Hader du mig - Justin Bieber

Roselynn Oakmann er en sanger kendt over hele verden, som har Caitlin Beadles som bedste veninde, har datet superstjernen Justin Bieber i et år. I håb om at komme sig over ham, har Roselynn datet andre stjerner, som Taylor Lautner og Joe Jonas. I alt hemmelighed datede Roselynn kun Taylor og Joe, fordi hun ville vise verden, hun var kommet sig helt over Justin. Justin der dater Selena Gomez, ser ud til at have glemt Roselynn fuldstændig. Rygterne om at Selena udnytter Justin's berømmelse, har spredt sig over hele verden, og derfor også i Roselynn's hoved. Roselynn og Caitlin udspionere derfor en dag Selena, men bliver fanget af de skøre paparazzis. Siden har Roselynn fulgt nøje med i nyhederne. Men hvad sker der, når fortiden møder hinanden igen? Denne beskrivelse er kopiret lidt fra en anden Movella, jeg ikke kan huske hvad hedder. Men til den der har lavet den, så må du meget undskylde hvis Movellaen minder meget om din.

34Likes
73Kommentarer
7061Visninger
AA

7. Rose skiller par af

Mig og min mor var taget hjem til Amerika igen. Jeg var glad for at komme tilbage, fordi jeg skulle nemlig indspille en sang, jeg fornemmede ville blive et hit. Hvis det blev et hit, skulle det være med på mit nye album, hvis penge skulle gå til velgørenhed. Jeg var træt af at medierne mente jeg ikke gav penge til velgørenhed. Det gjorde jeg. Før jeg blev kendt, tænkte jeg på, at hvis jeg blev rig, ville jeg ikke spilde pengene på en stor sej bil, stort fedt hus, en Ipad og alle de ting. Jeg ville give pengene, til dem der virkelig havde brug for dem. På trods af alle de tanker der strejfede mig, var det eneste jeg kunne tænke på, Justin. Han var sikkert så sur på mig, efter jeg havde sagt det med Selena. Måske var det forkert at fortælle ham det, men han bed selv om det. Jeg var inde i studiet med min mor, og selvfølgelig også Abigail og nogle andre. Vi skulle ikke indspille sangen endnu. De andre skulle vist lige være helt parate, og min stemme skulle også være helt perfekt. Jeg havde ikke fortalt min mor, om hvad der skete mellem mig og Justin i Grækenland. Og den drøm jeg havde, havde jeg heller ikke fortalt til nogle. Jeg havde tænkt mig at fortælle det til Caitlin på et tidspunkt, men først når jeg var parat. Jeg ventede på at Abigail sagde jeg kunne begynde at synge. Jeg sad nemlig på en stol, med en mikrofon lige foran mig, i et lille rum. Foran mig var der en kæmpe rude, og ved siden af den rude, var der døren, der førte en ind og ud. Jeg havde været i det studie mange gange, og følte mig mærkeligt nok, mest tryg der. Min mor sagde hun godt forstod mig. Siden far døde, havde hun faktisk behandlet mig lidt bedre, end før hans død. Jeg var stærk nok til at snakke om far. Der var gået så lang tid siden han døde. Men emnet gjorde mig selvfølgelig stadig ked af det, og ville altid gøre det. Jeg mumlede lydløst nogle grimme bandeord, uden at vide hvorfor. Jeg havde bedt min mor om at holde min mobil, så den ikke ville spolere sangen, hvis der var en der ringede til hende. Jeg havde bedt hende om at tage telefonen, hvis den blev ringet til. Det var dumt, det ved jeg godt. Men det vidste jeg ikke der. "Hallo Roselynn. Tid til at synge," sagde Abigail højlydt og bankede på ruden. Jeg havde slet ikke bemærket jeg skulle synge, før banken på ruden, klemte mine ører. Jeg gjorde mig klar til at synge, og begyndte så.

Sangen handlede om kærlighed, selvfølgelig. En pige der var forelsket i en dreng, som havde mistet sin hukommelse, og derfor ikke kendte hende. Konceptet lød meget latterligt, men teksten var faktisk ret god, mente jeg selv. Det nye album skulle hedde "Love as magic". Albummet havde på ingen måde et tema. Det var bare et helt almindeligt album, fyldt med forskellige slags sange. Indtil videre var der kun to sange på det, og denne sang skulle blive den tredje. Mens jeg udtalte ordene på en god måde, hvilede mine tanker stadig kun på Justin. Jeg var faktisk bange for jeg ville bringe Justin ind i sangen. Efter flere minutters indspildning, blev vi endelig færdige, men vi skulle også indspille én sang mere. Jeg havde dog en lille pause på femten minutter, som jeg brugte på vand, afslapning, og at øve sangteksten. Da der var fem minutter tilbage, ringde min mobil. Min mor rakte mig mobilen, og jeg svarede selvfølgelig på opkaldet. "Hallo?" sagde jeg ind i telefonen, mens jeg gik lidt rundt, og ventede på at få af vide hvem der havde ringet. "Hej, det er, øhm, Selena. Mig kan du nok godt huske," lød det fra telefonen. Jeg var bange for min mor kunne hører Selena tale. Min mor hadede virkelig Selena, for at havde stjålet Justin, og derfor gjort mig ulykkelig. Min mor troede jeg stadig havde følelser for Justin, men det havde jeg ikke. Og ville aldrig få det. Jeg ville ikke lade ham knuse mit hjerte igen. Det føltes faktisk lidt ligesom "Last Christmas" sangen. Last christmas, I gave you my heart, but the very next day, you gave it away.  

"Du skal synge igen," sagde Abigail til mig, og puffede mig blidt på skulderen. Jeg fortalte Selena jeg havde travlt, og lagde derefter på. Desuden gad jeg heller ikke at snakke med hende. Men da jeg var ved at gå ind i studiet igen, ringede mobilen igen. Jeg sukkede og rullede med øjnene, og ignorerede opkaldet. Jeg begyndte så at synge, da jeg og de andre var klar. Jeg blev derinde, og gik ikke ud. Selena ville sikkert bare blive ved med at ringe, indtil jeg tog den. Så jeg gik ikke ud til mobilen. Men min dejlige, skønne mor, kom ind med den til mig, da Selena cirka for femte gang havde ringet. "Hallo?!" sagde jeg lidt hårdt, mens jeg nedstirrede min mor der så skræmt på mig. "Ja, hej. Det er Selena," sagde Selena. Jeg sukkede lydløst, og hvis jeg gad, ville jeg klaske mig selv i panden med min hånd, på grund af Selena's tåbelighed. "Hvad vil du?" spurgte jeg, igen hårdt, og lagde mit ene ben over det andet, på stolen jeg sad på. Jeg kiggede på mine negle, der faktisk ikke var ret kønne. "Du, du. Det er din skyld Justin har fået det ind i hovedet," sagde hun helt roligt. Et øjeblik fattede jeg ikke hvad hun tænkte på, men jeg huskede på, hvad jeg havde sagt til Justin, om Selena. "Mhm," mumlede jeg lavt og pinligberørt i telefonen. Jeg var sikkert rød om bag ørerene i virkeligheden. Det værste var, min mor så det. "Måske, ender Justin med at slå op med mig. På grund af din lille løgn!" sagde hun højere og hårdere. Indeni blev jeg glad, men udenpå så jeg ud som en der var ked af det. Hvis de slog op på grund af mig, ville det være perfekt. Især hvis medierne ikke fandt ud af det. "Hør her snuske: Hvis det sker, tæver jeg dig fandme," sagde hun og lagde på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...