Hvad er det?” Havde jeg spurgt og peget med store, nysgerrige øjne på den mærkelige tingest, jeg aldrig havde lagt mærke til.         

”Det er en grammofon, lille skat,” Svarede min bedstemor, som var den eneste, der altid havde tid til alle mine spørgsmål.         

”Det har været din bedstefars.” Tilføjede hun.         

”Hvad er en grammofon for noget?” Spurgte jeg videre, og gik hen til den såkaldte ”grammofon” og undersøgte det gule horn. Jeg husker tydeligt, at jeg fik støv på mine fingre, og derefter nyste, da jeg prøvede at tørre det af i mit ansigt.          ”Den kan spille musik fra gamle dage.” Smilede hun og gik hen til skabet, den stod på og åbnede det. Derfra tog hun nogle store flade firkanter, med mennesker udenpå, og fra firkanten trak hun en stor, sort cirkel, med et hul i midten.          ”Kæmpe mønter!” Udråbte jeg og hoppede op og ned: ”Nu bliver vi rige, bedstemor!”          

”Ja, gid det var så vel, lille Agnete.” Grinte hun og lod mig hoppe færdig, mens hun selv satte kæmpe mønten oven på den brune æske af træ. Pludselig begyndte en mand at synge så højt, at det rungede i hele stuen.          

Jeg husker, at bedstemor Joannas blik blev helt fjernt og nostalgisk. Jeg vidste dengang ikke, hvorfor, men i dag har jeg må jeg gå ud fra, at hun tænkte tilbage på George, hendes mand, min bedstefar, som jeg aldrig har lært at kende, siden han døde få dage efter min fødsel. Ulykke oven i lykke.          

”Jamen, det er jo en syngende mønt, bedstemor! De må være mindst en billion værd!” Noterede jeg mig begejstret. Bedstemor Joanna svarede ikke, men begyndte blot at svaje roligt til jazz-musikken, mens hun sagte nynnede med.           Jeg fandt først senere ud af, at ”de syngende mønter”, var en slags gammeldags CD. Der var også en anden dag, hvor bedstemor Joanna nævnte noget om gamle dage. Bedstemor snakkede i flere timer om hendes barndomsminder, og hvad der var dengang – og hvad der ikke var:         

”Vores køleskabe har alt det, ingen andre køleskabe har! Køb nu, inden onsdag, og få 10 procent i rabat! Kølles Køleskabe – cool kapow!” Skreg en stemme forpustet til en gul reklame i tv’et på 5 sekunder. ”Ja, sådan noget.. elektronik, havde vi ikke dengang jeg var barn.” Mumlede bedstemor og rystede på hovedet, mens hun strikkede noget lyserødt. Til jul fandt jeg ud af, at det lyserøde strik hun var i gang med dér, var kjolen til en rødhåret dukke jeg også fik den jul. ”Hvad havde I så, bedstemor?” Spurgte jeg nysgerrigt, og vidste ikke bedre end det jeg selv var vokset op med. Hun så opmærksomt og nærværende på mig, og begyndte sin beretning: ”Da jeg var barn havde vi en kælder med skabe og skuffer, hvor vi havde al vor mad og..”          

”Hvem opfandt køleskabet, bedstemor?” Afbrød jeg.          

”Jeg mener det var en tysker.” Sagde hun tålmodigt og lagde strikketøjet fra sig, for at lytte.          

”Har du nogensinde været i Tyskland, bedstemor?” Krævede jeg nysgerrigt at vide.          

”Dengang jeg var barn, havde man ikke råd til at rejse så langt væk. Men nogle gange tog din oldemor mine søskende og jeg med ind til byen.” Og jeg måtte så gå ud fra, at hun aldrig havde været uden for landegrænsen.          

”Hvordan var der i byen?” Spurgte jeg videre.          

”Det kan jeg ikke huske. Men jeg glædede mig altid til at besøge den.” Svarede hun med et smil.          

Jeg havde 1.000 spørgsmål, men nåede kun at stille halvdelen af dem, inden jeg, udmattet af alle de spørgsmål, endte med at falde i søvn på gulvtæppet.          

Lige så, var der en anden dag, efter jeg havde brugt hel formiddagen på at tegne blomster, besluttede mig for, at gå på opdagelse i bedstemor Joannas have, mens hun sov.       

Med lidt besvær fik jeg åbnet døren ud til hendes blomsterpræget have, hvor jeg altid følte mig lidt mægtigere mellem de velplejede blomster. Bare lidt mere som en rigtig prinsesse. Lidt bedre end alle andre.          

Ude i haven strejfede jeg lidt rundt i bedende, hvor jeg vidste, jeg ikke måtte være, bare for at komme helt tæt på de bagerste blomster, der altid var de største og flotteste.          

Alle døre var åbne, når jeg trådte ud i den have; hver en blomst fortalte sin historie – og hvis jeg ikke kendte den, fandt jeg på én: Fx var der en blomst, jeg aldrig har set siden, som var lyserød. Jeg anede ikke, hvor den kom fra og fik aldrig spurt Joanna om den.          

Den lyserøde blomst havde nogle hvide pletter på sine kronblade, og jeg konkluderede straks, at der engang måtte have været en fe i haven, der havde drysset tryllestøv på blomsten. Der var også en anden blomst, som aldrig åbnede sig. Den var blålilla og ikke så høj. Jeg var stensikker på, at der boede små mennesker inden i blomsten. De var bare bange for os kæmpemennesker, så de gemte sig inde i blomsten om dagen og kom ud om natten, når jeg lå og sov.           Sådan kunne jeg blive ved med hele haven og alle dens blade, blomster, insekter og bede.          

Jeg husker især en af dagene, hvor en drengestemme pludselig afbrød min fantasi:          

”Hallo! Pige, dér! Hvad hedder du?”          

Jeg kiggede mig forvirret omkring, men fandt ingen.          

”Jeg er heroppe!” Sagde han.          

Jeg kiggede op over bedstemor Joannas hegn, der, hvor stemmen kom fra, og fandt en dreng på min alder, der sad på et klatrestativ og kiggede ned på mig.          

”Jeg må altså ikke tale med fremmede.” Svarede jeg, som om det var obligatorisk, og vendte afvisende ryggen til ham.           ”Æv, hvor er du kedelig.” Sagde han skuffet; jeg kunne høre ham rutsje ned fra en rutsjebane, og klatre op af noget igen.           ”Hvad hedder du?” Spurgte han og opgav ikke at få kontakt med mig, selvom jeg stadig stod med ryggen til. Jeg svarede ikke.          

”Så kalder jeg dig bare Ulla.” Sagde han med et næsten hørbart smil. Jeg vendte mig om og så surt på ham: ”Det hedder jeg altså ikke!”. Jeg stampede i jorden.          

”Jamen, så fortæl mig, hvad du hedder, Ulla.” Blev han ved.          

”Jeg må ikke tale med fremmede.” Fastholdt jeg og lagde armene over kors.          

”Okay, Ulla. Jeg hedder Per. Hvor gammel er du?”          

”Gå din vej.”          

”Næ, jeg vil så ej.” Sagde han og tog endnu en tur ned ad rutsjebanen. Da han kom op igen, stillede han endnu et spørgsmål: ”Er det din bedstemor derinde?”          

Jeg ignorerede ham.          

”Hun er smadderflink. Hende og min mor er rigtig gode venner. Jeg kommer nogle gange derover og får saftevand.”           ”Virkelig?” Spurgte jeg vantro, siden jeg havde den forestilling, at jeg var det eneste barn min bedstemor kendte.           ”Ja, den er sgu god nok. Du kan selv spørge min mor.” Sagde han smilende.          

”Hvem er du?” Spurte jeg og så nu først på ham: Jeg husker ham som en smilende, kæk dreng med brunt hår og brune øjne. Mere husker jeg egentlig ikke.          

”Jeg er Per, som jeg lige sagde. Hvem er du?”          

”Agnete. Joannas barnebarn.” Svarede jeg lidt modvilligt.          

”Okay. Vil du med over og lege? Vi har gynger.” Tilbød han venligt og begejstret.          

”Jeg ved ikke om jeg må…” Jeg så mig omkring, og havde egentlig ikke lyst til at forlade blomsterparadiset. Og hvad med bedstemor?          

”Du kan da bare spørge om lov?” Foreslog han som om det var obligatorisk.          

”Jamen, hun sover jo…”          

”Pyt,” Sagde han, og trak på y’et. Jeg overvejede det lidt, tyggede lidt på ideen, mens jeg kiggede skiftevis fra hegnet, til blomsterne og til døren indtil bedstemor.          

”Okay, så. Men jeg spørger hende alligevel!” Også løb jeg indenfor og vækkede forsigtigt bedstemor:          

”Hvad er der så, Agnete-pus?” Spurgte hun ikke helt vågent og så på mig med sine trætte blå øjne.          

”Der er en dreng ved siden af, der hedder Per, som spørger om jeg vil over og lege – må jeg det?”          

"Selvfølgelig må du det! Gå du ud og leg, så laver jeg aftensmad imens,” Sagde hun smilende. Hun har altid været frisk som en havørn, selvom hun var oldgammel. Plejehjem var uhørt. Hun kunne da selv lave maden fra bunden; hver aften!           ”Tak, bedstemor!” Sagde jeg og var halvvejs ude lige efter. Jeg kunne høre Per rutsje et par gange, inden jeg nåede ud på vejen og hen til hans hus, hvor jeg bankede på døren dertil.          

”Hvem er du?” Spurgte en høj, blond kvinde, der åbnede døren. Jeg nåede ikke at svare, før Per havde hørt ringeklokken, og stod bag damen og smilte til mig.          

”Det er Agnete, mor – Joannas barnebarn. Vi går bare ud i haven og leger.” Forklarede han, og trak mig gennem huset, og udenfor, inden hans mor fik noget at sku’ ha’ sagt.          

”Helle for højre gynge!” Sagde han og løb hen til den ene gynge. Jeg gik bare hen til den anden ledige og satte mig ned, ligesom han gjorde.          

”Hvordan gynger man?” Spurgte jeg, siden jeg aldrig havde siddet på en gynge før.          

”Manner! Ved du ikke det!? Nå, jeg viser dig det: Gør ligesom mig.” Sagde han og begyndte at svinge med benene. Ligesom jeg havde fanget pointen, og begyndte at flyve (sådan føltes det i hvert fald.), hoppede han pludselig af, og fløj faktisk rigtigt! Jeg var målløs! Han endte langt fremme for gyngestativet.          

”Hvor har du lært at flyve?” Spurgte jeg med øjne så store som tekopper og gyngede det bedste jeg havde lært.           ”Du skal da bare give slip på gyngen!”          

”Er du vimmer? Det tør jeg da ikke!”          

”Kom nu! Det er pærelet!” Hans opfordring gav mig mod, og uden at tænke over det, gav jeg slip på gyngen, og så – Jeg fløj! I et lykkeligt øjeblik var jeg en fugl og fløj. Jeg lukkede øjnene, og nød øjeblikket lidt for længe, for jeg landede med et bump, samtidig med et højlydt ”knæk”, efterfulgt af lyden af min gråd.          

Det var første og eneste gang jeg brækkede mit ben… Og sad på en gynge. Jeg blev hentet samme aften, og den årlige ferie hos bedstemor blev aflyst, på grund af Per. Men jeg har dog aldrig fortrudt den tur på gyngen eller mødet med Per. Den flyvetur var hele benet værd! De følgende somre, hvor jeg i traditionens tro besøgte min bedstemor, voksede forholdet mellem Per og jeg indtil vi blev uadskillelige.          

Jeg husker dog alt for tydeligt den sommer, hvor jeg som 13-14 årig begyndte at få følelser for Per. Det var vidunderligt; min første forelskelse. Men hvor var det dog dumt. Man kunne jo ikke blive forelsket i sin bedste ven – jeg turde i hvert fald ikke sige det til ham.          

Men det var også den sommer, hvor Per fortalte mig, at han skulle flytte og at vi derfor ikke ville ses næste sommer.          Jeg var knust, og det var han også. Jeg fik verdens største kram af ham, da min uges ferie hos Joanna var forbi, og et genert kys på kinden. Det glemmer jeg aldrig.          

Men det at Per flyttede, havde alligevel ikke gjort nogen forskel, for ½ år efter døde Joanna.          

Min verden brød sammen; det var det eneste jeg havde at se frem til, for i skolen var jeg bare i lig med nul og til min fritidssport, basketball, var jeg ikke just den bedste og derfor ikke særlig eftertragtet som holdspiller.          

Det kan godt være, at Joanna var gammel, men hun forstod mig og elskede mig, som ingen anden. Ikke engang min mor kunne erstatte hende.          

Jeg var helt knust. Min mor var knust. Og tilbage stod min far, som ikke havde noget forhold til Joanna. Han kunne til sidst ikke klare presset - han følte sig tvunget til at være ked af det – hvordan kunne han være ligeglad, når svigermor lige var død?          

Alkohol var en nem smutvej gennem elendigheden og sorgen, der strømmede ud alle vegne, men han kunne ikke drikke i smug længe, og endte som alkoholiker efter han havde mistet sit job.          

Mor og far blev skilt, og jeg flyttede sammen med min mor, langt ude på landet på en lugtende bondegård. Så havde jeg da i det mindste en ko at trøste mig med.          

Jeg dumpede eksamen, men besluttede samme dag at starte på ny. Jeg klippede og farvede mit hår, skiftede, mod alles vilje, navn til Dianna efter min bedstemor og rejste til England, hvor jeg startede min egen lille blomsterbutik som 21 årig.          

Det var det år, hvor jeg plukkede blomster i hospitalshaven.          

De første år i England gik forrygende. Alt synes at lykkes mig og jeg var virkelig lykkelig. Jeg følte mig heldig. Men lykken var først fuldendt da jeg giftede mig og blev gravid – og dog: Mit barn døde ved fødsel og det knækkede mig psykisk. Derfra gik det kun ned af bakke: Min mand, David, kunne ikke holde mig ud, og forholdet endte, da jeg fandt ud af, at han havde været mig utro.          

Jeg lovede mig selv, at det nok skulle gå, at jeg nok skulle finde en ny mand, at jeg nok skulle få et nyt barn og at jeg nok skulle komme ovenpå igen.          

Jeg kom ovenpå. Det tog lang tid, men jeg kom ovenpå, præcis som jeg havde lovet mig selv. Min forretning gik godt i mange år, men så mistede jeg følelsen i benet af en ukendt årsag, jeg blev sat i en kørestol og måtte lukke forretningen, siden ingen ville købe den af mig.            

Så blev jeg ramt af akut hjertestop og døde af det, men jeg blev reddet. Jeg følte mig gudbenådet heldig over at have fået lov at leve, men senere fik jeg en skæbnesvanger deadline: ”Du har 1 måned til at leve i.”.            

Jeg gik langt over den deadline, og af den grund begyndte jeg langsomt at tro, jeg nok skulle klare den alligevel. Jeg har alle forudsætningerne for at overleve, men jeg ved jo godt, at det ikke kommer til at gå så vel. Jeg kommer jo til at dø her – det har de jo lovet mig!            

Jeg har accepteret det: Mit liv har været en stor fiasko, og jeg får ikke engang en chance for at ændre det.            

Jeg åbner mine forgrædte øjne og ser ud på haven. Natten har slugt dagen og kun få lygtepæle i haven gør den synlig. Jeg får øje på en let genkendelig blomst: Den er smuk og lyserød, men jeg kender ikke navnet på den.            

Jeg agter at holde mine øjne åbne, men noget tungt trækker dem ned, og jeg gør ingen modstand; jeg er alligevel træt og udmattet.            

Jeg tænker, at havde jeg ét ønske, ville jeg ønske, at jeg kunne leve i min egen barndom foreviget. At jeg kunne leve et evigt lykkeligt eventyr.            

Jeg lader min mundvig glide lidt opad og synker ned i min søvn, men drømmer ikke noget.            

”Ja, det måtte jo ske før eller siden.” Siger en vemodig stemme jeg genkender som min læges. Jeg har lyst til at spørge ham, hvad der måtte ske før eller siden, men jeg er for træt til overhovedet at forme ordene med min mund.            

”Er hun…?” Hvisker en kvindestemme, jeg ikke genkender.            

”Ja. Bare… Kør hende nedenunder.” Siger han lige så vemodigt, og jeg kan høre hans trin forsvinde, blive svagere og svagere, for til sidst at forsvinde.            

Jeg har tusind spørgsmål! Hvor vil de køre mig hen? Hvad er jeg? Hvad er der sket? Hvorfor kan jeg høre dem tale, selvom jeg sover? Drømmer jeg?            

Pludselig bliver alle mine spørgsmål så fjerne og ligegyldige, at jeg glemmer dem alle sammen. En følelse af fornyelse og stiger op igennem mig som en boblende rus. Jeg føler mig stærk som 1000 heste og frisk som født på ny. Lette som sommerfugle åbner mine øjne sig.            

Jeg ser en blå himmel, med kun enkelte skyer og en skinnende gul sol lyse den op. Jeg bevæger mine fingre og finder græs mellem dem. Et lille insekt kravler op langs mit ben og kilder så forfærdeligt, at jeg ikke kan lade være med at grine. Jeg rejser mig op, for at ryste de af mig, men jeg når ikke at ryste det af mig, før jeg ser, hvor jeg er:              

En gammel dame med gråt hår og blå øjne træder ud af en dør og byder mig velkommen med åbne arme: ”Lille Agnete skat! Giv din bedstemor Joanna et stort knus og kom med ind og få noget havregrød med sukker til morgenmad!”              En anden stemme snakker til mig over et hvidmalet hegn: ”Kommer du over og leger bagefter?” Jeg nikker smilende til Per, løber gennem haven af blomster og løber min bedstemor i møde.              

”Jeg har savnet dig.” Hvisker jeg utydeligt i hendes favn.              

”Du behøver ikke tage hjem igen. Du kan blive her lige så længe du har lyst til.” Lover hun. Jeg har ingen spørgsmål, jeg er ikke bange, jeg er ikke i tvivl. Jeg er lykkelig. Mit største ønske er gået i opfyldelse: Jeg har fundet den fred, jeg hele livet havde ledt efter.

Jeg er hjemme!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...