Et (en) snefnug (JDB) 2

Fik en idé til en to'er, så nu laver jeg en to'er alligevel;)

Hvad sker der med Justin? Elsker han egentlig stadig April? Og hvad med Selena har de stadig noget sammen? Hvad sker der når han begynder at date Aprils veninde Mary? Såre han flere piger end April havde regnet med? Slår han op med pigerne eller er han faktisk utro med virkelig mange piger på engang? Hvem vælger han, og hvad betyder tegningen med de to hænder for April?

7Likes
47Kommentarer
2067Visninger
AA

2. Mary.

Selvom jeg havde lovet mig selv,at jeg aldrig mere ville tegne igen. Vidste jeg jo godt, at de ville være umuligt. Jeg havde droppet psykologen. Hvad hjalp det overhoved? Hvis jeg bare lod være med at tænke på ham, ville jeg få det en smule bedre. End hvis jeg skulle gå til den dumme psykolog, og huske på det hele. Hvis jeg skulle tænke tilbage på Vanessas død. Men der var sket noget, ved min måde at tegne på. Jeg tegnede mest gode ting. Jeg fandt min tegne skuffe frem. Jeg så tegningerne igennem. Der var en tegning af en lille hundehvalp. Den havde jeg tegnet da jeg fik min hundehvalp, Bacon. Jo længere ned man kom i bunken, jo mere triste blev de. Jeg gav op og lagde dem tilbage i skuffen. Jeg tog et blankt papir frem. Jeg spidsede min blyant og begyndte så at tegne.

 

Blæsten gjorde mine kinder røde. Vinden legede med mit hår. Mine hænder havde et fast greb, om bukketen. Jeg satte mig på hug. "Hej Vanessa. Jeg har fået det meget bedre end sidst! Jeg har dog ikke fået en ny kæreste, som du ønskede..." En tåre trillede ned af min kind. Jeg ignorerede den. Jeg lagde bukketen på hendes gravsted. Selvom blæsten gjorde ondt på mine øre. Flyttede jeg mig ikke. Jeg stod altid her, alene og så på hendes gravsted. En sjælden gang imellem, støtte jeg på hendes forældre. Men de var flyttet lngt væk. Jeg vendte Vanessas gravsted ryggen, og gik hjemad. Men jeg stoppede op, da jeg så en pige. Hun var ca. På min alder, hun sad på hug ved et gravsted. Jeg kunne ikke flytte blikket fra hende. Tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun snakkede med den døde, men jeg kunne ikke forstå det,for hendes grødet stemme. Blæsten fik mit hår ind over mit ansigt, men jeg flyttede det ikke. Det ville allgevel komme tilbage ind over mit ansigt. Pigen reste sig stille, og så over mod mig. Hendes brune hår flagrede rundt som mit. Jeg flyttede ikke blikket fra hende, jeg var bange forhun ville forsvinde, og jeg igen ville blive alene. Hendes mundvige bedvægede sig en smule op. Jeg binkede hurtigt. "Hej." Min stemme forsvandt nermest i vinden. Hun nikkede som svar. "Hvad laver du her?" Spurgte jeg hende. Jeg havde aldrig set hende før. "Det samme som dig vil jeg tro?" Smilede hun. Jeg gengældte hendes smil. Hun gik over til mig. "Hvad er dit navn?" Spurgte hun. "April." Svarede jeg hende. "Mary." Sagde hun, uden jeg behøvede at spørge om hendes navn.

 

Siden den dag, har vi været sammen hele tiden. Det er umuligt at skille os ad. Jeg er også mindre hos Vanessa, men jeg glemmer hende aldrig. Hendes ulykke sider fast i mit hoved. Hendes smil, grin, øjne alt. Hun sider i mine tanker og der vil hun blive. Mary er bare en god støtte. Men hun vil aldrig blive det samme som Vanessa. Mary har virkleig hjulpet mig. Både med Vanessa, men også med Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...